Nu lancerer RÆSON kvartalsmagasin til kioskmarkedet: RÆSON Kompakt

Nu lancerer RÆSON kvartalsmagasin til kioskmarkedet: RÆSON Kompakt

09.01.2013


I marts 2013 supplerer RÆSON det eksisterende halvårsmagasin med et kvartalsblad i mindre format: RÆSON KOMPAKT.

– Det hæderkronede amerikanske magasin Newsweek lukkede den trykte udgave ved årsskiftet og overgik til net alene. Og mange konkluderer, at tiden er løbet fra trykte magasiner. Jeg er ikke så sikker. Jeg tror, formen er underordnet: Det er indholdet, det handler om, siger Clement Kjersgaard, der grundlagde RÆSON tilbage i 2002 og stadig er magasinets udgiver. Han fortsætter:

– RÆSONs hofgenre er de dybdegående analyser og interviews, og dem tror vi fortsat at mange læsere gerne vil have på tryk. Med det nye kompakt-magasin vil RÆSON være at finde i flere kiosker og boghandlere. Og med en fast pris på 25 kroner bliver KOMPAKT billigere end mange aviser. Dermed tror vi, at RÆSON vil nå et meget større publikum end idag. Så simpelt er det.

RÆSON blev startet som et netmagasin i 2002. Webmagasinet blev i 2007 suppleret af en trykt halvårsudgave, der fortsætter helt uændret. RÆSON er non-profit: ALLE indtægter investeres i magasinet, der drives af et par deltidsansatte i studiejob og et stort netværk af freelancere og frivillige.

OM KOMPAKT: Hvis du allerede er RÆSON-abonnent, får du automatisk adgang til alle artikler fra RÆSON KOMPAKT på nettet (abonnementprisen forbliver uændret: 250 kr./200 for studerende). Hvis du gerne vil have den trykte udgave, kan du bestille den direkte fra RÆSONs netbutik og få den sendt med posten. Bestil premierenummeret – som udkommer i marts 2013 – allerede idag: 25 kr. inklusiv porto og ekspedition.

DAGBLADET POLITIKEN OM KOMPAKT (9. JANUAR 2013): “Magasinet ‘Ræson’ skal ud til flere læsere, mener udgiveren Clement Kjersgaard. Derfor kommer der fra 1. marts et nyt og mindre magasin – Ræson Kompakt – som udkommer hvert kvartal og derfor er attraktivt for danske bladkiosker. (…) “Hvis alle i vores målgruppe kendte bladet, ville oplaget ligge på 12.000-15.000, og jeg tror ikke, det er urealistisk, at vi kan komme derop. Det her handler først og fremmest om synlighed. Når Ræson fremover udkommer seks gange om året, vil man altid kunne finde bladet i en kiosk”, siger Clement Kjersgaard.”

ILLUSTRATION: RÆSON3, foråret 2008 – det første halvårsmagasin i det nuværende format (24 x 34 cm)