Kommentar: SF og magten. Af Trine Pertou Mach

Kommentar: SF og magten. Af Trine Pertou Mach

29.03.2013


I SIDSTE UGE stak en af mine kollegaer hovedet ind på mit kontor for at checke, om jeg havde fået blå mærker i ansigtet fra ’svingdøren hos SF’. Det har jeg ikke. Men jeg har naturligvis fulgt bevægelsen hen mod døren og jeg har i øvrigt ikke haft noget stort behov for at holde på dem, der forlod SF. Det giver god mening, at socialdemokrater er i Socialdemokratiet. Grundlæggende er jeg nået til den konklusion, at udskiftningen af partibøger ender som en samlet styrkelse af venstrefløjen (inklusiv Enhedslisten).
     Blandt den håndfuld folk, der har forladt SF til fordel for S, er der også et par dygtige og arbejdsomme personer, hvor hjertet sidder fast i venstre side og som har et ideologisk fundament. De personer kan bidrage til en styrkelse af Socialdemokraterne og jeg håber på, at de holder sig tæt til dem, der mener, at partiet hører til den politiske venstrefløj. Det har regeringen brug for. Og tager man de store samfundsbriller på, så er det formentlig også afgørende for Danmark som del af det historiske fællesskab af stærke nordiske velfærdsstater.
     Og endelig – når udvandringen af dem, som i pressen bliver kaldt ’børnebanden’ eller ’arbejderisterne’, samtidig er en styrkelse af SF, så er det fordi, at deres politiske projekt i bund og grund var en gøgeunge i SF. Et fænomen, der dominerede SFs politiske linje i årene op til sidste folketingsvalg og frem til formandsvalget i oktober sidste år. Denne periode har været meget tæt på at udviske SF’s politiske DNA.

DET POLITISKE PROJEKT har – om noget i nyere dansk politik – været et bubble burst-fænomen [en ballon, der måtte sprænge, red.] og lige nu ligger SF ned i meningsmålingerne. Hvis vi skal op igen, skal SFs politiske DNA tegnes op; en kælderkold vurdering er, at det vil vise sig en fordel, at ”børnebanden” ikke længere er en del af holdet. Hvis man hele tiden skal slås med konspirationer og med myter om, hvad SF tør og ikke tør, er og ikke er, så er det svært at finde ressourcerne til også at kæmpe den politiske kamp mod en boomende højrefløj, egoistisk liberalisme, desillusion, udstødelse og verdensomspændende økonomisk og demokratisk krise. Og SFs politiske DNA skal tegnes op igen. Ikke kun for at få SF tilbage i kampform, men fordi det er en grundsten i det større venstrefløjsprojekt.

SF’S OPGAVE er nu engang at være del af den politiske kamp for en mere rød verden med frihed, lighed, solidaritet og bæredygtighed som omdrejningspunkter. Bevares, efter ti års populisme og symbolpolitik, økonomisk krisetid og et folketingsvalg, som S-SF-alliancen faktisk ikke vandt, er det da ikke den nemmeste opgave. Alt det med at tale fællesskabet og det enkelte menneske op (og ikke ned) er en anelse mere op ad bakke end forenklede billeder som ’det skal kunne betale sig at arbejde’, ’fattig-Carina’ og ’dovne Robert’ – men det er hér, vi står vores prøve: Vi skal flytte holdninger – på langt sigt. Ikke bare stemmer på kort. Hvis vi ikke selv overbevisende kan levere venstrefløjsprojektet, så er der heller ingen, der vil stemme på det ved næste valg. Og så er det virkelig krise.

FORTÆLLINGEN fra mine tidligere partikammerater om, hvorfor de siger farvel til SF, synes relativt enslydende og bygget op omkring to elementer.
     For det første en reaktion på den nye SF-formands ’ændrede kurs’. Men SF har ikke ændret kurs i forhold til regeringssamarbejdet. Til gengæld har vi entydigt lagt drømmen om at omdanne SF til ’Fælles Kurs 2.0’ i graven [Fælles Kurs var et venstreorienteret parti grundlagt af ’sømandsbossen’ Preben Møller Hansen, der sad i Folketinget 1984-1987, red.]. Hvis det er skuffelse over den fejlslåede politiske transformation af SF til et arbejderistisk projekt, der har fået nogen til at melde sig ud af SF, er det en ærlig sag. Det er i hvert fald politisk begrundet. Jeg har det til gengæld sværere med den anden begrundelse om ’SF’s manglende modenhed’, når det kommer til at håndtere magten, tage ansvar og vise lederskab. Påstanden er jo åbenlyst forkert, spørg blot de SF-vælgere der har forladt SF for en stund. Påstanden har da også vakt en del undren i kommentariatet.

MEN DET VÆRSTE ved argumentet om, at ’SF ikke vil magten’ er, at det kortslutter det vigtigste i politik. Nemlig politik. Det gælder især på to dimensioner.
     For det første har de diskussioner, vi har haft i SF, ikke mindst efter vi kom regering, handlet om, hvor partiet skulle placeres politisk. Partiet skal balancere mellem de facto-rollen som lillesøster i en mindretals-koalitionsregering og rollen som et selvstændigt parti. Men hvem kan være i tvivl om at SF lægger ryg til reformer, som vi har det vanskeligt ved? Vi har også diskuteret, hvilke strategiske valg, der var rigtige og forkerte – og her var vi ikke altid enige. Er det mangel på lederskab at tage den diskussion? Selvfølgelig ikke. Magt handler om at komme igennem med sin politik, ikke om at have den for at have den.
For det andet har vi besluttet, at SF igen skal være mere end blot ét-af-tre-partier-i-en-regering. Samtidig med, at vi tager del i og bruger regeringsmagten til at gennemføre en oprydningspolitik, som de tre partier er enige om ovenpå et sort, nationalkonservativt og uansvarligt årti – skal vi være et SF, der også ved, hvad vores større vision er, hvor vi på langt sigt gerne vil have det danske samfund hen. Noget af det tager vi skridt henimod gennem S-R-SF-regeringen. Noget må vente, fordi det er for venstreorienteret til vores regeringspartnere. Med andre ord: SF’s projekt er IKKE længere bare at sidde i regering men også et politisk projekt, der handler om progressive og solidariske forandringer af samfundet. Og SF’s politik er IKKE smeltet sammen med regeringskompromisserne; de er netop – regeringskompromisser, som vi som parti står ved og står inde for, på godt og ondt. Det må aldrig igen blive kompromiserne, der definerer, hvad SF mener politisk.
     For mig var dét den afgørende forskel i formandsopgøret – opgøret med det blinde magtprojekt. Vi har med den nye politiske linje ikke pludselig fået mere indflydelse i regeringssamarbejdet, men vi har en politisk ledelse, der kan tegne en selvstændig SF-profil. Som tør tale om drømme og vil skabe håb. Håb om og tro på, at store samfundsforandringer faktisk er mulige, også selvom det nogen gange går alt for langsomt – eller at vi må gå et skridt baglæns.
     For mig har SF en nøglerolle, både på venstrefløjen og i regeringen, som vi netop kan varetage i kraft af partiets historiske bagage. Vedholdende at insistere på, at det enkelte menneskes frihed går hånd i hånd med stærke solidariske fællesskaber – at de er hinandens forudsætninger. Og konsekvent at afvise populistisk leflen for særinteresser og anti-sociale holdninger, hvad enten det er hos dele af erhvervslivet, dele af arbejderklassen eller andetsteds.
     Hvis ikke venstrefløjen, hvor SF blot er én af aktørerne, er i stand til at gøre klart, hvor den grundlæggende har et andet samfundsprojekt end de borgerlige partier, og hvis ikke venstrefløjen leverer klare svar på de tre store kriser i verden – klimakrise, fattigdomskrise og økonomisk krise – så er det jo ikke mærkeligt, at de borgerlige partier står til absolut flertal i meningsmålingerne.
Det er i balancen mellem det visionære og den praktiske politik – i fællesmængden mellem de store dagsordener om fred, frigørelse og favnende fællesskaber på den ene side og oprydning i en krisetid på den anden – at centrum-venstre kan skabe progressiv forandring.
     Det er åbenlyst, at SF står overfor store udfordringer, som også skyldes regeringsfællesskabet. Det er jo aldrig sjovt at skulle gennemføre politiske reformer, der rammer hårdt hos dem, der ikke har meget i forvejen, reformer som man ikke er enig i. Det er en – til tider meget høj – pris ved at have magten og være den venstreorienterede kraft i den regering, der skal lede Danmark gennem en omfattende krise. SF har hele tiden – også med dem, der nu har forladt SF – arbejdet hårdt på de indre linjer for at trække regeringen mod venstre. Det er en vigtig berettigelse for SF i regeringen.
     At forholde sig kritisk til, hvor langt magten kan bringe os, er kun sundt og klogt. Det er ingenlunde det samme som at være bange for magten. Tværtimod. Da Mulle spiste skovsneglen i ’Zappa’ [film af Bille August efter Bjarne Reuters roman, red.], var det ikke et udtryk for mod. Men trangen til bare at være med i klubben. Og en af de seje, med de privilegier det indebærer, blev han i hvert fald ikke. Mod er, når man tør ville noget mere med magten, ikke bare følge med den, på magtens betingelser. Det blinde forhold til magt indskrænker det politiske mulighedsrum – og gavner kun dem, der har den i forvejen.
     Jeg har, ligesom et næsten enigt SF, bakket op om, at vi skulle gå efter regeringsmagten. Vi har nu del i den – og vi har sådan set tænkt os at beholde den, eftersom SF kan få mere politik igennem med et regeringsapparat i ryggen end ved at forhandle fra sag til sag. Men som ved alt andet her i livet, så må man også holde fast ved kernen i sig selv, hvis man skal overleve. Derfor er det så afgørende, at SF genfinder sin DNA. Det skal vi nok lykkes med – også uden at vi skal afgive magten.

Trine Mach (f.1969) er folketingskandidat for SF i København og har siden 2006 været medlem af SF’s ledelse. Hun er forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse (siden 2007) og er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.