Kommentar: SF har valgt nyliberalisme frem for solidaritet

Kommentar: SF har valgt nyliberalisme frem for solidaritet

13.04.2013


Da Anette Vilhelmsen erklærede, at SF går til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet, accepterede hun samtidig den ramme, som regeringens økonomiske politik udfolder sig indenfor. Dermed misser de chancen for at blive Danmarks solidariske samlingspunkt.


KOMMENTAR af Michael Leif Larsen


SF-formand Anette Vilhelmsen var helt klar i mælet, da hun den 4. april i Deadline på DR2 svarede på Martin Krasniks spørgsmål om, hvorvidt SF stiller op til at fortsætte i regeringen efter næste valg: ”Ja, det gør vi, fordi det er i regeringen, at vi har mest indflydelse,” svarede hun.

Anette Vilhelmsens klare udtalelse er bemærkelsesværdig. Ikke blot fordi det nuværende regeringssamarbejde i befolkningens øjne har gjort SF så politisk usynlig, at partiets tilslutning er i frit fald. SF-forkvindens udtalelse er først og fremmest bemærkelsesværdig, fordi den kun kan tolkes som en fortsat tilslutning til den forståelsesramme, som regeringen økonomiske politik føres indenfor: Den nyliberale nødvendighedspolitik.

Der var da også i Krasniks interview tydelige eksempler på, at Vilhelmsen har været på en af de efterhånden berømte ”politiske rejser”. Hun mente således, at det var ”useriøst” og undgik at svare, da hun af Krasnik blev bedt om at forholde sig til, om SF med 90 mandater ville gennemføre partiets egen (måske forhenværende) politik med hensyn til millionærskat, betalingsring og uændrede dagpenge- og efterlønsregler. Men én ting fik hun dog slået fast: ”Jeg er nok heller ikke optaget af, at folk skal kunne gå længst muligt uden arbejde. Jeg har den indstilling, at jeg gerne vil have, at folk kan få et arbejde. Det er derfor, vores politik handler om, hvordan vi kan skabe flere job.” Der er ingen tvivl om, at Vilhelmsen forbløffende hurtigt er blevet dus med den såkaldt nødvendige politiks tankegang.

Venstrefløjen tørster efter et solidarisk samlingspunkt
SF’s accept af den nødvendige politik og ønsket om at fortsætte i regeringen betyder, at partiet nu for alvor distancerer sig fra de solidariske strømninger, der stadigvæk eksisterer i det danske samfund. Beviserne på disse strømninger er ellers tydelige nok. Enhedslisten ligger nu konsekvent med en tilslutning på over 10 % i meningsmålingerne.

Mange vil sandsynligvis benægte, at Dansk Folkeparti repræsenterer et solidarisk alternativ til regeringen, men sådan opfattes partiet ikke desto mindre af mange. Og den snu Kristian Thulesen Dahl har lugtet lunten og indtager nu næsten konsekvent de politiske standpunkter, som Socialdemokraterne indtog før valget. Dansk Folkeparti er i meningsmålingerne nu på størrelse med, hvis ikke større end, Socialdemokraterne.

Enhedslistens og Dansk Folkepartis øgede tilslutning sker i høj grad på bekostning af Socialdemokraterne og SF. Og selv om Enhedslistens og Dansk Folkepartis fremgang i øjeblikket er stor, så hænger mange skuffede socialdemokrater og SF’ere stadigvæk ved hos de to regeringspartier. For den gruppe er Enhedslistens revolutionsromantik og Dansk Folkepartis fremmedfjendskhed simpelthen for stærk kost.

Er SF mere end Socialdemokraternes halehæng?
Hvis SF ville etablere et solidarisk politisk alternativ til den nødvendige konsensus, som dominerer dansk økonomisk politik, så ville partiets muligheder være næsten uanede. Ikke alene ville SF i så fald kunne trække mange af de SF’ere tilbage, som er gået til Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Partiet ville med sin nyvundne status som et regeringsdueligt parti, der har demonstreret, at det kan og vil løfte ansvaret, når det er svært, også tiltrække mange socialdemokrater, som ikke længere kan genkende deres parti. SF har med andre ord mulighed for at etablere sig som det ansvarlige politiske samlingspunkt for et solidarisk samfundssyn, som de mere og mere blå socialdemokrater engang var.

De medlemmer af børnebanden, som for en måneds tid siden forlod SF, fik mange barske ord med på vejen. En del SF’ere næsten bifaldt de unge forhenværende medlemmers afgang med bemærkninger om, at SF skulle være mere end blot et halehæng til Socialdemokraterne. Det er muligt, at man i SF’s interne studiekredse kan se et selvstændigt, venstreorienteret og blomstrende SF for sig.

Håbet er som bekendt noget af det sidste, der dør. Men man kan altså ikke både blæse og have mel i munden. Og med SF’s ønske om at fortsætte regeringssamarbejdet efter et valg, accepterer partiet regeringssamarbejdets meget lidt venstreorienterede økonomiske forståelsesramme. SF positionerer sig dermed solidt på den i forvejen overbefolkede højre midtbane i dansk politik, og det gør det unægtelig vanskeligt at se partiet som andet end netop et halehæng.


Michael Leif Larsen (f. 1959) er cand.scient.pol. og freelance-journalist. Han har tidligere bragt kommentarer og analyser i blandt andre RÆSON, Berlingske og Kristeligt Dagblad. FOTO: Erhvervs- og Vækstministeriet/Presse.