12.01.2013

Medmindre Möger og Tesfaye pludselig springer ud som rigtige venstreorienterede, er der ikke plads til deres hypotetiske parti i dansk politik. Og skulle de prøve alligevel, mangler de både klare budskaber og politisk erfaring.

KOMMENTAR af Flemming Bjerke, medlem af SF

PLADS TIL ET NYT PARTI? Under den nye SF-formand Annette Vilhelmsen er Thor Möger Pedersen blevet afsat som skatteminister, og Mattias Tesfaye har trukket sig som næstformand. De seneste uger har flere iagttagere talt positivt om muligheden for, at de to ville kunne skabe et nyt parti på venstrefløjen. RÆSON spørger i denne interviewserie: Vil det kunne lykkes?
– Partiforsker: Plads til et nyt parti på venstrefløjen
– Krause: Tesfaye og Möger er socialdemokrater

Det er ikke så underligt, at Thor Möger Pedersen og Mattias Tesfaye måske vil danne et nyt parti. Deres fremtid i SF er tvivlsom efter den seneste tids hændelser: Tesfaye bliver næppe udpeget til nogen central position, efter han offentligt har mistænkeliggjort den nye ledelse og formand, som har 2/3 af medlemmerne i ryggen. Den anden næstformand har da også lagt afstand til Tesfaye. Og Möger blev fyret på grund af intern utilfredshed med ham. Hans bedste chance for at komme tilbage ser ud til at være at blive valgt ind i Folketinget, men det er ikke givet, at det sker.

Möger og Tesfaye ville ændre SF til et leverpostejsparti for de arbejdende lønmodtagere. Det gik ikke særlig godt, og meget tyder på, at SF kan være godt tjent med at være sluppet af med den tidligere ledelse. Ingen ved, hvad Möger og Tesfaye præcist har tænkt sig at gøre nu, men lektor i statskundskab Karina Kosiara-Pedersen siger til RÆSON, at der måske kan være plads til et nyt parti til venstre for SF.

Kosiara advarer dog Möger og Tesfaye om, at partiet for det første skal have et bundt politiske budskaber – ”de skal vide, hvad de mener” – og for det andet har brug for ”en politisk erfaren, kompetent og enig ledelse med visioner for partiets politik og strategi.” Möger og Tesfaye mangler i mine øjne begge dele:


Det politiske budskab er uklart

Mögers og Tesfayes politiske budskaber er ganske mobile og kan ikke betragtes som en klar politisk vision. Tesfaye har ganske vist fremlagt sine 10 socialistiske teser, hvor han taler om klassekamp og arbejderparti. Men han har senere forklaret til RÆSON, at han ikke har noget imod, at folk bliver svinehamrende rige, og at han er tilfreds med skattelettelserne til de velstillede. Möger lovede INDEN valget at “omfordele penge og magt fra eliten til folk flest,” men EFTER valget skulle skattereformen blot sikre en rimelig social balance. De har forsøgt at appellere til den del af lønmodtagerne, som er i arbejde. Eller som de selv siger: det hårdtarbejdende kansas-, leverpostejs- og rugbrødssegment.

Med valget af Holger K. Nielsen som sin nærmeste støtte har Annette Vilhelmsen lagt an til en mere klassisk og klar politisk linje. Lige nu er SF bundet af regeringsaftalerne, men den nye ledelse må samtidig tage afsæt i en videreudvikling af det oprindelige SF-standpunkt, som Holger K. påbegyndte i sin bog, Venstrefløjen i en ny tid (2004). Heri udpeger han grådighed, ulighed, social udstødelse og naturødelæggelse som de store udfordringer


Når Kosiara antyder, at et nyt parti skal befinde sig mellem EL og S, peger pilen derfor hverken på Möger eller Tesfaye. Selvfølgelig kan de ændre indstilling og relancere sig selv som venstreorienterede, men som Krause-Kjær siger til RÆSON: ”Der er næppe mange utilfredse SF’ere at hente – de er gået til Enhedslisten og kan ikke have Tesfaye og Möger som argument for at vende tilbage. Tværtimod.”


De mangler politisk kompetence og erfaring

Möger og Tesfaye har heller ikke udvist stor erfaring og kompetence i deres tid i SF’s ledelse. Det vidner ikke om stor organisatorisk kompetence, at Tesfaye trækker sig fra sin post som næstformand efter kun 8 måneder. Han har ikke formået at placere sig centralt i partiet som en samlende figur. Værre er dog den mislykkede strategi for en sammensmeltning af S og SF’s politik, som Möger var hovedarkitekten bag. SF’s meningsmålinger gik tilbage fra 18-19 procent i 2009 til 5-6 procent ved hans afgang som skatteminister.

Kritikken af Möger har også været stor internt i partiet. Da Özlem Cekic og Lisbeth Bech Poulsen blev hængt ud offentligt, fordi de ikke ville stemme for skattereformen, skabte det harme blandt medlemmerne. Ikke mindst fordi skattereformen end ikke var godkendt af SF’s landsledelse. Og da Möger blev udpeget til at være eneforhandler i både skatte- og finanslovsforhandlingerne, var der store protester fra medlemmer af både Folketinget og landsledelsen. Indtil videre har Möger ikke evnet at være en samlende leder, der nyder bred tillid og opbakning i hele partiet. Tværtimod har Möger mere end nogen anden centralt placeret SF’er skabt vrede ved udokumenteret at nedgøre partiet, ved at hævde at SF ikke har opnået resultater i 50 år og ved at kalde SF et brokkeparti, et eliteparti og en demokratisk legeplads med berøringsangst.


Flemming Bjerke er medlem af SF Lejre og medstifter af SF’s debatforum, SFdebat.dk.

Foto: Folketinget)