Kommentar: Danmarksindsamlingen er nationalt hykleri

Kommentar: Danmarksindsamlingen er nationalt hykleri

10.02.2013

.

Danmarksindsamlingen er fyldt med gode intentioner, men når kameraerne er slukket, har Afrika ikke fået det bedre. Hvis vi faktisk vil gøre noget godt, skal vi lade afrikanerne selv udnytte deres muligheder for at skabe en bæredygtig fremtid.

KOMMENTAR af Christoffer Augustinus Vedsted og Brigitta Alexandra Major Pedersen


Da Danmarksindsamlingen løb af stablen i den bedste sendetid fredag aften, blev vi endnu engang præsenteret for kendisser og politikere, der sad klar ved telefonerne, mens forskellige musikere og sangere spillede op til dans. Alt sammen for at støtte verdens fattigste og måske få del i noget af den goodwill, arrangementet er omgivet af. Men er Danmarksindsamlingen egentlig et svar på god udviklingsbistand? Til det skal der lyde et rungende ”nej”.

Det er naturligvis et tabu og et ubehageligt emne at tage op. Vi er bevidste om, at det kan virke selvfrelst og decideret kynisk at betvivle hjælp til de svagest stillede mennesker i verden. Men hvis vi vil ansvarlig udviklingsbistand af høj kvalitet, må vi komme ud af det slør af patos, som både udviklingsorganisationer, medier og folkestemningen skjuler sig bag. Det er nationalt hykleri, når regerings- og folketingspolitikere hiver point hjem ved at bage speltboller, deltage i Aftenshowet og gå rundt med sparrebøssen på Christiansborgs gange til fordel for verdens fattigste.

Med Lissabon-traktaten har vi i Danmark forpligtet os til at implementere og leve op til ”Policy Coherence for Development”-tilgangen. Det er et princip om, at en regerings udviklingsstøtte ikke skal undermineres af samme regerings politik på andre områder. Med andre ord: Vores politik skal være konsistent. Vi skal have lukket de juridiske huller, der blandt andet muliggør kapitalflugt fra Afrika, når multinationale firmaer internt sælger råvarer til kunstigt lave priser til et søsterselskab i skattely. Vi skal fjerne de strukturelle hindringer, der umuliggør lige handelsvilkår mellem Afrika og Vesten. Og vi skal give budgetstøtte frem for selv at overtage u-landsregeringernes centrale serviceydelser.


Afrika er fyldt med muligheder, ressourcer og fremtid

Danmarksindsamlingen er netop et eksempel på et patos-ladet initiativ, som på overfladen er fantastisk. Men det gavner ikke det afrikanske kontinent, at Anne Linnet har lavet en sang med finalisterne i X-Factor, hvor de om de svage afrikanere synger: ”Hvem kan bære dem, der ikke selv kan gå?” I Norge er denne nedsættende og fordomsfulde type u-landssange blevet omsat til kampagnen ”Radi-Aid”, hvor afrikanere via en støttesang samler radiatorer ind til de frysende nordmænd.

Hvis vi virkelig vil global solidaritet, og hvis vi virkelig vil løfte u-landene ud af fattigdom, må vi acceptere en midlertidig velstandsnedgang i Vesten. Når både udviklingsorganisationer og DANIDA støtter afrikanske bønder, giver det ikke nogen mening, at vi har etableret en toldmur rundt om EU og subsidieret landbruget i en sådan grad, at det er umuligt for Afrika at komme ind på vores markeder. For at fastholde de multinationale selskabers skatindbetalinger i Vesten, accepterer vi en kapitalflugt fra Afrika til vestlige lande. Det undergraver fuldstændig vores skattefinansierede udviklingsstøtte, idet det modarbejder vores spinkle forsøg på fri samhandel.

Den afrikanske vej ud af fattigdom findes gennem samhandel, samarbejde og lighed. Afrika er et kontinent fyldt med muligheder, ressourcer og fremtid. Hver tredje afrikaner hører nu til blandt middelklassen, 76 % af alle afrikanske børn går i skole, og mere end to ud af tre afrikanere er under 30 år. Det sidste faktum er positivt nyt for kontinentets fremtid, da det vil øge Afrikas arbejdsstyrke markant de kommende år. Olie, diamanter, guld og jern findes i store mængder i den afrikanske undergrund. Og disse naturressourcer venter bare på at blive forarbejdet i Afrika frem for at blive fragtet til verdens rigeste lande. Afrika skal altså i fremtiden udvikles gennem støtte til etablering af en solid forarbejdningssektor, der kan øge beskæftigelsen for de næste store generationer.


Mere tiltro til de afrikanske regeringer

I stedet for disse opløftende nyheder bliver den dybe fattigdom personificeret af et afrikansk krigsoffer med store ar i ansigtet og på sjælen. Det er naturligvis en virkelighed, der ikke kan fornægtes, men det er ikke en appel til bæredygtig udvikling. Fremstillingen er tværtimod med til at fastholde det ulige magtforhold mellem Vesten og u-landene.

For at støtte verdens fattigste har vi et behov for at markere os som de gode, de stærke, dem, der med Linnets ord åbenbart ”kan gå”. Vi er de omsorgsfulde og solidariske filantroper, der støtter global retfærdighed en fredag aften i bedste sendetid. Men uanset hvor stor sympati og hvor gode intentioner vi har, er der stadig en virkelighed, når kameraerne er slukket. Der er stor forskel på at ville noget godt og gøre noget godt.

Det har Signe Andreasen og Sigrid Lauenborg Dahl vist i deres speciale om udviklingsorganisationer, der leverer ydelser på uddannelses- og sundhedsområdet i u-lande. Organisationerne viste sig at hæmme demokratiseringsprocesserne, da organisationerne går ind og overtager den lokale regerings arbejde. Dermed begynder borgerne at gå til organisationerne med krav frem for til deres egen regering.

Vi skal have mere tiltro til de afrikanske regeringers evner og i højere grad samarbejde frem for at overtage. Lad os fokusere på Afrikas muligheder frem for dets svagheder. Det er ansvarlig og god udviklingsstøtte.


Christoffer Augustinus Vedsted (f. 1992) er international ordfører for Radikal Ungdom og studerer statskundskab ved Københavns Universitet. Brigitta Alexandra Major Pedersen (f. 1990) studerer internationale udviklingsstudier ved Roskilde Universitetscenter. Begge har erfaring med udviklingsarbejde i Jordan, Egypten og Uganda. FOTO: John Steven Fernandez via Flickr.