Klimaplanen: Landbruget betaler, forbrugerne går fri – og samfundsøkonomien forbedres

Klimaplanen: Landbruget betaler, forbrugerne går fri – og samfundsøkonomien forbedres

14.08.2013


Forhandlingerne vil vise styrkeforholdet i Danmarks klimapolitik. Vil regeringen kunne trække oppositionen til forhandlingsbordet og sikre et bredt og ambitiøst klimaforlig, eller vil erhvervslivet og Venstre stå hårdt på, at det ikke skal være dyrere at være dansker?

ANALYSE af Heidi Storgaard, Magnus Gottlieb og Peter Bjerregaard

Et idekatalog med 78 økonomisk gennemregnede redskaber, der skal bidrage til at sænke Danmarks drivhusgasudledninger i de kommende syv år. Det er, hvad Martin Lidegaard kunne løfte sløret for, da han præsenterede regeringens klimaplan. Endepunktet ligger klart. Regeringsgrundlaget fra 2011 siger ganske tydeligt, at det: ”er regeringens mål, at Danmarks udslip af drivhusgasser i 2020 reduceres med 40% i forhold til niveauet i 1990”. Med energiforliget er de 34 procentpoint fundet og den nye klimaplan skal derfor finde de sidste 6%, især indenfor landbruget og transportsektoren, der hidtil har været friholdt fra regeringens klimabestræbelser. Den samlede manko er på ca. 4 mio. tons CO2. De beregnede virkemidler levere reduktioner for godt 11 mio. tons CO2 frem til 2020. Det politiske kamp om, hvilke sektorer, der skal holde for – og hvor meget – kan begynde.

Det er vel ikke gratis?
Den største hindring for at sikre en bred aftale om en ny klimalov bliver spørgsmålet om regningen: Hvor stor bliver den? Før sommerferien forsikrede Martin Lidegaard, i en folketingsdebat med Venstres klima- og energiordfører Lars Lilleholt, at klimaplanen hverken ville indeholde forslag, som kostede dansk erhvervsliv penge eller arbejdspladser. Tværtimod. Lidegaard har siden gentaget den pointe og understreget, at præmissen for en klimaplan er, at det hverken skal skade konkurrenceevnen eller den økonomiske politik. Venstre og landsbrugets interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer, advarer dog om, at nye krav vil medføre tabte arbejdspladser: ”Vi skal huske på, at vi opererer i en globaliseret verden, hvor vi bl.a. konkurrerer på pris. Hvis man pålægger landbruget øgede afgifter eller produktionsbegrænsninger, så bliver fødevarerne jo bare produceret et andet sted,” siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Venstres klimaordfører, Lars Lilleholt, ser heller ikke nogen vej udenom: ”Planen indeholder tilsyneladende en målsætning om at overopfylde vores internationale klima- og energiforpligtelser. Det skal blandt andet ske ved, at allerede hårdt pressede erhverv som landbrug og transport skal lave dyre klimatiltag,”. Han stiller sig tvivlende overfor klogskaben i at pålægge virksomhederne krav, når økonomien allerede er presset. ”Hvor store regninger er der på vej til dansk erhvervsliv og til de danske husstande i forbindelse med den klimalov? Det er vel ikke gratis?” spørger Lilleholt.

Langt de fleste af forslagene i klimaplanen er da heller ikke gratis, men flere er så fordelagtige, at det er dyrere for samfundsøkonomien ikke at indføre dem end at indføre dem. F.eks. det mest fordelagtige forslag om at lægge låg på gylletanke. Pga. udledningen fra åbne gylletanke er omkostningen ved at reducere 1 ton CO2-ekvivalent ved overdækning -19.529 kr. – altså en samfundsøkonomisk gevinst. Det er dog landmanden, der bærer omkostningen og det er ikke uden problemer, mener Lars Hvidtfeldt: ”Udfordringen ved det forslag er selvfølgelig at det påfører landmændene en omkostning. Mange landmænd har det økonomisk svært, så det kan i sidste ende betyde, at de ikke har råd til det og må dreje nøglen om”.

Hvidtfeldt, understeger dog, at selvom dansk landbrug er det mindst klimabelastende i verden, er der stadig områder, hvor det kan blive bedre. ”På langt sigt er det da muligt at reducere landbrugets udledninger yderligere. Hvis landbruget eksempelvis bliver bedre til at rense spildevand med alger, som bl.a. opsuger CO2, så kan vi både mindske vores CO2-udslip og recirkulere flere af de næringsstoffer, som i dag går tabt,” fortæller Hvidtfeldt.

Blandt planens mest rentable forslag er, foruden kravet om fast overdækning af gylletanke, bl.a. landvindmøller, skærpede energikrav til nye vinduer og skærpet krav til kvælstofudnyttelse. Mange af forslagene, der indgår i klimaplanen var tidligere en del af VK-regeringens politik. Både i VK-regeringens Grøn Vækst-plan fra 2009 og Energistrategien fra 2011 blev der lagt op til at landbruget skulle reducere deres udledninger yderligere frem mod 2020, at PSO-afgiften gradvist steg mod 2020, et kvotesystem for kvælstofudledning, flere landvindmøller, vådområder og randzoner. Alt sammen tiltag som i dag tilsyneladende er blevet glemt eller for dyrt.

Lidegaards dilemma
Ministerens hovedpine i forhandlingerne om den kommende klimalov bliver altså at balancere mellem en pakke, der kan indfri regeringens grønne ambitioner på den ene side, og et bredt forlig på den anden side.
For at sikre borgfreden for den endelige aftale, hvis virkemidler skal bestå over tre valgperioder, må regeringen give indrømmelser til oppositionen. Det kan blive ved at tilbageføre de indkrævede afgifter til erhvervslivet, f.eks. gennem tilskudsordninger, eller slække på ambitionsniveauet

Til gengæld lægger Martin Lidegaard vægt på, at Danmark må presse på i EU og FN, hvis vi vil gøre os forhåbninger om en global klimaaftale. Blandt andet ved at foregå som det grønne eksempel. Netop EU’s fælles klimapolitik er desuden afgørende for den faktiske pris på den danske politik, da EU udgør Danmarks absolut vigtigste handelsområde og danske virksomheder derfor først og fremmest må konkurrere mod europæiske. Danmark vil med et mål om 40% CO2-reduktion i 2020 igen sidde forrest i bussen, sammen med Tyskland, Sverige og til dels UK, der har lignende målsætninger (hhv. 40%, 40% og 34% CO2-reduktion i 2020). Ikke desto mindre vil regeringen næppe kunne nå målet uden at introducere i hvert fald nogle nye omkostninger for erhvervslivet. Spørgsmålet er så, hvor denne linje må trækkes.

Reduktionsmålet for 2020 er ikke grebet ud af den blå luft, men tager udgangspunkt i FN’s klimapanels anbefalinger om at reducere udslippet af drivhusgasser med 40% i forhold til niveauet i 1990. ”FN’s Klimapanel anbefaler 25-40% reduktioner i 2020 for lande med en høj udledning, så jeg synes, at vi ligger der hvor videnskaben har sagt hvor vi skal ligge. Og det er i sig selv en opgave vi kommer til at bruge lidt tid på,” forklarer Martin Lidegaard.

Jens Hesselbjerg Christensen, der er forskningsleder ved Danmarks Klimacenter og medlem af FN’s klimapanel, medgiver at der kan være god ræson i at sætte nogle reduktionsmål for landbruget eftersom øget metanudslip fra den animalske produktion meget vel kan gå hen og modvirke tiltagene fra energiforliget: ”Som udgangspunkt mener jeg dog, at det stort set altid bør være op til beslutningstagere at vurdere et videnskabeligt grundlag set i forhold til en række andre forhold. Men i den konkrete situation mener jeg man skal gøre sig det helt klart, at vi kender de mulige konsekvenser af resultatet af forhandlingerne. Dette gælder i både forhold til klimapåvirkning på sigt, men også for de økonomiske konsekvenser her og nu”. Han fortsætter: ”Min forhåbning til den kommende klimalov er, at den reflekterer over det generelle behov for reduktioner i drivhusgasudledninger, som eksisterer på den internationale bane. At Danmark som et rigt land med alle sine muligheder, viser en vilje til at træffe nogle svære politiske valg, også selv om udsigten på kort sigt er, at det koster. Valg som, hvis de blev implementerede globalt, vil afbøde den fremtidige klimaproblematik, således at fremtidens klima ikke udvikler sig, som i de fremtidsscenarier jeg til daglig arbejder med at forstå konsekvensen af.”

Forhandlingerne vil vise styrkeforholdet i Danmarks klimapolitik. Vil regeringen kunne trække oppositionen til forhandlingsbordet og sikre et bredt og ambitiøst klimaforlig, eller vil erhvervslivet og Venstre stå hårdt på, at det ikke skal være dyrere at være dansker? ■

Peter Bjerregaard (f. 1986) er RÆSONs klimaredaktør. Uddannet cand.soc fra CBS og har tidligere været presseattaché for Udenrigsministeriet under COP15 og klimaanalytiker ved Mandag Morgen. Han er foredragsholder med speciale i ressourceøkonomi og klimapolitik, og skriver bl.a. for ATLAS Magasin og Huffingtonpost. Magnus Hornø Gottlieb (f. 1989) er kandidatstuderende ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet med særlig interesse i europæisk energi- og klimapolitik. Har tidligere været praktikant for Dansk Energi i Bruxelles og arbejder nu som student i Dansk Elbil Alliance. Heidi Roborg Storgaard (f. 1988) er kandidatstuderende ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Har tidligere ligeledes været praktikant for Dansk Energi i Bruxelles, senere arbejdet i DONG Energy, og nu ansat som praktikant hos MF Steen Gade.

ILLUSTRATION: Mejetærsker i Wiltshire, England [foto: bonzoWiltzUK/Flickr]