Kasper Støvring: De Konservative bør kombinere det bedste fra LA og DF

Kasper Støvring: De Konservative bør kombinere det bedste fra LA og DF

01.10.2013


“Jeg vil tro, at der er et meget stort vælgersegment til et parti, der tager det bedste fra Liberal Alliance og det bedste fra Dansk Folkeparti og fremfører det i ren form”. Det siger forfatter og konservativ debattør Kasper Støvring.


KRISEN HOS K. Hvordan er det gået så galt? I det konservative bagland husker man årene under Schlüter i 80’erne, hvor folketingsgruppen var landets næststørste og talte mere end 30 mandater. Siden det historisk dårlige valg i 2011, der satte partiet tilbage fra 10 til blot 8 mandater, har formkurven ikke kunne genoprettes. I dag samler man kun 3,4 pct. i meningsmålingerne (29/9 2013, Berlingske Barometer). I denne serie møder jeg 2 forskere, 2 debattører og 1 politiker. De svar, jeg får, tager jeg med videre til næste interview, hvor de vil danne afsæt for en ny række af spørgsmål. Den tredje medvirkende er forfatter og debattør Kasper Støvring.

LÆS OGSÅ:
Christian Egander Skov: Kommunalvalget kan blive skæbnesvangert for Lars Barfoed
Lars Bo Kaspersen: De Konservative har INGEN selvstændig profil


INTERVIEW af Simon Kærup

RÆSON: Hvor ser du, at De Konservatives største udfordringer er lige nu i forhold til at rejse sig fra deres krise?
Støvring: Det skal være et konservativt parti, først og fremmest. Det vil altså sige et parti, der laver konservativ politik. Det er ikke et spørgsmål om taktik eller personer. Det er ikke et spørgsmål om at have den rigtige ideologi. Det er et spørgsmål om at lave konservativ politik, simpelthen.
RÆSON: Og det mener du ikke, de gør i øjeblikket?
Støvring: Nej, det mener jeg ikke, de gør. De laver ikke ren konservativ politik. Min hovedanke igennem længere tid har været, at man kan få de konservative mærkesager i renere form hos andre partier. Den værdipolitiske konservatisme kan man få hos Dansk Folkeparti, og den økonomiske konservatisme kan man få hos Liberal Alliance. Hvis man kunne tilbageerobre de to agendaer i Det Konservative Folkeparti og hævde dem med samme vægt, så ville man have et rent konservativt parti og dermed også en eksistensberettigelse. Der er ingen partier, der fører konservativ værdipolitik og konservativ økonomisk politik på én og samme gang.
RÆSON: Det er ret interessant, fordi i forrige interview i denne serie med Lars Bo Kaspersen var et af temaerne, at De Konservatives krise kan begrundes i det forhold, at partiet mangler identitet. At de så at sige gaber over for meget, fordi de ikke længere kan forene de social-, liberal- og nationalkonservative. Er det ikke lige præcis det her forsøg på at forene de forskellige indre strømninger i partiet, eller vanskeligheden ved at skabe en overordnet samlet fortælling, som tærer på De Konservative i øjeblikket?
Støvring: Nej, De Konservative forener ikke længere de her to ting. En ting er, at de vakler mellem forskellige mærkesager, og at der er noget inkonsistens i deres udmeldinger. Men de forsøger slet ikke at forene de to ting. Tænk bare på Det Konservative Folkeparti i EU-debatten. De er et af de mest pro-europæiske partier. Det hænger slet ikke sammen med konservatismen. Konservatismen vil netop bevare nationalstaten, suveræniteten og er dybt skeptisk over for centraliserede bureaukratier som det europæiske, som i øvrigt ligger fjernt fra borgerne. Se på udmeldingerne omkring udlændinge-/indvandrerpolitikken, hvor Barfoed jo har udmeldt, at man ikke længere skal lave aftaler med DF – at man ikke længere skal lave stramninger på udlændingepolitikken. Det er et kæmpe problem for dem.
RÆSON: Lars Bo Kaspersen talte om, at netop det forhold, at Det Konservative Folkeparti ikke har formået at blive et korrektiv til udviklingen, er årsagen til, at de i dag er i store vanskeligheder. Bo Kaspersen var bl.a. inde på, at hvis de havde fulgt Connie Hedegaards linje for konservatisme, så havde de moderniseret sig selv. Connie Hedegaard har gjort det ved også at være med til at individualisere ansvaret for bevarelsen af miljøet. Det står for Bo Kaspersen som en fuldstændig overset platform for De Konservative. En platform som i den grad er oppe i tiden blandt mange typer af vælgere, uanset deres partitilhørsforhold. Hvad er dit syn på dette?
Støvring: Jeg er enig med ham i, at miljøspørgsmål optager den konservative meget. Det ligger i konservatismens idé om at bevare. Vi har overtaget jorden fra vores forfædre, og vi skal give den uspoleret videre til vores efterkommere. Vi skal ikke bare fortære det nuværende op, men ligesom tænke på, at der er en generationskontrakt. Så det er fuldstændigt rigtigt, at der bør være en miljødagsorden. Men det er kun én ud af mange dagsordner og absolut ikke den vigtigste for konservative.

Stor opbakning til nationalstaten

RÆSON: I forhold til disse andre dagsordner, så har De Konservative heller ikke formået at levere et klart selvstændigt svar i forhold til det nationale. De har ikke været i stand til at sige, hvordan den nationale forståelse, som tilhører tidligere tider, udfordres af globaliseringen og andre nuværende fænomener. Man kan altså ikke bare stædigt holde fast i en gammeldags nationalisme og en gammeldags forståelse af det nationale. Hvad er dit syn på dette?
Støvring: Ja, De Konservative har ikke formået at slå på det nationale og formulere en stærk national dagsorden. Men jeg er uenig i, at det nationale fuldstændig skal omkalfatres til fordel for et eller andet globaliseret multikulturelt utopi. Jeg mener tværtimod, at globaliseringen fremtvinger det nationales og nationalstaternes relevans, fordi folk i en globaliseret tidsalder har behov for at høre hjemme. Det er jo en udlægning, der foregår ikke kun i Danmark, men også i mange andre lande. Det er jo ikke sådan, at det nationale er smidt på en historisk mødding. Tværtimod. Der er kommet langt flere nationale strømninger og langt flere nationalstater inden for de senere år, end der har været nogensinde før. Globaliseringen afviser ikke nationalstaten og behovet for at føle sig hjemme i en bestemt politisk ramme, som man kan kalde nationalstaten. Tværtimod. Man kan også se på EU-projektet – hvor omfattende skepsis det projekt bliver mødt med blandt borgerne, og hvor stor en krise projektet i øvrigt er i. Det er rigtigt, at nationalstaten selvfølgelig ikke er den samme, som den altid har været, men det betyder ikke, at den er overflødig. Det er også rigtigt, at folk ikke forstår det nationale på samme måde, som de tidligere gjorde. Men det betyder ikke, at folk ikke er nationale og ikke forstår sig selv som nationale og ikke er stolte af at være nationale – for det er de. Ikke kun i Danmark, men stort set over hele verden.
RÆSON: Men når dansk lovgivning, som De Konservative selv har støttet og bidraget til gennem årtier, har legitimeret, at man har indtaget gæstearbejdere, asylansøgere og flygtninge, som har ret til at være her, kan man jo ikke føre en forståelse af det nationale, som ikke inkluderer dem. Her har de da i den grad svigtet?
Støvring: Det vigtige er her at sige, at nationalstaten altid har en råderet over og en ret til at regulere, hvem der skal ind i landet, og hvem der skal være statsborger. Det er fuldstændigt uhyrligt at se, hvordan noget så elementært og fint som det at give statsborgerskab skal underlægges internationale konventioner – bare fordi man har nogle bløde humanistiske og politisk korrekte idéer om den slags. Der skal nationalstaten selvfølgelig være vigtig. Og det ved borgerne også godt – de har en enorm opbakning til nationalstaten. Det skal Det Konservative Folkeparti også forstå og fastholde, sådan at Dansk Folkeparti ikke løber med hele den dagsorden.

De Konservative er ikke længere konservative

RÆSON: Så handler krisen om, at K ikke vil vedkende sig slægtskabet med DF. DF har formået at være gode konservative på den måde, at de udgør et korrektiv til udviklingen. De har overtaget den værdipolitiske og nationalkonservative dagsorden?
Støvring: Ja, det er lykkedes fremragende for dem. Det har De Konservative kun sig selv at takke for. Man har smidt store del af det politiske arvesølv overbord, og det er blevet samlet op af DF – det kunne man have ladet være med. Det er som om, De Konservative ikke har turdet stå ved, at de er konservative. Tag bare Schlüters ord: “Ideologi er noget bras” og “Vi er ikke så konservative, at det gør noget”. Det Konservative Folkeparti er selv skyld i sin eksistenskrise, og den skyldes præcis, at de ikke længere er konservative, fordi Dansk Folkeparti på det værdipolitiske er langt mere konservative.
RÆSON: DF og De Konservative synes på flere områder at have en sammenfaldende værdipolitik, er det derfor ikke klogt af De Konservative, at de senest var ude at lægge afstand til DF ved at afvise stramninger på udlændingepolitikken. Det gør det vel lettere for K at differentiere sig?
Støvring: Nej, det gør det ikke. Det, der sker med De Konservative, er, at de bliver identificeret med det Radikale Venstre. Og så graver man sin egen grav.
Man skal fremføre en anden konservatisme end Dansk Folkepartis. Dansk Folkeparti er jo ikke et rent konservativt parti. Men det er jo meget enkelt. Man skal føre en økonomisk politik, hvor man betoner reformer af velfærdsstaten, samtidig med at man har en konservativ værdipolitik, der betoner det nationale, nationalstaten, kritiserer EU, har en stram justits, sætter fokus på gode kundskaber i skolen og en sund forsvarspolitik, hvor man ikke skal agere demokratiforkæmper ude i verden, men i stedet forsvare sin egen civilisation – den vestlige. Så har man et konservativt parti i støbeskeen.

Et nyt konservativt parti skal fokusere på civilsamfundet

RÆSON: Du forslog i din seneste kronik, at der skal konstrueres et nyt konservativt parti: Det nye Højre. Hvad er idéen med det parti?
Støvring: Idéen er, at man har et rent konservativt parti. Jeg mener, at pladsen er åben, og at vælgerne er det, og derfor burde man lave et nyt parti. Det kunne man kalde Højre og derved spille på det gamle parti Højre. Jeg udkaster det som en idé, for det er tilsyneladende ikke lykkedes for Det Konservative Folkeparti at rette skuden op og melde klart ud om sin egen konservatisme. Mere slagordsagtigt kan man sige: hvor liberalister betoner markedet, og hvor socialister betoner velfærdsstaten, så betoner konservative civilsamfundet. Jeg mener, det kunne være helt oplagt for et nyt Højre at se på civilsamfundet som noget ekstremt vigtigt.
RÆSON: Men hvorfor er der grund til at tro, at et nyt konservativt parti – et nyt Højre – skulle have succes hos vælgerne, når vi nu har DF?
Støvring: Fordi Dansk Folkeparti er socialdemokratisk, når det gælder de økonomiske spørgsmål. Det skulle et nyt Højre ikke være.
RÆSON: Når vi nu i øvrigt har den nationalkonservative dagsorden repræsenteret hos Dansk Folkeparti og et partilandskab, som har de liberalkonservative dagsordner velrepræsenteret hos eksempelvis Venstre og Liberal Alliance, er et sådan parti ikke overflødiggjort fra udgangspunktet? Folk stemmer jo i høj grad ud fra enkelte mærkesager, og her vil man nok stadigvæk få både den liberale og nationalkonservative dagsorden i renere form hos andre partier?
Støvring: Nej, det mener jeg ikke, det er. Der er adskillige hjemløse konservative, der ikke føler sig hjemme hos Det Konservative Folkeparti, hos Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti. Der er ikke nogle partier, der samler en ren konservatisme op. Jeg vil tro, der er et meget stort vælgersegment til et parti, der tager det bedste fra Liberal Alliance og det bedste fra Dansk Folkeparti og fremfører det i ren form. Tænk bare på den store EU skepsis, der er i store dele af befolkningen – særligt den borgerlige del af befolkningen. Hvor skal de gå hen i dag? Hvis de går over til DF, som nok er de mest renlivede, så får de en masse, som de ikke bryder sig om på det økonomiske område. Hvis de går over til Liberal Alliance, så får de slaphed og en upålidelighed i udlændinge- og værdipolitikken, som de heller ikke bryder sig om. Hvor går disse vælgere hen? Tænk på, hvor mange man kunne samle op dér. Det er mit umiddelbare gæt – men jeg har mødt mange frustrerede og hjemløse konservative, og jeg har læst mange skrive om det her, så jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre.
RÆSON: Den aktuelle konservative debat udtrykker ofte den bekymring, at det senmoderne, danske samfund er udfordret på sammenhængskraften og af opløsningstendenser. Hvordan ser du disse tendenser komme til udtryk?
Støvring: Der er nogle krise-tegn, som synes at pege i den retning, at vi kan miste vores sammenhængskraft. For mig at se hænger det sammen med, at man mister den homogenitet, som tidligere har eksisteret i landet. At man bliver splittet ud på mange forskellige kulturer. Der bliver dannet parallelsamfund, hvor borgerne ikke kan kommunikere med hinanden, ikke har den samme grad af tillid til hinanden, ikke bor i de samme områder, ikke gifter sig ind i hinandens familier. Det er specifikke spørgsmål, som er knyttet til indvandring, integration og udlændingeproblematikken.
RÆSON: Bør man ikke omvendt argumentere for, at sammenhængskraften er for stærk i Danmark, som Lars Bo Kaspersen siger? Vi kan f.eks. ikke håndtere eller inkorporere hele indvandrerproblematikken og den pluralisme af livsstile, der er eksploderet?
Støvring: Nej, man kan ikke sige, at sammenhængskraften er for stærk. Det ville være fuldstændig vanvittigt at hævde det. Men man kan sige, at det er vanskeligt at integrere mennesker fra en helt anden kulturel baggrund, fordi vi altid har haft så homogen en kultur. Når jeg her taler om kultur, taler jeg om alt det, der er uskrevet – de uskrevne regler, den tavse viden, der ligesom ligger på rygraden af os – måder at gøre tingene på, som ikke altid bliver artikuleret og vores fordomme. Det er selvfølgeligt vanskeligt i et så homogent og tætvævet samfund som det danske at integrere eller assimilere mennesker med en helt anden kulturel baggrund.
RÆSON: Lars Bo Kaspersen argumenterede også for, at den nuværende sammenhængskraft er en hindring for, at vi får et genuint møde med globaliseringen til vores egen fordel. Kan du se nogle bekymrende tendenser i forhold det?
Støvring: Det kommer an på, hvad trade-off er. Hvad er det for en sammenhængskraft, vi skal miste for at få del i nogle andre goder? Jeg mener ikke, vi skal give køb på vores stærke tillidskultur bare for at kunne tage langt flere indvandrere ind, som har svært ved at integrere sig. Det, synes jeg, er en mærkelig logik. I en økonomisk sammenhæng kan jeg heller ikke se problemet. Grunden til, at folk har lyst til at bo og arbejde i Danmark, er netop, at det er et utroligt trygt samfund med en stærk infrastruktur – også af kulturel art. Her kan man leve i tryghed, tingene fungerer, og der er en loyalitet og tillid osv.


Simon Kærup (f. 1981) er Master of Social Sciences (MSSc) i politisk kommunikation og ledelse fra CBS. Tidligere erhvervsøkonomiske studier på Syddansk Universitet; han har sidenhen forsket og publiceret indenfor bl.a. mobilitet. Kasper Støvring (f. 1973) er ph.d., forfatter og underviser på Syddansk Universitet. FOTO: De Konservative via Flickr