Schmidt-Nielsen: En rigtig rød regering [arkiv]

Schmidt-Nielsen: En rigtig rød regering [arkiv]

05.06.2013


[fra bogen “Helle eller Løkke?” 2010] Nyrup kom til på de Radikales nåde – og for at støtte ham krævede de en borgerlig økonomisk politik. Men i dag kan R ikke længere vælge og vrage mellem rød og blå. Fagforeninger, elevbevægelser, klima- og miljøorganisationer har mulighed for at presse på for en langt mere vidtgående politik end i 90’erne, så Danmark får: En rigtig rød regering

af Johanne Schmidt-Nielsen

Gennem første halvdel af 2010 har stemningen på Christiansborg ændret sig markant. I folketingssalen er de – til tider temmelig dovne – debatter erstattet af hektisk engagement. Bliver der lugtet den mindste svaghed i modpartens argumentation, ringer det angribende hold efter de MF’ere, der sidder på deres kontorer, og så kommer de ned i salen og skyder løs. Valgkampen er for alvor i gang, og oppositionen er i offensiven. Alligevel vil det være en katastrofe, hvis nogen tror, at oppositionen er sikret sejren. Tag alene det faktum, at der er afgørende forskel på rød og blå bloks økonomiske ressourcer: for oppositionen er et lille forspring ikke nok.

Hvad er der sket? Klassekampen er vendt tilbage. Eller rettere: den er blevet tydelig igen. For nu skal regningen for næsten ti år med VKO betales. Lars Løkke, Lene Espersen og Pia Kjærsgaard har sendt den til dem, der aldrig kom med til festen – eller som var de første, der blev smidt ud fra den. Hårdest ramt er de arbejdsløse, der først mistede jobbet på grund af den økonomiske krise, der fulgte efter finanskrisen. Og som nu kan se frem til at ryge ud af dagpengesystemet allerede efter to år med henvisning til, at „markedet“ ellers taber tillid til Danmarks økonomi. Det er borgerlig klassepolitik, der er til at tage og føle på. I Anders Foghs første nytårstale erklærede han ellers klassekampen død. Han tilbød befolkningen en trylledrik, bestående af løfter om skattelettelser til alle og øget velfærd – et alternativ til politisk kamp om fordelingen af samfundets ressourcer. Kombineret med et klart budskab om et ’Danmark for danskerne’ gav denne mikstur sejr ved folketingsvalgene i 2001, 2005 og 2007.

Men trods politiske kommentatorers og journalisters gentagne påstand om, at Fogh førte socialdemokratisk politik, og at der ingen forskelle var på partierne, har retningen hele tiden været klar. Modellen: Skattestop og skattelettelser, der systematisk øgede forskellen mellem top og bund, og som udhulede fællesskabets indtægtsgrundlag. Det var ingen hemmelighed. Finansminister og chefstrateg Claus Hjort Frederiksen (V) formulerede allerede i 2004 strategien kort og præcist i et interview i Børsen: „Vi har to grundpiller: skattestop og bremsen på væksten i den offentlige sektor. Hvis stat, amter og kommuner ikke får flere penge, men økonomien fortsat vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor. Det tager tid, før effekten slår igennem. Men efter 10 år vil den offentlige sektor kun være øget med 5 procent, mens den private er 20 procent større. Så opstår et nyt Danmark.“ Hertil kom de gentagne angreb på de fattigste i vores land gennem blandt andet kontanthjælpsloft, starthjælp og introduktionsydelse. Samtidig er enhver lejlighed blevet brugt til at åbne for private firmaers mulighed for at tjene penge på vores velfærdsydelser. Lars Løkke sørgede endda for overbetaling til de private hospitaler for at være helt sikker på, at aktionærerne kom godt på vej. Bevidst har regeringen forsøgt at presse rummet for demokrati og politiske beslutninger tilbage til fordel for markedsbestemte løsninger og beslutninger.

Med det gigantiske hul i statskassen, som VKO’s økonomiske politik har efterladt, står konsekvenserne af et årti med borgerligt flertal nu lysende klare. Så på trods af desperate forsøg fra både V, K og DF på at puste nyt liv i udlændingedebatten kommer folketingsvalget til at handle om andet end islamistisk fundamentalisme, badeforhæng og burkaer.

Et mere grundlæggende opgør
Under overskriften skattelettelser eller velfærd er Helle Thorning på rette spor. De danske vælgere står i højere grad end tidligere over for et reelt politisk valg: Skal vi spare os ud af krisen, eller er det tid til investeringer? Alligevel er Socialdemokraternes parole en smule misvisende.
For et egentligt opgør med skattelettelserne til de mest velhavende kan man næppe kalde skatteudspillet „Fair Forandring“. Godt nok vil S og SF indføre en millionærskat, men de ti procent, der tjener 500-1.000.000 kr. om året, bliver der ikke rørt ved. Og beskatningen af de arbejdsfri indtægter, der opnås gennem aktiespekulation, hæves kun i meget begrænset omfang. Med Fair Forandring vil S og SF ikke være i stand til at leve op til de forventninger og håb, befolkningen har til et regeringsskifte i Danmark. Det kræver et mere grundlæggende opgør med markedskræfternes uhæmmede hærgen, som jo netop har været med til at føre os ud i krisen. For eksempel må der sættes en effektiv stopper for, at langt de fleste kapitaltransaktioner ikke handler om betaling for varer og tjenesteydelser, men er et spekulationscirkus alene med det formål at tjene penge. Et sådant grundlæggende opgør med hele VKO-ideologien kræver en folkelig deltagelse, der er forankret i andet og mere end de socialdemokratiske kampagnesekretariater. Troen på, at der findes en anden vej, vokser, når forældre og pædagoger finder sammen i fælles kamp mod kommunale nedskæringer og for mere kvalitet i børnenes tid i institutionerne. Den vokser, når fagforeninger og elevorganisationer går sammen om et fælles nej til, at offentlige nedskæringer, lavere lønninger, længere arbejdstid og dårligere SU er vejen ud af krisen. Den vokser, når lavtlønnede offentligt ansatte kvinder kræver ligeløn og respekt for deres arbejde. FOA’s formand Dennis Kristensen har derfor ret, når han siger, at fagforeninger og elevorganisationer aldrig må reduceres til klappende eftersnakkere for det ene eller det andet parti. De skal holde fokus på at skabe bedre vilkår for deres medlemmer og gå ind i den politiske kamp med det udgangspunkt. Det fokus – og det pres, det lægger på Thorning og Søvndal – er forudsætningen for, at opgøret med VKO fører til en reel, og ikke mindst nødvendig, forandring af den måde, vores samfund er skruet sammen på.

VK vil bruge udlændinge til at presse lønnen
Når Venstre foreslår, at arbejdsgivere skal kunne ansætte indvandrere til halv løn, er koblingen til kontanthjælpsloft, starthjælp og stadigt mere rigide krav om fuldtidsbeskæftigelse som forudsætning for permanent opholdstilladelse til at få øje på. Kynisk spekulerer regeringen i at bruge flygtninge og indvandrere til at presse løn og arbejdsforhold for alle lønmodtagere i Danmark. Forsøget på at skabe en „brun“ underklasse af lønpressere, kombineret med en stadig mere tydelig diskrimination, har fået flere og flere til at sige fra over for VKO’s hidtil mest succesfulde redskab: udlændingekortet. Den udlændingedebat, der igen og igen er blevet brugt som afledningsmanøvre, har tabt pusten, fordi andre og langt mere presserende spørgsmål presser sig på: arbejdsløsheden, fyringerne på hospitalerne, lukningen af lokale folkeskoler. Venstre og de Konservative kan ikke længere med troværdighed påstå, at de er garanter for velfærden.
Også af den grund er mulighederne for et regeringsskifte ved det kommende valg gode. Skræmmekampagnens effekt er langt fra så effektiv som tidligere. Op til rydningen af Brorsons Kirke bakkede næsten 30 procent af befolkningen op om den støtte til de irakiske flygtninge, som Enhedslisten ellers stod forholdsvis alene med i det politiske landskab.
Nogle vil måske påstå, at en væsentlig årsag til, at udlændingekortet er falmet, er, at Socialdemokraterne og SF på alt for mange punkter har overtaget VKO’s udlændingepolitik. Og det er da også rigtigt, at det til tider kan være svært at se forskel. Det er bestemt ikke en hemmelighed, at vi i Enhedslisten længe har savnet Socialdemokraterne – og på det seneste også SF – når flygtninges og indvandreres rettigheder skal forsvares. Men der er forskelle på rød og blå i dansk politik – også på dette punkt. En samlet opposition har meldt ud, at flygtninge maksimalt må vente seks måneder i et asylcenter. Herefter skal de have ret til at arbejde og uddanne sig i det danske samfund. Ligesom en samlet opposition vil afskaffe fattigdomsydelserne som f.eks. starthjælpen. For udlændingepolitikken gælder det, at selv små forskelle kan betyde liv eller død. I Enhedslisten har vi tænkt at knokle for at trække Helle Thorning og Villy Søvndal i den rigtige retning. Også på udlændingeområdet.

Enhedslistens nye mulighed
Da kameraerne blev tændt ved den afgørende partilederrunde aftenen før valgdagen i 2007, var jeg rystende nervøs. Jeg bad om et ekstra tykt lag pudder for at holde mine røde kinder skjult. Meningsmålingerne var mildest talt ikke opløftende – hverken for den samlede opposition eller for Enhedslisten. Spærregrænsen var faretruende tæt på os. Et par dage før havde vi i partiets valgkampsledelse besluttet, at jeg skulle tage den afsluttende debat. Jeg var 23 år gammel og havde aldrig før mødt Anders Fogh. Beslutningen var urimeligt vovet, men et nødvendigt sats. For et eller andet skulle der ske. Hvis jeg dengang havde vidst, hvilke spørgsmål man kan blive udsat for i sådan et program, ville jeg have takket nej. I mit første indlæg fik jeg sagt, at en stemme på Naser Khader var en stemme på Helle Thorning. Jeg mente naturligvis Pia Kjærsgaard. På tilskuerpladserne bag mig sad Enhedslistens partisoldater bænket. En af dem fortalte mig efterfølgende, at hun havde tænkt „Nå, så gik det galt allerede i første runde, nu ryger vi ud“. Heldigvis opdagede jeg det ikke selv – og anden runde gik bedre. Vi blev genvalgt. For Enhedslisten som parti er situationen langt bedre i dag. I 2007 fik vi det dårligste resultat siden 1991, først og fremmest fordi vi blev oplevet som et parti, der udelukkende varetog minoriteternes interesser. Igennem de seneste år har vi fået gjort klart, at vi er mere end det. Vi vil sikre det store flertal bedre vilkår og være med til at løse klima- og miljøudfordringerne. Enhedslisten har klare svar på de problemer, som størstedelen af befolkningen lider under. Løsningen på krisen er ikke besparelser. Løsningen er ikke at lade de fattigste danskere betale den største del af regningen. Løsningen er at tage pengene der, hvor de er. Det betyder bl.a., at man ikke kan frede de skattelettelser, som de ti procent mest velhavende har fået. At de arbejdsfri indkomster skal beskattes på lige fod med lønarbejde. At der skal sættes en stopper for de multinationale selskabers skatteunddragelser. Og det betyder, at vi skal have etableret en statslig banksektor, som giver billige lån til produktion og almindelige menneskers behov – for eksempel boligkøb – og som ikke spiller med i det internationale finansmarkeds spekulationslotterier. Enhedslisten har fremlagt en social genopretningsplan for dansk økonomi, der lukker hullet i statskassen uden at vi behøver afskaffe efterlønnen, skære i velfærden eller tvinge danskerne til at arbejde mere.
Som en naturlig konsekvens af dette går vi benhårdt efter at få indflydelse. Men selvfølgelig ikke for enhver pris. Vi stemmer gerne for en rød finanslov, som indeholder forbedringer frem for forringelser og bryder de borgerliges ulighedskurve. Men ingen kan lukke munden på Enhedslisten. Hvis Socialdemokraternes Sass Larsen forsøger at snige sig uden om grundloven, sådan som vi har set Claus Hjort gøre det, da han sendte syge mennesker i aktivering, vil vi gå præcis lige så hårdt til ham, som vi gik til den daværende beskæftigelsesminister.
For første gang i årtier er der reel mulighed for et flertal bestående af S, SF og Enhedslisten. Det skærper naturligvis diskussionen om – og forventningerne til – hvilken politik, et nyt flertal skal føre. Under SR-regeringen fra 1994 til 2001 krævede de Radikale, at der skulle føres borgerlig økonomisk politik. I dag kan de ikke længere vælge og vrage mellem rød og blå. Kombineret med enkelte målinger der viser rent rødt flertal, giver det fagforeninger, elevbevægelser, klima- og miljøorganisationer mulighed for, at presse på for en langt mere vidtgående politik end i 90’erne. Det kan ikke vente til valget er vundet. Det er nu, den kommende regerings program bliver formuleret. Derfor er det så vigtigt, at der foregår en diskussion på arbejdspladser, på uddannelsesinstitutioner og i alle progressive bevægelser: Hvad er det for en politik, som vi ønsker, at vores regering skal gennemføre? For Enhedslisten er svaret klart: Vi ønsker en regering, som er lige så loyal over for den almindelige befolkning, som Fogh og Løkke har været over for spekulanterne og for de mest velhavende i vores samfund.

Johanne Schmidt-Nielsen (f.1984) har været aktiv i politik siden 1997. Arbejdede som pædagogmedhjælper i en børnehave da hun blev valgt som tillidsrepræsentant og herefter frikøbt af Pædagogmedhjælpernes Fagforening. I 2007 uddannet BA fra RUC. Stillede samme år op til folketingsvalget – og blev valgt ind. I 2009 udnævnt til politisk ordfører for Enhedslisten – den første i partiets historie.

Foto: Pressefoto (Enhedslisten)