Jarl Cordua: Mikroskopisk forskel på regeringens og V’s økonomiske planer

Jarl Cordua: Mikroskopisk forskel på regeringens og V’s økonomiske planer

29.08.2013


”Hvis nogen udefrakommende vurderer V’s økonomiske planer og sammenholder disse med regeringens økonomiske planer, så skal de nærmest have mikroskopet frem for at se forskel. Forskellen ligger i noget retorisk.” Det siger den liberale blogger og radiovært på Radio24syv Jarl Cordua.

INTERVIEW af Mette Thomsen


LÆS OGSÅ:
Henrik Dahl: Statsministeren kan ikke reparere sin troværdighed

RÆSON: V’s nulvækst har været og er fortsat omdiskuteret. Hvilket vælgerpotentiale ligger der for V i nulvækstplanerne?
Cordua: Der er ikke noget vælgerpotentiale, men det er en position, V har, fordi regeringen er rykket ind og har overtaget deres position. Ifølge nogle kilder er det åbenbart S-strategien at erobre den position. De har med tiden overtaget V’s tidligere vækstmål vedrørende den offentlige sektor og udtalt, at man ønsker en vækst på 0,4 procent frem mod 2020. Dermed har S skubbet V væk fra midten, fordi de skal have et område, hvor de er i opposition til regeringen. Hvis nogen udefrakommende vurderer V’s økonomiske planer og sammenholder disse med regeringens økonomiske planer, så skal de nærmest have mikroskopet frem for at se forskel. Forskellen ligger i noget retorisk. ’Salgstalen’, om du vil. Pointen er, at skellet i dansk politik går ved, om man skal have en offentlig udgiftsvækst på 0,0 eller 0,4. pr. år frem mod det skelsættende år 2020. Så små forskelle har man vist aldrig set før. Men de ideologisk forskelle har regeringen stor interesse i at puste op, fordi de er under kritik fra Ø og frafaldne vælgere om, at de i virkeligheden siden valget har ført de blås politik. Set med fagøkonomiske briller er forskellene så små, at det er en komplet latterlig diskussion. Det er den af flere grunde: 1) Der er ikke særlig store uenighed om, hvilken økonomisk politik Danmark skal føre (stramme finanser, mere effektiv offentlig sektor og skattesænkninger på kapital og arbejdskraft); 2) der er ingen, der kan være sikker på, at man kan fremskrive udgifterne i det offentlige syv år frem i tiden – bortset fra at denne regering har indført ret skrap budgetkontrol og hårde sanktionsmekanismer over for kommunerne, som det aldrig er set før. Der er med budgetloven virkelig kommet styr på de offentlige udgifter, og det har begge lejre en stor ære i. Det betyder så også, at det bliver mere forudsigeligt, hvad der sker på udgiftssiden, så udfaldsrummet bliver mindre. Dermed bliver det politiske handlerum også mindre.
RÆSON: En forskel er, at V’s 0,0 procents årlige udgiftsvækst resulterer i mange fyringer i det offentlige, hvis reformplanerne bliver vedtaget – modsat regeringens på 0,4.
Cordua: Ja, det er selvfølgelig rigtigt. Men det, du kalder ’fyringer’, kalder andre ’effektivitet’ eller øget produktivitet. Problemet i dansk økonomi er, at den offentlige sektor producerer det samme som for ti år siden, men den bruger flere ressourcer, og det skaber et negativt resultat. Der er nu flere om at lave det samme. Alt andet lige vil det føre til, at nogen bliver gjort overflødige og må fyres.
RÆSON: Hvordan skal V formidle til de vælgere blandt offentlige lønmodtagere, som er strømmet til fra S, at fyringer af dem er lig med effektivitet og stadig bibeholde vælgerskaren?
Cordua: Der er også andre muligheder end massefyringer. Man laver fx et ansættelsesstop. Der vil jo selvfølgelig altid være tilfælde i en moderne organisation, hvor man nedlægger jobs, der er overflødige. Ud fra et arbejdsmarkedsperspektiv handler det om, at arbejdskraften skal søge hen til de virksomheder, hvor der er brug for arbejdskraft. Hvis en form for arbejdskraft bliver overflødig i den offentlige sektor, kan det for den enkelte godt i et ’worst case scenario’ måske resultere i en personlig tragedie. Men set fra et samfundsperspektiv er det jo – alt andet lige – fornuftigt, at arbejdskraften søger hen et sted, hvor afkastet pr. arbejdstime er større end det var i forgårs, hvor det til sidst ikke kunne svare sig. Sådan er dynamikken jo på et arbejdsmarked, om man kan lide det eller ej.


Regeringens bedste strateg: Henrik Sass

RÆSON: Henrik Sass (S) er med ministerrokaden nyudnævnt erhvervs- og vækstminister. Hvordan bidrager Sass til S og regeringen?
Cordua: Han har ikke fået en plads i Koordinerings- og Økonomiudvalget, og det er et problem, for det er der, tingene sker. Det er der, han skal sidde. Jeg ser ham som en strateg, og han er formentlig den bedste strateg i hele regeringen. Det vil være ham, man vil lytte til, når S skal gå i valgkamp. Det har han bevist før, at han kan. Det er ham og Thor Möger (SF), der skabte ’Fair Løsning’, og han skabte aksen med SF. Vi havde formentlig aldrig fået en rød regering uden Henrik Sass’ strategi. Der er fordele ved at få Henrik Sass ind for at profilere et Erhvervs- og Vækstministerium, men hvis ikke han formår at skabe vækst i erhvervslivet, så bliver det grundlæggende et problem. Hans problem er nu, at han kun har 24 timer i døgnet, og at han også skal være minister. Det vil sige, at han får mindre tid til at være ’kuglestøber’, hvilket har været hans funktion hele tiden. Nu får S så en ’ny general’, Henrik Dam Kristensen (S), som jeg aldrig har set som en ’kriger’. Tværtimod. Hvis regeringen skal vinde næste valg, skal de angribe oppositionen, og jeg har svært ved at se Henrik Dam Kristensen som effektiv i den rolle.
RÆSON: Står regeringen samlet set stærkere efter ministerrokaden og ændringerne i de bestridte ordførerskaber?
Cordua: Regeringen står marginalt stærkere. Nu har man fået ’rørt i gryden’ og udtalt, at der ikke er flere rokader inden næste valg. Det vil sige, at jeg tror, valget kommer om halvandet år, i starten af 2015. Det er ikke om lang tid. Specielt ikke for de nye ministre, der ikke får megen tid til at formulere og iværksætte ny politik. Dog er der mulighed for, at hvis konjunkturerne i 2014 bliver bedre, kan meningsmålingerne blive forbedret. Håb er åbenbart også en del af regeringens strategi. Den regner i hvert fald med pludselig vækst på 1,6 pct. til næste år efter konsekvent at have skudt forkert mht. vækstestimaterne for 2013.
RÆSON: Vurderer du, at meningsmålingerne bliver bedre?
Cordua: Grundlæggende nej, men selvfølgelig kan regeringen godt genvinde noget af det tabte. Jeg har dog svært ved at se det ske – altså med mindre V dummer sig væsentligt mere, end de gør pt. Jeg tror, professionalismen hos V er så stor, at V på et tidspunkt tager sig mere sammen. Det gør man eksempelvis i DF, hvor der er helt styr på tingene. Kristian Thulesen Dahl (DF) begår stort set aldrig fejl – han er den mest fejlfrie politiker i Danmark siden Fogh.


Kæmpe vælgerpotentiale i halal-udtalelser

RÆSON: S har med halal-udtalelserne prioriteret værdidebatten. Fødevareminister Karen Hækkerup (S) udtalte i ’Deadline’ d. 15. august 2013, at regeringens værdidebat ikke skal forstås i lyset af VKO’s udlændingepolitiske værdidebat fra 00’erne, men som en ny, bredere værdidebat. Hvordan er regeringen lykkedes med dette?
Cordua: Karen Hækkerup mener formentlig, at man ikke skal lade DF stå alene om at markere den dagsorden. Hun er en central repræsentant for S-vælgerløftet om, at der ikke bliver rokket afgørende ved den stramme udlændingelov, som netop handler om, at man ikke skal lade DF løbe med dén dagsorden. Hertil har hun en god platform, da hun er valgt i Københavns Storkreds på Amager, der repræsenterer arbejdersegmentet. Der er tale om ’Blå Bjarne’-arbejdere, som siden valget ellers har tjekket ud i hobetal fra S og er gået til DF. Så det er uden tvivl i den hensigt, hun udtaler sig. Men man kan også se værdidebatten på en anden måde, hvor S har lov til at være offensiv, f.eks. i forbindelse med fagbevægelsens kamp mod social dumping, brugen af underbetalte østarbejdere og for sociale klausuler på offentlige byggerier. Den dagsorden har S mere held med at tale op, fordi man dermed udfordrer DF, som ikke helt klart kan svare på, hvordan man vil afskære udlændinge fra EU-lande fra at tage arbejde i Danmark. I modsætning til mange andre i rød blok tror jeg, hun og Henrik Sass faktisk mener, at man skal fastholde den stramme kurs i udlændingepolitikken mv. Debatten i S er blevet flyttet klart mod højre siden Poul Nyrup, Mogens Løkketoft og Ritt Bjerregaard tegnede partiet. De tilhørte en anden generation, der ikke kunne se noget problem i, at udlændinge kom til Danmark i et stort tal. Jeg har svært ved at se, hvem der er tilbage i dansk politik og forfægter det synspunkt – undtagen hos R og Ø. Jeg synes også, at det efterhånden er svært at finde en ’slapperfløj’ i S, der giver udtryk for, at man nærmest skal ignorere de problemer.
RÆSON: Så vi er vidne til et samlet S i offensiven?
Cordua: Ja, strategisk giver det fuldstændig mening, og det flugter fuldstændig med S-vælgerløftet om, at der ikke bliver rokket afgørende ved den stramme udlændingelov. Det har SF i en grad accepteret, og det har R også – ikke i tale, men i gerning.
RÆSON: Hvilket vælgerpotentiale er der i værdipolitiske udtalelser for rød blok?
Cordua: Der er et sindssygt stort vælgerpotentiale. Det handler selvfølgelig meget om timing. Nu er det en udbredt analyse, at når det kører godt økonomisk, så popper de værdipolitiske dagsordener gerne op igen og vice versa. Der er tale om ’de overflødiges’ oprør, som Erik Meier Carlsen formulerede det i sin bog [De Overflødiges Oprør (2000)] for snart 13 år siden. Dem, for hvem globaliseringen er gået henover hovedet. Dem, der ikke er tilfredse med, at det Danmark, de voksede op i, blev til ’multikulti’. Det gik først op for S, da de var ved at miste regeringsmagten sidste gang, og nu har de så fået den tilbage igen. Jeg er ikke i tvivl om, at udlændingepolitikken vil vare ved. Der er ikke noget, der tyder på, at der er sprækker i befolkningens holdninger.
RÆSON: Ét er Karen Hækkerups og Helle Thornings nuværende hensigt – noget andet er vælgernes modtagelse af politiske budskaber. Hvordan er styrkeforholdet mellem S og DF efter Socialdemokraternes værdipolitiske udtalelser?
Cordua: DF kan jo altid overtrumfe S. DF kan jo hele tiden påpege, hvorfor regeringen ikke gør noget. Det ’kort’ kan Kristian Thulesen Dahl med stor sikkerhed spille. Han er i øjeblikket måske den stærkeste politiker i dansk politik. Han er komplet som politiker: En fremragende taler og en glimrende strateg.
RÆSON: Hvordan er det lykkedes Kristian Thulesen Dahl at gøre partiet til Danmarks næststørste ifølge meningsmålingerne?
Cordua: Det er lykkedes ham ved at spille kynisk på, at regeringen er fastlåst og ikke har nogen muligheder for at stramme yderligere. Der er en ’borgfred’ om, at 24-års-reglen består, men det er småtingsafdelingen. Man har ikke ændret grundlæggende på VKO’s udlændingepolitik.
RÆSON: Samtidig profilerer Kristian Thulesen Dahl sig på det fordelingspolitiske – til trods for at DF har lagt stemmer til SU- og kontanthjælpsreformerne. Hvordan kan han bibeholde troværdigheden?
Cordua: Det er en af de store gåder. Mit forslag er, at regeringen har været for dårlig til at forklare vælgerne, hvad deres dagsorden er. Vælgerne er klar over, at politikere skifter standpunkt hele tiden, men nogle gange sker det for åbenlyst og for hurtigt til, at de accepterer det. Kristian Thulesen Dahl har haft held med at time det rigtigt. Han har lagt afstand til de beslutninger, han tidligere har været med til at træffe, men så har han alligevel kunnet tørre ansvaret af på Thorning-regeringen. Desuden har regeringen svært ved at angribe DF, for DF kan sige: ”Vi kan da bare ændre det i morgen, men det kræver, at I smider R ud, og så bryder det hele sammen”. Det er stor politisk tryllekunst. Og der findes ingen bedre til det end Thulesen Dahl.


Det bliver en ’bogholderfinanslov’

RÆSON: Med Vækstplan DK, kontanthjælps- og SU-reformer handlede foråret om at skabe jobs og øge beskæftigelsen. Hvad bliver hovedtemaet i efterårets finanslovsforhandlinger?
Cordua: Hovedtemaet vil Ø forsøge at definere. De ønsker en indsats for de grupper, de repræsenterer. Jeg kan ikke se, at regeringen kan lave yderligere ændringer, der ruller velfærdsreformerne tilbage. De kan sagtens finde nogle områder i den offentlige sektor, hvor der kan bruges lidt flere penge. De kunne eksempelvis give flere penge til den offentlige sektor såsom pædagoger, sundhedssektoren, miljø, antidumping, udsatte grupper og så lidt flere offentlige investeringer naturligvis. Dermed kan Ø sige: ”Det har vi fået”. Det må dog ikke koste alverden, så det bliver nærmest af symbolsk karakter, når finansministerens ramme kun er på ganske få milliarder kroner – ikke mindst pga. EU’s budgetregler, som denne regering har tilsluttet sig. Det betyder, at indrømmelserne til Ø bliver i småtingsafdelingen, og de får ikke særlig stor indflydelse på noget. Grundlæggende er vi – og dermed regeringens overlevelsesmuligheder – mere eller mindre prisgivet de internationale konjunkturer. Finansloven var regeringens sidste mulighed for at påvirke dansk økonomi afgørende, og råderummet er som nævnt ikke stort. Den netop fremlagte finanslov vil i al fald ikke flytte noget som helst.
RÆSON: Hvad er Helle Thornings største ønske i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger?
Cordua: Helle Thornings største ønske er, at regeringens politik gennemføres uden store problemer – og det gør den også. Helst med Ø, fordi det skaber færrest problemer ift. SF. Det bliver en ’bogholderfinanslov’, der ligger meget op af, hvad der er blevet vedtaget af den borgerlige regering tidligere.


Mette Thomsen (f. 1992) studerer statskundskab på Københavns Universitet. Hun har tidligere arbejdet med politisk presse- og med kampagnearbejde for en nuværende minister samt frivilligt integrationsarbejde. FOTO: Images Money/Creative Commons.