EGYPTEN: Morsi mere presset end nogensinde

EGYPTEN: Morsi mere presset end nogensinde

01.07.2013


Igår gik egypterne endnu engang på gaden. Det var de hidtil største demonstrationer i præsident Mohamed Morsis regeringstid, og alt tegner til, at demonstrationerne vil fortsætte idag. Den politiske polarisering i befolkningen vokser, og her på sin etårs jubilæumsdag er præsidenten mere presset end nogensinde.

ANALYSE Af Waleed Safi, Kairo

Kravene om, at præsidenten træder af, kan endnu engang høres i de egyptiske gader. Mohamed Morsis første år på præsidentposten har mildest talt været konfliktfyldt. Senest har aktivistgruppen Tamarrud indsamlet 20 millioner underskrifter imod Morsi. Underskrifterne har ikke nogen juridiske implikationer for regeringen, men aktivistgruppen har formået at mobilisere mange flere, end de fleste havde regnet med. Igår udbrød de største og mest voldsomme demonstrationer i Morsis præsidentperiode foran præsidentpaladset og i alle de større byer i landet. Mindst 7 er dræbt og 600 sårede, og demonstranterne har givet Morsi frist til tirsdag for at træde af posten som Egyptens præsident.


En polariserende præsident

Morsis mest synlige bidrag til det nye Egypten under Det Muslimske Broderskab er den polarisering, han har skabt i befolkningen. Siden november 2012, da Morsi udstedte sit berygtede dekret, der gav ham vidtrækkende beføjelser, samt islamisternes gennemtrumfning af en kontroversiel forfatning, har landet været delt i groft sagt to politiske lejre: Morsi og hans tilhængere på den ene side, og oppositionen og ikke-islamisterne på den anden.

Den politiske polarisering har ført til en situation, hvor begge parter fører sig frem, som var de repræsentanter for hele Egypten. Præsidenten prøver at gennemtvinge sin vilje på en lang række områder uden hensyn til landets politiske krise eller begreber som konsensus og kompromis, alt i mens oppositionen – med undtagelsen af salafisterne – på lignende måde opfører sig som om, at de repræsenterer hele den egyptiske befolkning. Som den danske Mellemøstekspert Rasmus Alenius Boserup skriver i det RÆSON14, så har aktørerne i Egypten ikke formået at fastholde en politisk konsensus på midten af egyptisk politik.


Brudte reformløfter

Det Muslimske Broderskabs stædighed og præsidentens manglende reformer har øget mistilliden til Broderskabets islamistiske projekt. I sit første år har Morsi hverken formået at levere sit såkaldte ‘renæssanceprojekt’ eller starte den reformproces, han lovede under præsidentvalget.

Valgløfterne var fra begyndelsen ikke nemme at opfylde. Fra sin forgænger Hosni Mubarak arvede Morsi en korrupt stat med magtfulde institutioner. Militæret, domstolene, indenrigsministeriet, efterretningstjenesterne, finansinstitutionerne, dele af pressen og medierne, samt andre indflydelsesrige grupper med forbindelser til staten har på hver deres måde modarbejdet Morsi. Alt tyder på, at Morsi har valgt den ‘sikre’ men upopulære ‘løsning'; at alliere sig med præcis de institutioner, som oppositionen og demonstranterne ønsker forandret. Hans forsøg på at forskanse sig i det politiske system er på bekostning af reformerne. Det har betydet, at mange af egypterne endnu ikke har set de forandringer, de efterspurgte, da de væltede Mubarak i februar 2011.


Oppositionen i panik

Morsi har dog enkelte gange forsøgt at bryde magtforholdene ved blandt andet at udpege sine egne folk på ledende poster. Men netop sådanne tiltag har fået bægret til at flyde over for hans modstandere, der anklager ham for at ”broderskabsliggøre” de statslige institutioner. Da oppositionen og mange egyptere ikke anerkender de nuværende rammer for, hvordan der skal føres politik, har Broderskabets håndtering forværret vreden. Store dele af oppositionen mener, at overgangsprocessen er blevet misforvaltet fra begyndelsen. Ifølge oppositionen skyldes det bl.a. det militære overgangsråds (SCAF) inkompetence.

SCAF ordinerede en kontroversiel folkeafstemning i marts 2011, som sørgede for, at folkevalgte parlamentarikere skulle stå for udarbejdelsen af landets nye forfatning. Det endte med, at islamisterne – som vandt en stor majoritet ved parlamentsvalget i december 2011 – gav sig i kast med enerådigt at forme en forfatning, der ikke repræsenterer store dele af den egyptiske befolkning. I stedet for at blive enige om en forfatning, fik den ene fløj (islamisterne) retten til at definere landets første, og mest afgørende skridt på vejen mod et nyt Egypten efter Mubarak. Forfatningsprocessen viste ifølge ikke-islamisterne, at Morsi kynisk prøver at forcere sin vilje igennem uden at rådføre sig med fløjene i oppositionen.

Men der er også andre ting, som vækker bekymring og panik:
i) Fraværet af et parlament, der kan påvirke beslutningsprocessen. Ifølge modstandere har det give givet Morsi og Det Muslimske Broderskab evnen til at blokere oppositionen fra indflydelse på en række betydningsfulde områder, der vedrører samfundet, politikken og fremtiden.

ii) Islamisternes sekteriske retorik. Det Muslimske Broderskab – og især dets allierede blandt salafistiske organisationer – møder enhver politisk modstander med religiøs stigmatisering og/eller anklager om, at man arbejder for USA eller Israel.

iii) Morsis udtalte begejstring for militæret og det berygtede politikorps. Morsis lovprisninger af disse har vækket ramaskrig blandt de mere revolutionære segmenter. Især fordi der er tale om det selvsamme politikorps, som pryglede egypterne under Mubarak.


Et påpasseligt militær

I en tale Morsi gav nationen i onsdags, beskyldte han tidligere mubarakister for at sabotere udviklingen i landet. Han hyldede militæret og politikorpset, stillede spørgsmålstegn ved oppositionens nye alliance med folk fra det tidligere regime, og påstod, at protesterne er en af de primære årsager til den vaklende økonomiske tilstand. Han undgik også helt at tale om sine egne brølere. Talen forværrede – ifølge flere egyptiske kommentatorer – de allerede eksisterende kløfter mellem regeringen og oppositionen. Det betyder, at skillelinjerne var skarpt optrukket op til den annoncerede demonstration igår. Vold er brudt ud forskellige steder i landet. Og de fleste iagttagere varsler mere af den i løbet af de kommende dage.

Hvis volden fortsætter, vil militæret – ifølge analytikerne – træde ind og tage den endelige afgørelse for Egyptens skæbne. Og selvom militæret på nuværende tidspunkt ikke har en interesse i at intervenere i politikken, har forsvarsministeren El Sisi tidligere på ugen givet udtryk for, at det kan blive nødvendigt. Ifølge flere egyptiske aviser har en højtstående person i militæret udtalt, at militæret ikke umiddelbart ønsker at gribe ind, medmindre protesterne bliver lige så store og langvarige som dem, der væltede Mubarak. Hvis blodige kampe bryder ud, vil militæret tvinges til at vælge side. Flere ikke-islamister håber netop på et militærkup som startskuddet på en ny overgangsproces.


Et pålideligt kompromis

Vælger militæret at intervenere, vil det ikke alene blive et stort tilbageskridt for den i forvejen stormfulde overgangsproces, men for hele det demokratiske eksperiment i Egypten. Fremtidige regeringer kan teoretisk set stå overfor en lignende udfordring igen: en ny protestbevægelse vil endnu engang afpresse generalerne til et militærkup, således at militæret igen tvinges til at mægle en ny køreplan for en ny overgangsproces. De fleste iagttagere er enige: det er ikke holdbart.

Et militærkup kan også betyde et stort tilbageskridt for Det Muslimske Broderskabs islamiske projekt. En ny overgangsproces vil betyde et nyt valg, hvor islamisterne formentlig vil stå svagere end for et år siden. Det Muslimske Broderskab burde i en ideel verden ikke have en interesse i at situationen kommer så vidt.

Et militærkup og dermed ”en ny overgangsproces” vil også give militæret problemer. I den nye forfatning har militæret sikret sig økonomisk autonomi og er fritaget for parlamentarisk kontrol. En ny overgangsproces vil betyde en ny forhandlingsplan omkring militærets plads i forfatningen. Dette har det de væbnede styrker ingen interesse i.

Omvendt kan et tilbageholdent militær tolkes som opbakning til Morsi. Dette vil knække oppositionens drømme om et mere inklusivt og konsensussøgende politisk system. Et tilbageholdent militær vil formentlig tolkes af oppositionen som en forlovelse mellem militæret og Det Muslimske Broderskab.

Den mest ideelle løsning er et pålideligt kompromis mellem Morsi og oppositionen, som kan slå Egypten ind på en midtersøgende politik igen. Det kan enten ske gennem dannelsen af en koalitionsregering eller ved udskrivelsen af et nyt valg. Egyptens ustabile politiske situation truer med social kaos, der kan underminere den allerede skrøbelige økonomi yderligere. Selvom demonstrationerne i dag kan blive en voldelig og kaotisk affære, rummer dagen måske også muligheden for en forhandlet aftale mellem parterne, der kan udvide og styrke systemets repræsentativitet og normalisere det politiske klima.


Waleed Safi (f. 1984) er cand.mag. i Mellemøststudier ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet. Han er i øjeblikket ansat på Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo. FOTO: Flickr