Dennis Kristensen: Vi har taget for mange hensyn til regeringen

Dennis Kristensen: Vi har taget for mange hensyn til regeringen

27.04.2013


”Vi har været for stilfærdige og taget for mange hensyn til den nuværende regering,” siger Dennis Kristensen, der beskriver fagbevægelsen som famlende. I løbet af de sidste ti år har mere end 100.000 danskere meldt sig ud af deres fagforening. RÆSON spørger formanden for FOA: Hvorfor har vi brug for fagbevægelsen?

INTERVIEW af Jonas Sloth Bach


RÆSON: Hvad ville du helst ændre ved den gængse opfattelse af ordet fagbevægelse?
Kristensen: Hvis man skal sammenfatte alt i firkantede papkasser, så er vores imageproblem, at vi er lidt stivnede i det. Vi kan kun slå hånden i bordet og råbe højt. Vi er partistyrede, og vi er meget lidt nyudviklende. Vi sakker noget bagud den almindelige samfundsudvikling, og så lever vi lidt i fortiden – industrialiseringen. Og vi afspejler ikke samfundet, som det ser ud nu set som lønmodtager.
Vi kan blive bedre til at kommunikere, vi kan blive bedre til at markedsføre, vi kan blive bedre til at gøre alle de ting, som man kan gøre, hvis man gerne vil sælge tandpasta. Men jeg har en grundlæggende tyrkertro på, at danskerne er for kloge til at hoppe på det, hvis varen ikke svarer til indholdet. Så det er meget vigtigt at forholde sig til, at det er den indholdsmæssige del, der skal ændres, hvis vores image grundlæggende skal være troværdigt og langtidsholdbart.
RÆSON: Hvad er lige nu de mest overbevisende tegn i vores samfund på, at der stadigvæk er lige så meget brug for en fagbevægelse, som der altid har været?
Kristensen: Jeg synes, der stadigvæk er brug for fagbevægelsen, men ikke nødvendigvis på de samme områder og på de samme måder, som der har været tidligere.
Men kigger vi på, de problemer, vi i øvrigt diskuterer i det her samfund – nedslidning, arbejdsskader, stress, privatøkonomier, vores egen indflydelse på vores liv – så er der meget af det, der er den klassiske opgave for fagbevægelsen. Vi er bare ikke længere i den situation, at man som lønmodtager automatisk starter på arbejdsmarkedet første dag og forstår, at det er den type problemer, som fagbevægelsen er skabt til at løse. Vi er tværtimod i den situation, at det sjældent er det første, man tænker, når man møder et problem: At fagbevægelsen skal løse det.
RÆSON: Hvordan ser fagbevægelsens virkelighed så ud i dag?
Kristensen: Vi er nu i en situation, hvor der er mange forskellige lønmodtageridentiteter. Der er et arbejdsmarked, der udvikler sig mere differentieret i forhold til, hvad det vil sige at have et arbejde. Hvor meget oplever man overhovedet sit job i lønmodtagerrollen? Først havde vi funktionærudviklingen, og nu har vi alle de variationer, der går fra at være meget detailstyrede over mod at være nærmest selvstændige, hvor den ansatte har meget stor indflydelse på sin egen arbejdssituation. Vores hoveder påvirkes af vores egen situation, og det betyder, at også holdningerne bliver spredt i et stort spektrum.
RÆSON: Hvilke krav stiller det til en moderne fagbevægelse?
Kristensen: Det stiller en rigtig, rigtig stor udfordring til fagbevægelsen. Vi går døde som fagbevægelse, hvis vi tænker, at vores medlemmer varetages ud fra en lønmodtagerinteresse, som man havde i 1870’erne. Når der ikke længere er et entydigt mål for alle lønmodtagere i dette land, er det rigtig vigtigt, at vi i fagbevægelsen rent faktisk repræsenterer vores medlemmer. Det skal vi ikke gøre ud fra, hvad vi, der tjener deres interesser, synes, men ud fra hvad de selv synes. Det stiller nogle rigtig store krav om at tænke helt anderledes. Hvis vi skal have en fremtid i fagbevægelsen, så må vi kunne rumme, at der er en så differentieret opfattelse af målet, og at verdensbilledet er blevet så forskelligt. Vi skal kunne se på tværs.


Det har været ét skridt frem og to tilbage

RÆSON: Kan man have en meningsfuld fagbevægelse, der rummer så mange holdninger?
Kristensen: I takt med, at vi har stigende velstand, får vi differentierede holdninger, og det kan gå rigtig galt, hvis vi mener, vi kan tage patent på, hvad medlemmerne mener politisk, og hvor de skal sætte deres kryds. Det går galt, hvis vi finansierer politiske aktiviteter, som vores medlemmer måske er grundlæggende modstandere af. Det betyder, at adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen, som var helt nødvendig, også må føre til, at fagbevægelsen nødvendigvis må beskæftige sig med den faglige del, og Socialdemokratiet må så beskæftige sig med den politiske del. Vi skal i virkeligheden redefinere vores rolle. Det gjorde vi i 2002.
RÆSON: Men man er vel ikke for alvor i tvivl om på hvilken side af bordet, man finder fagbevægelsen?
Kristensen: Hvis man prøver at kigge på, hvordan regeringen har behandlet fagbevægelsen siden regeringsskiftet, så kunne man da godt være rigtig meget i tvivl om, hvem der sider på hvilken side af bordet, og hvem der er venner og fjender. Jeg synes i virkeligheden ikke, at der fra den nuværende regerings side er lagt specielt op til en tæt forbindelse – udover et halvhjertet forsøg på trepartsforhandlinger sidste forsommer. De vil gerne have vores støtte, men Socialdemokraterne ønsker ikke at have fagbevægelserne med til at bestemme.
RÆSON: Er det ikke stadigvæk nemmere for en kernevælger fra Socialdemokraterne end en fra Venstre eller Liberal Alliance at føle sig hjemme i fagbevægelsen?
Kristensen: Jo, hvis ikke vi efterlever arven fra 2002. Jeg synes, at de sidste par år – både før og efter regeringsskiftet – har været ét skridt frem og to tilbage i forhold til det, der skulle have været det nye LO. Det her med at cutte alle bånd til de politiske partier og samarbejde med dem, der vil det samme som os. Vi vil ikke starte med at spørge, om det er det rigtige parti, men om det er det rigtige indhold. Der er ikke nogen, der per automatik har vores støtte, fordi de har den farve, de har. Så vi er i stand til at optræde på samme måde under en rød og en blå regering.
Når der eksempelvis er et blåt flertal for en efterløns- og tilbagetrækningsreform, og en rød regering efterfølgende gennemfører den, så mister vi troværdighed i forhold til vores egne medlemmer, hvis vi fører en kæmpe kampagne mod Lars Løkkes reform, men hel- eller halvhjertet støtter en rød regering.
RÆSON: Hvordan har i løst den opgave?
Kristensen: Jeg er noget bekymret for, at det nye LO, som, jeg synes, var det rigtige projekt, er ved at gå i stå. Vi fik sat toget i gang, men et eller andet sted undervejs begyndte farten at gå af. Nu synes jeg nærmest, det ser ud som om, at vi er begyndt at rangere baglæns. Vi ser flere og flere tiltag, hvor vi giver partistøtte alligevel eller holder lav profil og igen med kritik, når det kan skade regeringen, selvom vi står med en sag, hvor medlemmerne kommer alvorligt i klemme. Vores medlemmer tænker stort set lige så forskelligt som den samlede danske befolkning. Og den pluralisme skal vi kunne rumme.
RÆSON: Er der nogle konkrete eksempler på den partifiksering?
Kristensen: Jeg synes, at fagbevægelsen i stigende grad er blevet mere og mere tilbageholdende med ris. Vi går enten i flyverskjul og holder helt mund, eller roser ualmindelig meget. Vi har været for stilfærdige og taget for mange hensyn til den nuværende regering. Vi skal jo ikke være uvenner, vi skal bare være troværdige, så vi ikke starter med at se på farven på afsenderen, før vi ved, hvad vi mener.
RÆSON: Handler det ikke bare om, at I stadig er for røde, mens befolkningen generelt er blevet mere blå?
Kristensen: Man kan sige, at der ikke længere er nogen politisk automatik. Det skyldes velstandsstigningen og hænger sammen med, at vi har skabt et uddannelsessystem, der gør mennesker til demokratisk tænkende, kritiske væsner. Det betyder også, at de stiller spørgsmål ved fagbevægelsens autoritet – både til legitimiteten og rimeligheden ved det, vi foretager os. Det gør, at vi ikke kan tage for givet, at der findes en lønmodtagerprofil, som har en indbygget politisk retning. Den er ikkeeksisterende længere. Det rigtigt udfordrende er at få rystet den tradition af os og lade være med at gå et skridt frem og to baglæns. Vi skal etablere os på et fælles grundlag, hvor vi godt kan skelne mellem venner og fjender af den offentlige sektor, men stadig vurderer de forslag, der bliver lagt frem, og det man gennemfører – og ikke på flertallets farve på det givne tidspunkt.


Vi er stadigvæk meget famlende

RÆSON: Er individualiseringen grundlæggende et problem for det fællesskab, en fagbevægelse kræver?
Kristensen: Danskerne er blevet beskyldt for, at det, der skete i slut 90’erne og gennem 00’erne, var udviklingen af egoisme og egoister. Sådan oplever jeg det ikke. Hvis vi kigger på de unge, er det min oplevelse, at de er lige så solidariske, som min generation er. Det er de bare på et helt andet grundlag. De vælger ikke nødvendigvis et samlet fællesskab. De vælger nogle fællesskaber, og de er individuelle og vil ikke behandles som et kollektiv. Vores opgave nu er at sikre, at man som lønmodtager har lige så meget indflydelse på sit arbejdsliv, som man har ansvar for at styre sit eget liv i fritiden. Jeg synes, noget af diskussionen omkring fagbevægelse og solidaritet går lidt skævt. Det er som om, det er et enten-eller: Enten tager man højde for, at mennesker er forskellige, ellers er man solidarisk. Men i mine øjne handler nutidens solidaritet om at erkende, at lønmodtagerne er meget forskellige, og vi skal skabe plads og rammer for, at man kan øve så stor indflydelse på sit eget arbejdsliv som overhovedet muligt. Nutidens opgave for fagbevægelsen er at bruge den kollektive indsats til at skabe kollektive rammer, for at den enkelte har maksimal indflydelse.
RÆSON: Men på bundlinjen taber i medlemmer. Er det et demokratisk problem?
Kristensen: Hvis vi kigger på det politiske liv, så er medlemstabet i fagbevægelsen mikroskopisk sammenlignet med de politiske partiers medlemstab.
RÆSON: Men er det godt nok, at I ikke taber relativt flere medlemmer end de politiske partier?
Kristensen: Nej, nej, det er slet ikke sådan. Det er alvorligt for os, og det er kun tilfredsstillende at gå fremad.
RÆSON: Er Jeres plads ved bordet truet så meget, at man skal være bekymret for fremtiden?
Kristensen: Ja! Hvis udviklingen forsætter og antallet af medlemmer forsætter med at falde, så vil det først på det private arbejdsmarked og siden i den offentlige sektor blive til vores største udfordring. Det er både i forhold til vores kerneopgaver om overenskomster og vores indflydelse i bredeste forstand på arbejdspladsen og samfundsudviklingen på Christiansborg. Det er det hele. Det er en udfordring, som meget hurtigt kan skifte karakter til en alvorlig trussel, og så er vi ovre i en eksistenstrussel.
RÆSON: Og i det øjeblik har det vel også komplikationer for den danske model?
Kristensen: Den danske model eksisterer, hvis ellers skiftende regeringer – inklusiv den nuværende – kan holde fingrene væk. Det basale er, at det er frie forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, der afgør løn- og ansættelsesvilkår. Den danske model forudsætter, at der er tale om repræsentative parter på begge sider af bordet. Det giver kun mening, så længe man har repræsentativiteten, for den legitimerer, at man kan lave aftaler på alles vegne.
RÆSON: LO’s næsteformand siger i en artikel i Information, at fagbevægelsen ikke altid er god nok til at gøre opmærksom på sine politiske sejre. Kan I blive bedre til at vifte med fanen og tage æren, når noget lykkes?
Kristensen: Det, tror jeg, er rigtigt. Det gælder sådan generelt. Hele kulturen i fagbevægelsen har været, at det var givet. Op til et vist tidspunkt midt 1990’erne steg vores medlemstal. Men på et eller andet tidspunkt holdt det op med at være givet, at alle vidste, hvilke resultater vi lavede og kendte nødvendigheden af fagbevægelsen. Og det, tror jeg, er vigtigt på alle områder. Vi har haft rigtig svært ved at omstille os til at begrunde vores egen eksistens. Det har vi aldrig haft et behov for, og vi er stadigvæk meget famlende. Der sker rigtig meget for at prøve at tage fat på de her problemer, men vi er stadigvæk i en famlende fase i bevægelsen.


Jonas Sloth Bach (f. 1987) er journaliststuderende på tredje år på journalisthøjskolen, tidligere studerende på statskundskab ved Aarhus Universitet. Tidligere redaktør på illustreret bunker. FOTO: FOA/Presse.