COP 19: Tropiske skove er et kontroversielt emne

COP 19: Tropiske skove er et kontroversielt emne

17.11.2013


Det er de færreste, der forventer et større gennembrud i klimaforhandlingerne under dette års klimatopmøde i Polen (COP19). De delegerede arbejder mod at nå til enighed på en række underpunkter, hvoraf ét er den såkaldte REDD+-mekanisme. Det grundlæggende princip er simpelt: Lokale aktører i syd skal belønnes for at lade skovene stå i stedet for at fælde dem. Der hersker imidlertid uenighed om, hvorvidt REDD+ kan levere på både belønning og bevaring.

AKTUALIET af Julie Leth


FN-mekanismen REDD+ (reducerede emissioner fra afskovning og skovdegradering i udviklingslande, red.) har siden 2005 været genstand for diskussion. På trods af at mekanismen aldrig er nået med i COP-mødernes slutresolution, fortsætter forhandlingerne ved dette års COP19 i Warszawa og i forhandlingerne frem mod indgåelsen af en global klimaaftale i Paris i 2015.

REDD+-mekanismen er blandt andet blevet populær i de internationale klimaforhandlinger, fordi den er anslået til at være en relativt billig og effektiv løsning til at opnå CO2-reduktioner i modsætning til de foranstaltninger, der kræves af transport- og energisektoren. Samtidig er afskovning en af de største CO2-syndere.

”Reduktionen af verdens skovareal bidrager med 15-20 % af verdens drivhusgasudledning,” siger Thorsten Treue, lektor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

Afskovning er især et stort problem i ulandene, hvor de tropiske skove ryddes til fordel for landbrugsjord eller bliver fældet og eksporteret som tømmer eller brugt som trækul. Af den årsag mener Per Fredrik Ilsaas Pharo, direktør for det norske miljøministeriums internationale klima- og skovinitiativ, at det er et globalt ansvar at bevare skovene.

”Verdens resterende tropiske skove er af enorm betydning for menneskeheden. Selv om disse skove befinder sig i ulandene, er det ikke rimeligt, at disse lande alene skal bære byrderne ved skovbevaring,” siger Pharo, som pointerer, at der er en række markante fordele ved skovbevaring: ”Ud over klimaeffekten er skovene også med til at sikre biodiversitet, nedbørsmønstre, lokal vandforsyning og et socialt og økonomisk sikkerhedsnet for hundreder af millioner af mennesker.”

Fra RED til REDD+
Spørgsmålet om reducerede emissioner fra afskovning (RED) blev første gang behandlet under de internationale klimaforhandlinger ved COP11 i Montreal i 2005. RED tog et spring fremad i 2007 under COP13 på Bali, hvor mekanismen udviklede sig til REDD, fordi det stod klart, at det også var nødvendigt at adressere skovdegradering (det ekstra D). Det sidste ’+’ blev tilføjet i 2008 under COP14 i Polen, og det står for at skabe positive incitamenter til at beskytte, forvalte og bæredygtigt anvende ulandes skovressourcer samt øge kulstoflagrene i skovene.

REDD+ er således en mere komplekst formuleret udgave af sin forgænger, og mekanismen sigter mod at gøre skovene mere værdifulde stående end fældet ved at sætte en pris på den CO2, som skovene indeholder. Ilandene betaler så at sige for den ’service’, som de tropiske skove udfører i form af lagring af CO2, og incitamentet for ulandene består i, at ilandene betaler finansielle kompensationer til dem, mod at de bevarer skovene.

”REDD+, som vi ser det, er et internationalt partnerskab, der skal være med til at bevare et globalt gode, ” siger Per Fredrik Ilsaas Pharo. Han suppleres af Christian del Valle, repræsentant for CMIA’s (Climate Markets and Investment Association) arbejdsgruppe for skov og bæredygtig arealanvendelse: ”Økonomierne i både nord og syd deler en fælles interesse i at forbedre skovanvendelsen.”

Del Valle tilføjer, at REDD+ er til stor gavn for de fattige: ”Når man tænker på, at det er de fattigste samfund, der er hårdest ramt af klimaforandringerne, står det klart, at REDD+ udgør en multi-win situation.”

Formålet med mekanismen er altså, at udslippet af drivhusgasser fra afskovning nedbringes og klimaforandringerne mindskes, samtidig med at ulandene får en økonomisk gevinst. Det er imidlertid ikke alle, der ser positivt på mekanismen. For som altid ligger djævlen i detaljen.

Uenighed om detaljerne
Uenigheden opstår, når det kommer til den praktiske udformning af REDD+, hvor blandt andet spørgsmål om finansiering og sociale og miljømæssige sikringsgarantier trænger sig på. Thorsten Treue peger på, at REDD+-mekanismen er bygget op omkring et koncept, hvor ”den rige del af verden, som historisk set er hovedårsagen til, at vi i dag har et klimaproblem, kan betale fattige lande for at lade være med at fælde eksisterende skov.”

Kritiske røster mener derfor, at den rige del af verden via REDD+ forsøger at undgå upopulære reduktionstiltag i egne lande ved at betale sig fra billige reduktioner i ulandene. Mikkel Funder, seniorforsker med speciale i naturressourcer og udvikling ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), er også bekymret for, om ”der er en vis skævhed indbygget i mekanismen i forhold til hvem, der får lov til at udvikle sig.”

”REDD+ og andre lignende mekanismer kan være med til at fastholde en ulige samfundsmodel, hvor ilandene betaler for eksternaliteterne ved at udnytte naturressourcerne, men hvor de lokale folk i ulandene ikke nødvendigvis nyder godt af de finansielle kompensationer,” siger Funder. Han tilføjer, at implementeringen af REDD+ i praksis er sværere end som så.

”Staten vil i mange tilfælde føle sig fristet til at overtage et område, hvis det pludselig viser sig værdifuldt. Et eksempel er nationalparkerne, hvor lokalbefolkningen i nogle tilfælde får lov til at blive boende, men hvor de ikke må bruge de ressourcer, som er en del af deres levegrundlag.”

Den pointe er Thorsten Treue enig i. Han mener, at spørgsmålet om sociale sikringsgarantier er vigtigt, når det kommer til REDD+: ”Hvordan skal det håndhæves, så det ikke bare bliver til et skalkeskjul bag hvilke rige lande kan overføre penge til fattige landes regeringer, som så lader bestemte grupper af deres samfund bære de fleste omkostninger ved skovbevarelse, f.eks. i form af tvangsforflyttelser og tab af rettigheder til ’fædrene jord’ og skovressourcer?”

Treue tilføjer, at hvis det rent faktisk lykkes at reducere afskovning med REDD+, bliver det svært at tilbageholde betalinger med sociale sikringsgarantier som begrundelse. ”En allerede kendt pendant er forbrugsgoder der, måske, måske ikke, bliver produceret under kritisable sociale forhold uanset om de f.eks. er Fairtrade-certificerede,” siger han.

Har vi et alternativ?
Per Fredrik Ilsaas Pharo er uenig i kritikken og mener, at det grundlæggende handler om to store misforståelser, når det kommer til REDD+.

”Jeg mener ikke, at REDD+ er en måde for rige lande til at ’snige sig udenom’ emissionsreduktioner derhjemme. Det er også forfejlet at tro, at der opkøbes jord med mere eller mindre beskidte metoder for derefter at betale for at lade skoven stå, mens indfødte og andre folk jages bort,” siger han.

Som eksempel peger han på Norges eget arbejde med REDD+: ”I Indonesien har Norges REDD+-partnerskab for eksempel medført store resultater inden for gennemsigtighed, deltagelse og rettigheder i skovforvaltning for grupper, der tidligere var marginaliserede.”

Christian del Valle er enig og mener, at ”de empiriske eksempler taler til fordel for REDD+. Udover over de åbenlyse klimatiske fordele følger også en bedre beskyttelse af dyrelivet samt bedre leveforhold for de lokale folk.”

Forhandlingerne om mekanismen fortsætter da også, når FN’s medlemsstater mødes i disse dage i Warszawa for at fortsætte forhandlingerne om en post-Kyoto protokol – en retligt bindende global klimaaftale, der efter planen skal indgås i Paris i 2015. REDD+ er en vigtig del af sådan en aftale, men erfaringen har vist, at forhandlingerne let snubler, når det kommer til at diskutere REDD+ aktiviteter. Per Fredrik Ilsaas Pharo mener dog ikke, at vi har et alternativ til REDD+.

”Alle muligheder for emissionsreduktioner skal realiseres, hvis to-gradersmålet skal nås. Klimakampen er ikke et ’enten-eller’, men et ’både-og’. Hvis ikke vi kan formå at lave drastiske reduktioner af emissioner fra de tropiske skove senest i 2020, vil vi, hvis vi skal tage videnskaben alvorligt, sikkert allerede have mistet muligheden for at begrænse den globale opvarmning til under to grader celsius i forhold til det førindustrielle niveau,” siger han.

Mikkel Funder maner omvendt til ro: ”Det kræver en hel del endnu, før REDD+ mekanismen er på plads. Derfor vil jeg hellere, at vi bruger noget ekstra tid på at tale og afprøve forskellige metoder, før vi lægger os fast på en metode,” siger han og vurderer, at ”det er en farlig vej at gå, hvis de, der investerer i CO2-kreditter, tror, at de både beskytter skove og hjælper fattige mennesker, mens de uvidende er med til at ødelægge begge dele.”


Julie Leth (f. 1987) har en bachelor i antropologi og en kandidat fra Center for Afrikastudier på Københavns Universitet med speciale i afskovning og forvaltning af naturressourcer i Tanzania, Østafrika. Hun har tidl. studeret bæredygtig udvikling på Yale University og arbejdet ved FN’s informationskontor i Bruxelles og CONCITO. FOTO: CIFOR.