2-årsdag for oprøret i Bahrain: Oprøret ulmer under overfladen

2-årsdag for oprøret i Bahrain: Oprøret ulmer under overfladen

14.02.2013


To år efter at hundrede tusindvis af mennesker gik på gaden for at kræve politiske reformer af styret i Bahrain, er situationen næsten uændret. Men selvom regimet har formået at skabe et billede af ro, ulmer oprøret stadig under overfladen, og de seneste to uger har været præget af daglige demonstrationer.

REPORTAGE af Lena Odgaard, Bahrain


Søndag gik fem oppositionspartier for første gang i 18 måneder med til at mødes til dialog med repræsentanter fra regeringens støttepartier og parlamentet. De var indkaldt til mødet af kongen selv, men hverken han eller regeringen vil deltage direkte. Indtil videre er deltagerne på mødet kun blevet enige om at holde to ugentlige møder og at kalde det “dialog fremfor forhandlinger”. De deltagende oppositionspartier er stadig skeptiske, mens andre helt er imod møderne. Samtidig har det ikke dulmet demonstrationerne i de shiitiske kvarterer, der tværtimod er eskaleret denne uge. Det er derfor stadig usikkert om dialogmøderne vil have nogen egentlig betydning i forhold til at lappe det mildest talt anspændte forhold mellem den Sunni-ledede regering og demonstranterne.

I Bahrains hovedstad Manama sidder kvinder i lange sorte abayer eller jeans på cafeer, hvor de nyder den tidlige forårssol og kigger på deres børn, der leger. Bybilledets høje, moderne kontorbygninger og vestlige shopping malls afslører ikke, at vi befinder os i et land under oprør. Dét gør til gængæld den regeringsfjendske graffiti på murerne, det voldsomme antal pansrede politibiler, der holder omkring vejene ind til de Shia-muslimske kvarterer, og ikke mindst de sorte røgskyer, der rejser sig fra brændende dæk antændt af unge drenge for at stoppe eftermiddagstrafikken.

I sin store, hvide SUV bander journalist Abdulla Al-Mannai over trafikproppen. Al-Mannai er medlem af regimets mere eller mindre uafhængige Bahrain Press Club og skriver politiske klummer i landets største avis, Akhbar Al-Khaleej. Han har fulgt oprøret tæt. Selvom han ikke skjuler sin støtte til styret, fortæller han, at han godt kunne følge demonstranternes krav om politiske reformer i begyndelsen.
”Jeg var helt overvældet over, at sådan noget kunne ske i mit eget land,” siger han begejstret og fortæller, hvordan han under oprøret ville komme gennemblødt af sved og tårer tilbage til redaktionen efter at have været fanget mellem demonstranter og sikkerhedsstyrkernes tåregas. Men nu har situationen ændret sig, siger han, og klager over, hvordan vejene bliver ødelagt af de brændende dæk, og graffitien skæmmer de tidligere så pæne og rene bydele. Hans sympati med oprørerne endte endeligt, da hans bil med kone og lille datter næsten blev ramt af en molotovcocktail.
”Ærligt talt, vi er ikke klar til demokrati,” siger han og forklarer, at samfundet stadig bygger på en hierarkisk stammestruktur og traditionelle kønsrollemønstre. Han frygter derfor, at demokrati vil føre til et konservativt islamistisk styre. ”Det tog Vesten hundreder af år og to verdenskrige at indføre demokrati. Du er nødt til at starte med at ændre opfattelser og skabe forståelse af demokrati.”


Bahrains to ansigter

Så snart politiet har slukket ilden i dækkene og ryddet dem af vejen, glider karavaner af dyre BMW’er, Mercedeser og sportsvogne igen problemfrit afsted på motorvejene. Men inde i kvarteret, Sitra, ser gadebilledet anderledes ud.
Langs vejene ligger sten, træstammer og skraldecontainere, der hurtigt kan bæres ud på vejen og spærre for politi eller sikkerhedsstyrker. Her er graffitien på murene ikke malet over. De kalder på frihed eller regimets fald, og malerier hylder dræbte eller fængslede demonstranter.

Det er det Bahrain, Khalid Marhoon og Hisham Al-Sabbagh fra oppositionspartiet, Amal, kender bedst. De har stiftet tæt bekendtskab med bagsiden af det billede, regimet gerne vil vise omverdenen. Marhoon tilbragte 40 dage i fængsel i tiden efter oprøret og har stadig mærker på ryggen efter tortur, fortæller han.
Partiets talsmand, Al-Sabbagh, mener, dialog er håbløst. De ledere, der skulle tale for dem, sidder i fængsel, og der hidtil ikke har været nævneværdige eksempler på indrømmelser fra regimets side.
”Regeringen skal forstå, at det ikke kvæler oppositionen. Lederne er en del af løsningen. Oppositionen er delt, fordi der er pres fra især USA (hvis flådebase ligger i Bahrain, red.) om at finde en løsning. Vi har lagt mærke til, at der er en slags fred i gaderne, men det betyder ikke, at problemerne er løst.”

Amal er set som et mere radikalt oppositionsparti på grund af gruppens islamistiske ideologi. Men Marhoon og Al-Sabbagh fastholder, at oprøret ikke drejer sig om religion, men om politik.
Så sent som i sidste uge beskyldte Da regeringens talsmand, Samira Rajab, i sidste uge talte med det franske nyhedsbureau, AFP, beskyldte han oppositionen for at være ”knyttet til en udenlandsk dagsorden”. Henvisning var til det iranske, shiitiske præstestyre. Marhoon benægter anklagerne og fastslår, at hans ”loyalitet er mod det land, hans far, mor og bedsteforældre er fra.” Men han siger samtidig, at styreformen bør være folkets valg.
Den uafhængige Bahrain Independent Commission Inquiry, der i 2011 blev bestilt af kongen efter international pres, har heller ikke fundet dokumentation på iransk indblanding i det bahrainske oprør. Men opfattelsen er stadig almindelig blandt særligt den sunni-muslimske overklasse.


Oprør skabte sekterisk splid

Der findes ingen officielle tal for sekterisk tilhørsforhold. Men det formodes, at omkring to tredjedele af landets statsborgere er Shia-muslimer – ikke medregnet landets udlændinge, som udgør knap halvdelen af Bahrains godt en million indbyggere.

Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut ved Internationale Studier, var i Bahrain under oprøret og har siden fulgt udviklingen nøje. Han betegner Bahrains oprør som det forholdsmæssigt største i de arabiske lande, fordi cirka en fjerdedel af befolkningen tog del i protesterne.
Han fortæller, at oprøret var ledt an af Shia-muslimer, der protesterede mod årevis af systematisk diskrimination. Men det unikke var sammenholdet på tværs af politiske fraktioner fra kommunister til islamister, fra konservative til liberale og også mange Sunni-muslimer.
Andersen mindes ”vi er brødre”-slogans fra oprørets start, men har siden set de sekteriske skel blive fremprovokeret af konflikten.
Ifølge Andersen ønsker regeringen at puste til ilden mellem de to muslimske grupperinger.

”Det er min vurdering, at en stor del af befolkningen vil have reformer. Men der er grupperinger, der er nervøse. De virkelige tabere er de Sunni-muslimer, der har privilegier i forhold til boliger og jobs.” Han vurderer, at der er folk, der foretrækker fred og ro og er irriterede over at sidde i kø til og fra arbejde. Men at flertallet trods alt foretrækker reformer og ved, at der først for alvor kommer ro, når de er gennemført.
”Regeringen vil gerne have det til at se ud som om, at de har styr på tingene. De vil vise udadtil, at der er sikkerhed i forhold til turisme og investeringer. Men sandheden er, at situationen er gået i stå,” siger han.

Om de netop påbegyndte dialogmøder kan løsne den politiske hårdknude, er endnu uvist. På gaden bliver afbrændinger af dæk og molotovcocktails hyppigere i takt med, at frustrationerne vokser. Og hvis ikke der sker noget nu, er det ikke sikkert, at styret vil kunne bevare glansbilledet fremover.


Lena Odgaard er dansk freelance journalist i Mellemøsten. Hun er netop hjemvendt fra Bahrain på en tur arrangeret af den bahrainske organisation, the Good Word Society, der blev støttet af statsejede virksomheder og offentlige institutioner.

FOTO: Kvindelige protestaner i Manama, Bahrain – Flickr