2-års jubilæum i Egypten: Egypterne har ikke meget at fejre

2-års jubilæum i Egypten: Egypterne har ikke meget at fejre

25.01.2013


OPDATERING: Weekendens voldsomme hændelser i flere egyptiske byer er symptomatiske for situationen i landet. For 2 år siden udbrød den revolution, der tvang regimet i Egypten til at bøje sig for folkemassernes krav. Den mangeårige diktator Hosni Mubarak trak sig fra præsidentposten. RÆSONs Waleed Safi analyserer situationen og udviklingen.

ANALYSE Af Waleed Safi, Kairo

For nøjagtig to år siden genlød Tahrirpladsen i det centrale Kairo af folkets slagord: ”Brød, Frihed og Social Retfærdighed”. Man har siden afholdt et parlamentsvalg, opløst parlamentet igen, afholdt et præsidentvalg, to folkeafstemninger, fået en ny præsident, og skrevet en ny forfatning. Men skal man dømme ud fra stemningen på gaden i dag, er der ikke ret mange egyptere, som mener, at 25. Januar-revolutionen har levet op til forventningerne. Økonomien er tæt på et sammenbrud, arbejdsløsheden er stigende, sikkerheden på gaden er lig nul, vold og anarki er blevet hverdag, landets infrastruktur er i ruiner, slidte jernbaner har ført til alvorlige togulykker, bygninger kollapser jævnligt og turister nedprioriterer det røde hav. Sidst, men absolut ikke mindst, er der opstået en enorm politisk polarisering i en befolkning, som engang var kendt for at søge kompromisser.

Broderskabet har syndet, siger oppositionen, som bakkes op af de egyptiske medier. Islamisterne beskyldes for at være ekskluderende og for at pleje egne interesser uden hensyn til den situation, som landet har befundet i. En situation, der bedst beskrives som en skrøbelig overgangsproces, som kræver et bredt samarbejde mellem de forskellige grupperinger i samfundet. Broderskabet beskyldes desuden for manglende gennemsigtighed i dets arbejde, for at lave aftaler bag lukkede døre, for at benytte en sekterisk retorik og for at gennemtrumfe en forfatning, som fortsat giver militæret autonomi. Sidst, men ikke mindst, anklages præsident Mursi og Broderskabet for at videreføre Mubaraks politik på flere fronter.

Samme økonomiske politik som under Mubarak
Analytikere har sagt det længe: Den største udfordring for broderskabet er Egyptens skræntende økonomi. Udfordringen er at skabe en økonomisk model, der adskiller sig fra den under Mubarak. En model, der kan tackle landets stigende problemer. Indtil videre har brødrene ikke været visionære nok til at udtænke en plan, der kan redde Egypten, mener kritikerne. De klynger sig til en model, der ikke adskiller sig markant fra Mubaraks neoliberalistiske programmer. Den neoliberalistiske politik er blevet ført siden 1980’erne og har bidraget markant til den ulighed, der førte til opstanden i januar 2011. De seneste 30 år har denne model ganske vist tiltrukket udenlandske investeringer og øget væksten. Men den har kun gavnet eliten, mener økonomer og Egypten-eksperter.

Brødrene hævder dog selv, at de – i modsætning til Mubarak – kan forbedre livet for fattige egyptere, samtidig med at de tiltrækker de gyldne udenlandske investeringer, der skal frelse landet. Tyrkiet ses ofte som pragteksemplet, hvor en religiøs middelklasse med opbakning fra Erdogans islamistiske regering har opnået en enorm vækst, som blandt andet har hvilet på omfattende liberaliseringer. Det store spørgsmål er, om en så medtaget økonomi som Egyptens kan sammenlignes med Tyrkiets før boomet i starten af 00’erne. Ingen har besvaret dette spørgsmål indtil videre.

Flere ting indikerer dog, at Mursi allerede er i gang med sin plan. I november afsluttedes forhandlingerne mellem Egypten og Den Internationale Valuta Fond (IMF) om et lån på 4,8 milliarder dollars. Og selvom man ikke kender ret meget til aftalens indhold, er det blandt andet kommet frem, at 1) Egypten vil modtage 14,8 milliarder dollars i udenlandske investeringer i den efterfølgende fase, 2) at regeringen skal skære i subsidier på brændstof , 3) at regeringen skal gøre en aktiv indsats for at bekæmpe korruptionen, og 4) at regeringen nu skal til at gennemføre skattereformer for at øge de indtægter, der skal tilbagebetale gælden. Kritikere af IMF-lånet er enige om udfaldet: skattereformen vil ramme Egyptens svageste.

Just Do It, siger Amerika
Den amerikanske administration lader til at have styrket forholdet til Egyptens nye magthavere. Mursis mægling under Gazakonflikten har bragt ham tættere på Vesten. Højtstående broderskabsmedlemmer har endvidere udtalt sig i positive vendinger om jøder, taget afstand fra tidligere antisemitiske udtalelser under private samtaler med amerikanske embedsmænd og understreget, at fredsaftalen med Israel fra 1979 vil opretholdes. Med andre ord: Morsi ligner en mand, som Vesten kan stole på.

For eksempel ankom John McCain med en hel delegation til Kairo i sidste uge for at diskutere de amerikansk-egyptiske relationer med præsident Mursi. Fokus var især på Egyptens økonomi og sikkerhedspolitikken i regionen, selvom McCain for bare en måned siden offentligt kritiserede Morsis omstridte dekret. McCain mener nu, at ”der er brug for yderligere 489 millioner dollars i assistance til Egypten”. Ifølge den anerkendte egyptiske avis Daily News Egypt, ville han og resten af den amerikanske delegation i Kairo ”kontakte deres kollegaer i kongressen med henblik på at få beløbet godkendt”.

Til RÆSON fastslår lektor Jason Hickel fra London School of Economics and Political Science: ”Broderskabets position i forhold til den økonomiske politik glæder amerikanerne. De har fra begyndelsen af opstanden presset hårdt på for at fremme en form for politisk islam som er forenelig med de amerikanske økonomiske interesser.”

En anden indikation på at USA signalerer større opbakning til Mursi er præsident Obamas kontroversielle godkendelse af en “gave” til Egypten: tyve F-16 kampfly samt et antal M1 Abram tanks. Aftalen fra 2010 blev – til trods for stor modstand fra de israelske lobbyer i Washington – forhandlet endegyldigt på plads kun få dage efter våbenhvilen mellem Hamas og Israel. I et interview til den engelsksprogede egyptiske avis Al-Ahram siger den pensionerede brigadegeneral Safwat Al-Zayat, at Washington sender et budskab til aktørerne i Egypten med den nye aftale. Til Broderskabet siger man: Vi støtter jeres mand, mens man til militæret – som tidligere har haft et anstrengt forhold til islamisterne – bekræfter, at man står bag Mursi.

Mursi møder modstand
Ikke alle står bag Mursi. Dele af statens enorme bureaukrati har gjort det vanskeligt for Mursi at udøve sin politiske magt ved at sabotere implementeringen af hans beslutninger. Det er endnu ikke lykkedes at få en effektiv kontrol over de dele af Mubaraks tidligere administration, som fortsat nærer en dyb mistro til islamisterne. Dette har paralyseret præsidenten og hans embedsmænd. Under den seneste protestbølge i december måtte broderskabet indsætte egne tilhængere for at beskytte præsidentpaladset og partiets hovedkvarterer på grund af politiets passivitet. Ifølge New York Times’ David Kirckpatrick er ”Mursi og hans allierede først lige begyndt at udøve en vis kontrol over statslige institutioner”, og i forlængelse af dette skriver han: ”Kontrollen vil muligvis tillade ham at implementere partiets sociale, økonomiske og politiske programmer. Hvis det lykkedes ham vil det hjælpe med at besvare nogle af de mest centrale spørgsmål vedrørende Egyptens fremtid.”

Det samme kan siges om Mursis forsøg på at kontrollere de statslige medier. Han har blandt andet har ansat et medlem af broderskabet som informationsminister. Men heller ikke dét er lykkedes indtil videre. Det skyldes dels militærets store indflydelse på de statslige medier, dels de ansattes manglende samarbejdsvilje med islamisterne.

Ligeledes forsøger broderskabet at få fuld kontrol over fagbevægelsen og de nye fagforeninger, som blev formet efter revolutionen. Kun få dage efter udstedelsen af det omstridte dekret i november, udstedte Mursi en lov, som skal regulere fagforeningerne. Loven omfatter blandt andet regler om, at ledere i fagforeninger skal underlægges en ny 60-års-aldersgrænse, og at arbejdsministeren – som er medlem af broderskabet – får mandatet til at udpege de nye ledere i bestyrelserne. Ifølge analytikere beskyttes fagbevægelsen heller ikke af den nye forfatning. Dermed er fagforeningernes fremtid fortsat usikker i det nye Egypten.

En karakterløs opposition
Den meget udskældte opposition, som udgøres af liberale, venstreorienterede, revolutionære aktivistiske grupper, anarkistiske hooligans, moderate islamister samt den koptisk-kristne minoritet, har heller ikke et alternativ til broderskabets politik. Og det ved de godt selv.

Under hele overgangsprocessen har de fungeret som aktivister og ikke som politikere. De mangler ganske enkelt den nødvendige politiske erfaring til at begå sig i et politisk miljø, og har i stedet haft travlt med at kritisere broderskabet, når de har brudt de demokratiske rammer. Så imens broderskabet spiller og definerer spillets regler i egyptisk politik, så forsøger oppositionen at definere deres egen identitet. De kæmper fortsat for at opbygge partiernes infrastrukturer, forbedre den interne kommunikation, rekruttere nye medlemmer og fastholde deres nuværende medlemmer. 

Det er endnu ikke lykkedes dem at blive enige om en strategi for, hvordan man skal tackle den kommende fase. Dette har fået en række egyptiske multimillionærer, som tidligere har finansieret nogle af partierne, til at kræve fuld enighed blandt de oppositionelle kræfter, før de vil garantere deres økonomiske støtte til kommende parlamentsvalg i april måned.
Og netop det kommende parlamentsvalg kan vise sig at blive en hovedpine for oppositionen. For eksempel har de fleste partier besluttet, at partiernes interne valg skal afholdes lige inden parlamentsvalget. Det er ikke optimale rammer, hvis man skal konkurrere med islamisternes velsmurte valgmaskine. Ifølge tidligere medlemmer af Det Muslimske Broderskab og diverse egyptiske medier, er brødrene allerede i gang med at forhandle ”hemmelige aftaler” med klaner i det sydelige Egypten, som til gengæld kan se frem til sæder i parlamentet. Hvor meget det kommer til at betyde for det kommende valg, vil tiden vise. Men hvis oppositionen skal gøre sig forhåbninger om at udfordre islamisterne, er de nødt til at komme i gang. Oppositionen erkender, at det kommende valg vil blive vanskelig at vinde. Indtil videre er deres eneste fordel folkets frygt for islamisternes konservative verdenssyn, samt at de ikke lader til at levere resultater hurtigt nok.

Oppositionen erkender også, at protesterne på Tahrirpladsen ikke længere har nogen virkning. Det Muslimske Broderskab har været for dygtige til at vende urolighederne til deres egen fordel ved at få oppositionen til at fremstå som den uansvarlige part, der konstant saboterer udviklingen i landet. Spørgsmålet er, om de skattereformer som IMF-lånet kræver, vil føre til mere uro. Det vil de kommende måneder vise.

OPDATERING, 28/1/2013: Volden i Port Said er symptomatisk
I skrivende stund er dødstallet oppe på 38 efter voldsomme uroligheder i en række egyptiske byer. Urolighederne kommer i kølvandet på dødsdommen over 21 fodboldfans, der deltog i kampene på et fodboldstadion i Port Said sidste år. På nuværende tidspunkt kan den pludselige eskalering af volden bedst forklares ud fra: 1) Den generelle utilfredshed med broderskabet og Morsi. Men også 2) Det faktum, at dele af befolkningen ikke længere stoler på statslige institutioner, som de mener har mistet troværdigheden. 3) Den stigende polariseringen i Egypten, kampen mellem pro- og anti-islamister, pro- og anti-sekulære, tilhængere af en stærk politistat, der skal sikre ro og orden, og modstandere af en stærk politistat, der har ført til den nuværende tilstand, hvor ingen ønsker at gå på kompromis. 4) Det faktum, at befolkningen knuste frygten for at ytre sig ved begyndelsen af det arabiske forår, viser sin bagside nu. Der er pludselig rum til visse voldelige grupper, som udnytter enhver mulighed for at bruge vold som løsning.
Den egyptiske stat er alvorligt svækket. Institutionerne er svækket. Folk, eller rettere sagt, dem, som er på gaden, har mistet respekten for statens institutioner.
Det er svært at vurdere, hvor stor opbakningen er til demonstranterne er på nuværende tidspunkt. Denne type uroligheder opstår typisk efter perioder, hvor folk føler en vis apati. Staten må arbejde på at genetablere legitimiteten. Med den nuværende politiske dymanik i Egypten, er det svært at se en løsning, der forhindrer gentagelse af denne form for vold og uroligheder.

Waleed Safi (f. 1984) er cand.mag. i Mellemøststudier ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet. Han er i øjeblikket ansat på Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo.

FOTO: Egyptisk politi under protester i 2012 – Flickr.