Vincent F. Hendricks: Politik bliver fremført som en gladiatorkamp

Vincent F. Hendricks: Politik bliver fremført som en gladiatorkamp

02.07.2012


SPÅDOM: Der kommer et spøjst afhængighedsforhold mellem politikere og presse.
HISTORIE: Politik er blevet allemandseje, gladiatorkampe og sensationsmytteri.
HELTENE: Dem, som holder fast i deres ideologi og står på deres standpunkt.
RÅD: Pressen skal være kritisk, politikerne skal tage deres hverv meget, meget alvorligt.


Vincent F. Hendricks er filosof, forfatter og chefredaktør for en række internationale tidsskrifter
– og deltager på RÆSONs ugekursus Magt & Medier på Rødding Højskole 1.-7.juli.


INTERVIEW af Maria Arcel

Mest markante positive forandring de seneste 10 år i forholdet mellem politikerne og pressen?
Den mest markante positive forandring er, at der er kommet en større politisk bevågenhed. Offentligheden bekymrer sig om politik, og det er ikke bare noget, som foregår på Christiansborg.
Der er noget godt i, at politik er blevet mere allemandseje, end det har været førhen.
Mest markante negative forandring de seneste 10 år i forholdet mellem politikerne og pressen?
Det må være gladiatorkampen og sensationsmytteriet.
Hvad vil vi om 10 år se tilbage på som det mest overraskende i mediebilledet?
Det vil være det spøjse afhængighedsforhold, der har været mellem presse og politikere. Det forhold vil højst sandsynligt blive forværret. Politikerne har brugt pressen som et springbræt til at komme med politiske budskaber, og pressen har ikke kunnet finde ud af, om den ville være mikrofonholder eller kritisk over for politikerne. På den måde vil jeg sige, at vi står med politikernes eksponering på den ene side og pressens kritiske sans på den anden. Det vil man huske tilbage på som nogle besværlige år. Politik er meget ansvarsfuldt, men også meget kedeligt, og det egner sig ikke til at blive fremført som den gladiatorkamp, det har gjort i noget tid nu.

Den bedste politiske/journalistiske tendens lige nu?
Nogle af de største problemstillinger, verden står overfor, er blevet allemandseje. Forstået på den måde, at alle har en mening om for eksempel klimakrisen og finanskrisen og forhåbentlig også en ambition om at hjælpe og løse dem. At politik for menigmand betyder mere end den politiske bevågenhed er en af de ting, der er godt ved, at pressen og politikerne har kørt et tæt parløb i en årrække. På den måde er opmærksomheden på de væsentlige ting også blevet større.
Hvilken politiker har mest at være stolt over siden valget?
Tøger Seidenfaden sagde meget rigtigt for nogle år siden, at alle partier i Folketinget rimelig meget skriver under på den samme ideologiske betragtning omkring velfærdssamfundet. Derfor vil jeg hellere pege på en politisk befolkning, som jeg ser som stjerner. Og det er dem, som holder fast ved deres ideologiske ståsted, hvad enten de kommer fra venstre eller højre side af folketingssalen Det skal man have respekt for. Og så skal man have respekt for selve hvervet. Det er jo en voldsom magt at styre et land. Det handler om at konstituere og vedligeholde et demokrati. Det er en stor koordinationsøvelse, borger og stat imellem.

Giv et godt råd til pressen.
Pressen skal bibeholde sin kritiske uafhængighed, og den skal ikke være mikrofonholder for et politisk standpunkt, bare fordi det lyder interessant. Den må ikke hoppe med på ideen om, at politik er en gladiatorkamp, hvor man kan heppe på dem, man synes er bedst, og kigge på, mens blod flyder nede i arenaen.
Giv et godt råd til politikerne.
Det vil være, at politikerne skal tage deres hverv meget alvorligt. Udføre det meget ansvarligt, fordi det er et voldsomt magtfuldt og vigtigt erhverv. Og så skal de holde fast i det standpunkt, deres politik udspringer fra.

Synes du, at der i politik er kommet mere fokus på kamp – på spil – end på egentlige ideologier?
Politik bliver i hvert fald fremstillet som et spil. Et spil, som i vid udstrækning går ud på at finde fejl hos den anden. Det er ikke så mærkeligt, når der er nogen, der sidder i regering, og nogen, der er i opposition. Jeg synes, det var meget skægt, da Sarah Palin stillede op som vicepræsidentkandidat for McCain i 2008. Hun står som bekendt for nogle ret konservative værdier. Blandt andre at man ikke må have sex før ægteskabet. Det viste sig så, at hun havde en datter, som havde et problem i den sammenhæng. Der sagde Barack Obama: ”Det der hører til privatlivets fred. Det indgår ikke i den politiske debat. Slut.” Det har jeg respekt for. Jo mere man kan sondre mellem det ene og det andet, jo bedre. At lave personkampe og personhetz på folk med et politisk øjemed og et politisk mål er meget farligt. Så ændrer politik sig lige pludselig til at blive sladderbladsjournalistik.
Hvilke forandringer har forholdet mellem politikere og presse gennemgået de sidste 10 år på et filosofisk plan?
For en informationsteoretiker som mig har det interessante været, at mængden af information i politik og mediernes rolle i at brede informationen ud har gjort, at politikerne er begyndt at spekulere mere i, hvordan de skal præsentere deres budskaber, end selve budskaberne. For eksempel skulle københavnerne have en trafikring. Hvis politikerne var for ringen, kaldte de den en miljøring, og hvis de var imod, kaldte de den en betalingsring. Den ene indikerede, at den forbedrede miljøet, den anden indikerede en slet skjult skat til stat og kommune. Det var den samme ring, de talte om. Det betyder altså, at du kan skævvride debatter og diskussioner ved at formulere informationen på en bestemt måde. På den måde kan du påvirke beslutningstagerne, herunder borgerne selvfølgelig. Og det kan være en farlig udvikling.
Er der nogle moralske aspekter i, at spindoktorer har gjort afstanden mellem politikere og presse større?
Der er mere opportunisme i politik i dag. Det betyder, at der har været en given lejlighed til at gribe et eller andet, så har man gjort det. Det kan være moralsk besværligt at arbejde med, fordi opportunisme ikke altid er moralsk angribeligt, men opportunisme og politik kan være en relativ farlig cocktail.

Hvordan skulle den ideelle politiker agere?
Drømmescenariet ville være, at dem, der bestrider den pågældende magt, er bekendt med det ansvar, de har, og hvor vigtigt det pågældende ærinde er. Forenet med at de skal være velinformerede om, hvordan et demokrati skal køres. De skal kende ambitionerne for et demokrati, og dermed også forstå, at det er en meget svær koordinationsøvelse, de er i gang med. Dermed kræver det også en god portion viden, indsigt og eftertanke, når de skal varetage det erhverv. Det betyder, at det er godt at have læst på lektien hjemmefra, inden de udtaler sig.
Er det realistisk, at det kan blive sådan?
Altså mennesket er jo født med omløb i hovedet, så hvorfor ikke bruge det? Og dermed bevise at vi godt kan. Så det er i hvert fald ikke nogen umulighed, men det er noget, der kræver disciplin og vedholdenhed og en masse andre egenskaber, som vi efterstræber på så mange andre områder. Så hvorfor ikke også i politik.
Du siger, at demokratiet er skrøbeligt. Hvilke faktorer blandt medier og politikere truer det?
Et robust demokrati er ikke defineret ved, at hver mand har en stemme. Et robust demokrati er defineret ved, at hver mand har en oplyst stemme. Og en oplyst stemme kræver information. Information kan bruges til rigtig meget godt, men det kan også bruges til rigtig meget skidt. Hvis folk ikke har nok information, kan du manipulere med dem, og hvis de har for meget information, kan du præsentere det på en bestemt måde, og så kan du igen manipulere med dem. Så bliver det sværere at få kvalitativ og kvantitativ information, mindsker borgernes kvalificerede beslutningsdygtighed.

Maria Arcel (f. 1990) studerer journalistik på Syddansk Universitet og er redaktør på Lixen – avisen for yngre journalister. ILLUSTRATION: Vincent F. Hendricks (Foto: presse)