Tesfaye efter skattereformen: SF må gerne lægge stemmer til øget ulighed

Tesfaye efter skattereformen: SF må gerne lægge stemmer til øget ulighed

20.09.2012


”Det skal kunne lade sig gøre at lave større politiske aftaler, som rører ved gini-koefficienten, uden dansk politik går fuldstændig i hårknude.” Det siger SF’s næstformand, Mattias Tesfaye, til RÆSON om den skattereform, regeringen netop har vedtaget sammen med Venstre og Konservative.

INTERVIEW af Sofie Buch Hoyer

LÆS OGSÅ:
Rosenkrantz-Theil om finansloven: Ville gerne have givet den mere gas
Borgmester Thomas Gyldal (S): S har et projekt, men mangler klar politik
Joachim B. Olsen: Regeringen har gjort mere for at få de ledige i arbejde, end VK gjorde

RÆSON: Du er kendt for at sige, at regeringen er et trafiklys, der lyser rødt, grønt og blåt. Hvor BLÅT lyser det lige nu?
TESFAYE: Jeg udfordrer dem, der siger, at Vestager er Margrethe den Tredje, og at vi bare er hendes undersåtter. Trafiklyset lyser så tilpas blåt, som man kan forvente, når 100 ud af 180 folketingsmedlemmer er blå. Med den parlamentariske situation er det egentlig de blå, der får mindst ud af det, og os røde der får påfaldende meget politik igennem.
RÆSON: Når man i fremtiden skal vurdere, om jeres regering har været en succes, hvad vil I så måles på?
TESFAYE: Evnen til at få omstillet dansk økonomi fra 00’ernes boble og til det, som nogen fejlagtigt kalder en midlertidig krise, men som jeg tror er et udtryk for en ny permanent tilstand for, hvordan Vesteuropas økonomi er indrettet. Dele af venstrefløjen anerkender ikke, at der skal være reformer, som skærer ind til benet. Nogle af dem, der påberåber sig at være de mest revolutionære, ender i virkeligheden med at være de mest konservative.
RÆSON: Hvem er det, du hentyder til?
TESFAYE: Nu skal man ikke hænge nogen ud. Men nogle politikere har tendens til at være uenige i enhver form for omprioritering, fordi de altid kan finde hår i suppen. Den reformproces, som regeringen står i spidsen for, er rigtig. Vi foretager rigtige prioriteringer. Men nogle af dem gør ondt.


”Folk må gerne blive svinehamrende rige”

RÆSON: Hvor går din røde grænse for, hvor økonomisk ulige vores samfund må blive?
TESFAYE: Lønninger er så lave rundt omkring i Europa, at folk går på arbejde uden at blive i stand til at leve fri fra fattigdom. Lønningerne er faldet ned til et niveau, vi endnu ikke kender til i Danmark. Og det er min grænse. Jeg vil ikke have et samfund, hvor folk står op om morgen, går på arbejde, kommer hjem igen og er i tvivl om, om de har råd til at tage i biografen og se ”Ice Age 4” med deres børn. Den økonomiske omfordelingskamp i Danmark er ikke slut.
RÆSON: Du argumenterede i sin tid for, at folk maksimalt måtte tjene 50.000 kr. om måneden, men trak senere forslaget tilbage – hvorfor?
TESFAYE: Fordi de argumenter, jeg skrev, ikke hænger sammen. Folk må gerne blive rige. Folk må også gerne blive svinehamrende rige, men det skal være, fordi de har knoklet, eller fordi de har været så kreative, at de har bidraget til samfundet med noget, vi andre har mulighed for at plukke frugterne af. Hvis det så har som resultat, at gini-koefficienten øges, er det ikke mig, der står nede på slotspladsen med en rød fane. Den politiske målsætning skal være at bevare og understøtte arbejdsmoralen i samfundet.
RÆSON: Hvorfor har dit parti netop stemt ja til en skattereform, der tager penge fra folk på førtidspension, dagpenge og efterløn, og som giver skattelettelser til de bankdirektører, overlæger og advokater, du har udtalt, at SF ikke er til for?
TESFAYE: Jeg rimelig tilfreds med den måde, der bliver givet skattelettelser til de højeste indtægter på – nemlig ved at hæve grænsen for topskat og ikke sænke satsen for skat. Også selv om de kloge hoveder siger, at det er en billigere måde at sikre et større arbejdsudbud på. Og så er det rigtigt, at dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere i en afgrænset periode fra 2016 og nogle år frem får en mindre regulering.
RÆSON: Men vil det ikke øge uligheden i samfundet?
TESFAYE: Jo. Men det skal kunne lade sig gøre at lave større politiske aftaler, som rører ved gini-koefficienten, uden at dansk politik går fuldstændig i hårknude. Det udfordrer så også regeringen på, at vi i vores andre reformer skal overveje, at vi trækker lidt i den anden retning. Men jeg vil meget advare imod, at vi socialister sidder med vores Excel-ark-lup på hvert et lovforslag og anser os selv som nederlagets mand, fordi vi på nogle enkelte lovforslag kan se uligheden.


”Jeg havde også stemt for forringelsen af efterlønnen”

RÆSON: Hvilke røde succeskriterier skal dit parti måles på fremover?
TESFAYE: Vi skal bevise, at vi finansierer alt, hvad vi foreslår. At vi også godt tør stille op i modvind. At vi ikke dukker os i diskussioner, som handler om, at vi har foretaget omprioriteringer. Vi synes, det er uretfærdigt, at vi bliver anset for at være økonomisk uansvarlige. Der er for eksempel indgået en meget stram økonomiaftale mellem KL og regeringen, og der er en del af SF’s kommunalpolitikere, som lige nu bliver spurgt: ”Vi troede, der ville blive guld og grønne skove, og at gaderne i Løgstør ville flyde med honning, når den røde regering kom til?” Det kom den så ikke til. Vi sidder med de samme stramme budgetter, det samme snævre økonomiske handlerum som tidligere, og der er det meget vigtigt for os, at vi løber ikke fra sådan en aftale.
RÆSON: Hvor kompromissøgende må I så blive i SF?
TESFAYE: Ligegyldigt hvad der skal forhandles i regeringen, synes jeg, det påhviler alle tre regeringspartier at møde op uden ultimative krav. Og hvis en af os stiller sig på hælene og siger, at vi har ultimative krav, så udfordrer vi vores egen deltagelse i regeringen. Hvis jeg havde været medlem af Folketinget, havde jeg også gået ned og stemt for forringelsen af efterlønnen. Og det er da et hjertebarn.
RÆSON: Forringer det ikke arbejdernes vilkår, at I er gået med til at afvikle efterlønnen?
TESFAYE: Jo, det gør det. Men jeg blinker ikke med øjnene ved, at vi skulle stemme for den. Og jeg har ikke tænkt mig at løbe fra den.
RÆSON: Men du har også lige sagt, at regeringspartierne udfordrer deres egen deltagelse ved at stille ultimative krav. Var det ikke netop det, R gjorde i forhandlingerne om efterlønnen?
TESFAYE: Vi var imod afviklingen af efterlønnen, og vi måtte føje os. Men det betyder ikke, at R opstillede ultimative krav. Det betyder bare, at de havde ret gode kort på hånden – ikke fordi Margrethe Vestager er en genial forhandler, men fordi hun havde flertallet af den danske befolkning bag sig. Og selv om jeg ikke er meget for at erkende det, var det jo mit eget parti, der gjorde efterlønnen til en folkeafstemning. Vi sagde, at folketingsvalget var en folkeafstemning om efterlønnen, og den tabte vi.


Internt i SF: ”Skam jer”

RÆSON: Hvad er det, der gør skattereformen rød og ikke blå?
TESFAYE: Det er ikke svært at få øje på. Den enlige mor, der sidder ved kassen i Netto til klokken otte om aftenen på en HK-overenskomst har for lidt i posen, når hun går hjem. Når hun sammen med sine kollegaer får sin lønseddel i slutningen af januar, vil de sammen i frokoststuen kunne sidde og sige: ’Ja, det er rigtigt, det der. Det er rigtig politik.’ Vi har stået i spidsen for en politisk reform, der samler danske lønmodtagere omkring et politisk projekt, som ellers i de sidste ti år har været splittet, både værdipolitisk og økonomisk. Den egentlige effekt af Anders Foghs politik var en splittet frokoststue. Nu har vi lavet en skattereform, der samler frokoststuen. Det skal vi altså ikke rende rundt og skamme os over.
RÆSON: Hvorfor taler du pludselig om skam?
TESFAYE: Det fortæller noget om, hvordan den interne diskussion i SF har været. ”Skam jer” får jeg nogle mails, hvor der står. Så har jeg bare lyst til at skrive: ”Jeg skammer mig ikke.” Da mit parti stemte for skattereformen, var der mange medier, der filmede ned på Özlem Cekic, da hun stemte nej, og derefter ned på resten af SF’s folketingsgruppe – som om de ville fange nogle, der burde skamme sig! Hvis jeg havde siddet der, havde jeg kigget lige op i kameraet og sagt: ”Det her – det er fornuftigt.”
RÆSON: Men hvad er det fornuftige i at give skattelettelser til dem i Whiskey-bæltet og Indre By, når det var dem, der fik flest skattelettelser under VK-regeringen?
TESFAYE: Hvis vi kan se os selv i resultatet, så skriver vi under på det og går ned og stemmer for det – også de elementer, som var indrømmelser til de andre. Vi er nødt til at orientere os mod højre for at få indflydelse og for at få vores politik igennem. Man kan godt anklage os for ikke at være venstreorienterede nok, men ligegyldigt hvor meget vi kigger over på Enhedslistens folketingsgruppe, får vi aldrig nogensinde 90 mandater. Det er et grundvilkår for SF at orientere sig mod højre. Selvfølgelig søger vi mod midten.


”Det er problem, at det vi siger lyder blåt”

RÆSON: I en analyse i Information den 13. april i år skrev Rune Lykkeberg: ”Der er to fortællinger om arbejderne i Danmark: Den ene er borgerlig, og den anden er socialistisk. Indtil nu har folkesocialisterne i regeringen overtaget den eneste ene borgerlige politik for det produktive Danmark.” Enig?
TESFAYE: Nej. Jeg er irriteret over, at dét at sikre erhvervslivet og udenlandske firmaer gode rammevilkår er blevet noget blåt. Det er historisk forkert, og det er politisk katastrofalt, at vi virker som nogle, der er uinteresserede i at sikre produktion, gode rammevilkår for erhvervslivet og varig beskæftigelse. Det er et politisk problem for os, at det, vi siger, lyder blåt i befolkningens hoveder.
RÆSON: Og det er ikke fordi, at det ER blåt?
TESFAYE: Nej! Men vi har åbenbart tabt definitionsretten på at bekymre os om, hvordan man finansierer velfærdsstaten.
RÆSON: Du og Kasper Bjering skrev i marts i Information, at krisen skyldes grundlæggende systemfejl i kapitalismen, og at løsningen er socialisme. Hvis det er sandt, hvor bliver socialismen så af?
TESFAYE: Trafiklyset lyser blåt en gang imellem, fordi folketingsflertallet lyser blåt. Vi insisterer på at se alting i sin sammenhæng, og derfor dukkede vi os ikke i Folketingssalen, da vi tredjebehandlede lovforslaget om at regulere overførselsindkomsterne. Og derfor skammer vi os ikke, når vi går ned og stemmer for afviklingen eller i hvert fald forringelsen af efterlønnen. Hvis man vil have indflydelse på det hele, og det vil vi, så skal man også tage ansvar for det hele. Og det indrømmer jeg gerne, det er en lærerproces for vores parti, som ikke har været i den situation før. Der er ikke noget, der er gratis i tilværelsen – heller ikke regeringsindflydelse.

Sofie Buch Hoyer (f. 1990) studerer journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere været indskrevet på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: SF til landsmøde (Foto: SF/presse)