26.07.2012

RÆSONS KOMMENTARSERIE af Poyâ Pâkzâd

Udvalgte pointer:
■ Der kan gå lang tid, før styret vælter: Assads fald er et spørgsmål om tid, men om den seneste eskalering indvarsler en ny fase, er gætteri. Og styrets kollaps er ikke en garant for en afslutning på stridighederne.
■ Forestillingen om, at ”vi” vil syrerne det godt, er kaput. Saudi-Arabien og Qatar – rebellernes hovedsponsorer – har ikke i sinde at skabe et demokratisk, menneskerettighedsrespekterende Syrien.
■ Måden Assad falder på, vil få direkte konsekvenser for regionens fremtid. Det handler om at inddæmme de politiske eftervirkninger, som kan frygtes at ramme Libanon, Israel, Irak og Iran.

BOMBE-ANGREBET, som dræbte højstående medlemmer af Assads styre, blev bredt tolket som et vendepunkt i den væbnede strid mellem regimet og ”Den Frie Syriske Hær”. En umiddelbar konsekvens er den betragtelige stigning i volden – denne måned er godt på vej til at blive den blodigste siden opstandens begyndelse (1). Regimet reagerede prompte på angrebet, dels ved at indsætte nye folk på posterne, dels ved at inddrage endnu flere tungtbevæbnede tropper i offensiven (2). Rusland og Kina nedlagde atter veto imod en såkaldt ”kapitel 7-resolution” i Sikkerhedsrådet, som ville have banet vejen for en potentiel militær involvering i den væbnede opstand (3). Imens gik USA, ifølge New York Times, i forhandlinger med Israel om en mulig bombning af syriske våben-faciliteter (4)– formentlig for at signalere, at Sikkerhedsrådet ikke kan indskrænke amerikansk handlerum, og for at sikre at regimets våben ikke falder i uønskede hænder (5). Man er begyndt at planlægge et Syrien uden Assad (6), særligt i tilfælde af, at den fragmenterede opposition ikke kan udfylde magttomrummet i en fart (7).

Assads fald er et spørgsmål om tid, men om den seneste eskalering indvarsler en ny fase, er gætteri. Der kan gå lang tid, før styret vælter. Og styrets kollaps er ikke en garant for en afslutning på stridighederne. Frygten er, at Syriens mange selvbestaltede militser vil løsrive sig helt fra den konjunkturelle alliance med den politiske opposition i eksil og bryde ud i interne magtkampe (8). De sidste 18 måneders vold, som har ledt til tusinder af omkomne civile, endnu flere sårede, mange flere på flugt, har skabt en hævngerrig atmosfære vendt mod minoritets-regimet og dets sympatisører (9) . Og sidstnævnte grupper udgør et ikke ubetydeligt element i det samlede syriske samfund (10). Faren for, at konflikten fortsætter langs sekteriske kamplinjer, er stor. Uroen i Syrien efter Assads fald risikerer at destabilisere nabostater og opildne til regional konflikt. Opstanden i Syrien er tilmed blevet kampplads for internationale jihadister (11), og rekrutteringsgrund for Al Qaeda (12), som nu befinder sig alarmerende tæt på Assad-regimets kemiske våbenlager.

At opstanden i Syrien er endt i dette kaos, har mange primære interne årsager. Hvad der startede som fredelige demonstrationer blev mødt med omgående nedslagtning fra regimets hånd. På sin vis kunne man argumentere for, at demonstranterne ikke havde anden udvej end væbnet selvforsvar – selvom regimet ville være dem militært overlegne. Alligevel vil jeg i det følgende bruge spaltepladsen på at påpege, at ”det internationale samfund” bærer en del af skylden for optrapningen.

Den barske virkelighed er, at man hele tiden har forfulgt en politik med en indbygget eskalation, og at vi nu står meget langt fra fredsforhandlinger mellem de stridende parter. USA, EU, Tyrkiet og Golfstaterne har konsekvent valgt at fremhæve politiske interventionstilhængere i vestlig eksil eller krigsherrer på jorden som repræsentanter for den samlede syriske opposition, mens man har ignoreret den politiske opposition inde i Syrien, som foretrak en mere fredelig tilgang (13). Vestlige stater har ikke haft appetit på en militær intervention, dels fordi man har frygtet at medvirke til at indsætte et uvenligt styre (fx bestående af det syriske Muslimske Broderskab), dels fordi man mangler ressourcerne. På den ene side har man givet grønt lys til FN's Kofi Annan, men samtidig har man udtalt sig om fredsplanen med foragt, og fordømt den på forhånd ved at bevæbne, koordinere og finansiere rebellerne (14) og eksponere deres eksilerede politiske heppekor – som tæt på ingen indflydelse har på krigerne på jorden- vidt og bredt i medierne (se: Aron Lund, Divided They Stand, maj 2012, s. 54: “Losing the Media War”).

Støtten til voldsstrategien ledte forudsigeligt til en gradvis optrapning, og nu en veritabel borgerkrig på vej ud i en potentielt større regional stedfortræderkrig. Det havde ikke behøvet at ende sådan. Den konfrontatoriske politik har udryddet mulighederne for diplomatisk konflikthåndtering, og hidtil kun skabt incitamenter på begge sider til at fortsætte volden.

Denne praksis skyldes andre interesser end syrernes velbefindende. Forestillingen om, at ”vi” vil syrerne det godt, er kaput. Det må stå klart, at Saudi-Arabien og Qatar – rebellernes hovedsponsorer – ikke har i sinde at skabe et demokratisk, menneskerettighedsrespekterende Syrien. Det må samtidig stå klart at USA, som just har bevæbnet Yemens regering (15), ikke er motiveret af ”humanitære” hensyn. Stater er ikke moralske aktører, selvom politikkens moralske emballage kan give et sådan indtryk blandt visse iagttagere. Interesserne har i sin helhed handlet om at svække Iran, at afsløre og delegitimere russiske og kinesiske særinteresser, og sikre egen dominansorienterede indflydelse i et fremtidigt Syrien efter Assad.

På dette tidspunkt er der ganske vist ingen grund til at gruble over slagets hidtidige gang, eller ligefrem at juble. Der er dog grund til at stille skarpt på eskalationspolitikkens potentielt farligere rekyl for at mindske risikoen for yderligere blodsudgydelse. Udsigten til en fredelig udgang er minimal, men det betyder ikke, at vi hensynsløst må kaste mere benzin på bålet. Måden Assad falder på, har nemlig en direkte indvirkning på Syrien og regionens fremtid. Det handler derfor fremadrettet om at inddæmme de politiske eftervirkninger i regionen, som kan frygtes at ramme Libanon, Israel, Irak og Iran. Borgerkrigen skal forhindres i at udvikle sig yderligere, og der er et brændende behov for at stable en regional forhandlingsproces på benene, som inddrager både Iran og Rusland (16) – noget man fra vestlig hold hidtil har undgået. Af humanitære årsager giver det mening at støtte Den Arabiske Ligas invitation til Assad om at flygte fra Syrien med livet i behold (17). På den måde kan man håbe, at han ikke benytter sig af sit resterende isenkram, herunder kemiske og biologiske våben, at han vil overgive sig, og bruge en stedfortræder som overgangsfigur. Det er også nødvendigt at række ud til den syriske opposition inde i Syrien, dels for at få indsigt i deres mange programmer, visioner og ønsker, dels for at iværksætte en national forsoningsproces, mellem de mange (bevæbnede) fraktioner.

Der er mange problemer knyttet til ambitionen om at undgå yderligere blodsudgydelser. Det kan meget vel være tilfældet, som hidtil, at parterne er uvillige til at forhandle endsige dele magten, eller at frygten for, at Assad genvinder hele magten, forhindrer en sådan ambition fuldstændigt under nuværende styrkeforhold.. Men i betragtning af de allerede meget høje civile omkostninger og det forhold, at vi aldrig har forfulgt en fredelig linje alvorligt, er det værd at agitere for et forsøg.

Vold er nemlig ikke en løsning som sådan, og bagsiden ved militære interventioner, og indblandinger i andres anliggende, bør omsider være sunket ind. Imidlertid hører man ikke sjældent ”danske intellektuelle” kalde på en militær intervention hér som dér, uden skelen til konsekvenserne. Denne automatiserede dydsirede hensynsløshed vanskeliggør en konstruktiv, redelig og saglig diskussion om, hvordan vi kommer volden til livs. Både den vold vi bevidner fra afstand, og mere afgørende: den vold vi selv er med til at facilitere. ■

Poyâ Pâkzâd (f. 1984) er debattør, blogger, og freelancer om krig, Mellemøsten og udenrigspolitiske affærer. Kan kontaktes på poyapakzad@gmail.com.

RÆSONS KOMMENTARSERIE skrives af faste og skiftende skribenter; enhver analyse er alene udtryk for skribentens holdninger. For forslag til serien, skriv til: redaktionen@raeson.dk


Noter:
(1) http://www.guardian.co.uk/world/2012/jul/22/syria-death-toll-tops-19000)
(2) http://www.nytimes.com/2012/07/18/world/middleeast/israel-says-syria-pulls-troops-from-golan-to-suppress-revolt-elsewhere.html
(3) http://abcnews.go.com/US/wireStory/vote-thursday-disputed-syria-resolution-16808935#.UBCPOLQ0M6g
(4) http://www.nytimes.com/2012/07/19/world/middleeast/washington-begins-to-plan-for-collapse-of-syrian-government.html?pagewanted=all
(5) http://www.huffingtonpost.com/2012/07/22/israel-syria-chemical-weapons_n_1693100.html
(6) http://www.nytimes.com/2012/07/19/world/middleeast/washington-begins-to-plan-for-collapse-of-syrian-government.html
(7) http://live.wsj.com/video/us-eyes-power-vacuum-in-syria-after-bombing/22A8AC1E-B222-47C5-B510-929D471E94A0.html#!22A8AC1E-B222-47C5-B510-929D471E94A0
(8) http://www.guardian.co.uk/world/2012/jul/25/syria-rebels-divided-jostling-power?newsfeed=true
(9) http://world.time.com/2012/07/24/five-syrian-nightmares-the-mideast-cant-live-with-assad-but-living-without-him-wont-be-easy/
(10) http://www.nytimes.com/2012/02/29/world/middleeast/syria-crisis-highlights-paradoxes-of-assad-support.html?pagewanted=all
(11) http://www.jamestown.org/single/?no_cache=1&tx_ttnews%5Btt_news%5D=39615&tx_ttnews%5BbackPid%5D=13&cHash=845ef8b2d5b2f3c0a5d5580d181fc0d1
(12) http://www.atimes.com/atimes/Middle_East/NG24Ak02.html
(13) http://english.al-akhbar.com/node/4504
(14) http://www.nytimes.com/2012/04/11/opinion/to-stop-the-killing-deal-with-assad.html/
(15) http://www.washingtonpost.com/world/national-security/us-increases-planned-aid-to-yemen-in-fight-against-al-qaeda/2012/07/19/gJQAj3HsvW_story.html
(16) http://www.al-monitor.com/pulse/originals/2012/al-monitor/battle-for-syria-just-getting-st.html
(17) http://world.time.com/2012/07/23/arab-league-offers-assad-safe-exit/

ILLUSTRATION – ARKIVFOTO: Obama og Biden, 2011 (foto: The White House)