Sarkozy: Handlekraftig populist på vakkelvorn knivsæg

Sarkozy: Handlekraftig populist på vakkelvorn knivsæg

04.04.2012


Præsident Nicolas Sarkozy har efter tragedien i Toulouse demonstreret, at han kan styre i krisetid. Men for at vinde valget i maj skal han gå en svær balancegang mellem de populistiske enkeltsager og ønsket om at samle nationen under ét.

PORTRÆT af Jakob Mygind Korsby


KAMPEN OM ÉLYSÉE: Kommentatorer, analytikere og meningsmålinger spår, at François Hollande bliver Frankrigs næste præsident. En af EU’s mest indflydelsesrige medlemsstater står til at skifte fra borgerligt til socialistisk styre. Et skifte, der kommer til at påvirke hele Europa. RÆSON dækker valget gennem en række portrætter, interviews, analyser og kommentarer.
Fransk præsidentvalg: Derfor vinder Hollande
Marlene Wind: Terrorangrebene i Toulouse sender Sarkozy på sejrskurs


Hvad gør man som præsidentkandidat, når alle prognoser tyder på et nederlag godt tre uger inden valgets første runde? Man håber på et mirakel. I Frankrig kom miraklet imidlertid i form af en grum tragedie, som har optaget alles sind den seneste uge. Den ubehagelige mordsag i universitetsbyen Toulouse i den sydfranske region Midi-Pyrénées, hvor en ung franskmand skød og dræbte i alt syv tilfældige ofre – herunder tre børn – ser ud til at have skubbet gevaldigt til fordelingen af stemmer blandt hovedkandidaterne inden første valgrunde den 22. april.

Fra klar socialistisk føring til jævnbyrdigt opgør
Efter alt at dømme er præsident Sarkozy kommet styrket ud af den forgangne uge. En vurdering, der bekræftes af de seneste meningsmålinger fra landets utallige analyseinstitutter: Sarkozy er gået frem med cirka tre procentpoint og ligger nu i front med 29 procent af stemmerne. Socialisternes Francois Hollande er derimod gået et par procentpoint tilbage og ser nu ud til at få 28 procent af stemmerne i første runde. Forspringet på ét procentpoint er selvsagt ikke overvældende, men det interessante er, at prognoserne viser, at afstanden mellem Sarkozy og Hollande også er mindsket betydeligt i forhold til anden valgrunde den 6. maj. Med nu kun 55 procent af stemmerne overfor UMP’s 45 procent er socialisternes tidligere udsigt til en overlegen sejr erstattet af udsigten til et mere jævnbyrdigt opgør.

Sarkozys styrke: Handlekraft og populistiske enkeltsager
Præsidentkampagnen blev officielt sat i bero, da nyheden om massakren i Toulouse ramte landets medier. Alligevel gav begivenheden på mange måder præsidenten muligheden for at træde i karakter som nationens samlende kraft. Og det er netop Sarkozys styrke: At fremstå som den stærke leder, der tager sagen i egen hånd og handler – denne gang ved at sætte en definitiv stopper for den 23-årige drabsmands meningsløse mordtogt.

Det er ikke første gang Sarkozy viser handlekraft. Den franske presse trækker i disse dage paralleller til 1993, hvor Sarkozy som borgmester vandt hæder ved personligt at forhandle med en gidseltager på en skole i kommunen Neuilly-sur-Seine. I sidste ende kom ingen gidsler til skade, mens gerningsmanden blev skudt og dræbt af de franske sikkerhedsstyrker RAID. På den internationale scene har Sarkozy også vist sig som en handlingens mand. I begyndelsen af sit præsidentembede spillede han i mange iagttageres øjne en hovedrolle, da den ellers hastigt eskalerende georgisk-russiske krise blev bragt til ende i 2008. En længerevarende krig blev afværget, og mange tilskrev Sarkozy æren. I Libyen hyldes Sarkozy som den, der sikrede libyerne friheden ved at insistere på en intervention, der kunne vælte den siddende diktator, Muammar Gaddafi. Uden at afvente en internationalt sanktioneret indsats tog Sarkozy sagen i egen hånd og handlede.

En ny slags præsident
Sarkozy indførte ganske enkelt en ny stil i fransk politik ved sin indsættelse i embedet for snart 5 år siden. I en underholdende komparativ opgørelse over de franske præsidenters retorik gennem årene har avisen Le Monde fastslået, at ingen anden præsident i sine offentlige taler har anvendt det personlige pronomen ”jeg” i samme grad som Nicolas Sarkozy. Under sin indsættelsestale sagde Sarkozy i gennemsnit ”jeg” hvert 17. sekund. Talen markerede begyndelsen på den præsidentielle egocentri eller sarkozysmen, som den siden er døbt af den franske kommentatorstand.

Og det er netop sarkozysmen, der har vundet Sarkozy stemmer siden tragedien i Toulouse. Han kalder sig folkets præsident og forsøger at favne stadigt bredere gennem opsigtsvækkende enkeltsager såsom bekæmpelse af kriminalitet, kontrolleret immigration og beskyttelse af det franske handelsmarked. Siden Sarkozys tilkomst er antallet af politifolk i de franske byer da også øget betragteligt, og kriminaliteten tilsvarende nedbragt. Der er derfor ikke langt fra UMP’s såkaldte centrumhøjrepolitik til Marine Le Pens støtter i højrefløjspartiet Front National. Sarkozy har foreløbigt haft held med at tilrane sig stadig flere af Le Pens støtter ved at male tydelige fjendebilleder og garantere befolkningens sikkerhed: ”Republikken må forsvare sig!” som Sarkozy udtalte i et interview med den franske radiokanal France Info tidligere sidste uge.

Sarkozys svaghed: Usammenhængende program og folkelig afkobling
Problemet med Sarkozys enkeltsagsstrategi er det usammenhængende billede, den giver af partiets program. Sarkos personlige rådgiver, Patrick Buisson, er én af strategiens ideologer. Under valgkampen i 2007 var han hoveddrivkraften bag oprettelsen af det mærkværdige Ministerium for National Identitet, som under stor diskussion blev introduceret samtidig med Sarkozys indtræden i præsidentembedet. Igen en symbolsk politisk sag, der nok appellerer til befolkningens følelser, men af mange kritiseres for at mangle en rød tråd i forhold til partiets overordnede program. Det samme gælder de seneste forslag om, at Frankrig skal melde sig ud af Schengen-aftalen og forbuddet mod halalkød i skolekantinerne. Det faktum, at UMP ganske enkelt ikke har fremlagt et valgprogram synes at bekræfte fornemmelse af, at partiet jagter stemmer overalt. Men det populistiske tilsnit gør det samtidigt vanskeligt at vinde centrumstemmer fra Francois Bayrous parti MODEM, der ikke bryder sig om den iltre tone. Og det er ellers stemmer, Sarkozy har hårdt brug for.

I det hele taget har Sarkozy gjort det svært for sig selv. Med et langt liv i den absolutte politiske elite, en fortid som borgmester i én af det nordlige Frankrigs absolut rigeste kommuner gennem næsten 20 år og en lang række prominente venner i erhvervslivets top er det vanskeligt for Sarkozy at fremstå som den gennemsnitlige franskmands repræsentant.

Den såkaldte Bettencourt-sag klistrer stadig til Sarkozy og har føjet endnu en anklage til kritikken af hans lidt for gode forbindelser til landets velhavende elite. Sagen handler om ulovlig finansiering af Sarkozys valgkampagne i 2007, og den er i disse dage atter kommet på landets avisforsider. Præsidenten står anklaget for at have modtaget kæmpe pengebeløb fra hovedaktionæren i den verdensomspændende kosmetikvirksomhed l’Oréal, milliardøsen Liliane Bettencourt. Sager som den gør det vanskeligt for Sarkozy at opretholde sit folkelige image. En nylig sociologisk analyse viser da også, at Sarkozy har oplevet størst tilbagegang i Frankrigs mindre velstående kommuner – såvel i de urbane områder som i de rurale dele af landet.

Den afgørende medianvælger
Tilbage står det centrale spørgsmål, om Sarkozy kan nå at hente de stemmer, der skal til for at kunne vinde anden valgrunde den 6 maj. Det er en vanskelig manøvre at holde fast i højrefløjens Front National-stemmer og samtidig favne centrumvælgerne, mener flere iagttagere. Især fordi en status over de forgangne fem år vidner om en magtkoncentration, som ikke huer de midtsøgende stemmer. Den franske politolog og journalist Edwy Plenel anklager Sarkozy for at have indsat sine venner på en række af de tungeste poster i landets politi- og efterretningsorganer med det mål at sikre sig fuld kontrol over det højt prioriterede område. Politiets langsomme men systematiske magtovertagelse af staten harmonerer dårligt med det frihedsbegreb, man ønsker at forsvare i partiet.

Sarkozy har udnyttet en uventet mulighed for at skabe sammenhold i det franske folk, og foreløbigt høster han frugten herfra. Hans iver for at fiske nye stemmer til partiet ved hjælp af spektakulære enkeltsager kan imidlertid komme i vejen. Mens en god del af højrefløjens stemmer allerede er vundet, bliver det altafgørende, om Sarkozy formår at forhandle sig til støtte fra Bayrous midterparti. Hvis det lykkes, som det spås af enkelte franske kommentatorer, at lokke Bayrou til at pege sine vælgere i retning mod UMP, står Sarkozy stærkt i det afgørende slag.

Jakob Mygind Korsby (f. 1984) er cand. scient. pol. og har gennem en årrække fulgt undervisning i moderne fransk og europæisk politik hos Jérôme Delcassé. ILLUSTRATION: Sarkozy til møde i det Europæiske Råd (foto: EU)