Søren Espersen advarer mod indblanding i Syrien: Jeg er ligeglad med, om det er sunnier eller shiaer, der regerer

Søren Espersen advarer mod indblanding i Syrien: Jeg er ligeglad med, om det er sunnier eller shiaer, der regerer

11.04.2012


CITAT: “Jeg mener ikke, vi skal støtte oprørerne med hverken våben eller penge. Det er for usikkert, hvad det er for grupper, vi dermed støtte,” siger Søren Espersen. Han fastslår: “Det er godt, at Vesten forsøger at mægle i alle de forskellige konflikter i Mellemøsten, men jeg har altså den opfattelse, at vi må nøjes med det. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig, hvad det ville kunne være, der fik os til at engagere os militært i dén region. Der foregår, som du anfører, et magtspil mellem Saudi-Arabien og Iran, hvor de hver for sig forsøger at hverve sig proselytter. Der er derfor mange af oprørene dernede, som netop har basis i det magtspil. Jeg for mit vedkommende er ligeglad med, om det er sunnier eller shiaer, der regerer”.

Mandag blev ifølge oprørskilder den hidtil blodigste dag under opstanden, da regeringens overgreb kostede flere end 100 mennesker livet. I teorien træder en våbenhvile mellem regimet og rebellerne i kraft imorgen torsdag. Men kan vesten leve med Assad? RÆSON spørger de udenrigspolitiske ordførere.

INTERVIEW MED SØREN ESPERSEN (DF):


1. Ifølge aktivister var mandag (9. april) en af de blodigste dage under oprøret med flere end 100 dræbte, skriver Politiken. Samtidig erklærer Assad-regimet idag, at de vil trække sig fra byerne. Forventer du, at Assad vil overholde den våbenhvile, der ifølge planen skal træde i kraft over de næste dage? Vil en indsættelse af udenlandske observatører kunne finde sted under de nuværende forhold i landet?
SØREN ESPERSEN (SE): Det virker ikke sandsynligt, at Assad vil ændre den strategi, han har fulgt nu i mange måneder. Og han vil givetvis slå hårdt ned på oprørerne, uanset en eventuel erklæret våbenhvile.

2. Tyrkiet har reageret kraftigt på, at syriske tropper mandag beskød en flygtningelejr på den tyrkiske side af grænsen. Bør vi støtte NATO-landet Tyrkiets ret til i givet fald at svare igen? Hvordan? Har Tyrkiet med sin beskyttelse af/støtte til oprørerne ikke gjort sig selv til en direkte fjende af det syriske regime?
SE: Tyrkiet har ret til at forsvare sig selv – herunder at besvare fremmede angreb på tyrkisk territorium.

Du skriver, “Tyrkiet har ret til at forsvare sig selv – herunder at besvare fremmede angreb på tyrkisk territorium”. Hvor voldsomt et angreb skal syriske tropper rette, før det kan aktivere NATO’s musketéred?
SE: Jeg mener, at det først og fremmest må være op til Tyrkiet at vurdere, om landet er blevet angrebet i en sådan grad, at musketéreden må træde i kraft.

3. Hvilken betydning har begivenhederne i Syrien for resten af regionen?
SE: Syrien spiller, i kraft af sin geografiske position og af sin nære tilknytning til Iran, en væsentlig rolle i regionen.

4. Følger FN/det internationale samfund/NATO den rigtige politik overfor Assads regime? Hvis nej, hvad burde vi gøre?
SE: Det er min opfattelse, at det syriske folk selv må vælge den kurs, de ønsker, landet skal tage. Jeg mener, at andre lande bør vise stor forsigtighed i forhold til at blande sig i ethvert lands indre anliggender.

Du skriver, “Det er min opfattelse, at det syriske folk selv må vælge den kurs, de ønsker, landet skal tage”. Skal vesten helt og holdent blande sig uden om Mellemøsten? Risikerer vi ikke dermed: i) diktaturer som det syriske, der slår hundreder/tusinder af sine egne borgere ihjel, ii) at de oprør/modreaktioner, der måtte manifestere sig, vil være anti-vestlige og islamistiske, iii) et accelererende magtspil mellem magter som Saudi-Arabien (der holder med den syriske opposition) og Iran (der traditionelt er Syriens allierede)?
SE: Jeg mener, det er godt, at Vesten forsøger at mægle alt det, man kan, i alle de forskellige konflikter i Mellemøsten, men jeg har altså den opfattelse, at vi må nøjes med det. Vi må fra dansk side først og fremmest se på, hvad der tjener danske interesser bedst, og der kan der da være situationer, hvor vi af den årsag må engagere os – også ud over mægling. Men jeg har vanskeligt ved at forestille mig, hvad det ville kunne være, der fik os til at engagere os militært i dén region. Der foregår, som du anfører, et magtspil mellem Saudi-Arabien og Iran, hvor de hver for sig forsøger at hverve sig proselytter. Der er derfor mange af oprørene dernede, som netop har basis i det magtspil. Jeg for mit vedkommende er ligeglad med, om det er sunnier eller shiaer, der regerer…

5. Flere lande herunder USA har diskuteret muligheden for at støtte oprørerne økonomisk. Bør vi gøre det? Hvad er, som NPR spurgte i en udsendelse forleden, forskellen på at støtte rebellerne med våben og med penge, der kan bruges til at købe våben?
SE: Jeg mener ikke, vi skal støtte oprørerne med hverken våben eller penge. Det er for usikkert, hvad det er for grupper, vi dermed støtter.

6. Kan der tænkes en handling fra Assad-regimets side, som ville kræve indgriben fra vestlige lande, fx i NATO-regi – med eller uden velsignelse fra FN, Rusland og Kina?
SE: Det har jeg ikke umiddelbart fantasi til at kunne forestille mig, men man skal jo aldrig sige aldrig.

7. Før Libyenkrigen var det afgørende for NATO-aktionen at den Arabiske Liga besluttede sig for at gå imod Gadaffi. Hvis Ligaen i dag vendte sig mod Assad, burde NATO så kunne gribe ind uden et FN-mandat? Med FN-mandat?
SE: Jeg mener ikke, at Den Arabiske Ligas holdninger bør have nogen som helst indflydelse på NATO-beslutninger.

8. “It’s quite distressing to see two permanent members of the Security Council [Kina og Rusland] using their veto while people are being murdered — women, children, brave young men — houses are being destroyed. It is just despicable and I ask whose side are they on? They are clearly not on the side of the Syrian people.” Så hård en kritik rettede Hillary Clinton 24. februar mod Rusland og Kina. Har hun ret?
SE: Jeg giver Clinton ret i, at det har været deprimerende at opleve Kinas og Ruslands indsats på dette område.

9. Forleden advarede Hillary Clinton desuden Assad i hidtil uhørt skarpe vendinger: ”We cannot sit back and wait any longer”. Er Clintons advarsel udtryk for at USA overvejer konkrete tiltag, eller skal retorikken tværtimod kun dække over det faktum, at USA’s mulighed for og lyst til at gribe ind er ekstremt begrænset?
SE: Jeg tror ikke, USA ønsker at intervenere i denne borgerkrig.

10. Er Assad ved magten om et år? Hvis nej, hvordan bliver han væltet? Hvis ja, hvordan bliver han siddende?
SE: Man kunne godt forestille sig, at Assad også om et år sidder ved magten.

Artiklen opdateres løbende med flere svar. ILLUSTRATION: Moské i Damaskus [arkivfoto: Shutterstock]