Rosenkrantz-Theil om finansloven: Ville gerne have givet den mere gas

Rosenkrantz-Theil om finansloven: Ville gerne have givet den mere gas

07.09.2012


“Jeg kan da godt have temperament til, at vi gav den mere gas over det hele.” Det siger Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til RÆSON om regeringens finanslovsforslag med omtrent nulvækst i det offentlige forbrug. Men hun afviser, at regeringen er blå: “Jeg bryder mig ikke om den der tone i samfundsdebatten det sidste år, hvor man får det til at lyde som om, at når man indgår et kompromis, så mener man også det, de andre mener. Nej, det gør man ikke!”

INTERVIEW af Sofie Buch Hoyer


”Der er nogle ting, vi ikke har kunnet levere”

RÆSON: Hvis man kigger på regeringens ambitionsniveau, hvor rødt har det så været?
ROSENKRANTZ-THEIL: Det har været højt. Jeg tror, at noget af det, som går galt, er, at det har været SÅ højt. Jeg har en fornemmelse af, at folk kun har opdaget fem-ti procent af den politik, vi har lavet.
RÆSON: Har resultaterne været lige så røde som ambitionerne?
ROSENKRANTZ-THEIL: Jeg er rigtig ked af, at der er nogle ting, vi ikke har kunnet levere, fx dagpenge og efterløn, men vi har fået gennemført 84 procent af den socialdemokratiske politik, har en A4-undersøgelse vist. Og det synes jeg er rigtig godt gået. Jeg er kun glad for, at vi når at gennemføre mange forandringer, men det nytter selvfølgelig ikke meget i det lange perspektiv, hvis folk ikke ser det.
RÆSON: I sidste måned skrev Henrik Sass m.fl. en kronik i Politiken, hvor de lancerede det projekt, som de synes, regeringen skal måles og vejes på op til næste valg. Hvorfor var den nødvendig?
ROSENKRANTZ-THEIL: Man skal jo lade være med at gøre det til en hemmelighed, at vi har en krise lige nu. For det har vi – som regering, og også som parti. Og der er det rigtig vigtigt, at vi får gentaget over for hinanden, hvad vores grundlæggende værdier er.
RÆSON: Kronikken var meget ukonkret, synes du ikke?
ROSENKRANTZ-THEIL: Jo, men det vil jo altid være sådan, at hvis du skriver om et konkret emne, så vil man kunne sige: ’Jamen, hvor er den store fortælling henne?’ Og hvis du skriver noget om den store fortælling, så vil du altid kunne klandre dem for, at det er for lidt konkret.
RÆSON: Men hvad skal vælgerne så uddrage af kronikken, hvis de ikke kan genkende noget konkret indhold?
ROSENKRANTZ-THEIL: De kan spørge: Vil vi et samfund, der baserer sig på en masse individer, der er isoleret fra hinanden som øde øer – eller vil vi et samfund, hvor vi i meget høj grad baserer os på fællesskab? Det er selvfølgelig en ukonkret debat, men jeg tror, at de fleste kan mærke nede i deres mave, om de mest er til det der med meget individ, eller om de mest er til det der med fællesskab.


”Selvfølgelig er dele af vores politik borgerlige”

RÆSON: Rune Lykkeberg skrev i en analyse i vinters: ”Det blev engang kaldt den definitive socialdemokratiske sejr, at en borgerlig regering blev tvunget til at føre socialdemokratisk politik for at regere. Nu synes en socialdemokratisk regering tvunget til at følge en borgerlig politik for at regere.” Enig?
ROSENKRANTZ-THEIL: Nej, det mener jeg er noget sludder. 84 procent af de ting, vi er gået til valg på, har vi fået gennemført. At de resterende 16 procent nok er radikal politik, det skal jeg da ikke kunne afvise – det er de da givetvis. Men det synes jeg sådan set er en meget god balance. Så selvfølgelig er der dele af vores politik, der er borgerlig – ellers havde vi jo ikke indgået et kompromis.
RÆSON: Er det så de 16 procent, der er borgerlig politik?
ROSENKRANTZ-THEIL: Det ved jeg ikke, for jeg kan ikke huske hele gennemgangen af den A4-undersøgelse. Det der med hvor blå vi er – det er jo Venstres spinmaskine, der kører det. Enhedslisten kører med. Og det gør Rune Lykkeberg også. Prøv nu at kigge på den konkrete politik i stedet for. Og selvfølgelig kan man finde punkter, hvor vi ligner de borgerlige. Ellers ville vi have haft 90 mandater alene som socialistiske partier.


Offentlig vækst: ”Vi fører Europas lempeligste finanspolitik”

RÆSON: Hvor går din røde grænser egentlig for, hvor langt regeringen kan gå i forhold til væksten i den offentlige sektor?
ROSENKRANTZ-THEIL: Det kommer an på, hvilket behov der er. Man skal passe meget på med at have sådan nogle dogmatiske forestillinger om, at den og den procentsats er den helt perfekte for det danske samfund. Fællesskabet har ikke nogen grænse.
RÆSON: Så i din optik kan væksten i den offentlige sektor på et tidspunkt godt blive negativ?
ROSENKRANTZ-THEIL: Jeg vil ikke have en dogmatisk holdning til størrelsen af den offentlige sektor. Jeg kan se, at der er nogle ting, hvor vi fråser med pengene i den offentlige sektor. Og så kan jeg se, at der er nogle steder i den offentlige sektor, som jo ikke bare har sultet i ét år, men i 15-20 år. Og det synes jeg ikke er godt nok. Hvorfor skal det fx være gratis at få hentet sit haveaffald som villaejer?
RÆSON: Mette Frederiksen har tidligere taget kraftigt afstand fra nulvækst i den offentlige sektor. Villy Søvndal har kaldt det en massakre. Og i en P1 Debat mod Ole Birk Olesen tidligere på året sagde du selv: ”Vi skal ikke have nulvækst i de danske kommuner, det dræber det opsving, der er i gang”. Hvorfor konverterer I til en politik, I tidligere så som en opsvingsdræbende massakre?
ROSENKRANTZ-THEIL: Jeg vil altid mene, at man skal køre så lempelig en politik som overhovedet muligt, når man er i nedgangsperioder. Og vi fører faktisk Europas lempeligste finanspolitik.
RÆSON: Men har I ikke rykket jer på det her punkt, når I tidligere har afvist nulvækst og nu gennemfører nulvækst?
ROSENKRANTZ-THEIL: Nej, det synes jeg ikke, vi har. Vi står i en krise. Og i stedet for at køre en grønthøster over det hele og bare slå alt ihjel, skærer vi relativt meget nogle steder, fx på forsvaret, og bruger så pengene på uddannelse og grøn vækst.
RÆSON: Men der var jo også krise, før I kom til som regering, og dengang talte I IKKE for nulvækst i den offentlige sektor…
ROSENKRANTZ-THEIL: Der skulle vi heller ikke indgå kompromiser med nogen. Hvis bare vi havde fået 50 procent af stemmerne ved valget, så ville verden da være meget nemmere! Krisen er dybere, mere vidtrækkende og fortsætter også længere, end nogen havde regnet med. Og den er ikke slut endnu. Og med vores finanspolitik går vi så langt, vi kan, og skaffer så stort et råderum, vi kan, for at føre ekspansiv finanspolitik. Jeg ville gerne have haft, at der var flere penge til rådighed, men det er der ikke.
RÆSON: Venstre foreslog i april at indføre nulvækst. Dengang sagde du: ”Venstres melding om nulvækst vil koste tusinder af jobs og vil betyde massive nedskæringer i velfærden”. Det går jeg ud fra, du ikke mener, at jeres nulvækst vil. Så hvad er så forskellen på jeres nulvækst og Venstres nulvækst?
ROSENKRANTZ-THEIL: Det er rigtigt, at vi har fremlagt en meget stram finanslov. Og jeg kan da godt have temperament til, at vi gav den mere gas over det hele. Men jeg synes, vi gør det rigtige ved at sparke gang i økonomien på de områder, hvor vi ved, at fremtidens arbejdspladser ligger.
RÆSON: Så regeringen har IKKE overtaget et borgerligt synspunkt hvad angår vækst i den offentlige sektor?
ROSENKRANTZ-THEIL: Nej. Jeg bryder mig ikke om den der tone, som har været rigtig meget i samfundsdebatten det sidste år, hvor man siger: 'Har du så ændret holdning til det?' Man får det til at lyde som om, at når man indgår et kompromis, så mener man også det, de andre mener. Nej, det gør man ikke! Vi forsøger at føre så en lempelig finanspolitik, vi kan på baggrund af den krise, der er.


”Hvis folk gerne vil have rent rødt, skal de stemme rent rødt”

RÆSON: Hvor går din røde grænse for, hvor langt regeringen kan gå, når det handler om skattelettelser kontra penge til velfærd?
ROSENKRANTZ-THEIL: Som udgangspunkt synes jeg kun, at man skal give de rige skattelettelser, hvis man indgår et kompromis med nogle andre. Så hvis man skal have noget til at hænge sammen politisk, ved jeg godt, at der er nogle andre partier, der gerne vil skattelettelserne i toppen.
RÆSON: Du og regeringen har ofte angrebet VK-regeringen for at vælge skattelettelser frem for velfærd. Men er det ikke præcis det, I selv har gjort nu, hvor I sammen med Venstre og Konservative har sænket topskatten og besluttet, at overførselsindkomsterne skal stige langsommere, end de gør nu?
ROSENKRANTZ-THEIL: Jamen, det var jo et kompromis, vi indgik for at få et bredt forlig. Jeg synes egentlig, at vores fordelingsprofil i det skatteforslag, vi selv lagde frem, var fin. Men hvis folk gerne vil have noget rent rødt, så skal de jo stemme rent rødt.
RÆSON: I gik til valg på at vælge velfærd frem for skattelettelser. Men i finanslovsforslaget giver I 1,6 mia. til mere velfærd, og i skattereformen var der samlet skattelettelser for 7 mia. Igen: Hvorfor konverterer I til en blå politik?
ROSENKRANTZ-THEIL: Vi har ikke givet syv milliarder i skattelettelser til de rigeste. Den rigtig dyre del af vores skattereform ligger i, at vi hæver beskæftigelsesfradraget. Jeg står fuldstændig ved, at vi i skatteaftalen bruger et meget stort milliardbeløb på at sørge for, at den enlige mor får flere penge mellem hænderne.
RÆSON: Så forholdet mellem skattelettelser og penge til velfærd er fint, som det er nu?
ROSENKRANTZ-THEIL: Ethvert partis våde drøm er da at have de 90 mandater, der gør, at man kan skrue op for sin egen politik. Og vores politik var at sørge for, at den enlige mor fik mange flere penge mellem hænderne. Det lykkedes. Og ja, så gav vi efter for nogle ting, jeg ikke synes var så smarte, både i toppen og i bunden. Det var prisen for at få rigtig mange penge til den enlige mor.


Uddannelse: ”Hellere flere studerende end højere kvalitet”

RÆSON: Hvad er din røde grænse for, hvor meget I må spare i uddannelsessystemet?
ROSENKRANTZ-THEIL: I år har vi åbnet dørene for 60.000 studerende på de videregående uddannelser – i 2008 var tallet 40.000. Jeg vil hellere slå dørene op for mange og sørge for, at der er mange, der kan komme ind og få sig en uddannelse, end at man lukker en stor procentdel af en ungdomsårgang ude. Hvis det så betyder, at nogle andre studerende kommer til at få en lille smule ringere forhold end dem, de ellers ville have fået – så er det den pris, vi alle sammen betaler i fællesskabets hellige navn.
RÆSON: Men hvordan kan I forsvare det som rød politik, at hver studerende i gennemsnit får to procent færre penge i tilskud?
ROSENKRANTZ-THEIL: Jeg så gerne, at det steg igen. Men vi skal træffe et valg: Vil vi slå dørene op for mange flere studerende? Eller vil vi lade antallet af kroner pr. studerende stige? Når jeg ikke kan vælge begge dele, vil jeg helst have, at der kommer flere studerende ind.
RÆSON: Men faktum er, at selvom I taler om at skabe den dygtigste generation nogensinde, så viderefører I den tidligere regerings besparelser på uddannelse målt per studerende. Hvorfor?
ROSENKRANTZ-THEIL: Fordi vi prioriterer, at de ekstra penge, der er, bliver brugt på, at flere elever kan komme ind. Det synes jeg også er det mest solidariske. Hvad Søren – skal dem med de højeste gennemsnit så sidde inde på de videregående uddannelser og få en uddannelse af høj kvalitet, mens dem med de laveste snit slet ingen får? Hvis det var mig, ville jeg også skære fire procent, hvis det var nødvendigt for, at alle unge kunne få en uddannelse.
RÆSON: Hvor rød er jeres uddannelsespolitik alt i alt?
ROSENKRANTZ-THEIL: Blodrød! Når vi er tvunget til at vælge, så vælger vi selvfølgelig, at så mange som muligt får sig en uddannelse.
RÆSON: Hvor er din røde grænse for, hvor lavt må I prioritere uddannelse i fremtiden – hvor langt kan I gå med, målt per studerende, at spare?
ROSENKRANTZ-THEIL: Så langt, at vi får alle med ombord. Og i det sekund, hvor økonomien begynder at gå den rigtige vej igen, vil uddannelse for mig altid stå øverst på ønskelisten.

RÆSON: Hvilke røde succeskriterier mener du, regeringen skal måles på fremover?
ROSENKRANTZ-THEIL: Vi skal måles på, om vi får skabt et samfund, der er klogere, grønnere og mere solidarisk. Det er hovedoverskrifterne. Konkret skal vi fx løse praktikpladsproblemet og reducere CO2-udslippet med 40 procent inden 2020. Og så skal vi i langt højere grad introducere fællesskabet – for det er et samfundsansvar at sørge for at skubbe gang i hjulene på økonomien.


Sofie Buch Hoyer (f. 1990) studerer journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere været indskrevet på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. FOTO: Pernille Rosenkrantz-Theil (pressefoto)