RÆSON møder syrisk oprører: Vis os, I ikke er ligeglade

RÆSON møder syrisk oprører: Vis os, I ikke er ligeglade

01.05.2012


EN HISTORIE INDEFRA: Ali blev en del af det syriske oprør, da det begyndte i marts 2011. Han blev øjenvidne til blodig undertrykkelse og så familie og venner miste livet i kugleregnen fra Assads soldater. I dag er Ali flygtet til Jordan, hvor han forsøger at hjælpe flygtninge og sårede oprørere. Han har for længst mistet tiltroen til det internationale samfund. Her fortæller han sin historie.

Fortalt til Sarah Borger og Bogdan Vasii, Kairo, Egypten

Det hele begyndte i min hjemby, der ligger lidt uden for Dara’a i den sydlige del af Syrien. Nogle børn blev arresteret for narrestreger, hvilket blev centrum for en konflikt, der accelererede og førte til protester. Militæret blev sat ind imod protestanterne, og snart var hele områder forvandlet til en krigszone. På et tidspunkt forsvandt elektriciteten i hele området. Selv militærbaserne var uden strøm. Og derefter havde vi intet vand, ingen form for kommunikation. Selv fastnettelefonerne var døde. Der var ingen mel til at bage brød. Styret ville have, at vi skulle sulte. Vi skulle stoppe op og spørge os selv: Er det her virkeligt den frihed, vi ønsker? Men i stedet begyndte vi at arbejde sammen. Gamle fejder blev glemt. De, der havde en brønd, delte ud af deres vand. De, der havde generatorer, delte deres strøm. Fra det sekund vi begyndte at kræve vores frihed, fik vi den. Vi var ikke længere bange. Kugler dræber mennesker, men de dræber også frygt. Er det, hvad I kan gøre? Skyde os? Jeg vil leve frit, om det så betyder, at jeg kun har et minut tilbage at leve i. På en måde var de første dage nogle af de bedste i mit liv. Vi stod sammen og beskyttede de ældre, børnene og kvinderne. Om aftenen samledes vi for at se det internationale samfunds reaktioner i nyhederne. Det var jo en kæmpe overmagt, der angreb ubevæbnede civile. De angreb folk, bare de havde en olivengren.

Brutaliteten tager til
En dag ville vi fragte noget vand til Dara’a, for vi havde en brønd i min landsby. Men vi blev stoppet ved et militærcheckpoint. Soldater lå skjult i markerne, og de var parate til at skyde. En stor kampvogn blokerede vejen. Vi fortalte, at vi bare ville sørge for vand og mælkeerstatning til børnene i byen. Men officeren sagde, at han var blevet beordret at os ihjel, hvis vi tog så meget som et skridt til. Vi forsøgte igen at forklare, at vi ikke ville demonstrere, men at vi bare havde vand, og at folk tørstede. Og at vi var syrere ligesom ham selv, så der var ingen grund til at være fjender. Men han gentog, at han havde lov til at skyde os alle sammen. Så vi vendte om. Men da vi havde taget 5-10 skridt åbnede soldaterne ild og begyndte at skyde os bagfra. Fire blev dræbt og femten blev alvorligt såret. Jeg troede ikke mine egne øjne. Hvorfor skød de? Vi var vendt om. Vi var på vej væk! Den dag mistede jeg min fætter. Det er den dag, jeg husker bedst, selvom mange andre dage var frygtelige. Men man vænner sig ikke til det. Nogle gange kan jeg næsten ikke selv tro, at mennesker kan opføre sig så skruppelløst. I én landsby samlede de alle kvinderne på byens centrale plads og voldtog dem foran deres mænd, brødre og fædre. Voldtægt. Der er intet samfund i denne verden, der accepterer voldtægt. Men alligevel gjorde de det. Og vold imod børn. De torturerede og dræbte en 4 måneder gammel pige foran hendes forælde. 4 måneder! Det er fuldstændigt blottet for menneskelighed. Og så var der anholdelserne af de hårdt sårede. Vi prøvede virkeligt at hjælpe dem. Jeg er uddannet læge, og gjorde mit bedste Der var så mange, der blev skudt. Vi prøvede at få dem til vores felthospital. Men vi blev nødt til at flytte os hver dag, nogle gange flere gange om dagen. Og udstyret var håbløst. Vi havde ikke antibiotika, vi havde intet imod stivkrampe, vi havde ingen blodposer. Vi havde ingenting, men vi prøvede så godt, vi kunne. Hvis vi bare kunne få dem i stand til at flygte, så de ikke blev anholdt. Mange fik koldbrand i fængslet, og de fik ikke behandling. Og hvis man opsøgte hospitalerne, blev man straffet eller tortureret. Det er det værste. Det er så umenneskeligt.

Splittelser
Det er jo folket imod regimet. På den måde er det simpelt. Men der er splittelser, desværre. De folk i Damaskus, der er fra landet, de demonstrerer. Men regimet har kampvogne overalt, så borgerne er bange. Mere bange end vi var i Dara’a. Og så er der de oprindelige damascenere, som lever af handel. De havde fordele under regimet. De blev rigere og mere magtfulde. De lader som om, de ikke ved, hvad der foregår i resten af landet. De vil ikke vide det. De føler sig trygge. Og de tænker: Hvorfor skulle vi dog ødelægge vores gode liv? Hvis du har levet 40 år uden at tænke på politik, hvorfor så pludseligt interessere sig for det nu? Selv hvis de tænker oppositionstanker, så foretrækker de at være med på sidelinjen. Hvis regimet falder, så er de glade. Hvis ikke, så har de ikke mistet noget. Damaskus er virkelig som et andet sted på planeten. De er hjernevaskede, ligesom vi var. Regeringen manipulerer dem gennem de statsstyrede tv-kanaler. Da to elleveårige drenge blev dræbt i byen, forsvarede man det med, at de var på vej ind for at voldtage officerernes koner. Militæret efterlader også rustne våben på gaderne, så demonstranterne med rette kan kaldes bevæbnede terrorister. Og så prøver de med al magt at få det hele til at ligne en sekterisk krig. Præsidenten er alawit, og alle andre, der tilhører den tro, har haft store fordele indtil nu. Så de støtter regeringen, det er klart. Men for at være helt ærlig, så tænkte vi ikke på alawitterne i begyndelsen. Overhovedet ikke. Det var dem, der valgte side. Dengang folk stadig kun krævede deres frihed, dengang vi slet ikke var kommet til det personlige, kravet om at præsidenten trak sig fra posten. Allerede dengang allierede de sig med militæret. De havde våben og brugte dem. De siger, at hvis Bashar ikke bliver siddende som præsident, så vil de brænde landet ned. Men det er ikke deres land. Syrien er som et puslespil. Vi har 25 religioner, og vi har 72 religiøse kategorier. Vi har levet sammen i fred indtil nu. Men de gjorde det til noget sekterisk. Rebeller tænker ikke på alawitterne. De tænker på hvem, der dræber dem. Religion er jo hver mands egen sag. Vores revolution handler netop om frihed. Også religionsfrihed. Vi har brug for forskellighed for at skabe et åbent samfund. Men regeringen ville ikke have det sådan. De misbruger forskelligheden, fordi de ved, vi er et puslespil, og at de kan spille os ud imod hinanden.

Flugten
Jeg endte med at forlade Syrien. Mit arbejde i felthospitalerne var mere end ulovligt. Adskillige læger er blevet arresteret for at hjælpe sårede i deres klinikker og repræsentanter for røde halvmåne er blevet skudt og dræbt. Desuden blev jeg indkaldt til militæret. Det efterlod mig med to muligheder. Enten gik jeg ind i militæret, hvor jeg ville være tvunget til at skyde mit eget folk. Ellers deserterede jeg og gik ind i Det Frie Militær, hvor jeg også ville ende med at skyde mit eget folk. Så jeg flygtede. Men tro mig, det var en ubeskrivelig svær beslutning. Og der går ikke en dag, hvor jeg ikke overvejer at tage tilbage og kæmpe. Sandsynligvis ville jeg bare ikke komme længere end til første checkpoint, før de ville anholde mig. Så nu bor jeg i Amman. Jeg kender byen, for det var her, jeg studerede. Det første jeg gjorde, da jeg kom til Jordan, var at kontakte nogle læger, der i skjul hjælper syriske flygtninge. Jeg ville selv hjælpe. Vi er en gruppe mennesker, der gør vores bedste. Hver af os gør, hvad vi kan. Jeg prøver for eksempel at skaffe medicin. Og jeg har forsøgt at stable felthospitaler og læger på benene inden for den jordanske grænse. Så vi har mulighed for at hjælpe, når der kommer sårede flygtninge fra Syrien. I det mindste med førstehjælp, så de kan overleve. Men vi er selv syrere og selv flygtninge, så vi har hverken penge eller magt. Allerhelst vil vi have forsyninger over grænsen ind i Syrien. Og det lykkes ofte ad de små veje. Der er særligt akut behov for antibiotika, stivkrampevaccinationer og mælkeerstatning. Det bliver nødt til at foregå i hemmelighed. Hvis de finder ud af, hvem vi er, så bliver vi fanget, retsforfulgt som terrorister og skudt. Det er absurd, for vi sender ikke noget ulovligt, kun medicin og mad. Vi vil bare hjælpe. Især kvinder og børn, som kommer hertil uden noget. Hvad skal jeg gøre? Bare lade dem sove på gaden?

Venter forgæves på hjælp
I lang tid håbede jeg på hjælp udefra. Jeg kunne faktisk slet ikke forestille mig, at man ikke ville gribe ind. Nogen måtte da reagere på den uretfærdighed og umenneskelighed, der fandt sted. Men jeg håber ikke på noget længere. For at være helt ærligt, så er den politiske situation faktisk helt til grin. Tag Tyrkiet som eksempel. De svor, at de aldrig ville acceptere en gentagelse af den massakre, der fandt sted i Hama i 1982. Men den ER ved at gentage sig. Homs har været under beskydning i mere end et halvt år. De vil ikke acceptere det, siger de i medierne. Og samtidig dør sårede syriske flygtninge på tyrkisk jord! Og amerikanerne bliver ved med at sige, at Bashar al-Assad skal trække sig tilbage. Ja, han skal trække sig tilbage. Hold op med at sige det, og hjælp os i stedet. Vi har brug for handling. Ord betyder ikke noget mere. Det ved vi, for vi har demonstreret i 13 måneder. Det er absurd, at det internationale samfund kan sidde og se på alle de drab og stadig sige, at de forsvarer menneskerettigheder. Hvilken slags menneskerettigheder? Militæret dræber børn uden at tøve. Vi ser total mangel på menneskelighed hver eneste dag. Det gør det umuligt for os at bevare troen på hjælp udefra og tilliden til det internationale samfund. Hvis man ikke vil støtte Det Frie Militær, så er det fint nok. Men hjælp os i det mindste med at skaffe forsyninger til folk; medicin, tøj, mad. Vis os, at i ikke er ligeglade.

ALI er 30 år og uddannet læge. Han er fra byen Dara’a, men flygtede fra Syrien for nogle måneder siden, og bor nu i Amman, hvor han forsøger at hjælpe de syriske flygtninge. BOGDAN VASII (f. 1981) er cand.scient.soc. i geografi og antropologi. SARAH BORGER (f.1981) er BA i arabisk og kommunikation og stud.cand.com. ILLUSTRAION: Demonstration i Tyrkiet (FOTO: Shutterstock)