Professor om finanspagten: De folkevalgte udvander folkestyret

Professor om finanspagten: De folkevalgte udvander folkestyret

02.03.2012


I dag underskriver Helle Thorning Schmidt finanspagten i Bruxelles. Danmark vinker dermed farvel til muligheden for at føre selvstændig dansk finanspolitik i fremtiden. Men finanspagten er ikke kommet som en tyv om natten. Statsministerens underskrift er kulminationen på, at Folketinget over en længere periode har begrænset sine egne handlemuligheder uden at spørge danskerne om lov.

Af Palle Svensson, professor, dr.scient.pol.

Læs også:
Professor Martin Marcussen om Finanspagten: Håbets kamp med magtesløsheden
Niels Thygesen: Danmark bør tilslutte sig finanspagten
Demokratiernes ledelseskrise

Der er grund til at råbe vagt i gevær på demokratiets vegne. Den danske regering vil med et folketingsflertal i ryggen tilslutte sig den europæiske finanspagt uden folkeafstemning. Det er det seneste eksempel på, at vores generation af danske politikere er ved at sætte samfundets hårdt erhvervede demokratiske principper over styr. Med finanspagten afgiver vi endegyldigt muligheden for at føre selvstændig dansk finanspolitik. I fremtiden skal alle større samfundsøkonomiske reformer godkendes af og eventuelt koordineres med de andre lande i en kommende finansunion. Folketinget kan ikke længere varetage befolkningens interesser eller imødegå dens forventninger.
Det mest opsigtsvækkende er, at regeringen ikke vil spørge danskerne om lov først. Den danske befolkning får ikke et klart valg mellem national selvbestemmelse og deltagelse i en europæisk føderation, hvor centrale myndigheder i Bruxelles fastlægger den økonomiske politik. Det kan diskuteres, hvad der er mest hensigtsmæssigt. Det kan derimod ikke diskuteres, at den demokratiske selvbestemmelse reelt er ved at glide os af hænde inden for den økonomiske politik. Skridt for skridt udvandes vores demokrati. Og de fleste danske vælgere er end ikke klar over det. Udviklingen har ikke været sat på den politiske dagsorden på en sådan måde, at danskerne kan tage stilling til, om det er en udvikling, de ønsker.

Når vi først er med, kommer vi ikke ud igen
Alligevel er økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager villig til at indføre en lov, der lovfæster traktatens krav. Og ikke nok med det. Regeringen vil også acceptere, at EU-domstolen kan idømme Danmark bøder, hvis den finder, at den danske lovgivning ikke er stram nok. Regeringen vil på den måde binde sig selv og kommende danske regeringer til at en stram finanspolitik. Hvis der skulle opstå for store underskud på de offentlige budgetter, vil unionen kunne sanktionere Danmark økonomisk.

Selvom de nye regler ikke vil komme i form af en grundlovsændring, vil det være nærmest umuligt at ændre dem. Det vil få helt uoverskuelige konsekvenser at skulle skrive sig ud af de engang vedtagne juridiske forpligtelser. Alene overvejelserne vil sætte spørgsmålstegn ved vores aftalte forhold til euroen, og vi ville miste opbakningen fra Den Europæiske Centralbank. Så selvom man i formel juridisk forstand ikke afgiver suverænitet, indskrænker man sine politiske handlemuligheder betydeligt. Næste gang en økonomisk krise ruller hen over Europa, bliver politikerne nødt til at tænke sig om mere end to gange, hvis de gerne vil føre ekspansiv økonomisk politik. I hvert fald hvis den indebærer større underskud på de offentlige finanser, end EU accepterer.

Det betyder, at Danmark ikke fremover kan føre den form for finanspolitik, der tidligere har hjulpet os i krisetider. Den kickstart, regeringen gennemførte i 1994, ville aldrig være blevet til noget, da det offentlige budgetunderskud oversteg tre procent af BNP i 1993 (ifølge konvergenskriterierne må underskuddet på statsbudgettet ikke måtte overstige 3 procent af BNP. Statsgælden må ikke overstige 60 procent af BNP). Vækstpakkerne 2009/2010, der bremsede stigningen i arbejdsløsheden, ville heller ikke kunne gennemføres, ligesom den netop iværksatte kickstart i år skulle droppes.

Finanspagten er enden på en lang glidebane
Danmarks begrænsede finanspolitiske handlerum er dog ikke kommet over natten. Politikerne har gradvis fraskrevet sig deres selvbestemmelsesret. I den såkaldte Delors-rapport fra 1988 blev det foreslået at oprette en økonomisk og monetær union (ØMU) i tre faser. Med udgangspunkt i rapporten vedtog Det Europæiske Råd under sit møde i Madrid i juni 1989, at den første fase skulle realiseres i juli 1990. ØMU’ens første fase indebar, at landene skulle samordne deres økonomiske politikker. De skulle gensidigt kunne overvåge hinandens økonomier for at sikre en mere ensartet udvikling. Centralbankerne skulle konsultere hinanden i spørgsmål om pengepolitikken, og landene skulle deltage i valutasamarbejdet i EMS’en (Det Europæiske Monetære System), der var oprettet i 1979. Medvirken i den første fase betød ikke nogen direkte indskrænkning af den danske handlefrihed.

Overgangen til ØMU’ens anden fase skete den 1. januar 1994. Formålet var at få en mere stabil og ensartet udvikling i EU. Landene skulle bestræbe sig på at opfylde en række økonomiske krav. De såkaldte konvergenskriterier. Da Danmark tiltrådte Maastricht-traktaten, som for Danmarks vedkommende var præciseret med Edinburgh-aftalen, kom vi med i fase 2. Danmark havde derimod taget et forbehold om ikke at deltage i den tredje fase, som var overgangen til euroen.

I 1999 kom Danmark med i den såkaldte ERM II (Exchange Rate Mechanism) som en konsekvens af vores deltagelse i den anden fase og andre landes beslutning om at gå over til den fælles mønt. ERM II skulle fra januar 1999 sikre, at valutakurssvingninger mellem euroen og den danske krone blev holdt inden for meget snævre rammer. Med aftalen gav den danske regering i realiteten afkald på at bruge valuta- og pengepolitikken i fremtiden. Hvis man ønsker at ændre valutakursen, kan det kun ske efter aftale med Den Europæiske Centralbank (ECB).

Krav til budgetdisciplin
Mens den danske regering i 1999 gav afkald på at benytte valuta- og pengepolitikken, kunne den fortsat benytte de finanspolitiske virkemidler i fuldt omfang. Næsten i hvert fald. Danmark var ganske vist ikke forpligtet til at overholde de såkaldte konvergenskriterier, som gjaldt for euro-landene, men ved at tiltræde Maastricht-traktaten, blev der alligevel stillet krav til Danmark. Trods euro-forbeholdet skulle vi respektere EU’s krav om budgetdisciplin og undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud. For at holde budgetdisciplinen i medlemslandene blev en Stabilitets- og Vækstpagt vedtaget i Amsterdam i juni 1997. Hensigten med pagten var at sikre en opstramning af traktatens budgetbestemmelser og klarlægge, hvordan man skulle reagere, hvis reglerne blev overtrådt.

Danmark skal derfor ligesom andre lande i EU sikre, at der er balance på de offentlige budgetter. Hvis budgetunderskuddet i et medlemsland overskrider grænsen på 3 procent af BNP, kan en særlig procedure indledes mod landet. Eurolandene skal indlevere såkaldte stabilitetsprogrammer, og medlemslandene uden for eurosamarbejdet såkaldte konvergensprogrammer, så EU kan følge med i den økonomiske udvikling. Proceduren fastlægger kriterier, tidsplaner og frister for, hvordan Rådet kan afgøre om, hvornår der er tale om et uforholdsmæssigt stort underskud. Retter et medlemsland sig ikke efter henstillinger fra Rådet, kan Rådet beslutte at iværksætte næste skridt i proceduren. Det kan ende med, at et ØMU-land bliver pålagt økonomiske sanktioner. Danmark har altså forpligtet sig til – uanset euro-forbeholdet – at respektere Stabilitets- og Vækstpagtens krav til de offentlige finanser. Indtil nu har vores fordel været, at vi ikke kan pålægges økonomiske sanktioner.

Alligevel har begrænsninger i finanspolitikken sneget sig ind gennem dansk accept af de omtalte EU-beslutninger. Under finanskrisen valgte VK-regeringen i 2009 at begrunde sine økonomiske indgreb med henvisning til, at Danmark skulle overholde konvergenskriterierne, og fordi man forventede krav fra EU om, at disse kriterier skulle respekteres. I 2010 fastslog finansminister Claus Hjort Frederiksen, at det nu lå fast, at der blev stillet samme krav til Danmark, som der blev til eurolandene.

Finanspagten har på sin vis været længe undervejs. De danske politikere har tilladt, at Danmark langsomt har mistet sin selvbestemmelsesret. Når Helle Thorning Schmidt har sat sin underskrift på papirerne i dag, er der ingen vej tilbage. Så har vi endegyldigt givet afkald på at føre en selvstændig dansk finanspolitik. Måske er det ikke suverænitetsafgivelse i juridisk forstand, men det er det i politisk forstand.

FAKTA: Her begrænser finanspagten folketingets handlemuligheder
• Valutapolitikken: Regeringen kan ikke længere gennem devaluering og revaluering tilpasse den danske konkurrenceevne til omverdenen
• Pengepolitikken: Regeringen og Nationalbanken kan ikke længere gennem regulering af pengemængden og renten påvirke den økonomiske aktivitet i landet
• Finanspolitikken: Regeringen og Folketinget kan ikke længere gennem finansloven fastsætte offentlige udgifter og skatter og derigennem påvirke beskæftigelsen og fordelingen af indkomster og formuer.

Palle Svensson er professor, dr.scient.pol, ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. ILLUSTRATOIN: European Council via flickr.