Økonomimodellerne fejlede: Her er tre alternativer

Økonomimodellerne fejlede: Her er tre alternativer

23.12.2012


Den globale økonomiske krise har sat spørgsmålstegn ved den konventionelle økonomiske teori. Kritiske røster påpeger, at brugen af de samme principper til at løse krisen, er som at give den medicin, som i første omgang gjorde patienten syg. Nu stiger interessen for alternativer. Her er tre.

ANALYSE af Arvid Aagaard

LÆS OGSÅ:
Krisens konsekvenser: Teknokrater trumfer vores folkevalgte
Krisens konsekvenser: Mere magtfulde vismænd fører snæversynet finanspolitik videre


POST-KEYNESIANSK ØKONOMI

Sådan adskiller den sig fra mainstream økonomi
Hvis man spørger Keynes’ personlige levnedsskildrer, Lord Skidelsky, er der ingen tvivl: den post-keynesianske skole kommer tættest på Keynes’ oprindelige tanker. Selvom Keynes’ teorier formelt set er en del af mainstream økonomi, så mener mange, at hans teorier er blevet fordrejet og tvunget til at tilpasse sig de selvsamme neoklassiske teorier, som han kritiserede i sit arbejde.

En afgørende påstand fra post-keynesianerne er, at økonomien er drevet af efterspørgsel på både kort og langt sigt. Mainstream teori siger, den kun er det på kort sigt, men at der er fuld beskæftigelse og udnyttelse af økonomiens ressourcer på langt sigt. Det mener post-keynesianerne er ulogisk, da økonomien på langt sigt i sig selv er en serie af korte sammenhængende perioder. I krisetider handler det derfor om at stimulere økonomien her og nu for at mindske arbejdsløshed og socialt armod. Vi kan ikke vente på det lange sigt. Som Keynes selv udtrykte sin kritik: in the long run we’re all dead.

Klagesangen over økonomiske ligevægtsmodeller, for eksempel DREAM-modellen, finder i disse tider ofte vej til avisspalterne. Kritikere mener, det er vildledende og uden realitetssans at fremskrive den økonomiske udvikling på baggrund af modellerne, da fremtiden per definition er uforudsigelig og usikker. Det er et udpræget post-keynesiansk synspunkt, der herhjemme bedst kendes fra professor i økonomi på Roskilde Universitet, Jesper Jespersen, som ofte har formuleret argumentet i medierne.

Hvis Post-Keynesianerne bestemte: Bryd Finanspagten og invester
Post-Keynesianerne ville løse den nuværende krise ved at øge det offentlige forbrug massivt. Det øger den samlede efterspørgsel. Det er et mere effektivt redskab end for eksempel skattelettelser, da man her ikke kan være sikker på, at folk bruger de ekstra penge, de får mellem hænderne. I krisetider er folk nemlig tilbøjelige til at spare op i stedet for at forbruge. Konkret kunne man øge det offentlige forbrug ved at ansætte flere i den offentlige sektor. Sygeplejersker, lærere, funktionærer. Man kunne også forestille sig offentlige anlægsprogrammer eller infrastrukturinvesteringer. I den offentlige debat bruger man ofte ord som ”kick start” og ”vækstpakker”. Der er en del af det keynesianske arvegods. Men indtil videre er de fine ord blevet ved fine ord. Keynesiansk politik er kørt ud på et sidespor med indførslen af Finanspagten. HVIS Danmark for alvor skulle føre keynesiansk politik, skulle vi bryde med Finanspagten og i stedet bekæmpe den nuværende krise ved at øge det offentlige forbrug og få gang i hjulene.

I så fald ville dagpengeperioden ikke blive forkortet, ligesom efterlønnen ikke ville blive afskaffet, da ordningerne bidrager til den samlede efterspørgsel i økonomien. Set i et historisk lys har Danmark ofte har gjort brug af den traditionelle keynesianske økonomiske politik, som post-keynesianerne står for. Særlig under Jens Otto Krag i 1960’erne og senere under Poul Nyrup Rasmussen i 1990’erne. Under sloganet ’Gang i 90’erne’ var budgetunderskuddet over de 3 procent, som Finanspagten nu forbyder.

Fordele: Lavere arbejdsløshed og stabil økonomi
Fordelen ville være, at arbejdsløsheden holdes nede og økonomien stabiliseres. Dermed ville man flytte folk fra uproduktiv arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp over til at skabe værdi for samfundet. Det ville også komme den stigende ungdomsarbejdsløshed til livs. I øjeblikket gør den, at mange ikke bruger den uddannelse, de har fået på statens regning. Hvis de statslige investeringer er målrettede, vil det også forberede infrastrukturen. Set i et europæisk perspektiv ville en øget beskæftigelse gennem offentlige investeringer i lande som Grækenland og Spanien også kunne afhjælpe social uro og demokratiske kriser, som ofte opstår i lande med så høj arbejdsløshed.

Ulemper: Større underskud, højere renter
Ulempen ved at øge den offentlige efterspørgsel gennem statslån er, at man opbygger et statsunderskud i en periode, ligesom renterne vil stige. Omvendt kunne man finansiere investeringerne ved at hæve person- og erhvervsskatter. På den måde ville den private sektor miste penge, mens det offentlige vokser. Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvem der er bedst til at bruge samfundets midler. For nylig argumenterede den tidligere skatteminister Carsten Koch for en stram finanspolitik, fordi han mener, at det modsatte ville føre til en kapitalflugt fra udenlandske investorer.


INSTITUTIONEL ØKONOMI

Sådan adskiller den sig fra mainstream økonomi
Institutionel Økonomi er et af mest fremtrædende alternativer til mainstream økonomi. Tankegangen er baseret på den grundlæggende forståelse, at økonomi ikke kan isoleres fra historiske, politiske og sociale sammenhænge. Man bør se på økonomi som et samlet hele, hvor institutioner frem for økonomiske love påvirker økonomisk opførsel. Dermed afviser institutionelle økonomer også ideen om en generel ligevægt. Institutioner er i den forbindelse ikke blot organisationer, men også traditioner, sociale vaner, love og tænkemåder. En institution kunne for eksempel være en religiøs overbevisning, eller ideen om, at det frie marked er den bedste måde at organisere en økonomi. En anden væsentlig ting, institutionelle økonomer lægger vægt på, er, at helheden er mere end summen af de enkelte dele. Et fællesskab er for eksempel en enhed i sig selv med egen drivkraft og værdier, som ikke kan nedkoges til summen af de enkelte medlemmer.

I stedet for at spørge ”hvad er?”, spørger skolen, ”hvordan kom vi hertil, og hvor er vi på vej hen?”. Institutionelle økonomer vil ofte bruge historisk viden og praktiske eksempler, når de skal anbefale økonomiske politikker. I den nuværende krise vil de finde det nærliggende at sammenligne med krisen i 30’erne. De vil undersøge om de økonomiske politikker, der bidrog til at løse den også, kan anvendes i dag. Det er særligt interessant, fordi Franklin Roosevelts løsning på den daværende krise, New Deal, fra 1933 var inspireret af Institutionel Økonomi. Som en del af Roosevelts Braintrust udøvede den institutionelle økonom Rexford Tugwell stor indflydelse på den økonomiske politik. Løsningen var at målrette offentlige investeringer mod at forbedre produktiviteten ved at bygge den industrielle økonomi op og investere i infrastruktur. Samme tankegang lå bag Marshallplanen og blev i høj grad kopieret af socialdemokratiske regeringer verden over i efterkrigstiden. Vores egen Jens Otto Krag var stærkt inspireret af den nobelprisvindende institutionelle økonom Gunnar Myrdal og hans tanker om at iværksætte krigsøkonomi i fredstid for at skabe økonomisk fremgang.

Mange institutionelle økonomer mener, at vi har fjernet os for langt fra et fokus på produktion af fysiske varer. I stedet er økonomien domineret af den finansielle sektor med fokus på finansielle værdier kaldes financialisering. Det betyder, at økonomien ikke længere er til for at tilvejebringe håndgribelige varer og forbedre levestandarden. I stedet er dens berettigelse at skabe finansielle afkast, der primært bliver givet til en gruppe af virksomhedsejere og finansielle institutioner. Den finansielle sektor har med andre ord fået alt for meget magt.

En af konsekvenserne er, at de mange kredivurderingsbureauer, som Moody’s eller Standard and Poors, er i stand til at true hele lande med en nedgradering, hvis ikke de makker ret i den økonomiske politik. Det indebærer ofte drakoniske nedskæringer for at balancere de offentlige budgetter. Institutionelle økonomer betragter ejerne af de finansielle institutioner som en social gruppe med en agenda, der ikke tjener fællesskabets interesse. Og det forhindrer materielle fremskridt for klodens befolkning som helhed.

Hvis den Institutionelle Skole bestemte: Send en mand til månen
Institutionelle økonomer ville forsøge at stække samfundets finansialisering og dreje fokus tilbage på produktion. De ville holde de finansielle magter i kort snor ved for eksempel at genindføre den succesrige Glass-Steagal lovgivning, der adskiller investeringsbanker fra indskudsbanker. Samtidig ville de sætte gang i hjulene gennem offentlige investeringer.

Sat på spidsen kan man sige, at institutionelle økonomer har den overordnede idé, at produktion og innovation er knyttet uløseligt sammen. Derfor ville deres politik forudsætte et opgør med ideen om, at vi kan leve af viden alene. Samme synspunkt som Dansk Industri forsøger at fremme herhjemme. Vi skulle med andre ord gå fra at være et videnssamfund til at være et skabersamfund. Den vej kommer vi ved at målrette investeringer i bedre produktionsmønstre og teknologi. Vi skulle have en mand-på-månen tilgang til økonomi, og drage inspiration fra John F. Kennedys rumprogram i 60’erne. Her stak staten aktivt en retning ud til den private sektor. Samme tilgang har den danske økonom og innovationsekspert Jørgen Rosted anbefalet for at få Danmark ud af krisen. Det kunne iværksættes fra centralt hold ved at implementere et nationalt innovationssystem, der ville forbedre produktion, innovation og teknologiudvikling gennem bedre relationer og informationsudviklinger mellem virksomheder, universiteter, forskningsinstitutter og den offentlige sektor. Ideen om nationale innovationssystemer bygger på en af den institutionelle skoles grundlæggere, Friedrich List(1789-1846). I moderne tid er ideen videreudviklet af blandt andre den nulevende økonom Bengt-Åke Lundvall fra Ålborg Universitet.

Konkret ville institutionelle økonomer investere massivt i at forbedre den danske infrastruktur, forskning og udvikling og målrette andre investeringer i værdiskabende industrier. Ligesom man gjorde det med vindmølleindustrien og høreapparatsindustrien. Her adskiller skolen sig fra post-keynesianerne, fordi de ikke blot vil øge den generelle efterspørgsel. De anbefaler meget målrettede statslige investeringer, som øger innovations- og teknologiniveauet og dermed velstanden i samfundet. Politikken kunne indbefatte oprettelsen af en statsbank, der kunne sikre lave renter til virksomheder, der vil investere i langsigtede samfundsgavnlige projekter. Det er ofte svært at finde kapital til lignende i den nuværende bankverden.

Fordele: Effektiv produktion
Fordelene ved en institutionel økonomisk politik er, at den danske infrastruktur bliver moderniseret, og produktionssektoren bliver mere effektiv og værdiskabende. På længere sigt bliver statens investeringer selvfinansierende.

Ulemper: Vi kommer til at bryde finanspagten
Ulemperne ved en institutionel økonomisk politik er, at de nødvendige statslige investeringer skal finansieres ved enten at øge den offentlige gæld eller ved at øge skatterne. Lånefinansiering vil gøre det umuligt for Danmark at overholde Finanspagten, mens højere skatter begrænser investeringernes effekt, da man i princippet blot flytter penge fra det private til det offentlige. Samtidig vil mange fremføre, at det er umuligt for staten at udvælge, hvilke industrier, som vil være gode at satse på. Der findes godt nok mange vellykkede eksempler, men der findes lige så mange mislykkede.


ØKOLOGISK ØKONOMI

Sådan adskiller den sig fra mainstream økonomi
“Den økonomiske krise er ikke kun økonomisk. Den verdensomspændende økonomiske krise, vi står midt i, er en lille del af en stor global systemkrise, hvor finansiel krise, råstofkrise, fødevarekrise, økologisk krise og klimakrise spiller sammen og peger i retning af det samme. Nemlig, at den globale økonomi overskrider de naturgivne grænser.” Sådan beskrives hovedargumentet i bogen, Den Store Omstilling, af journalisten Jørgen Steen Nielsen. Det er et godt eksempel på, at økologisk økonomi har vundet terræn i den offentlige økonomiske debat.

Økologiske økonomer kritiserer mainstream økonomer for at gå med skyklapper på en ensidig vej mod vækst uden at tage naturligt udgangspunkt i en verden, hvor bevaringen af naturressourcer og økologiske funktioner er grundlaget for hele vores eksistens og derfor bør have højeste prioritet. Ved at give for løse tøjler til finansielt profitrytteri, meningsløse forbrugsfester og industriens rovdrift på miljøet, har mainstream økonomi ikke bare bragt os i en økonomisk krise, men også på økologisk katastrofekurs.

Ifølge økologiske økonomer er det nuværende økonomiske system ubæredygtigt. Det producerer mere affald, end naturen kan nedbryde, og opbruger jordens ressourcer hurtigere, end jorden kan gendanne dem. Det bedste eksempel er forbruget af fossile brændstoffer. De er blevet dannet gennem flere hundrede millioner år af naturen, men bliver nu brugt faretruende hurtigt til at skabe økonomisk vækst. Det har forårsaget klimakrisen, mener de økologiske økonomer. De anser jordens naturressourcer og økologiske funktioner for uerstattelige, og har ofte en tendens til at være teknologiske sortseere, hvilket ofte står i kontrast til mainstream økonomers teknologioptimisme.

Hvor mainstream økonomi fokuserer på at udnytte ressourcer mest effektivt, er økologisk økonomi mest optaget af størrelsen af økonomien i forhold til de økosystemer, som økonomien er afhængig af. De mener ikke, at et større forbrug betyder bedre menneskelig velfærd. Tværtimod kan højere forbrug have skadelige virkninger på miljøet og samfundets overordnede velbefindende. Generelt ser de økologiske økonomer følgende problemer i den moderne økonomi: Industrielt landbrug, overfiskeri, overforbrug af kød, global opvarmning.

Hvis de økologiske økonomer bestemte: Gennemtving grøn omstilling
Løsningen på krisen er en total omstilling til en grøn, bæredygtig økonomi, mens menneskelig værdiskabelse og vækst er underordnet. Fokus ville være at sikre en udvikling, hvor det danske samfund ikke belaster det globale økosystem mere, end den kan kapere. Det ville i Danmark indebære en total omstilling fra fossile brændsler som olie og kul til for eksempel vindenergi. Man ville fremme alle former for transport, der ikke udleder CO2, og man kunne derfor forestille sig, at fabrikanter af eldrevne biler og cykler ville få kronede dage. Al landbrug ville blive pålagt at skulle omstille sig til økologisk landbrug, og man ville i højere grad bruge målrettede afgifter, så produktion af varer og services ikke belaster miljøet og økosystemerne. Man kunne også forestille sig, at der ville blive indført befolkningskvoter, da mange økologiske økonomer mener, at jorden er overbefolket.

Fordele: Bedre klode, mere know how
Fordelene ved at lade økologiske økonomer overtage roret er, at miljø- og klimahensyn ville dominere den økonomiske politik. Dermed ville der komme handling bag de mange bevingede ord, om at vi skal reducere vores CO2 udslip og i øvrigt lægge os ind på et bæredygtigt produktions- og forbrugsmønster, som bevarer jorden til vores efterkommere. Et forstærket fokus på grøn økonomi ville måske endda betyde, at Danmark blev førende i vedvarende energi og måske også i en lang række andre bæredygtige fremstillingsformer. Det ville give os knowhow, som bliver efterspurgt rundt omkring i verden fremover.

Ulemper: Ulemperne bliver glemt
Ulemperne ved en omstilling til grøn økonomi er, at den kan blive en dyr affære. En fuldstændig bæredygtig produktion koster mere end konventionel produktion. I hvert fald som det ser ud i dag. Vindenergi er for eksempel dyrere end energi fra kulkraftværker. Dermed ville vi altså i gennemsnit producere færre varer og services per arbejdstime. Fra et main stream perspektiv bliver vi derfor tvunget til at gå ned i levestandard, hvilket de færreste har lyst til. Fra et økologisk økonomisk perspektiv ville vi dog blive rigere, fordi vi ville få et renere miljø og beskytte naturen mod rovdrift. Man kunne i en økologisk økonomi frygte, at menneskelige hensyn bliver underlagt hensyn til klimaet og miljøet. Det er for eksempel en reel problematik for mange udviklingslandende, der står på spring for at gøre de vestlige lande kunsten efter og industrialisere ved brug af fossile brændstoffer. Økologiske økonomer anbefaler, at ulandene i stedet bruger dyre grønne teknologier, hvilket vil gøre det sværere for dem at opnå samme materielle levestandard som i vores del af verden.


Arvid Aagaard (f. 1983) studerer økonomi på Københavns Universitet, hvorfra han også har en bachelorgrad i historie. Han underviser i faget “Politisk Værksted” på Krogerup Højskole og er ansat af organisationen Venture Cup for at fremme entreprenørskab og innovation blandt universitetsstuderende. Han er initiativtager til gruppen Kritiske Politter samt medstifter af borgerinitiativerne Den Republikanske Grundlovsbevægelse og Skift Bank Dag.