Erslev om Obama: Dronekrig knækker al-Qaida, men undergraver folkeretten

Erslev om Obama: Dronekrig knækker al-Qaida, men undergraver folkeretten

21.12.2012


Med målrettede specialoperationer og droneangreb har USA efter 10 års fejlslagen krig mod terror endelig knækket al-Qaida. Men de effektive midler befinder sig i en juridisk gråzone, hvor den amerikanske præsident reelt risikerer at dømme uskyldige til døden uden rettergang.

ANALYSE af Lars Erslev Andersen

LÆS OGSÅ:
Dansk udenrigspolitik i 2013: Tiden som USA’s kæledægge er forbi
Kommentar: Droner er ikke løsningen i Pakistan
Fremtidens forsvar: NATO egner sig ikke til krigsførelse

Det amerikanske droneprogram er i forhold til andre militærindsatser billigt, risikoen for egne tab er minimal, og den offentlige bevågenhed er begrænset. Målrettede drab er derfor blevet Obamas og USA’s vigtigste våben mod al-Qaida og andre terrornetværk. Den nye strategi er nemlig særdeles effektiv, når det drejer sig om at bekæmpe terrorisme. At blive operationel leder for al-Qaida er nogenlunde det samme som at underskrive sin egen dødsdom. Netværket er i dag mest på flugt, har svært ved at gennemføre aktioner, og den ultimative leder Osama Bin Laden er død.

De målrettede angreb vækker imidlertid også bekymring. For det første udvider Obama grænserne for præsidentembedets magt ved at videreføre den forebyggende krigsførelse, som blev så heftigt kritiseret under Bush.

For det andet undergraver programmet folkeretten og den internationale retssikkerhed. Angrebene er en klokkeklar krænkelse af suverænitetsprincippet, og offentligheden har kun Obamas ord for, at de dræbte faktisk er skurke. De har ingen muligheder for at forsvare sig mod beskyldningerne.

For det tredje betyder hemmeligholdelsen af programmet, at medierne kan tilskrive det alverdens usandheder. I Pakistan fortæller medierne gang på gang om amerikanske droneangreb, der har forvoldt stor skade og kostede uskyldige livet. Nogle af historierne er rigtige, men de fleste er enten direkte forkerte eller overdrevne.

Endelig risikerer Obama, at strategien kopieres af lande som Iran og Kina. Det kan blive det største problem på længere sigt, fordi USA vil have svært ved at kritisere andre lande uden selv at komme til at lyde dobbeltmoralsk.


Selvmordsterrorisme efter 9/11

Droneangreb er med andre ord en farlig affære. Det hele begyndte, da Osama Bin Laden gav grønt lys til terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon 11. september 2001. Han forudså, at det ville få USA til at trække sig ud af Mellemøsten og dermed bane vejen for islamiske revolutioner i Saudi-Arabien og Egypten. Bin Laden havde på nærmeste hold oplevet Sovjetunionens nederlag i Afghanistan i slutningen af 1980’erne, og andre stormagter havde tidligere trukket sig ydmyget ud af landet. Derfor frygtede han ikke en amerikansk invasion i landet, hvor han styrede sit netværk fra.

Men allerede den 7. oktober 2001 indledte USA en krig i Afghanistan med det formål at nedkæmpe Taliban og pulverisere al-Qaida. Det fjernede dog ikke Osama Bin Ladens selvsikre tro på, at han og al-Qaida havde fat i den lange ende. Han spåede, at en krig i Afghanistan ville presse USA økonomisk i knæ og koste så mange amerikanske liv, at supermagten ville lide samme skæbne som Sovjetunionen.

Selvom det viste sig, at Osama Bin Laden tog grueligt fejl, blev både han og al-Qaida i årene efter 9/11 set som Vestens værste fjende. Mange mente, at al-Qaida havde masseødelæggelsesvåben og rådede over en flåde, der kunne bruges til maritim terrorisme. Rygterne viste sig at være stærkt overdrevne. Sandt var det til gengæld, at al-Qaida kunne rekruttere unge mennesker til selvmordsterrorisme overalt i verden. I årene efter 9/11 så man både mislykkede og gennemførte selvmordsaktioner i Indonesien, Malaysia, Mellemøsten, Nordafrika, Østafrika, Sahel, Rusland, USA og Europa. Særligt angrebet i London i 2005 står klart i de flestes erindring. Det mest skræmmende var, at en ideologi, som blev formuleret tusindvis af kilometer fra de britiske undergrundsbaner, var i stand til at mobilisere unge mennesker til at ofre sig i dens tjeneste.


Fejlslagen antiterror

Det er umuligt at forklare de udløsende faktorer, der gør folk til terrorister. Man har set psykisk svage folk, der er ofre for manipulation, og stærke personligheder, der er fast besluttet på handling. Derfor har det også vist sig særdeles vanskeligt at forebygge og bekæmpe terrorisme gennem de såkaldte afradikaliseringsprojekter, som forskellige regeringer har sat i gang.

Udover at løse de politiske konflikter, der er terrorismens vækstgrundlag, er der derfor kun én effektiv måde at bekæmpe den på: At opspore de personer, der organiserer terrorisme, og forhindre dem i deres forehavende. Det var den udfordring, USA stod over for efter 9/11. Ret hurtigt stod det klart, at de egentlige bagmænd var i Afghanistan, og det regerende Taliban-regime nægtede at udlevere dem. Derudover var man klar over, at al-Qaida havde kontakter til personer og grupper i Europa, USA, Asien og Afrika. Selvom USA var verdens absolut stærkeste militærmagt, var det amerikanske forsvarssystem ikke gearet til at bekæmpe ikke-statslige netværk.

USA var derimod gearet til krig mod stater. Derfor erklærede Bush krig mod stater, der aktivt gav husly og støtte til al-Qaida. Først gik amerikanerne i krig mod Afghanistan i oktober 2001, og dernæst indledte USA i marts 2003 krigen mod Saddam Husseins regime i Irak. Ingen af de to krige forløb efter planen, og i tilfældet Irak viste det sig, at der ikke var den påståede forbindelse mellem Saddam Hussein og al-Qaida. Tværtimod blev al-Qaida som følge af krigen mobiliseret til at organisere modstandskamp, og i dag har den stærkeste og mest aktive del af al-Qaida faktisk hjemme i Irak. Uanset hvordan man vurderer Irak-krigen, var den i forhold til bekæmpelse af al-Qaida en fiasko.

Heller ikke i Afghanistan forløb processen som planlagt. Taliban-regimet blev væltet, al-Qaida-lejrene smadret og lederne enten fanget, dræbt eller sendt på flugt. Men da al-Qaida var knækket og sendt ud af Afghanistan, dukkede organisationen op i Pakistan og Irak. Her endnu mere radikaliseret end i Afghanistan. Skulle man følge Bush-doktrinen, ville den logiske konsekvens være at indlede en krig mod Pakistan. Men det var ikke en realistisk mulighed.


Målrettede drab

Træt af krig og uden tro på, at selv forstærket oprørsbekæmpelse i Afghanistan kunne knække al-Qaida, begyndte amerikanerne i stigende grad at tænke i egentlig antiterrorisme. Det stod klarere og klarere, at den eneste vej frem var at fjerne såvel de øverste ledere som de operationelle ledere. Almindeligvis ville det betyde klassisk politiarbejde, hvor de pågældende blev opsporet, taget til fange, stillet for en domstol, dømt og sendt i fængsel. Men det var ikke den strategi, man valgte.

I stedet intensiverede man brugen af specialoperationer og droneangreb. Amerikanske efterretningsstyrker lokaliserede centrale aktører i kendte terrornetværk og slog dem ihjel. Det skete ofte med droner, som blev styret fra blandt andet CIA’s hovedkvarter i Langley uden for Washington, DC. Metoden hedder ”Targeted Killings”, og den er blevet Obama-regeringens absolut vigtigste våben i kampen mod al-Qaida. Succesen er så stor, at det engang så fremadstormende farlige netværk i dag er i hastig opløsning.

USA har to forskellige drone-programmer: Et forholdsvist åbent, der drives af Pentagon, og et hemmeligt, der drives af CIA. Militæret startede med at bruge droner til overvågningsopgaver kort efter 11. september. Teknologien blev udviklet under Bill Clinton. Her brugte man droner til at overvåge Afghanistan med henblik på at opspore Osama Bin Laden. To gange havde dronernes kameraer Osama Bin Laden i linsen, men de var ubevæbnede, og Pentagon og CIA kunne ikke blive enige om, hvem der skulle betale for en bevæbning.

Det bureaukratiske slagsmål forsvandt som dug for solen efter 9/11. Selvom dronerne primært blev brugt i efterretningsøjemed, så man allerede det første droneangreb i november 2001. Et missil smadrede en bil i den yemenitiske ørken. I bilen befandt sig hele al-Qaidas topledelse på Den Arabiske Halvø. Episoden skabte overskrifter over hele verden, men mange mente, at den kunne legitimeres med henvisning til en amerikansk særlov, der bemyndigede præsidenten til anvende militær magt som respons på 9/11.


Droneangreb i Pakistan

Pakistan har også været udsat for adskillige amerikanske droneangreb. At sende fly ind og dræbe et andet lands statsborgere er en klokkeklar krænkelse af landets statslige suverænitet. Omvendt har Pakistan selv store problemer med et stigende antal militante grupper, der er i blodig konflikt med den pakistanske stat. Pakistan har med andre ord selv interesse i at udnytte den amerikanske droneteknologi.

Offentligt tager Pakistan derfor afstand fra droneangrebene, men hemmeligt hjælper de amerikanerne med at udpege mål. I Obamas regeringstid har dronerne på den måde dræbt et stort antal pakistanske talibanere. Aftalen er, at USA ikke offentligt kommenterer angrebene. En lignende aftale lavede Obama-regeringen med den daværende præsident i Yemen, som gav amerikanerne lov til at dræbe alle de al-Qaida-folk, de kunne spore, hvis Yemens forsvar officielt fik æren for angrebene. Da den amerikanske statsborger og al-Qaida-terrorist Anwar al-Awlaki blev dræbt i september 2011, var det officielt yemenitiske jagerfly, der stod for drabet, men reelt var det en amerikansk drone. Så selvom CIA’s droneprogrammet er hemmeligt og statistikker selvsagt usikre, ved vi efterhånden ganske meget om det. De, der følger programmet tæt, er enige om, at antallet af droneangreb under Obama er langt over 300, mens det i hele Bush-perioden var 44. Programmet er først og fremmest blevet brugt i Pakistan, men bruges i stigende grad i Yemen og Somalia. I takt med metodens udbredelse stiger, presser spørgsmålet om krænkelser af retssikkerhed sig mere og mere på.

LÆS MERE:
Daniel Benjamin & Steven Simon: The Age of Sacred Terror (New York: Random House 2002)
Daniel Klaidman: Kill or Capture (Boston / New York: Houghton Mifflin Harcourt 2012)
David E. Sanger: Confront and Conceal. Obamas’s Secret Wars And Surprising Use of American Power (New York: Crown Publishers 2012


Lars Erslev Andersen (f.1956) er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han er uddannet i Idehistorie og Mellemøststudier. Hans forskningsområder er amerikansk Mellemøstpolitik, militant islamisme og terrorismens idehistorie.ILLUSTRATION: Obama (Foto: presse)