Ny arktisk ambassadør: tættere samarbejde med Kina

Ny arktisk ambassadør: tættere samarbejde med Kina

29.01.2012


”Der er en indbygget konflikt i de enorme økonomiske muligheder i Arktis. Enhver ressourceudvinding er kombineret med høj risiko”, siger Danmarks nyudnævnte ambassadør for Arktis, Klavs A. Holm. Samtidig understreger han, at udfordringerne i Arktis er globaliserede, og at kinesisk interesse i regionen rummer muligheder.

INTERVIEW af Nikolaj Højberg

Læs også: Arktis: frygt ikke krig – frygt miljøkatastrofe

RÆSON: I en artikel fra The Wall Street Journal fremgår det, at Danmark af økonomiske og strategiske årsager åbner døren for Kina til Arktis Råd. Er Kinas mulige observatørstatus i Arktis Råd i Rigsfællesskabets interesse?
Klavs A. Holm: Hvad angår Danmarks syn på observatørstatus i Arktisk Råd, er den mere nuanceret end som angivet i artiklen i WSJ. Rigsfællesskabet er generelt positivt over for de lande, der ansøger om observatørstatus i Arktis Råd – også når det gælder Kina. Men for os er det vigtigt, at det pågældende land lever op til de kriterier for observatørstatus, der blev vedtaget på Arktisk Råds ministermøde i maj sidste år.
Det er klart, at Kina på mange felter er en interessant samarbejdspartner for Rigsfællesskabet, og vi indgår altid gerne i forhandlinger med Kina. Men der er ikke tale om særskilte drøftelser om observatørstatus mellem Rigsfællesskabet og Kina. Det behandles inden for de vedtagne rammer i Arktisk Råd. Det er dog ikke nogen hemmelighed, at vi ønsker et tættere samarbejde med Kina på en lang række områder, og den kinesiske interesse i Arktis er derfor interessant.

RÆSON: Både EU og Kina har ansøgt om at få observatørstatus i Arktis Råd. Hvordan forholder Danmarks sig til det?
Holm: Det illustrerer på en fantastisk måde, hvor globaliserede udfordringerne i Arktis er. Der er flere eksempler på, at problemstillinger i Arktis trækker tråde ud til resten af verden. Et eksempel herpå er åbningen af de nye sejlruter, som reducerer sejltiden østover med 40 procent og vestover med 25 procent. Det vil få enorme konsekvenser for de lande på ruterne, der er afhængige af skibsfart. Et andet eksempel er det globale marked for mineraler og råstoffer. Hvis markedsprisen falder, som resultat af det øgede udbud i Arktis, kan det skabe problemer for afrikanske lande, som udvinder de samme ressourcer.
Den sydkoreanske udenrigsminister har netop været i Danmark. Han har bedt om at tale med GEUS (De nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland, red.). Man er fra sydkoreansk side interesserede i sjældne jordarter, der indgår i produktionen af alle højteknologiske produkter – et marked, som i øjeblikket er domineret af Kina. Vi har altså en asiatisk land, der kommer til Danmark for at snakke om arktiske problemer. Det illustrerer kompleksiteten. Det er også derfor, at man ser lande som Kina anmode om observatørstatus.

RÆSON: Hvis en miljøkatastrofe indtræffer i Grønland har Selvstyret ansvaret 3 sømil ud fra den grønlandske kyst. Herfra overtager Danmark ansvaret indtil 200 sømil. Til gengæld tilfalder de forekomster af råstoffer inden for 200 sømil Grønland. Lidt firkantet sagt høster Grønland frugterne, og Danmark tager skraldet. Er et sådan forhold holdbart i længden?
Holm: Jeg tror ikke, at man skal betragte det, som en lagkage, der skal fordeles i to lige store stykker. Det er en kompliceret forhandlingsproces mellem Grønland og Danmark samt mellem Rigsfællesskabet og de andre lande i Arktis Råd. Danmark har altid været parat til at bistå det grønlandske samfund på en ikke-reciprok måde. Det ser jeg heller ikke noget problematisk ved i det her tilfælde. Vi skal finde en løsning, der både tilgodeser danske og grønlandske interesser. Jeg ser i det hele taget ikke nødvendigvis nogle modstridende interesser mellem Grønland og Danmark. Selvfølgelig vil der være enorme økonomiske interesser, også i Danmark, der vil kæmpe for adgangen til ressourcerne i Arktis. Det skal håndteres på en sådan måde, at det kommer det grønlandske samfund til gode, men naturligvis skal vi også tage hensyn til danske interesser. Der vil uundgåeligt opstå diskussioner mellem Grønland og Danmark. Det har der også været tidligere, så det ser jeg ikke som noget usædvanligt. Det har været tilkendegivet både fra Kuupik Kleist og fra den danske regerings side, at et af hovedformålene med en Arktis ambassadør er, at vi har det tættest mulige samarbejde med Grønland og Færøerne. Vi kan ikke fremstå stærke i en bilateral forhandlingssituation, hvis ikke vi er velkoordinerede internt.

RÆSON: Udvindingen af naturressourcer, særligt olie, er forbundet med en enorm miljørisiko. Alligevel har det grønlandske selvstyre tilladt prøveboringer, der er endnu dybere end ved Deep Water Horizon. Hvad vil Danmark gøre for at undgå fremtidige katastrofale olieudslipsulykker?
Holm: Bæredygtighed er en af de vigtigste præmisser i Rigsfællesskabets Arktis-strategi. Vi vil derfor indgå i en fortsat tættere dialog med de grønlandske og færøske myndigheder for at få løst dette specifikke problem. Det er for tidligt i mit embede at angive en endelig løsning, men vi skal kigge på de bestemmelser, der gælder for udvinding af råstoffer. Vi vil på ingen måde lukke øjnene. Der er en indbygget konflikt i de økonomiske muligheder i Arktis. Enhver ressourceudvinding er kombineret med høj risiko. Der er hele tiden to sider af sagen.

RÆSON: Udover de store miljømæssige risici har kritikere påpeget faren ved, at udenlandsk arbejdskraft udgør en kulturel og beskæftigelsesmæssig trussel mod den grønlandske befolkning. Kan bæredygtighed og økonomisk udvikling forenes i Arktis?
Holm: Jeg kan ikke forestille mig, at man fra Rigsfællesskabets side vil forsøge på andet. Vi vil ikke se den form for økonomisk udbytning, som man har set i andre dele af verden, fx i forbindelse med kolonialiseringen. Den arktiske lokalbefolkning lever i et ekstremt sårbart miljø. Vi vil ikke acceptere, at standarder inden for miljø, arbejde eller sundhed skal sænkes for at tiltrække kapital. Der ligger en diplomatisk opgave over for andre aktører i Arktis, som må forstå, at der skal tages store hensyn til miljøet. Det gælder sådan set alle de standarder, vi opererer med. Vi må forhindre, at det ender med en kamp om at tiltrække kapital, hvor midlet bliver at slække på standarderne. Det vil vi fra dansk side modarbejde. Derfor vil man også være opmærksom på det beredskab, man skal have for at forhindre alvorlige konsekvenser af ulykker.

RÆSON: FN lægger i høj grad vægt på det pågældende lands vilje til at investere og udnytte ressourcerne, når der tages stilling til fordelingen af kontinentalsoklen. Hvordan skal Rigsfællesskabet sikre, at vores krav på kontinentalsoklen efterleves af FN?
Holm: Der er forskellige fora for forhandlinger. I den proces indgår komplicerede forelæggelser af forskningsresultater og undersøgelser af vanddybder, sedimentaflejringer osv. Her er Danmark rigtig godt polstret med GEUS. Den videnskabelige dokumentation er der sådan set styr på. Samtidig er der en fælles interesse blandt parterne i Arktis Råd om at få en fornuftig udnyttelse af de potentielle naturressourcer i højere grad end en kamp om at tilegne sig alle ressourcerne selv. Fokus er på samarbejde og ikke på konflikt, hvis du spørger de enkelte lande.
Med en Arktis ambassadør har Danmark nu flere ressourcer til at håndtere forhandlingsprocessen, men vi kan og bør ikke prioritere mellem de enkeltstående udfordringer. Er det vigtigst at sikre sejladsen i området eller en forsvarlig udnyttelse af naturressourcer? Det kan man ikke gøre op.

RÆSON: Hvad anser du så som værende de største udfordringer netop nu for varetagelsen af Rigsfællesskabets interesser?
Holm: Det vigtigste ved mit arbejde som Arktis ambassadør er, at vi gennem samarbejde med Færøerne og Grønland varetager lokalbefolkningens interesser. Koordinationen og kommunikationen af Rigsfællesskabets synspunkter er helt fundamentalt for arbejdet. Hvis man fokuserer på det substantielle, må den vigtigste arbejdsopgave være at få konkretiseret den arktiske strategi til en egentlig handlingsplan. Der skal mere kød og blod på skelettet. Det er de to klareste og vigtigste udfordringer netop nu. Man skal selvfølgelig tilpasse målet efter Danmarks ressourcer, men der er nogle ting, vi ikke vil gå på kompromis med: vi ser meget på miljøet, vi ser meget på bæredygtigheden. Det står i vores Arktis-strategi, og det er et vigtigt punkt for regeringen.

RÆSON: Du kommer fra en stilling som afdelingschef i Udenrigsministeriets Public Diplomacy afdeling. Er det et udtryk for, at man i højere grad end tidligere vil have fokus på civile aktører uden for Arktis Råd?
Holm: Det bliver der i hvert fald. Man bliver nødt til, hvis man skal varetage jobbet som diplomat for Danmark, og for Rigsfællesskabet for mit vedkommende, både at se på det klassiske diplomatiske arbejde og på Public Diplomacy. Det klassiske diplomatiske arbejde vil bestå af forhandlinger med andre diplomater i eksempelvis Arktis Råd, WTO eller bilateralt med Canadierne. Men man skal samtidigt indgå i en dialog med de ikke-statslige aktører. Det er ganske enkelt en nødvendighed. De har en altafgørende indflydelse på arktiske spørgsmål. I denne proces er interessegrupper, der arbejder for lokalbefolkningen i Arktis, helt essentielle. Vi skal samtidig indgå i en dialog med NGO’er; Greenpeace, Verdensnaturfonden osv. Vi skal have en dialog i gang med virksomheder, som eksempelvis kunne omhandle CSR (Corporate Social Responsibility, red.) spørgsmål. Det kan også være tænketanke. Der er mange former for ikke-statslige aktører. Processen, hvor man går i dialog med disse, hedder Public Diplomacy og er altså forskellig fra den klassiske form for diplomati. Vi kommer til at praktisere begge dele – det er ikke enten eller.

RÆSON: Du har udtalt i forbindelse med COP 15, at globale problemer skal løses med en grad af lokal skræddersyning. Gælder det også i forhold til Arktis?
Holm: Da vi skulle fremme Danmarks interesser i forbindelse med COP 15 lavede man én slags kampagne i New York og en anden i Damaskus, fordi de kulturelle kontekster er forskellige. Der, hvor den kulturelle diversitet kommer til at spille en rolle i Arktis, er, når vi skal have en dialog med ikke-statslige aktører. Man skal gebærde sig på en måde i Grønland, en anden på Færøerne og en tredje i Inuit-området i Canada.

Nikolaj Skjoldager Højberg (f. 1991) studerer Statskundskab ved Københavns Universitet. Han medvirker desuden som fast paneldeltager i TV2 Lorrys debatprogram ’Meningsmaskinen’. ILLUSTRATION (pressefoto)