RÆSON - Danmarks internationale nyhedsmagasin

Morten Messerschmidt: Krisen i Sydeuropa tåler sammenligning med 1930ernes depression i USA.

Morten Messerschmidt: Krisen i Sydeuropa tåler sammenligning med 1930ernes depression i USA.

19.04.2012


RÆSONS RUNDE BORD:
ER FINANSPAGTEN EN FEJL?
De seneste måneder er flere og flere aktører – herunder den internationale valutafond, IMF – begyndt at kritisere EU’s Finanspagt, og den sparsommelighed, som Tyskland kræver både af sig selv og af de andre medlemslande. RÆSON har samlet en række af kritikernes pointer, og spørger en række danske politikere og eksperter: Har kritikerne ret? Er finanspagten en fejl? Svarene tilføjes løbende.

1. DARLING: KRISEN IKKE SLUT. Alistair Darling, der var britisk finansminister 2007-2010, mener at Europa slet ikke er ude af krisen: “I think we’re in a lull in Europe at the moment. It’s rather like going through cyclones. You get in the middle and you think, great. And then you forget the other side of it”. Han siger: “Part of the problem with Europe is that a lot of them took the view that that this crisis is now behind us, therefore this is a time to visit austerity, whereas the countries who are going to be most hit by austerity [like Spain] are not out of the crisis at all.” Har han ret: Befinder Europa sig mellem to kriser? Og ignorerer politikerne i nord problemerne i syd?
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Ved afskaffelsen af de nationale valutaer, afskaffede man som det naturligste i verden også markedskræfterne. Fra da af var det slut med at lade kursen bevæge sig. Lad os se lidt på den historiske baggrund for denne beslutning. Forud for Euroens indførelse var udsvingene nemlig markante – det viser en opgørelse, som jeg netop har fået fra Kommissionen. Her er de 17 Ruro-landes tidligere valutaer udregnet fra 1980 og frem i forhold til Ruroen som fixeret valuta. Tag for eksempel den portugisiske escudos. Fra 1986, hvor Portugal blev medlem af EU, til 2000, faldt den portugisiske valuta med 36 % over for eurokursen. I 2000 kostede en euro 200 escudos. I 1986 kostede den 147. Det tilsvarende ses for Italien, der har været medlem af EF lige fra starten. I 1980 kostede en euro 1189 lira, mens man i 2000 måtte betale 1936 lira – en stigning på 62 %. Helt galt er det naturligvis i Grækenland, som blev medlem i 1981. Dengang kostede en euro 59 drachma. I 2000 var prisen steget med 569 % til 336 drachma.
Hvad skyldtes disse udsving? Siden 1979 havde slangesamarbejdet jo sigtet efter at holde landenes valutaer sammen – hvordan kunne da disse markante udsving alligevel ske? Svaret er enkelt – landes økonomiske formåen er forskellig. Og derved vender vi tilbage til spørgsmål om devaluering. For er det særligt ondt, at en valuta falder i værdi, hvis landets konkurrenceevne falder? Eller er det ikke blot naturligt for en markedsøkonomi, at værdifastsættelsen af et produkt – i dette tilfælde et lands konkurrenceevne – stiger og daler i forhold til andre lande, der måtte være stærkere og bedre? Jeg mener det sidste.
Forudsætningen for, at euroen således kan blive en succes, er, at man afskaffer de faktorer, der forårsager disse udsving. Her er finanstraktaten slet ikke nok. Det kræver en langt stærkere kontrol over landene. Derfor vil krisen fortsætte.

2. KRUGMAN: SPANIEN I DEPRESSION. I sin klumme i New York Times skriver Paul Krugman (15/4): “Never mind talk of recession; at 23.6 percent, comparable to America at the depths of the Great Depression, and the youth unemployment rate over 50 percent. This can’t go on — and the realization that it can’t go on is what is sending Spanish borrowing costs ever higher.” Har Krugman ret – er Spanien i en depression, der tåler sammenligning med USA’s i 1930erne?
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Ikke bare Spanien, men alle fire sydeuropæiske lande er i en tilstand, der tåler en sådan sammenligning. I betydning – ikke i årsag. Ungdomsarbejdsløsheden i disse lande er i dag så høj, at man taler om, at en hel generation vil blive tabt. Det er katastrofalt. I Grækenland nærmer tallet sig 50 % – i Spanien er det godt i samme retning. Det betyder, at unge mennesker, der netop er klar til at tage hul på tilværelsen, stifte familie og planlægge karrieren, ikke kommer godt fra start. Konsekvensen kan være en langtidspåvirkning på landets økonomi, der rækker en hel generation frem. I det lys er krisen både sammenlignelig – og måske i sin art værre – end krakket i 30erne.

3. SPANIEN: MELLEM TO TABERSCENARIER. Den spanske finansminister advarer mod en “lose-lose-situation” for landet, hvor finansmarkederne presser landet til at reducere sit offentlige underskud, men hvor disse indgreb, når de gennemføres, ødelægger væksten og dermed også truer investorernes tillid. Har han ret? Hvad bør de spanske politikere stille op med dette dilemma?
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Han har ret. Men desværre er man allerede i mål med begge scenarier. Og muligvis et til – nemlig den demokratiske udtømning, som sker i kraft af finanstraktaten.
Hvad det første angår – den økonomiske situation – er det åbenlyst, at problemerne ikke bliver løst inden for euroen. Det skyldes to forhold. For det første dent hovedløse fokus på gælden og for det andet de strukturelle ubalancer landene imellem. Når jeg siger, at fokus på gælden er hovedløs, skyldes det, at gælden for disse lande reelt blot er symptom på et endnu værre problem, nemlig at de valutarisk er sat ud af spillet. De har en valuta, der i kursværdi er for dyr ift. den almene konkurrenceevne. Det gør det umuligt at afsætte sine varer; dermed bliver folk arbejdsløse, gælden vokser osv.
Det bringer os til det andet problem – det sociale. Det er åbenlyst, at det er de svagest på arbejdsmarkedet, der først bliver ramt, når valutakrisen raser. Det er dem uden lange uddannelser og med de små opsparinger, som har de ringeste forudsætninger for at gøre noget. Men hvad værre er, så har den gængse europolitik for at løse problem nr. 1 også være hårdest mod disse grupper:
I stedet for at gøre det åbenlyst rigtige – at melde sig ud af euroen og devaluere – har man forsøgt sig med, hvad man kunne kalde en ’intern devaluering’. I stedet for at bringe valutaen i overensstemmelse med landets konkurrenceevne, forsøger man det modsatte – nemlig at bringe landets økonomiske forhold i overensstemmelse med valutaen. Og det har fatale konsekvenser. Voldsomme reduktioner i lønninger og pensioner går igen ud over dem med de ringeste forudsætninger. Og det forringer købekraft generelt. En devaluering har – med alle de problemer, den naturligvis også indeholder – den fordel, at købekraften kun forringes i relation til tredjelande. Lidt firkantet sagt, kan spanieren og grækeren med en devaluering stadig købe den fisk eller den olivenolie, han har brug for – for bytteforholdet forringes ikke i forhold til den nationale produktion. Det gør den derimod med eurokuren, hvor lønninger og pensioner kynisk beskæres.
Og værst af alt løser det ikke problemet, hvilket leder og – og ECB m.fl. – til det tredje problem, nemlig det økonomiske. I en tid, hvor stadig flere mister troen på de folkevalgte politikere (blandt andet fordi det åbenbart nu er Merkel og van Rompoy, der indsætter premierministre i medlemslandene i stedet for de folkevalgte), er det enormt farligt at tage så store kontrolredskaber i brug, som finanstraktaten lægger op til. Dels skal finanslovene i hele deres tilblivelse kontrolleres af embedsmænd i Bruxelles; dels forpligter landene sig til at forelægge alle større reformer til gennemsyn og dels får EU-domstolen nu helt ny kompetence til at dømme over landenes finanspolitik. Det betyder, at de drastiske nedskæringer fremover vil blive gennemført af folk uden noget folkeligt mandat. Befolkningen har reelt ikke længere magten over deres lande. Den krise kan vise sig endnu mere fatal end de to føromtalte.

3. DE POLITISKE KONSEKVENSER. Hvor længe kan EU’s statsledere leve med en situation, hvor arbejdsløsheden i Grækenland, Spanien m.fl. er så høj som nu? Hvad bliver de politiske konsekvenser i disse lande – og, i næste omgang, for EU?
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Ligeså længe man kan overbevise europæerne om, at det er i orden, at landene styres af folk, som befolkningerne ikke selv har valgt; og ligeså længe man kan overbevise skatteyderne om at betale for den gæld, som de euro-plagede lande oparbejder i konsekvens af at have en valuta, der ikke afspejler deres økonomiske forhold.

4. SOCIALDEMOKRATERNE OG FINANSPAGTEN. Det tyske SDPs leder, Frank Steinmeier, sagde forleden: “Budgetdisciplin er nødvendig. Men der bliver ingen vækst, hvis alle 27 lande i EU gør intet andet end at spare [nothing but mindlessly saving]“. Mogens Lykketoft sagde i denne weekend til Jyllands-Posten: “Det er ikke et spørgsmål om at kassere finanspagten, men et spørgsmål om, hvad den skal følges op med. Realiteten bliver, at pagten består, men der kommer mere til. Tonen i Europa er præget af meget konservative nedskæringstankegange for øjeblikket. Men man er ikke kommet ud af en krise uden også at stimulere efterspørgslen”. Ser du disse argumenter som begyndelsen til en samlet, socialdemokratisk distancering ift. Finanspagten? Mener du socialdemokraterne har et klart alternativ?
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Jeg har ingen forventning om, at Helle Thorning Schmidt vil eller ser det som formålstjeneligt at distancere sig fra noget, der har med EU at gøre. Hele hendes politiske radar er indstillet på at skulle fortsætte i retning af eu-systemet og derfor vil det stride grundlæggende mod hendes politiske orientering at tage et sådan opgør. Det modsatte ses dog i andre lande – eksempelvis Sverige, hvor kritikken er kommet fra socialdemokratisk side. Det slående er bare, at den er forkert. Ikke så mange kick-starte vil være i stand til at snyde markedet til at tro, at sydeuropa er i bedring. Det vil være en dyr og kortsigtet kur, som ikke nævneværdigt påvirker patienten. Men i takt med, at det bliver klart, at finanspagten ikke løser problemet, vil utilfredsheden brede sig. Både fordi man vil føle sig svigtet og på grund af de mange nye beføjelser, man har overdraget EU – uden grund.

6. IMF KALDER BERLIN. “What we have advocated consistently now for at least the last six months is that there should be a proper balance within the zone, particularly within the advanced economies. We also need a proper balance between the austerity measures that are necessary and the growth-facilitating measures,” siger IMF’s direktør, Christine Lagarde, der utvetydigt beder nogle europæiske lande fortsætte med at skære, mens hun indirekte opfordrer Tyskland til at bruce penge. Har hun ret? Kan man på samme tid opretholde én pagt med ét sæt regler og samtidig henstille til medlemslandene, at de foretager vidt forskellige indgreb? Og hvad er, i virkelighedens verden, de politiske muligheder for EU skulle slække på Finanspagten eller supplere den med andre betragtelige vækstinitiativer?
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Hun har ret i den forstand, at forskellene mellem medlemslandene må udlignes meget mere end tilfældet er i dag. Og det kræver langt større EU-beføjelser på to væsentlige områder (hvoraf jeg i øvrigt vil modsætte mig begge): dels større økonomisk kontrol og dels større politisk integration. Hvad det første angår, er det en illusion at forestille sig, at der kan ske udligning mellem EU’s medlemslande, så længe EU kun råder over 1 % af BNP. Sammenlignet med USA eller andre valutaer, er dette latterligt lavt. Der skal langt større midler til, som så kan flyttes fra rige til fattige områder i form af arbejdsløshedsunderstøttelse, efteruddannelse mv., hvis euroområdet skal gøres økonomisk optimalt. Og hvad angår det politiske, skal der langt større og generelle reformer til, end der er langt op til finanspagten. Vidt forskellige økonomier kan ikke have samme valutakurs. Det veldrevne lands kurs vil stige, mens det dårligt drevne lands valuta vil falde. Alligevel overholder de begge EU’s krav. Her har vi i en nøddeskal euroens problem. Eurolandenes økonomier er nemlig vidt forskellige. Er man i tvivl, skal man ikke se på landenes offentlige underskud – men på betalingsbalancen. Sidste år havde Tyskland et overskud på 6 %. Italien havde underskud på 4 %, Spanien på 4,4 % og Grækenland på 10,2 %. Det er der ikke noget underligt i. For de økonomiske forhold – lønudviklingen, effektiviteten i skatteopkrævningen, accepten af korruption, tilbagetrækningsalderen osv. – varierer voldsomt landene imellem. Det har de altid gjort. Der er intet nyt i, at man i Sydeuropa trækker sig tilbage tidligere, arbejder mindre, betaler mindre i skat og i højere grad kan bestikke sig til myndighedsafgørelser. Sådan har det været i århundreder. Og som følge heraf er landenes valuta faldet i værdi over for hinanden. Naturligvis skulle en tysk d-mark ikke koste det samme som en spansk pesetas, hvis tyskerne er 10 % mere effektive. Det nye efter euroens indførelse har været, at landene ikke længere kunne korrigere for denne forskel. Hvis det skal virke, må man også fjerne årsagen til, at der opstår forskelle. Ergo – alle må opføre sig ens.

7. PAGTEN SOM KULTURFORANDRING. Økonomi-og indenrigsminister Margrethe Vestager mener, at pagten virker efter hensigten – at den inddæmmer krisen, og at den har skabt en “kulturel forandring” blandt EU’s politikere: “Det betyder, at vi diskuterer overophedning, konkurrenceevne, betalingsbalanceproblemer og den type ting på en helt anderledes konkret måde, end det har været gjort før. Det er ikke kun en økonomisk forandring, men også en kulturel forandring”. Har hun ret?
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Det er da bestemt muligt, at MV taler om overophedning, konkurrenceevne, betalingsbalanceproblemer, når hun er til rådsmøde. Men det, man taler om i Berlin og Frankfurt, er opkøb af statsobligationer, funding af IMF og EMS, flere krisepakker og obligationsrenten i Spanien. Men det er klart, at MV ikke er med til disse diskussioner. For det er er Merkel og ECB, der bestemmer.

8. FINANSPAGTEN. Er pagten en fiasko eller en succes? Bør den ændres, suppleres (i givet fald: af hvad?) eller fastholdes?
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Hele euroen er et ideologisk misfoster, som ender med at rive de europæiske lande fra hinanden. Det bedste – og det, der på sigt kommer til at ske – er, at kun lande, der har kongruente økonomiske forhold, vil have euroen.