17.04.2012

Jean-Luc Mélenchon er den franske valgkamps store overraskelse. Med sin stærke karisma og overbevisende talegaver giver han den rendyrkede socialisme en renæssance i Frankrig. Men Mélenchons succes kan samtidig koste venstrefløjen sejren.

PORTRÆT af Jakob Mygind Korsby

VEJEN TIL ÉLYSÉE: François Hollande er Frankrigs nye præsident. En af EU’s mest indflydelsesrige medlemsstater er skiftet fra borgerligt til socialistisk styre. Et skifte, der kommer til at påvirke hele Europa. RÆSON dækkede valget gennem en række portrætter, interviews, analyser og kommentarer.
– Hollande: Velforberedt favorit med for store ambitioner
– Sarkozy: Handlekraftig populist på vakkelvorn knivsæg
– Fransk præsidentvalg: Politikerne vejer tungere end politikken

Jean-Luc Mélenchon er en anakronisme. Det mente mange politiske kommentatorer i hvert fald i de første uger af det franske præsidentvalg. Røde faner, slagsange og erklæret krig mod landets magthavere hørte i manges øjne en svunden tid til. Kritikken er dog svær at fastholde, når man ser på den succesfulde fremgang, som Mélenchon har oplevet i spidsen for Front de Gauche-koalitionen de seneste måneder. Med sine revolutionære brandtaler og 68’er-agtige paroler om at ”frigøre mennesket” har Mélenchon formået at trække enorme menneskemængder på gaderne i de større franske byer. I Paris, Lille og Toulouse er borgere i titusindtal strømmet til Mélenchons iltre taler, mens de har sunget med på ”Internationale” og opfordret til modstand mod regeringen: ”Resistance!” Ifølge analyseinstituttet IFOP står Mélenchon og hans venstrefløjssamling Front de Gauche til at opnå 13,5 procent af stemmerne ved valgets første runde den 22. april. Kampen om tredjepladsen står altså mellem Mélenchon og det yderligtgående højrefløjsparti Front National.

Rendyrket socialisme med mennesket i centrum
Mélenchon har ført Front de Gauche ind i valgkampen med programmet ”Mennesket først!”. Samlingspartiet vil bekæmpe den stigende ulighed i det franske samfund. Rigdommen skal omfordeles: ”Aldrig har så megen rigdom været samlet i så få personers hænder”, lyder det formanende i indledningen til valgprogrammet. Mélenchon retter en veritabel kritik af kapitalismen som selve årsagen til den deroute, Frankrig ifølge Mélenchon og hans fæller har oplevet både socialt og økonomisk siden 2008. Mélenchons mærkesager strækker sig fra at indføre en massiv beskatning på op til 100 procent af de velhavendes indtægter over en kraftig forøgelse af mindstelønnen på 20 procent til en reduktion af arbejdsugen til 35 timer. Alle tre punkter var oprindeligt socialistpartiets mærkesager, og indtil 2008 var Mélenchon da også medlem. Men i 2008 forlod han socialisterne i protest mod partiets fallerede socialistiske linje. I stedet dannede han Parti de Gauche inspireret af det tyske venstrefløjsparti, Die Linke.

Parti de Gauche er det centrale parti i Front de Gauche-koalitionen, som opstod i forbindelse med Europaparlamentsvalget i 2009, og som foruden en række mindre venstrepartier tæller det franske kommunistparti. Den samlende tanke var en fælles modstand mod Lissabontraktatens magtoverdragelse fra de enkelte europæiske stater til EU. Samtidig skulle koalitionen samle venstrefløjspartiernes antiliberale holdninger under én stærk fane, der kunne fungere som et reelt alternativ til det traditionelle socialistparti.

Kampen om socialisterne
Mélenchon insisterer på, at han og Front de Gauche repræsenterer det ægte socialistiske Frankrig i dag. Men hans hævdede patent på socialismen er der selvsagt ikke enighed om på venstrefløjen. Francois Hollande fra Parti Socialiste ser med skepsis på Mélenchons markante fremgang. Politiske kommentatorer spekulerer flittigt i, om Mélenchon i virkeligheden er ved at underminere venstrefløjens projekt. Flere af Hollandes tilhængere kritiserer ham for at fragmentere venstrefløjens stemmer ved at spille kompromisløst ud mod både højrefløjens partier og Hollandes socialistparti. Distinktionen mellem de to partier kan da også være vanskelig at drage: Der er enighed om øget beskatning af de rige, om skabelse af flere jobs i uddannelsessektoren og om at styrke den franske industri. Begge partier ønsker også at føre den ivrigt debatterede pensionsalder tilbage til 60 år. Dog mener Mélenchon, at forslaget skal gælde for alle og ikke – som Hollande foreslår – kun for dem, der kom tidligst ud på arbejdsmarkedet. Mange vil i det hele taget hævde, at der er flere ligheder end forskelle mellem Mélenchon og Hollande. Spørgsmålet er, om Mélenchons succes indebærer en risiko for, at Parti Socialiste får et svagt mandat ved anden valgrunde den 6. maj

Sabotør eller støtte?
Mélenchons kampagneleder, Francois Delapierre, understreger, at kritikken af Mélenchons succes er forfejlet. Front de Gauches medvind er ensbetydende med en samlet fremgang for venstrefløjen, insisterer han. Det er det, fordi Front de Gauche har formået at aktivere en stor del af den store sofavælgerskare. Det drejer sig blandt andet om desillusionerede Parti Socialiste-vælgere, der ifølge Delapierre har søgt mod Front de Gauche efter skuffelsen over socialistpartiets manglende stædighed på de ”klassisk socialistiske” mærkesager som 35-timers arbejdsugen og forøgelse af mindstelønnen. Mélenchon er med andre ord en støtte, som gavner hele venstrefløjens sag. I hvert fald hvis man skal tro hans kampagneleder.

Men meningsmålingerne siger noget andet. Mélenchons fremgang er stort set blevet modsvaret af en tilsvarende tilbagegang for Hollande, siden Mélenchon for alvor begyndte at få vind i sejlene i midten af februar. Derfor har de mest kritiske prognoser fat i et centralt forhold, når de forudsiger, at Mélenchon fragmenterer og i bund og grund saboterer venstrefløjen. Det store spørgsmål bliver, om det vil få betydning i valgets anden og afgørende runde, hvor de to partier med flest stemmer fra første runde konkurrerer. Mélenchon har stædigt udtrykt, at han under ingen omstændigheder vil deltage som minister i en regering anført af Parti Socialiste, og det kan meget vel betyde, at hans vælgere efterfølgende afholder sig fra at bakke op om Hollande. Med andre ord kan Mélenchons kompromisløshed i værste fald koste venstrefløjen sejren.

Jakob Mygind Korsby (f. 1984) er cand. scient. pol. og har gennem en årrække fulgt undervisning i moderne fransk og europæisk politik hos Jérôme Delcassé. ILLUSTRATION: Mélenchon på socialistpartiets talerstol før han brød ud (Foto: Parti Socialiste via flickr)