Kristian Leth på VIDENSFESTIVAL 2012

Kristian Leth på VIDENSFESTIVAL 2012

06.01.2012


Musiker og forfatter Kristian Leth [i fotoet t.v.] er nu tilføjet listen over medvirkende på RÆSONs VIDENFESTIVAL 2012. Skuespiller, digter, tv-vært, kritiker, forfatter eller musiker? Kristian Leth forklarer: ”Mine projekter er ting, som altid er kommet naturligt. Jeg arbejder på en plade nu, som startede som en overspringshandling, mens jeg arbejdede med en bog. Det er meget symptomatisk: Jeg arbejder med noget, og for at komme væk fra det, så går jeg i gang med noget andet. Det er slet ikke så overvejet.”

RÆSONs VIDENSFESTIVAL – der finder sted lørdag d.21. januar kl.10.00-22.00 – giver publikum en lejlighed til at opleve en række af Danmarks bedste formidlere, over 12 timer på den store scene i Den Sorte Diamant. De medvirkende tæller bl.a. Peter Øvig Knudsen, Christoffer Guldbrandsen, Lars Bukdahl, Suzanne Brøgger, Bo Lidegaard og Per Fly.

Læs mere om programmet her. Billet til hele dagen (kl.10-22): 495 kr. (videre til pladsbestilling)

INTERVIEW af Lasse Blaabjerg

RÆSON: Du er bl.a. selvlært musiker og er tidligere blevet citeret for at fraråde din lillebror at uddanne sig på musikkonservatoriet, hvis han virkelig ønskede at blive musiker. Hvordan kan det være?
Kristian Leth: Hvis man kigger på det helt kynisk, så er procentsatsen af musikerne fra konservatoriet, som gør sig gældende i udviklingen af dansk musik, forsvindende lille. Det er meget, meget få af dem, der bliver uddannet på konservatoriet, som går ud og gør en forskel. Konservatoriet har den meget store ulempe, at det definerer sig selv både som en kunstnerisk og som en musiklærer-uddannelse. Det er op til den enkelte elev at vælge, om man nu vil det ene eller det andet. Det er ikke noget vi er vant til i det danske skolesystem – at skulle træffe egne valg. Det er nummer ét. Nummer to er, at de to miljøer er vidt forskellige. Det ene sigter mod læring i en flad og demokratisk struktur. Det andet må, i kraft af det kunstneriske, nødvendigvis være kvalitativt orienteret, til tider elitært og rimelig singulært i sin måde at se sig selv på. Hvis man blander de to miljøer sammen, så får man den uformelige størrelse, som musikkonservatoriet er lige nu.

RÆSON: Mange vil nok betegne dig som en multikunstner i og med, at du både har fungeret som digter, skuespiller, tv-vært, og musiker inden for flere forskellige genrer. Føler du, at alle dine projekter har haft noget tilfælles, noget som bandt dem sammen?
Leth: Jeg har aldrig set mig selv som skuespiller, og det har aldrig været en kunstnerisk retning, som jeg har forfulgt. Det har bare været noget ungdomsarbejde – en god måde at tjene penge på, når man er 20 år. Når det kommer til det, jeg virkelig laver, så føler jeg, at jeg har et stykke af mig selv med i alle tingene, og at det er forskellige sider af mig selv, jeg benytter mig af. Det, jeg ikke gør mere, er at tage jobs, som jeg ikke føler er en del af mit eget projekt, fx skuespiller eller tv-vært. Det skal være centralt for mig. Det skal være der, hvor jeg bruger mig selv bedst, og hvor jeg kan give mest. På den måde føler jeg, at der kan laves en fælles overskrift for mine projekter.
RÆSON: Det er forskellige former for følelser i dig, som kommer til udtryk igennem hvert af dine projekter?
Leth: Det er et vilkår for mig, at jeg har en masse ambitioner om en hel masse. Det er godt, det er der masser af mennesker, der har. Derfra er det op til mig selv at sørge for at føre dem ud i livet. Det, jeg har brugt tiden på indtil videre er, at finde ud af, hvad der egentlig er det vigtige. Paradokset er, at mine projekter er noget af det mest modsatrettede, som man kan finde. At skrive er en meget ensom, koncentreret, singulær proces, hvor man arbejder med sig selv og sin egen selvdisciplin. Man kan sige det lidt fladt ved, at man går indad. På den anden side har vi det at spille en koncert, hvor energien må gå udad, for at få de her to eller tretusind mennesker til at føle, at de deltager og er del af en oplevelse. Jeg tror, at jeg har haft begge energier i mig. Igen har vi dog det at lave musik, som er noget helt tredje. Her er det en kollektiv, kreativ proces. Der har man ikke et publikum i tankerne, men til gengæld nogle andre kunstnere fx. På den måde føler jeg virkelig, at jeg bruger forskellige dele af min personlighed i de her projekter.

RÆSON: Hvordan kan det være, at du ikke har valgt at specialisere dig indenfor en kunstart, sådan som normen jo dikterer?
Leth: Jeg tror slet ikke, at jeg har valgt så meget. Jeg har aldrig sat mig ned og lagt en plan på den måde. Det har egentlig bare været noget, som jeg gjorde, om det så var musik eller at skrive. Det er ting, som jeg altid har gjort. Derfor føler jeg ikke, at jeg efterhånden har valgt til. Jeg har bare ikke valgt fra. Jeg har aldrig haft noget billede af, hvordan jeg godt kunne tænke mig at fremstå, eller hvad det er for en karakter, som jeg gerne vil spille. Hvis jeg havde gjort det, havde jeg nok designet noget klogere. Mine projekter er ting, som altid er kommet naturligt. Jeg arbejder på en plade nu, som startede som en overspringshandling, mens jeg arbejdede med en bog. Det er meget symptomatisk: Jeg arbejder med noget, og for at komme væk fra det, så går jeg i gang med noget andet. Det er slet ikke så overvejet.
RÆSON: Tror du det kan have en kvælende, begrænsende effekt, hvis man fokusere for meget på en enkelt proces?
Leth: Nej, jeg har stor respekt for den fordybelse, der ligger i det at gå fuldt ind i ét projekt. Jeg tror det er meget individuelt. Når man arbejder med ens egen person, som man gør rigtig mange steder, bl.a. i det som jeg laver, så blive man nødt til at være ærlig. Nogle gange kunne jeg godt ønske mig, at jeg kunne fordybe mig på den måde og komme dybere ind på den måde. Nu forsøger jeg den umulige kunst at komme dybt i det hele.
RÆSON: Du nævnte tidligere, at du arbejde med en plade for tiden. Kan du løfte sløret for andre ideer, som du går med for tiden?
Leth: Udover pladen er jeg også i gang med at skrive en roman, samt en anden plade med William Blakes. Det hele kører lidt sideløbende, og jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse for, hvornår noget af det er færdigt. Det kommer, når det kommer.
RÆSON: Har de nogle fællestræk, de her aktuelle projekter?
Leth: Det ved jeg ikke helt. Det handler på en måde alt sammen om det sammen, nemlig de spørgsmål, som man stiller sig selv. Problemet er, at det er meget svært for mig at stå udenfor og se tematisk og analyserende på det, som jeg laver. Det tror jeg, andre har bedre mulighed for.

Lasse Blaabjerg (f. 1991) er medlem af RÆSONs chefredaktion og studerer økonomi ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: The William Blakes/Speed of Sound