Krisens konsekvenser: Teknokrater trumfer vores folkevalgte

Krisens konsekvenser: Teknokrater trumfer vores folkevalgte

05.09.2012


Fra at være et rådgivende organ, bliver Det Økonomiske Råd Danmarks nye kassemester, der skal holde styr på statens finanser. Teknokrater bestemmer over politikere og borgere, og demokratiet bløder.

KOMMENTAR af Johan Juul Jensen, Frederik Romedahl Poulsen og Martin Langdal Topf

Læs også
Granitsas: Grækenland har brug for en teknokratregering
Torreblanca: Regeringen har reformeret Spanien uden om hjælpepakke
Silvia Francescon: Monti har reddet Italiens økonomi, men italienerne lider stadig

I det 21. århundrede er det næppe diktaturer, der truer demokratierne. Det er derimod teknokratiet. I Grækenland, Italien og Spanien forvitrer teknokratiseringen af magtapparaterne den legitimitet, demokratiet bygger på. Det ses tydeligst i Grækenland og Italien, hvor teknokratregeringer henholdsvis var, og stadig er, ved magten – indsat, for med kyndig hånd at lede de to lande ud af økonomisk morads. Men de gældsramte sydeuropæiske lande er ikke de eneste lande, hvis demokratier bløder. I Danmark er vi også på vej ud på et skråplan. I budgetloven fra foråret 2012, som er sat i verden for at imødekomme kravene i EU’s finanspagt, får Det Økonomiske Råd til opgave at kontrollere, om det offentlige overholder sine budgetter. Hensigten er en uafhængig vurdering af holdbarheden i den økonomiske politik. Fra at være et rådgivende organ, tildeler man nu vismændene en kassemesterrolle i forhold til statens finanser. Med andre ord en omstrukturering af den udøvende magt på det økonomiske område – en omstrukturering, der tildeler et ikke-folkevalgt organ magt over den folkevalgte regerings økonomiske råderum og dermed indirekte magt over regeringens førte politik. Vismændene får en overdommerfunktion i forhold til statens budgetter og kan i sidste ende underkende danskernes valg i forhold til landets økonomisk prioriteringer. Udviklingen kan ses som en alen af samme proaktive teknokratisering, som vi oplever i Sydeuropa.

En europæisk tendens
Da Silvio Berlusconi trådte tilbage i efteråret 2011, valgte præsident Napolitano at give den ikke-folkevalgte økonom og tidligere EU-kommissær Mario Monti nøglerne til Premierministeriet. Montis regering skal efter planen sidde frem til parlamentsvalget i april 2013. Napolitano udpegede Monti for at få styr på økonomien og genvinde finansmarkedernes tillid. Det var vigtigere, end at italienernes stemme blev hørt. Endnu vigtigere parameter var økonomien i Grækenland. Ved det seneste græske parlamentsvalg var accepten af EU's økonomiske redningspakke det centrale emne – og et så polariserende af slagsen, at det var på nippet til at bringe det yderligtgående venstrefløjsparti Syriza, der afviser redningspakken, til magten. Omverdenen så overordentligt kritisk på risikoen for, at en demokratisk valgt regering skulle afvise redningspakken. Derfor truede IMF mere eller mindre grækerne til i anden ombæring at stemme et redningspakkepositivt flertal til magten ved at stille konsekvenserne af en statsbankerot i udsigt for befolkningen.

Eksperternes demokratiske legitimitet
Lige så åbenlyst kritisabelt det er, at økonomerne har trumfet befolkningerne i Grækenland og Italien, er det naturligvis væsentligt at fastslå, at en kassemester til at styre et land ud af en krisesituation kan være et nødvendigt onde. Teknokratregeringer har en anderledes handlefrihed til at gennemføre upopulære forslag end demokratisk valgte regeringer. Men selv en teknokratregering må have en vis form for demokratisk legitimitet. Det kan den opnå på flere måder. Enten kan den lytte til befolkningen, når den skal træffe beslutninger. Eller også kan den gennemføre en politik, som befolkningen efterfølgende accepterer, fordi den indser, at politikken er nødvendig. Mario Monti kan altså enten legitimere sig selv ved at overbevise italienerne om, at hans og regeringens økonomiske indgreb er nødvendige, eller ved at lade dem komme til orde. Men selvom befolkningen får taletid, er det langt fra givet, at magthaverne hører efter. Så lige meget hvad må man problematisere befolkningens manglende muligheder for at påvirke beslutningstagerne gennem valg og folkeafstemninger. Hvis ikke befolkningen kan påvirke magtens mænd og kvinder direkte, er den umyndiggjort.

Begrænsning af de folkevalgtes muligheder
Hvis de økonomiske vismænd får øget indflydelse på den udøvende magt herhjemme, kan vi hurtigt komme til at stå i en situation, hvor befolkningen bliver umyndiggjort og reelt set sat uden for indflydelse, når det kommer til den førte økonomiske politik. Med budgetloven gør man anslag til at bringe teknokrater i spil som en del af den udøvende magt, og man kan frygte, at en fremtid med endnu skrappere og endnu mere upopulære prioriteringer i sigte, kan føre til en stadig øget inddragelse af teknokrater i magtudøvelsen. Det vil undergrave det danske demokrati ved at koble befolkningen af beslutningsprocessen. Befolkningen kan ikke påvirke de økonomiske vismænd direkte, hvorfor de reelt – i det omfang et flertal i Folketinget har givet dem mulighed for det – kan folde sig ud uden at tage hensyn til befolkningen; på samme måde som vi så Papademos’ teknokratregering folde sig ud i Grækenland. Risikoen er, at vismændene begrænser rammerne for politikernes handlemuligheder, heriblandt mulighederne for diverse ekspansive makropolitiske tiltag. Det er et skråplan, som på lang sigt kan ødelægge den tillid mellem borgere og system, som hele det repræsentative demokrati bygger på.

Johan Juul Jensen (f. 1989) studerer EU studies ved Roskilde Universitet
Frederik Romedahl Poulsen (f. 1990) studerer økonomi ved Københavns Universitet
Martin Langdal Topf (f. 1989) studerer sociologi ved Københavns Universitet
ILLUSTRATION: Det Økonomiske Råd til pressemøde (Foto: presse)