KOMMENTAR: Pressen var ikke for hård ved Elbæk

KOMMENTAR: Pressen var ikke for hård ved Elbæk

06.12.2012


Uffe Elbæk blev ikke udsat for en personhetz i medierne. De gik hårdt til ham, fordi han brød demokratiske normer og ikke kunne forklare sig. Det skal de gøre. Så medierne er ikke skyld Elbæks afgang, det er han selv.

KOMMENTAR af Tinne Hjersing Knudsen

LÆS OGSÅ:
Kommentar: Mediernes jagt på seere og læsere væltede kulturministeren

»Og.. Og måske kan det koste ham.. MINISTERPOSTEN!«, fremstammede journalisten trippende af begejstring, da samrådet om Uffe Elbæks forbindelse til AFUK sluttede tirsdag aften. Den sædvanlige journalisthorde klistrede til døren og væltede frem i samme sekund, dørhåndtaget gav sig. Det hele med en iver og adrenalin, der bedst kan sammenlignes med den, der vælter hegnet før tid på en festival.

Med samme blodtørst og mundfråde tæver politikere, debattører og menige folk løs på pressen i samme øjeblik, ministeren går af. Journalisterne er skyld i, at han trækker sig. Han er offer for en heksejagt. En personhetz. Kan det nu også være rigtigt, og var mediernes mundfråde og selvsving ubegrundet?


Elbæks skandale er politisk og ikke personlig

Der er mange fingre at pege ad de danske medier. De tænker kun på, hvordan de kan tjene penge, de går mere op i læsertal end journalistiske kriterier, og de er så sensationsliderlige, at de vil gøre alt for den gode historie. Også hvis det betyder at grave i politikeres skrald eller bringe rygter om, hvor klam en minister har været ved årets julefrokost.

Men Uffe Elbæks sag er ikke personlig. Den er politisk. Den handler om normbrud og nepotisme. Den handler om Uffe Elbæks virke som minister. Den handler IKKE om, hvad han gør, når han har fri. Derfor er det absurd at kalde opmærksomheden omkring ham for en personhetz. Det er efter journalistiske kriterier en vigtig historie, der handler om en ministers virke og brug af offentlige midler. Det er ikke en sladderhistorie om hans privatliv.

Der er to typer politiske skandaler. Der er den, der drejer sig om politikernes privatliv og den, der handler om politikernes virke. Skandalerne i privatlivet handler om, at ministeren smider batterier i skraldespanden i stedet for at genbruge dem eller sender sit barn i privatskole og prædiker, at vi skal styrke folkeskolen. Politikskandalen er anderledes. Den afslører, at en minister har rod i sine bilag, nægter statsløse palæstinensere statsborgerskab og i det hele taget bryder demokratiske love eller normer.


Mediekritik på autopilot

Journalistiske afsløringer af politikskandaler er ikke til for det onde. De er en kontrol af, at skattekronerne bruges rigtigt og en af de fornemmeste opgaver, journalistikken er tildelt som vagthund. Det er ikke et mål i sig selv at få en minister til at gå af, men det er et mål at afsløre, at der foregår noget råddent. Derfor var det i orden, at medierne gik hårdt til Elbæk, og det bør ikke overraske ham som minister.

Når det er sagt: Der ER meget galt med de danske medier. Der er en reel forråelse af metoder, og der er en reel desperation i jagten på læsere. Men det betyder IKKE, at medierne skal kritiseres for alt, de er indblandede i, eller at de skal have skylden for enhver modgang, politikerne møder. Det er holdninger sat på autopilot, og det er en ligeså flad flødebolle at give pressen skylden, som det er at skyde den på samfundet.


Elbæk gav op for tidligt

Mens medierne nu får sine sædvanlige tæsk, bliver Elbæk behandlet som et offer. Og hvorfor egentlig det? Han er en erfaren politiker, som er udmærket klar over, hvad det indebærer at være minister. Han ved, at en minister bliver tjekket grundigt og angrebet, hvis der er rod i regnskaberne. Det kan ikke komme bag på ham.

Der er mange ting at lave om ved pressen og flere i gang. Men forandringerne sker ikke over en natten. Så politikerne må forstå og til en hvis grad acceptere, hvad de går ind til, når de betræder Borgens bonede gulve. Det burde Elbæk have gjort og have reddet stormen af. Mange politikere har overlevet det, der er værre. I forhold til, hvilke tæsk – både politisk og personligt – danske politikere har fået i årenes løb, har Elbæk ikke fået andet end en lussing med flad hånd. Derfor skulle han være blevet, og derfor er det urimeligt at bebrejde pressen for hans afgang.


Tinne Hjersing Knudsen (f. 1991) er RÆSONs projektchef og medlem af chefredaktionen. Hun er journaliststuderende på Syddansk Universitet og forskningsassistent for professor Peter Bro ved Center for Journalistik samme sted. Har tidligere været redaktør på Lixen, lokaljournalist på Randers Amtsavis og arbejdet for Radikal Ungdom og Radikale Venstre.