Iran: Intern magtkamp ligger bag angrebet på den britiske ambassade

Iran: Intern magtkamp ligger bag angrebet på den britiske ambassade

02.01.2012


”Det er sandsynligt, at Irans øverste leder Ayatollah Ali Khamenei støttede angrebet mod Storbritanniens ambassade 30. november for at modarbejde præsident Mahmoud Ahmadinejads bestræbelser på at indlede forhandlinger med P5+1 [FN’s Sikkerhedsråds fem permanente medlemmer og Tyskland, red.].” Det siger sikkerhedsanalytiker hos Transnational Crisis Project Nima Khorrami Assi til RÆSON. Andre analytikere har primært forbundet ambassadeangrebet med Det Internationale Atomagenturs rapport, der viste at Iran angiveligt fortsat arbejder udvikler atomvåben, og de USA-ledede sanktioner mod Irans banksystem.

INTERVIEW af Andreas Antoni Lund

Læs også
Abbas Edalat: Krigen ER allerede i gang mod Iran – efterretningerne er tvivlsomme ligesom i Irak (GRATIS)
Eldad Beck: Israel angriber ikke Iran – de ville aldrig true først (GRATIS)
Irans atomplaner: Passivt USA vil øge risikoen for israelsk soloangreb (GRATIS)
BAGGRUNDSANALYSE: Magtkampen i Iran

RÆSON: Hvilken rolle har rapporten fra Det Internationale Atomagentur (IAEA), og englændernes sanktioner mod det iranske banksystem spillet i angrebene mod den Storbritanniens ambassade i Tehran?
Assi: Påstande om et forhold mellem angrebene, og hhv. sanktionerne og IAEA-rapporten, har et vist belæg – men de mangler at medregne de indenrigspolitiske faktorer. Det giver mere mening at forstå angrebene ud fra den indenrigspolitiske magtrivalisering mellem præsident Mahmoud Ahmadinejad og den øverste leder Ali Khamenei. Det er sandsynligt, at Khamenei støttede operationerne for at modarbejde præsidentens bestræbelser på at indlede forhandlinger med P5+1 [FN’s Sikkerhedsråds fem permanente medlemmer og Tyskland, red.]. I et interview med Irans Jam-e-Jam TV-kanal 26. november indrømmede Ahmadinejad vestlige sanktioners lammende konsekvenser for Irans økonomi og talte om sin villighed til at adressere det internationale samfunds bekymring for Tehrans atomprogram. Khamenei håber derimod, at angrebene vil føre til et afbrud af forhandlingene i en længere periode, idet han foretrækker isolation fremfor engagement og er i den tro, at krise tjener hans politiske interesser bedst. Man kan også se angrebene som regimets magtdemonstration over for Den Grønne Bevægelses aktivister. Og som et forsøg fra regimet på at aflede offentlighedens opmærksomhed fra Irans igangværende efterretningskrig med især USA [der tænkes her på arrestationen af en CIA-agent, amerikanske droneflyvninger, angreb på flere af den revolutionære gardes baser i Iran, som israelske agenter menes at stå bag, og det angiveligt iranske plot om at likvidere Saudi-Arabiens ambassadør i USA, red.]

RÆSON: Hvad betyder angrebene for den interne magtrivalisering?
Assi: Angrebene viser, hvem der bestemmer over sikkerhedsstyrkerne, og dermed hvem der har magten. I dag er den revolutionære garde og Basij-millitsen [en frivillig, paramilitær milits etableret af Ayatollah Khomenei i 1979] de mest magtfulde politiske kræfter i Iran. Deres opbakning er en forudsætning, hvis man vil opnå og bevare magt. Derfor har både Khamenei og Ahmadinejad forsøgt at vinde de væbnede styrker over på hver deres side. Her ser den mere ressourcestærke Khomeniei ud til at føre. Det er et stort nederlag for Ahmadinejads lejr. Basij-millitsens studenterpolitiske organisation, og den ideologisk-politiske enhed, der underviser, instruerer og træner universitetsstuderende i, hvordan de kan tjene den islamiske revolution, SBO, fulgte Khameneis ordrer og angreb den britiske ambassade. Det er sket på et tidspunkt, hvor Ahmadinejad forsøger at erhverve international prestige ved at styrke sine bånd til Vesten og sin indenrigspolitiske position.
RÆSON: Hvad er status i magtkampen mellem Ali Khamenei og præsident Mahmoud Ahmadinejad?
Assi: Regeringen under Ahmedinejad har erkendt, at religion ikke længere er gangbar politik, og at promoveringen af nationalisme med et islamisk islæt er begyndt at afløse de revolutionære idealer i de officielle diskurser. Ahmadinejads ledelsesstil, hans nationalistiske holdninger og hans ønske om at have en minimal klerikal tilstedeværelse i det iranske kabinet, har overbevist Khamenei og hans tilhængere om, at Ahmadinejad er en trussel mod deres eksistens, som de må holde nede. Reaktionære klerikale, såsom Mesbah Yazdi og Ahmad Janati, har kritiseret præsidenten for at udfordre det højeste klerikale styre. Den kritik har givet ekko hos blandt andre en kommandant i den revolutionære garde og Basij-militsen.
RÆSON: Kan du give nogle eksempler på hvordan, magtkampen udspiller sig?
Assi: Tidligere på året kom Ahmedinejad og Khomenei ud i en dyb konflikt over præsidentens forsøg på at sammenlægge forskellige ministerier, afskedige ministre og lægge det magtfulde Petroleumsministeriet ind under Energiministeriet (med sig selv som minister i det sidstnævnte). Khamenei blokerede, kritiserede præsidentens indsats flere gange, og kaldte regeringens opførsel for ulovlig. Til sidst videregav han sagen til domstolen med mulige retsforfølgelser af visse nøglefigurer, herunder vicepræsidenten. En anden gang fyrede Ahmedinejad chefen for efterretningstjenesten, Heidar Moslehi, fordi han fandt ud af, at Moslehi aflyttede hans stabschef, Esfandiar Rahim Mashaeis kontor. Khamenei genindsatte Moslehi øjeblikkeligt. Ali Khamenei så en mulighed for at bremse præsidenten og hans tilhængeres ambitioner. Khamenei undervurderede imidlertid konsekvenserne af sin åbenlyse offentlige indblanden i regeringens daglige arbejde i den tro, at han kunne forene stridende kræfter under et banner af national sikkerhed og regimebevaring. I et forsøg på at beskytte Ahmedinejad, er Mashaei til gengæld kommet i besiddelse af dokumenter, som han har truet med at frigive, hvis han bliver anholdt, eller hvis Ahmedinejad trækker sig. Også Ahmadinejad er i besiddelse af nogle følsomme dokumenter. Dokumenterne har informationer om bestemte konservative, herunder Khameneis sønners økonomiske aktiviteter. I dag som følge af sanktionerne mod Iran vender Ahmadinejad nu sit fokus mod Irans skattesystem. Den klerikale klasse står derfor overfor et dilemma. Shia-gejstlige modtager nemlig deres indtægter direkte fra befolkningen via khoms, fattigdomsskatten. Det vil være vanskeligt at bede befolkningen om at betale både statsskat og khoms i en periode med økonomisk krise. Og med skatteundvigelse som en slags nationalsport i Iran kan det blive endnu sværere. Deres problem i sidste ende er, at de ikke kender præsidentens reelle motiver: Handler han i regimets interesse – at forbedre statens indtægter – eller forsøger han at svække den klerikale klasse ved at frarøve dem deres indtægtskilde og dermed deres uafhængighed af staten? Nogle iranske analytikere har hævdet, at Præsident Ahmadinejad og hans tilhængere har tabt kampen til Ali Khamenei, og at Ahmadinejad er blevet reduceret til en præsident uden indflydelse, der muligvis ikke engang kan færdiggøre sin anden valgperiode. Det er en simplificeret analyse af begivenhederne. Ahmadinejad har trods advarsler fra enkelte højtstående officerer i den revolutionære garde stadig magtfulde støttere i både garden og Basij-militsen. Mange højtstående officerer deler Ahmadinejads politiske ideologi og har nydt godt af hans regerings politik de sidste seks år. Det er derfor rimeligt at antage, at det sande spil om den politiske magt i Iran først lige er begyndt, og at Iran vil gennemgå store politiske forandringer i månederne frem mod det forestående parlamentsvalg.

RÆSON: Hvad betyder magtkampen for Irans relation til omverdenen?
Assi: Historien viser, at udenforstående magter er fjendtlige over for nationalistiske udviklinger i Mellemøsten, som vi tidligere har set med bl.a. Nasser i Egypten og Mossadegh i Iran. Mellemøstens energiressourcer spiller en afgørende rolle heri. Irans strategiske placering ud de til vitale energiruter, der forbinder Golfregionen med Centralasien, har historisk set placeret Iran i centrum for globale magters stridigheder. Derfor kan et nationalistisk Iran tæt på Østen potentielt tippe den regionale magtbalance til ulempe for Vesten. Dertil kommer, at et selvhævdende, nationalistisk Iran muligvis vil inspirere til lignende diskurser i nabostaterne og dermed bane vej for yderligere ustabilitet i regionen. Ahmadinejads fraktion er i sin islamisk-nationalistiske fremdrift motiveret af både en indenrigspolitisk magtrekonsolidering og overlevelse. USA og dets allierede skal nu være i stand til at håndtere en iransk regering, der på den ene side har magten til at holde dets løfter og incitamenter for at indgå kompromisser til gengæld for ophævelsen af sanktioner, og på den anden side frygter for dets fremtid, fordi det er involveret i en barsk og usikker intern politisk brydekamp. Det er derfor Ahmadinejads lejr gradvist mener, at en indsats i Irak og Afghanistan kan give landet stærk tiltrængt national og international anerkendelse af dets positive involvering i regionen og kan styrke amerikanernes indsats for at stabilisere landene. Og det er derfor, Ahmedinejads lejr gerne ser, at man når til et fælles standpunkt med Vesten om atomprogrammet. Ifølge et Wikileaks-dokument er Ahmadinejad mere fleksibel angående atomspørgsmålet end andre iranske regeringsmedlemmer. Wikileaks-dokumenter afslører desuden, at Iran foretrækker at få reaktorbrændsel direkte fra amerikanerne fremfor fra Rusland.

NIMA KHORRAMI ASSI er sikkerhedsanalytiker for the Transnational Crisis Project in London. Han har været intern hos BASIC’s London-kontor fra 2009 til 2010. Hans interesse- og ekspertiseområder omfatter Mellemøsten, politisk Islam og afradikalisering, Kina, Kaukasus, energisikkerhed, og geopolitik. ANDREAS ANTONI LUND (f. 1981) er cand. mag. i journalistik og cand. mag. i historie fra Roskilde Universitet. Han arbejder som journalist for Dansk El-Forbund. ILLUSTRATION: Ayatollah Ali Khamenei (foto af Cinematogeraf via Flickr).