Hvis Rusland kunne vælge: Romney for at kunne dæmonisere ham

Hvis Rusland kunne vælge: Romney for at kunne dæmonisere ham

16.10.2012


”Putin vil få det langt nemmere, hvis Romney vinder, end hvis Obama får fire år mere. Selvom Obama har sagt til Medvedev, at tingene vil blive mere fleksible, hvis han bliver genvalgt, ville Putin nok stemme på Romney. Ham kan han dæmonisere.” Det siger forfatter Alexander Cooley, der har skrevet flere bøger om geopolitiske relationer og er aktuel med bogen Great games, local rules.

INTERVIEW af Casper Hindse, New York City


HVIS VERDEN KUNNE VÆLGE: USA’s præsident er verdens mægtigste mand. Derfor er det ikke kun amerikanerne, der går op i, hvem der vinder kampen om det Det Hvide Hus. Det gør alle. RÆSON spørger: Hvem ville verden vælge?
Hvis Kina skulle vælge: Obama, fordi de ved, hvor de har ham
Hvis Tyskland skulle vælge: Romney for at få lettere ved at holde fast i sparekursen
Hvis Israel skulle vælge: Obama og Romney gør det samme, så det kan være det samme


RÆSON: Hvordan vil du sige temperaturen er mellem Rusland og USA i dag?
Alexander Cooley: Den er egentlig ganske kropsvarm. Der er hverken feber eller forfrysninger. Forholdet var til gengæld på frysepunktet, da Obama overtog fra Bush, så det er lidt af en præstation, at relationerne er så gode i dag.
RÆSON: Hvad var der sket op til, da Obama overtog?
Alexander Cooley: Man skal huske på, at Putin var den første verdensleder, der udtrykte klar sympati for USA efter 11. september, og som selv ringede til præsident Bush. Og det fik Ruslands mægtigste mand absolut intet ud af. Tværtimod. Det er ikke noget en russisk præsident bryder sig om, så Obama havde et stort arbejde, der skulle gøres, da han overtog nøglerne til Det Hvide Hus.
RÆSON: Hvad havde Putin forventet at få ud af sin lyntilkendegivelse 11. september 2001?
Alexander Cooley: Han havde regnet med et langt tættere samarbejde mellem USA og Rusland. Det er ingen hemmelighed, at Putin havde som mål omkring årtusindeskiftet, at han ville indgå en stærk alliance med USA, så han kunne få mere magt i Østen. I stedet ignorerede Bush-administrationen tilnærmelserne og begyndte at arbejde mere bilateralt.
RÆSON: Og USA gik jo endda også uden om FN’s sikkerhedsråd, da Irak blev invaderet, hvilket vel også var en torn i øjet på Rusland.
Alexander Cooley: Det var ikke bare en torn i øjet. Det var det tætteste, man kommer på en kniv i brystet. Netop sikkerhedsrådet er et sted, hvor Rusland altid spiller med musklerne og virkelig bruger sin indflydelse. Så ja, Bush rev meget ned, som Obama har skullet bygge op igen.


Obama har virkeliggjort Putins visioner

RÆSON: Hvordan har Obama bygget forholdet op igen?
Alexander Cooley: Ved at forenkle politikken. Obama nulstillede simpelthen USA’s ageren over for Rusland. Han indså, at USA og Rusland ikke engang kunne blive enige om de ting, de faktisk var enige om, og derfor besluttede han, at man skulle have to fokuspunkter, der kunne udstikke en politisk enighed for hans første fire år i præsidentstolen.
RÆSON: Hvilke to punkter var så det?
Alexander Cooley: Det var først og fremmest spørgsmålet om Afghanistan. Her kunne begge lande skabe en sikkerhed for sig selv i et meget svært område, hvis de altså arbejdede tæt sammen. Rusland ville føle sig som altdominerende i området, og USA ville få dækket en vigtig flanke af med en langt mindre indsats end tidligere. For det andet indgik parterne i 2010 en stor atomnedrustningsaftale, som lagde sig i forlængelse af Obamas visioner, og samtidig fik folk over alt i verden til at se langt mere velvilligt på Rusland.
RÆSON: Så man kan faktisk sige, at Obamas politik har ført til, at Putins visioner fra starten af det nye årtusinde er blevet virkeliggjort?
Alexander Cooley: Landene er i hvert fald rykket tættere sammen, ja. Men kun på de to afgørende punkter. Alt andet har ikke været til diskussion. Ingen af landene har ønsket at tale om, hvordan de hver især agerer i forhold til NATO, ingen af landene ønsker at kommentere på, hvordan den anden part agerer i forhold til Libyen, og sådan kunne man blive ved. Politikken er meget enkel, men også ret mangelfuld.
RÆSON: Vil det så ændre sig, hvis Obama får fire år mere?
Alexander Cooley: Det tror jeg bliver svært. Især fordi Rusland også har det fint med ikke at tale om de ting, de er dybt uenige om. De er rykket lidt mere ind mod centrum af den verdenspolitiske scene og vil helst ikke sætte den position alt for meget over styr.


Få interesserer sig for Rusland i USA

RÆSON: Guvernør Romney taler meget om at konfrontere russerne. Vil han få et problem, hvis han bliver præsident?
Alexander Cooley: Mitt Romney er omgivet af mange af de samme folk, som var i inderkredsen hos Bush, når det kommer til udenrigspolitik. For mig at se, ser man en helt unødvendig og absurd koldkrigsretorik fra Romney. Han taler om, at Rusland er en geopolitisk trussel, på trods af at alle undersøgelser og rapporter viser, at USA's og Ruslands forhold slet ikke knirker for tiden.
RÆSON: Så hvis Mitt Romney bliver USA’s næste præsident, så vil skal man ikke kunne forvente en ny og hårdere linje over for Rusland?
Alexander Cooley: Romney har sat sig selv i et ideologisk ringhjørne og venter bare på, at Putin træder ind i ringen. Men hvis USA får Romney som præsident fra 2013, så vil det kun være på overfladen, at der vil komme hårdhed. Vi må huske på, at Afghanistan-krigen snart skal have en ende, og den dag de amerikanske tropper skal køre ud af Afghanistan for sidste gang, ja, så kører de faktisk lige ind på russisk territorium. Så at tro, Romney vil være benhård over for russerne, er ren utopi. Det er valgkampsretorik, der vildleder mere, end den gavner.
RÆSON: Det, du siger, er, at Mitt Romney ikke kan gøre andet, end Obama har gjort?
Alexander Cooley: Han vil tale meget anderledes, men jeg kan slet ikke se, hvad det er Romney skal gøre ellers. Han vil formodentlig ikke kunne lide at blive sammenlignet med Bush – og det vil han blive, hvis han vender Obamas politik på hovedet endnu engang. Samtidig betyder det faktum, at Romney er omgivet af tidligere Bush-folk, at disse folk nok også gerne vil vise, at de faktisk besidder store diplomatiske evner. Og derfor vil det realpolitiske forhold til Rusland bestemt ikke ændre sig, er jeg overbevist om.
RÆSON: Men hvorfor i alverden, gør Romney så et stort nummer ud af at angribe russerne verbalt, hvis han ikke vil noget med det? De seneste meningsmålinger viser jo netop, at et stort flertal af amerikanerne anser præsident Obama for at være langt dygtigere end Romney, når det kommer til udenrigspolitik. Så burde Romney ikke bare fjerne fokus fra området?
Alexander Cooley: Den eneste grund til, at Rusland er blevet nævnt i valgkampen, er, at Obama blev fanget i en optagelse, hvor han siger til Medvedev, at situationen bliver mere fleksible, hvis han bliver genvalgt. Havde den optagelse ikke været der, så havde ingen nævnt Rusland herovre.
RÆSON: Hvorfor ikke?
Alexander Cooley: For hvem interesserer sig ærligt talt for Rusland i USA? Svaret er ubetydeligt få. Mange amerikanere ser Rusland som et land, man for længst er rykket fra. Derfor tror jeg heller ikke Romney kommer til at bruge meget mere tid på det emne, for det er for længst uddebatteret.
RÆSON: Mener du også, at Rusland er irrelevant ?
Alexander Cooley: Et hvert land, der har så mange atomvåben, som Rusland har, er relevant, og derfor er det også et levn fra koldkrigstiden, når Mitt Romney går ud og sætter hårdt mod hårdt i sine meninger om Rusland. Rusland kan kun behandles på én måde i det nye årtusinde, og det er med diplomati og ikke hard talk, der ikke fører til noget.


Moskvas problem: Obama er et godt menneske

RÆSON: Hvis ingen af kandidaterne kommer til at føre en anderledes politik i forhold til Rusland, end den Obama har ført, er Putin så også ligeglad med, hvem der vinder?
Alexander Cooley: Putin vil få det langt nemmere, hvis Romney vinder, end hvis Obama får fire år mere. Uanset hvad Obama har sagt til Medvedev. Putin ville nok stemme på Romney.
RÆSON: Det må du forklare.
Alexander Cooley: En russisk præsident elsker først og fremmest statsledere, han kan dæmonisere. Det kan ikke rigtig med Obama, der har vundet Nobels Fredspris og som betragtes som et godt menneske – også mange steder i Rusland. Det er langt nemmere, at have en samarbejdspartner, der på overfladen modarbejder dig, som Romney vil gøre. Så vil Putin kunne spille den stærke mand og blive mere populær i den russiske befolkning, selvom politikken på ingen måde er ændret.
RÆSON: Så for Rusland vil udfaldet af det amerikanske præsidentvalg ikke ændre noget som helst politisk?
Alexander Cooley: Rusland er for længst holdt op med at kigge mod USA, for forholdet er fint nok. I Moskva kigger man langt mere østpå, for Kina er jo på vej frem i eksplosiv fart. Jeg tror, indercirklen omkring Putin er langt mere interesseret i, hvem der bestemmer i Kina end i USA for tiden.


Casper Hindse er samfunds- og kulturjournalist med speciale i større interviews og længere udredende artikler. Endvidere anmelder han film. For tiden er Casper bosat i New York, hvor han følger det amerikanske præsidentvalg tæt.