03.05.2012

Præsidentvalgets første runde har sat Nicolas Sarkozy i en nærmest umulig situation. For at komme i nærheden af genvalg er han nødt til at erobre ikke blot Marine Le Pens stemmer, men også den midtsøgende François Bayrous vælgere. Det kan han ikke, så på søndag får Frankrig efter alt at dømme en socialistisk præsident. Franskmændene tror dog ikke, det kommer til at ændre noget.

ANALYSE af Jørn Boisen

VEJEN TIL ÉLYSÉE: François Hollande er Frankrigs nye præsident. En af EU’s mest indflydelsesrige medlemsstater er skiftet fra borgerligt til socialistisk styre. Et skifte, der kommer til at påvirke hele Europa. RÆSON dækkede valget gennem en række portrætter, interviews, analyser og kommentarer.
– Hollande: Velforberedt favorit med for store ambitioner
– Sarkozy: Handlekraftig populist på vakkelvorn knivsæg
– Fransk præsidentvalg: Politikerne vejer tungere end politikken

Situationen er ekstremt vanskelig for Sarkozy. Venstrefløjen med Hollande i spidsen er gået stærkt frem i forhold til sidste valg. Faktisk har den fået sit bedste valg siden 1988, hvor Socialistpartiets Mitterrand besejrede gaullisten Chirac. Det samme scenario, som tegner sig forud for søndagens anden og afgørende runde af det franske præsidentvalg. Hollande fik over 10 millioner stemmer og slog den siddende præsident. Begge dele er bemærkelsesværdige. Som om det ikke var nok, fik nationalistpartiets kandidat Marine Le Pen også et forrygende valg. Sarkozy lod, som om han glædede sig over det, fordi det skulle være et tegn på, at landet stadig er fast forankret til højre. I virkeligheden er Le Pens vælgere dog en meget broget og temmelig folkelig skare, der ikke har meget til fælles med Sarkozys egne kernevælgere i UMP. Det er ren ønsketænkning at tro, at alle hendes stemmer (18 procent) automatisk vil tilfalde ham. Normalt kommer andelen af overførte stemmer fra Front National til den borgerlige kandidat aldrig over 55-60 procent. Og det vil simpelthen ikke være nok til at få Sarkozy genvalgt som præsident. Samtidig har midterpartiet MoDems kandidat François Bayrou (9 procent), trukket sig længere og længere væk fra Sarkozy. Hans vælgere vil formentlig fordele sig, som de plejer. En tredjedel til højre, en tredjedel til venstre og en tredjedel, der holder sig væk. Så heller ikke Bayrous vælgere udgør en tilstrækkelig stor vælgerreserve for Sarkozy.

Den umulige flirt med Marine Le Pen
Tilsyneladende er der flest stemmer at hente hos det yderste højre. Derfor har Nicolas Sarkozy valgt at brænde alle broer og svinge helt til højre med en stærkt værdipolitisk kampagne baseret på nationalisme, euroskepsis, xenofobi, lov og orden. Det er selvfølgelig ikke ufarligt for Sarkozy at henvende sig udelukkende til Front Nationals vælgere. For det første bliver Bayrou endnu mere utilbøjelig til at pege på præsidenten som sit foretrukne valg. For det andet bliver Sarkozys kampagne så firkantet, at den kommer til at splitte Frankrig – dem, der ikke er med mig, er imod mig. Sarkozys frembrusende retorik synes ligefrem at styrke Hollandes kampagne. Hollandes taktik har hele tiden har været at gøre valget til en folkeafstemning om Sarkozy. For det tredje har Sarkozy ikke noget at tilbyde Front National. Sarkozy ønsker, at Marine Le Pen skal pege på ham nu, ligesom han ønsker, at Front National skal pege på UMP-kandidaten, hver gang UMP er oppe mod en socialist til parlamentsvalget i juni. Til gengæld forlanger Marine Le Pen – meget rimeligt – at Sarkozy og UMP peger på Front Nationals kandidat, hver gang hendes parti er oppe mod en socialist. Hun forlanger altså gensidighed, men det kan Sarkozy ikke tilbyde hende. Hvis han gør det, flygter centrum-højre-kræfterne. Hans egen lejr bliver sprængt, og UMP vil være fortid. Marine Le Pen er stadig ikke stueren for flertallet af franske vælgere, og det er ikke acceptabelt at lave aftaler med hende.

Fjender i alle lejre
Alt i alt ser det sort ud for Sarkozy. Hvis han skal have chance, kræver det, at han samler højrefløjen. Men i øjeblikket ser det mere ud til, at han splitter den. For at de franske koalitioner (både til højre og venstre) skal kunne fungere, skal der være en glidende overgang mellem de forskellige fraktioner. Venstrefløjen kunne først komme til magten i 1981, da Mitterrand havde skabt en fælles platform, der gik fra kommunistpartiet til det politiske centrum. Når der kommer brud, fungerer systemet ikke længere. Og Bayrous parti MoDem kan ikke længere regnes for en naturlig del af højrefløjen. Det yderste højre lader sig heller ikke integrere i højrefløjen. Det er der flere grunde til, men den altoverskyggende er, at Marine Le Pen selv placerer sig hinsides (eller over) højre-venstre aksen. Det samme gør hendes vælgere. Hele 36 procent karakteriserer sig selv som “hverken til højre eller venstre”. Det var derfor en fejl, da Sarkozys stab efter første valgrunde regnede lidt på det og sagde: “Med Bayrous, Le Pens og Sarkozys stemmer har vi 54 procent til højre for midten. Sejren er vor!” Sarkozy står nu svagt i alle lejre. Hans forsøg på at vinde vælgere fra alle sider, har gjort ham utroværdig og upopulær. Både midtervælgerne og det yderste højre er blevet ekstremt kritiske over for ham. Og det er dårligt nyt. I første runde af præsidentvalget stemmer franskmændene på den, der helst ser vinde. I anden runde stemmer de imod den, de helst ser tabe. Hollande står stærkere, alene fordi han vækker langt mindre modvilje.

Strategiske fejltagelser
Inden første runde førte Sarkozy valgkamp ud fra den analyse, at det franske samfund var drejet til højre. Han regnede også med, at tilslutningen til Hollande på et tidspunkt ville bryde sammen. Sarkozys hovedstrateg Patrick Buisson hævdede således i et interview i Le Monde, at han var sikker på, at Hollande ville klare sig dårligere end Ségolène Royal gjorde i 2007. Det gik lige omvendt. Det er ikke Sarkozys eneste fejlanalyse. Frem til første valgrunde var hans eneste mål at marginalisere Marine Le Pen og stjæle hendes vælgere. Det var den strategi, der var lykkedes så godt i 2007 over for Jean-Marie Le Pen. Ønskescenariet var et elendigt valg til Marine Le Pen og måske endda også et godt valg til det yderste venstres kandidat, Jean-Luc Mélenchon. Sarkozy gjorde sig store anstrengelser for at støtte Mélenchon inden første runde; han komplimenterede ham for hans idéer og overtog endda et par af dem. Men virkeligheden efter første runde blev et mareridtsscenario. Le Pens egne vælgere foretrak originalen frem for kopien, og i tilgift vandt hun yderligere 1,2 millioner tidligere Sarkozy-stemmer. Oven i købet bidrog Sarkozys kampagne til at legitimere Front Nationals temaer og placere dem centralt i debatten. Nu hænger han på dem, selvom han sikkert hellere ville have ført en mere almindelig midtsøgende kampagne op til anden runde.

De tre tendenser
Hvor svinger det franske samfund så hen, hvis det ikke svinger til højre? Man kan efter første valgrunde tale om tre store tendenser. Der er François Hollandes Frankrig, der består af relativt velstillede lønmodtagere, veluddannede, byboere, overvejende offentligt ansatte, som er forholdsvis åbne over for globaliseringen. Nicolas Sarkozys Frankrig består af lidt ældre, men ligeledes velstillede privatansatte eller selvstændige. Endelig er der Marine Le Pens Frankrig, der består af de lavere klasser, som hverken er veluddannede eller vellønnede. De bor i udkanten af landet eller byerne, og de føler sig stærkt truet af krisen og indvandring. Le Pens Frankrig deler overhovedet ikke Sarkozys økonomiske værdier. Man kan more sig ved at se, hvordan Sarkozys og Marine Le Pens vælgere forholder sig til en række nøgleord. For eksempel ordet “profit”. For 60 procent af Sarkozys vælgere er det et positivt ord, mens kun 34 procent af Marine Le Pens vælgere har samme opfattelse. “Euro”: 76 procent positive hos Sarkozy, 28 procent hos Marine Le Pen. “Skal man stole på virksomhederne og lade staten blande sig udenom?”: 59 procent siger ja i Sarkozys lejr, kun 38 procent i Marine Le Pens. Der er altså en enorm forskel, og det reducerer Sarkozys manøvrerum betragteligt. Hvis han både vil tale til sine egne og Marine Le Pens vælgere, kan han kun tale om indvandring og lov og orden. Taler han om økonomi, fjerner han sig straks fra Marine Le Pens vælgere.

Begge kandidater kan kun overraske positivt
Uanset hvem der vinder på søndag, ændrer det ikke det store. I hvert fald ikke, hvis man spørger franskmændene. De forventer sig ikke noget af nogen af kandidaterne. De vil måske hellere have en præsident, der prøver at samle forskellige strømninger om sit projekt, end en præsident, der tvinger sin vilje igennem, koste hvad det vil. Men derudover regner de ikke med, at noget vil ændre sig fundamentalt. Det er en enorm forskel i forhold til 2007, hvor der var en generel fornemmelse af, at tingene ville forandre sig, og at alt var muligt. Man har spurgt vælgerne, om situationen ville blive bedre, uændret eller værre med henholdsvis Sarkozy og Hollande ved roret. Flertallet i begge lejre svarer, at den bliver værre, uanset hvem der vinder valget. Ingen af kandidaterne har altså formået at rive franskmændene ud af den udbredte pessimisme, der trods alt er temmelig overdrevet. Frankrig er stadig en stor spiller med mange trumfkort. Flere journalister og kommentatorer har bebrejdet kandidaterne, at de ikke tog de store visioner for fremtiden op under valgkampen. Men sagen er, at ingen gad at høre på dem, når de gjorde det. Den gode nyhed er på den anden side, at den kommende præsident – Hollande eller Sarkozy – næsten kun kan overraske positivt.

Jørn Boisen er lektor ved institut for Engelske, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet. Han forsker blandt andet i fransk idéhistorie, historie og samfund. Desuden ph.d. i fransk litteratur fra Syddansk Universitet og docteur d’université i moderne litteratur fra Université de Bordeaux III-Michel de Montaigne. ILLUSTRATION: Præsident Sarkozy (Foto: UMP Photos via flickr)