22.04.2012

Den økonomiske krise og EU har domineret den franske valgkamp op til valgets første runde, der afgøres i dag. Men også kandidaternes personlige stil, kørekortsregler og halalkød har spillet en rolle. Her er fem afgørende temaer i kampen om præsidentposten

ANALYSE af Jørn Boisen

VEJEN TIL ÉLYSÉE: François Hollande er Frankrigs nye præsident. En af EU’s mest indflydelsesrige medlemsstater er skiftet fra borgerligt til socialistisk styre. Et skifte, der kommer til at påvirke hele Europa. RÆSON dækkede valget gennem en række portrætter, interviews, analyser og kommentarer.
– Fransk præsidentpost: Et permanent statskup
– Fransk præsidentvalg: Sarkozy og Hollande vil føre samme EU-politik
– Fransk præsidentvalg: Politikerne vejer tungere end politikken

Tema#1: Krisen
For et par uger siden skrev den engelske ugeavis The Economist, at franskmændene fornægtede den europæiske krise. Det er ikke helt rigtigt, for valgkampens altdominerende, ja praktisk talt eneste tema har været lige netop krisen. Alle andre spørgsmål har været determineret heraf: statsgæld, Europa og euroen, Frankrigs rolle, sikkerhed og velfærd. Frankrig har Spanien på den ene side og Tyskland på den anden, og franskmændene er godt klar over, at det er alvor. The Economist mener formentlig, at det er fornægtelse, når franskmændene nægter at tage den liberale medicin, som Margareth Thatcher udskrev i firserne. Heller ikke her rammer avisen målet. De to favoritter til præsidentposten, Hollande og Sarkozy, er begge bundet af europagten. De er i praksis sat økonomisk skakmat. Hvis de lover vælgerne noget, der falder uden for pagten, vil finansmarkederne tvinge dem til at æde løfterne igen. De siger ganske vist, at de vil kræve ændringer i pagten, men det er tvivlsomt, om det overhovedet er muligt. Derfor er de forståeligt nok tilbageholdende med detaljer og præcise tiltag. I en tilspidset valgkamp er det begrænset, hvor mange stemmer der er i at love endnu flere nedskæringer, endnu mere blod, sved og tårer, men lige meget hvad er det lige præcis, hvad franskmændene får efter valget.

På fløjene – først og fremmest Marine Le Pens Front national og Jean-Luc Mélenchons Front de gauche – er de til gengæld mere end tilbøjelige til bare at feje brikkerne af brættet. Her er indstillingen, at liberalismen har overlevet sig selv. Fløjpartierne går ind for en model, hvor staten spiller en mere fremtrædende rolle som økonomisk aktør. På den måde er fransk politisk polariseret: midten mod resten. Liberalisme mod noget andet, der ikke er alt for veldefineret, og stillingen mellem de to positioner er næsten 50/50. Det var måske det, som The Economist sigtede til, da den talte om fornægtelse.

Tema#2: EU
EU er et andet stort tema i valgkampen. Om end kun i den udstrækning, at det er forbundet med gælds- og finanskrisen. Valgkampen har været bemærkelsesværdigt blottet for egentlige visioner for unionens udvikling. En nylig undersøgelse viste, at det fortrinsvis er de EU-skeptiske kandidater med Marine Le Pen i spidsen, der taler om unionen. Nicolas Sarkozy er nummer to på listen. Her ligger han ikke, fordi han taler varmt for EU, men snarere fordi han ligesom Le Pen kræver reformer, forandringer og stramninger. I valgkampen er han altså EU-skeptiker. Den samme undersøgelse viste, at knap hver andet udsagn i valgkampen om EU var usandt og hvert andet forslag totalt uladsiggørligt. Igen toppede Marine Le Pen listen skarpt forfulgt af Nicolas Sarkozy. Det er paradoksalt, at Sarkozy – en af europagtens fædre og euroens redningsmand – kun taler dårligt om EU i sti hjemland, og lancerer tiltag – som for eksempel revision af Schengen-samarbejdet – der ikke lader sig gennemføre. Men man kender mekanismen fra dansk politik: Unionen er alles foretrukne universalsyndebuk, og det kan som sådan gøre nytte i enhver valgkamp.

Tema#3: Præsidentembedet
Det franske demokrati er gammelt, men dets forfatning er stadig ung. Den igangværende kampagne er kun den 10. under den 5. Republik. Derfor ligger overvejelser om præsidentembedet som en grundtone under alle valgkampens andre temaer. To dage før første valgrunde indrømmede Nicolas Sarkozy i en klumme i Le figaro, at der var gået lidt tid, inden han havde forstået embedets sande natur. Det var en fejl, der ikke ville gentage sig, lod han forstå. Det var en nødvendig indrømmelse. I de tre første år af sin præsidentperiode, fra 2007 til 2010, opførte Sarkozy sig som en yngre minister. Han talte banaliserede komplicerede spørgsmål, havde alt for tætte bånd til bestemte erhvervsmænd og mediekoncerner, for ikke at tale om en stil, der for en minister måske kunne betegnes som personlig, lidenskabelig og pågående, men som for en præsident virkede smålig, upassende for ikke at sige vulgær. I 2010 gik det op for hans stab, at ingen i Frankrig kunne lide Sarkozys opførsel, og han har i de sidste to år prøvet at optræde mere som en statsmand. Det har han gjort med et vist held under forhandlingerne om europagten og i håndteringen af sagen om seriemorderen fra Toulouse, men ikke så snart var valgkampen i gang igen, før han faldt tilbage i sine vante folder. Franskmændene synes ikke at have tillid til ham længere. Flere mindre sager om korruption, vennetjenester og forsøg på sabotage af retssystemet (en fransk specialitet) er også begyndt at veje tungere. Det siger alt, at Hollande scorer langt højere på troværdighedsbarometret alene ved at love, at han vil være en anden type præsident end Sarkozy. Og det er der ingen tvivl om, at han vil. Hans valgkamp har vist, at han både har analyseret og forstået Sarkozys fejltrin. Hans første møde viste til de flestes overraskelse, at han faktisk er i stand til at begejstre en folkemængde, men ellers han han været meget tilbageholdende. Han har spillet glansløsheden som et trumfkort, og det har virket.

Tema#4: Kørekort, halalkød og anden symbolpolitik
Ændringer i reglerne for kørekort er naturligvis ikke et stort tema i valgkampen, men det er der. Forslaget blev fremsat af Sarkozy og lynhurtigt imiteret af Hollande. Det er et eksempel på en af de MacGuffins, valgkampen har været rig på. Det vil sige en rekvisit, der i sig selv er uden betydning, men som tillægges en symbolsk betydning. Et andet eksempel er Front Nationals halalkødstema. Man kan forstå, at Front National, De Grønne, Le front de gauche og andre af de marginale partier kæmper for at vække opmærksomhed om deres mærkesager. Men når de reelle præsidentkandidater begynder at tale om kørekort, er det et udtryk for svigtende dømmekraft. Det skabte i hvert fald et flimrende billede af Sarkozy, mente mange. Han fremstod, som om han skød på alt, der bevægede sig. Hvad bliver det næste? spurgte folk. Kommer der også et forslag om bilsyn. Forslaget blev straks gennemskuet som et udtryk for opportunisme, og det været med til at tørre præsidentglansen af Sarkozy.

Tema#5: Meningsmålinger
Meningsmålinger er naturligvis ikke et rigtigt valgspørgsmål, men de spiller ikke desto mindre en stadig mere central rolle. Det er dem, der leverer fortællingen i valgkampen. Uden meningsmålinger er der ikke noget at tale om. Hvem står til hvad og hvorfor? Og så er der spørgsmålet om de “dybe tendenser”: Vil kurverne knække, og vil de, som Sarkozys stab håbede så meget, krydse på et tidspunkt. Den eneste “dybe tendens” har imidlertid været status quo. For lige at rekapitulere: Hollande begyndte med et stort forspring. Han havde cirka en tredjedel af vælgerne bag sig i første runde, mens Sarkozy var nede på lidt over en femtedel. Da Sarkozy gik ind i valgkampen i februar, lykkedes det ham at genvinde terræn. Hurtigt så det ud til, at han og Hollande ville stå lige i første runde. Siden har tingene stået stille. Selv den forfærdelige terrorsag i Toulouse ændrede ikke noget, selvom den lå lige til både Sarkozys og Marine Le Pens højreben. Sarkozy fik kæmpet sig en smule op, men de tre procentpoint, han reddede i land, hentede han fra Marine Le Pen. Det nytter ikke det store i sidste ende. I et par uger har tendensen været helt klar, og jeg vil gerne (i god tid inden resultatet ligger klart) vove det ene øje og forudsige, hvordan valget ender: Sarkozy og Hollande får 27 procent hver, Marine Le Pen får 16 procent, Jean-Luc Mélenchon 14 procent og François Bayrou 10 procent. Hvis der skulle ske noget uventet, kunne Marine Le Pen få et par point mere, og opbakningen til Sarkozy kunne falde sammen. I anden runde vinder Hollande over Sarkozy med 56 procent af stemmerne. Dér har han ligget fast som en klippe det sidste halve år, og der er intet, der tyder på, at det vil ændre sig.

Jørn Boisen er lektor ved institut for Engelske, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet. Han forsker blandt andet i fransk idéhistorie, historie og samfund. Desuden ph.d. i fransk litteratur fra Syddansk Universitet og docteur d’université i moderne litteratur fra Université de Bordeaux III-Michel de Montaigne. ILLUSTRATION: Franskmændene skal til stemmeurnerne (Foto: M. Biguien via flickr)