Fransk præsidentvalg: Vejen til det første forudsigelige resultat

Fransk præsidentvalg: Vejen til det første forudsigelige resultat

23.04.2012


Hollande og Sarkozy skal som forventet dyste om præsidentposten efter første runde af det franske præsidentvalg. RÆSON gør her status over de seneste 12 måneders intense valgkamp.

ANALYSE af Jørn Boisen


VEJEN TIL ÉLYSÉE: François Hollande er Frankrigs nye præsident. En af EU’s mest indflydelsesrige medlemsstater er skiftet fra borgerligt til socialistisk styre. Et skifte, der kommer til at påvirke hele Europa. RÆSON dækkede valget gennem en række portrætter, interviews, analyser og kommentarer.
Hollande: Velforberedt favorit med for store ambitioner
Sarkozy: Handlekraftig populist på vakkelvorn knivsæg
Fransk præsidentvalg: Politikerne vejer tungere end politikken


RESULTATET: Valgets første overraskelse var den rekordhøje valgdeltagelse på over 80 procent, men den største overraskelse er uden tvivl Marine Le Pens fantastiske resultat. Hun fik en historisk høj score på hele 18 procent. Med den høje valgdeltagelse betyder det, at 6.4 millioner franskmænd har stemt på Front Nationals kandidat. Da Jean-Marie Le Pen gik videre til anden valgrunde i 2002, fik han og Bruno Megret tilsammen 5.4 millioner stemmer. Det er tilsyneladende lykkedes Marine Le Pen at åbne partiet mod nye vælgere uden at støde de gamle væk. Hun har ikke noget sammenhængende program, hun bliver gang på gang bragt på glatis, når journalisterne går tæt på, men hun er den, der bedst inkarnerer protesten. Hun har samlet næsten alle proteststemmerne. Sarkozys meget målrettede forsøg på at vinde hendes vælgere over på sin side blev en spektakulær fiasko. Vælgerne faldt for det i 2007, men i år har de foretrukket originalen for kopien. I en vis udstrækning kan Marine Le Pen takke Sarkozy for at have ført kampagne for hende. Spørgsmålet er, hvor hendes mange vælgere går hen i anden runde. Marine Le Pen siger, at hun selv vil stemme blankt. Og hun opfordrer sine tilhængere til at gøre det samme. Hendes strategi er, at Sarkozys UMP skal lide så stort et nederlag, at det bryder sammen. Det betyder, at de borgerlige kræfter i Frankrig skal omgruppere sig. Hun håber, at hun kan få en central placering i det ny højre. Med dagens score er det ikke længere en utopisk idé.

Vinderen af første runde blev ikke uventet François Hollande med 28,4 procent af stemmerne. Til sammenligning fik socialistpartiets kandidat, Ségolène Royal knap 26 procent i 2007. Samlet fik venstrefløjens kandidater 44 procent. Det er fremgang på 8 procent i forhold til sidste valg, så der er sket noget. Hollande er stadig storfavorit til at blive næste præsident.

Nicolas Sarkozy fik 27 procent mod 31,1 procent i 2007. Det er et regelret mistillidsvotum til den siddende præsident. Det er første gang en siddende præsident ikke vinder første runde, ligesom Sarkozy er den eneste præsident, der har haft mindre end 50 procents opbakning 4 år i træk. Sarkozys stab søger trøst i, at højrefløjen samlet ikke blev mindre end venstrefløjen. De håber, at højrefløjen vil kunne forenes i anden runde for at slå Hollande. Sagen er bare, at højrefløjen i modsætning til venstrefløjen er fuldstændig splittet. Det er Marine Le Pens mange proteststemmer, der åbner valget, for hvor går de 20 procent hen i næste runde?

Jean-Luc Mélenchon fik med 11,7 procent af stemmerne et på en gang flot og skuffende resultat. Han startede med næsten ingenting, nåede næsten op på siden af Marine Le Pen, men måtte i sidste ende nøjes med halvt så mange stemmer. Mélenchons nedtur er til gengæld ikke ubetinget en ulempe for François Hollande. Sarkozy har konsekvent fremført, at Hollande ville blive gidsel for en stærk venstrefløj. Det argument falder nu. Og stort set alle Mélenchons vælgere vil stemme på Hollande i anden runde.

Hollandes vej til kandidaturet
Valgprognoserne spår en sejr til Hollande i anden runde. Socialisternes kandidat bliver efter alt at dømme Frankrigs næste præsident. Indtil for et år siden var der dog intet, der tydede på, at den kandidat skulle bliver Hollande. Tværtimod. Det kom først på tale, da storfavoritten Dominique Strauss-Kahn snublede over sin egen libido og under stor bevågenhed blev fængslet (og siden løsladt) i New York. Det skulle vise sig, at det ikke var første gang, at Dominique Strauss-Kahn havde været ude med riven. Siden er der dukket historier op om hans forbindelse til l’affaire du Carlton i Lille. En saftig sag med organiseret prostitution, kriminalitet og korruption i stor stil. Hvis den var eksploderet under valgkampen, havde Sarkozy uden tvivl fået sejren foræret på et sølvfad. Franskmændene er som bekendt ikke sarte med hensyn til deres præsidenters kønsliv, men de trækker dog grænsen ved romerske orgier. På mange måder var Strauss-Kahns udskejelser i New York altså held i uheld for socialisterne. Strauss-Kahns exit ad bagdøren tvang dog i første omgang partiet ud i en ny manøvre: et primærvalg à to omgange. Det skulle vise sig at blive en stor succes. Socialistpartiet monopoliserede sendefladen på tv i ugevis. Alle stemmeberettigede franskmænd kunne stemme, og det gjorde næsten tre millioner begge gange. François Hollande vandt overbevisende med sin udtalte mangel på karisma, der har vist sig at være et trumfkort under hele valgkampen.

Præsidenten melder sig ind i kampen
Indtil den 15 februar var Hollande dog den eneste store kandidat, der havde meldt sig. UMP var ved at varme maskinerne op, og alle vidste, at Sarkozy ville kaste sig ud i valgkampen før eller siden. Ganske vist havde præsidenten i udførligt lækkede off the record samtaler med udvalgte journalister luftet muligheden for, at han ville forlade politik og nyde livet i ro og mag med sin søde kone og nyfødte datter. Det var der imidlertid ingen, der troede på. Det eneste spændingsmoment var tidspunktet. For Sarkozy ville det være en fordel at vente længst muligt med beslutningen. Præsidenten svæver nemlig over vandene. Han repræsenterer ikke noget parti, men franskmændene og Frankrig, og han nyder som sådan en uforlignelig prestige og autoritet. Kandidaten derimod er bare en gemen politiker med snavs på fingrene som alle andre. Dertil kommer, at Sarkozy før har haft problemer med at holde dampen oppe i lang tid. Og når han går ned fysisk, hidser han sig op, og så ryger der finker af fadet. Det er der selvsagt ingen, der er interesseret i. Undtagen François Hollande selvfølgelig.

Meningsmålingerne var så stabilt dårlige, at Sarkozy til sidst var nødt til at smyge statsmandskappen af sig og tage kampen op. Det gjorde ha den 15. februar, men fremtidsudsigterne blev ikke bedre af den grund. Hans enorme indsats i den europæiske gældskrise og hans ubestridelige lederskab i den militære indsats i Libyen havde absolut intet betydet; i alle meningsmålinger i 2012 lå han fast og stabilt til under 25 procent af stemmerne i første runde, 7 procentpoint efter Hollande.

Det er der en god grund til. Den franske radiostation France Inter lavede en voxpop på dagen, Sarkozy offentliggjorde sit kandidatur. De spurgte til, hvad franskmændene mente, det bedste Sarkozy havde gjort var. Ingen formulere et sammenhængende svar. “Han har gjort så meget godt, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde,” sagde én. Det viste lige præcis, hvad Sarkozys problem var og stadig er: Han skal dybest set få folk til at glemme, at han allerede har været præsident i fem år. Under valgkampen i 2007 kunne han forføre folk og få dem til at drømme. Hans rastløse energi virkede befriende efter Chiracs sidste stillestående år. Men denne gang ser det helt anderledes ud for Sarkozy. Han kan ikke få folket med på vognen, så han må i stedet overbevise vælgerne om, at den anden kandidat vil være endnu værre end ham.

Sarkozys strategier
Sarkozy har fulgt to strategier. Den første var at lade, som om første runde var en formalitet. Det rigtige valg kommer først nu: Sarkozy mod Hollande. Sarkozy har haft desperat brug for den direkte konfrontation, der kommer i valgets anden runde. Han har behov for en kamp mand mod mand. Han vurderer, at han kun har en chance personlighed mod personlighed, cv mod cv, erfaring mod erfaring. Derfor var det heller ikke nogen overraskelse, at det første, han gjorde efter første runde, var at foreslå ikke mindre end 3 tv-debatter med Hollande. Det afslog Hollande: “Bare fordi man er dumpet til den skriftlige eksamen, får man ikke tre mundtlige reeksaminer foræret,” lød det fra socialisterne. Ikke at Hollande nødvendigvis vil tabe diskussionerne med Sarkozy. Han har bare ikke noget at vinde.

Den anden strategi er at gøre rent bord. De fem sidste års fejlskud og manglende succes er blevet fejet af bordet med en indrømmelse, der er både ærlig og kynisk. Den faldt på det første store valgmøde i Annecy den 16. februar: “Ja, ja, jeg begik nogle fejl i begyndelsen af mit mandat, men jeg har altid gjort det ud fra de bedste hensigter.” Samme indrømmende stil finder man i flere klummer i Le figaro. Sarkozy har prøvet at hvirvle så meget støv op, at folk simpelthen glemmer at gøre status, og lader sig forføre af den energiske kraftpræstation. Som et udslag af samme strategi kaldte Sarkozy sig “folkets kandidat”, som om han ikke havde siddet i Élysée-palæet i fem år. Det kan godt være, at han ikke har gået på ENA, og at han dyrker en vis folkelighed i sit sproglige udtryk, men han taler dog fra republikkens allerhøjeste embede.

Den glædelige nyhed
På trods af en høj valgdeltagelse og oplagte kandidater, har politiske kommentatorer udtrykt skuffelse over valgkampen. Den har ikke for alvor formået at skabe entusiasme for et nyt projekt for republikken, hedder det. Vælgerne har betragtet den med en vis distanceret kynisme. De er udmærket klar over, at Frankrigs manøvremuligheder i EU er begrænset. Og i det perspektiv er det lige meget, hvad præsidenten hedder. Der har naturligvis været bitre personangreb, bizarre symbolpolitiske indslag, men ikke mere, end man kunne forvente. Kommentatorerne har talt meget om strategi og spin, men når alt kommer til alt, er der blevet talt utroligt meget om politik. Både blandt kandidaterne, kommentatorerne og vælgerne. En sammenligning med det republikanske partis primærvalg i USA er sigende. Hvor politik i USA tilsyneladende har udviklet sig til en form for professionel wrestling, har valgkampen i Frankrig været præget af kandidater, der rent faktisk har prøvet at tage almindelige menneskers virkelige problemer alvorligt. Starten på valgkampen var måske illusionsløs: Politikerne syntes af være viljeløse marionetter for økonomien. Men fra debat til debat trådte både politikere og vælgere i karakter, og valgkampen udviklede sig til en reel diskussion af, hvordan franskmændene skal organisere deres samfund socialt, økonomisk og industrielt i fremtiden. I en tid, hvor Europas demokratier er ramt af en akut identitetskrise, er det en glædelig nyhed, uanset hvem der vinder anden runde.

Jørn Boisen er lektor ved institut for Engelske, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet. Han forsker blandt andet i fransk idéhistorie, historie og samfund. Desuden ph.d. i fransk litteratur fra Syddansk Universitet og docteur d’université i moderne litteratur fra Université de Bordeaux III-Michel de Montaigne. ILLUSTRATION: Favoritten til den præsidentpost (Foto: Hollande via flickr)