François Hollande: Endelig begynder problemerne

François Hollande: Endelig begynder problemerne

10.05.2012


François Hollandes sejr over Nicolas Sarkozy efterlader en splittet højrefløj og en lang liste med spørgsmål om Frankrigs og Europas fremtid.

ANALYSE af Jørn Boisen


VEJEN TIL ÉLYSÉE: François Hollande er Frankrigs nye præsident. En af EU’s mest indflydelsesrige medlemsstater er skiftet fra borgerligt til socialistisk styre. Et skifte, der kommer til at påvirke hele Europa. RÆSON dækkede valget gennem en række portrætter, interviews, analyser og kommentarer.
Hollande: Velforberedt favorit med for store ambitioner
Sarkozy: Handlekraftig populist på vakkelvorn knivsæg
Fransk præsidentvalg: Politikerne vejer tungere end politikken


400 meningsmålinger kan ikke tage fejl – og så alligevel. Samtlige meningsmålinger i 2012 havde peget på François Hollande som Frankrigs næste præsident. Nogle viste en vælgertilslutning på helt oppe på 60 procent, men ellers hyppigst på omkring 54-56 procent. Det ville have været en historisk sejr for en socialistisk kandidat og en hidtil uset ydmygelse af en siddende præsident. I stedet blev det en klar, men ikke knusende sejr på 51,6 procent til Hollande. Måske en skuffelse i lyset af meningsmålingerne, men helt i tråd med tidligere præsidentvalg. Mitterrand besejrede Giscard d’Estaing med nøjagtig samme cifre i 1981.

Klar sejr, men..
Den franske befolkning har altså givet et klart mandat til Hollande, men resultatet er alligevel åbent for fortolkning. Det første spørgsmål er, hvordan det lykkedes Sarkozy at undgå det ydmygende nederlag, der truede ham under hele valgkampen. Er det, fordi befolkningen til syvende og sidst anerkendte værdien af den liberale økonomiske politik med tilbageholdenhed i de offentlige finanser, som han stod i spidsen for? Muligvis. Undersøgelser har i hvert fald vist, at flertallet af franskmændene går ind for eller i hvert fald har forståelse for den nøjsomme finanspolitik. En anden forklaring kan være, at franskmændene i sidste del af valgkampen omsider genfandt den præsidentkandidat, de havde stemt på i 2007: en mand, der var i øjenhøjde med befolkningen. Sarkozys valgkamp lykkedes altså i den forstand, at han næsten fik folk til at glemme, hvordan han rent faktisk havde regeret i sin embedsperiode. I fem år advokerede han for liberalisme og privat foretagsomhed ved at forgylde samfundets allerrigeste og lade resten synke som en sten. Han opførte sig som et egocentreret, hyperaktivt barn – enfant barbare kaldte centristen Bayrou ham i en bog, der meget betegnende hed Magtmisbrug (Abus de pouvoir, 2009). Og Bayrou tilhørte endda Sarkozys lejr.

Hollandes nemme valgkamp
Selvom Sarkozy nåede at hente en smule, havde han dårlige kort på hånden hele vejen. Hollandes valgkamp var derfor ekstraordinær let. Det gjaldt bare om at præsentere sig som en modsætning til Sarkozy, så ville han få vælgernes opbakning. Og det fik han som bekendt. Nu skal han så i arbejdstøjet. “Endelig begynder problemerne,” sagde han på valgnatten med et citat af Folkefrontens leder Léon Blum (1936). Hollandes mål er at bevare momentum og mobilisere vælgerne, så han også kan sikre sig et flertal ved parlamentsvalget i juni. Præsidentvalgets første runde tyder på, at der er et godt stykke endnu. Her stemte 56 procent af de franske vælgere til højre. Men der er ingen grund til panik. Venstrefløjen er for en gangs skyld langt bedre organiseret end højrefløjen. Det fransk valgsystem med flertalsvalg af to omgange kræver en udstrakt grad af samarbejde med andre grupperinger. Det er sjældent, at en kandidat får absolut flertal i første runde. Derfor skal man søge alliancepartnere (lokalt eller nationalt), der enten vil opgive deres kandidatur for én, eller som vil anbefale at stemme på én i anden runde. Kun på den måde kan man opnå flertal og vinde valgkredsen. Socialistpartiet er allerede ved at have sin masterplan på plads sammen med de grønne og Jean-Luc Mélenchons Front de gauche. Det hjælper også, at parlamentsvalget vejer lettere end præsidentvalget i franskmændenes bevidsthed. Det har traditionelt betydet, at de vælgere, der har stemt på den tabende part ved præsidentvalget, er mindre motiverede for at stemme ved parlamentsvalget.

Halløj på højrefløjen
Samtidig er der en interessant scene under opsejling på højrefløjen. Centristen Bayrou meldte før valget ud, at han ville stemme på Hollande, og det er lidt af en revolution. Bayrous parti MoDem har altid tilhørt højrefløjen, og dets økonomiske mærkesager har intet til fælles med Hollandes. Men partilederen kunne simpelthen ikke længere stå inde for Sarkozy og hans jagt på Marine Le Pens vælgere. Hollande sagde, at man skulle forstå Front National. Sarkozy sagde, at de havde ret. Hvor det efterlader MoDem ved det kommende valg er mere end uklart. Vil de alligevel – som de plejer – søge alliancer til højre? Vil de indgå aftaler med socialisterne, eller vil de prøve at køre solo? Sarkozys UMP har ikke glemt, hvad de betragter som Bayrous forræderi. Partiet har annonceret, at de stiller en stærk kandidat op mod Bayrou i hans egen valgkreds i Pau.

For UMP selv er situationen endnu mere kompleks. Valgresultatet var et nederlag, men ikke en ydmygelse. UMP er imidlertid plaget af et problem, der er karakteristisk for den franske højrefløj: den bonapartistiske tendens. I de sidste ti år har én mand siddet tungt på partiet, og han har banket alt og alle på plads. Der findes ikke den leder i UMP, der ikke har fået en skideballe eller er blevet straffet af Sarkozy. Men nu er han væk, og hvad skal der så ske? Som om det ikke skulle være nok, så har Sarkozys voldsomme højredrejning drevet partiet frem mod en regulær sprængning. Den mere socialorienterede del af partiet, de radikale og chiracfløjen, har haft svært ved at acceptere den hæmningsløse bejlen til Front Nationals vælgere. Chirac selv (der i øvrigt både før og efter valget bekendtgjorde, at han stemte på Hollande) var i sin tid meget omhyggelig med at lægge afstand til Front National. Sarkozy har bragt UMP tættere på nationalistpartiet end nogensinde før. To tredjedele af UMP’s vælgere er ikke direkte imod alliancer med Front National, men for den sidste tredjedel er det fuldstændig uacceptabelt.

Marine Le Pen sidder med nøglen til parlamentet
Mest interessant er Front National. Præsidentvalgets anden runde har ikke slettet den første, hvor Marine Le Pen fik 18 procent af stemmerne, 6,4 millioner stk. På grund af det franske valgsystem er Front National ikke repræsenteret i Nationalforsamlingen. Det ville kræve, at partiet vandt mindst en valgkreds, og det er ikke muligt, så længe alle de andre partier gør fælles front mod dem. Og det har de gjort indtil videre. Spørgsmålet er så, om de andre partier også vil stå sammen mod dem i den her omgang. Marine Le Pen har i sine temaer og sin retorik nærmet sig midten (uden dog helt at mutere til et almindeligt borgerligt parti). Sarkozy har samtidig tvunget UMP så meget over i retning af Front National, at det til tider var svært at høre, hvem der var hvem under valgkampen. Front Nationals strategi er enkel: De satser og håber på, at UMP bryder sammen eller rettere brækker over på midten, så hun kan overtage eller alliere sig med partiets højrefløj og dermed blive en central spiller – eventuelt som oppositionsleder – i det parlament, som Front national hidtil har været udelukket fra. Marine Le Pen har også mulighed for at udøve ganske ubehagelige repressalier over for UMP. Valget i de enkelte valgkredse forløber stort set som præsidentvalget. Der er valg af to omgange, og vinderen vinder alle valgkredsens stemmer. Der er dog en enkelt finesse i valgreglerne: Hvis en tredje kandidat får mere end 12,5 procent af de stemmeberettige stemmer (det svarer i praksis til 20 procent af de afgivne stemmer, når man tager højde for sofavælgerne), kan vedkommende fastholde sit kandidatur i anden runde. Det er det, som franskmændene kalder “triangulaires”. Med Marine Le Pens gode resultat ved præsidentvalget in mente er det ikke umuligt, at Front National vil kunne lade deres kandidater fastholde kandidaturet. Det vil være en katastrofe for UMP. Hvis højrestemmerne skal fordele sig på 2 kandidater, mens venstrefløjen kun stiller med en enkelt kandidat, får venstrefløjen sejren foræret på et sølvfad. Selvom Marine Le Pen ikke ved egen kraft kan komme i parlamentet, er hun formentlig stærk nok til at ødelægge valget for UMP. For ikke at gøre det, har hun et krav, som UMP hidtil ikke har villet eller kunnet efterkomme, og det er en aftale om gensidighed: Hvis Front National skal trække sig i kreds A, skal UMP trække sig i kreds B. Accepterer UMP en sådan aftale, lokalt eller nationalt, sprænges partiet imidlertid fuldstændig. Marine Le Pen synes altså at stå med nøglen til parlamentsvalget. Får hun de ønskede alliancer med UMP, vil Front National ikke blot være inde i den parlamentariske varme; partiet vil også komme til at stå stærkt i den omgruppering af højrefløjen, der uundgåeligt vil følge. Eventuelt under et andet og mindre betændt partinavn end Front National. Rygterne vil vide, at Nouvelle droite – Det Nye Højre – er et sandsynligt navn for mutationen.

Hollande kan få Merkel i tale
Mens højrefløjen har sit at slås med, skal Hollande danne regering og tage kontakt til de internationale ledere for at etablere et samarbejde. Sarkozy nød i sin tid godt af Merkels og Camerons støtte. De var samme politiske familie. Cameron og Merkel har imidlertid begge lykønsket Hollande hjerteligt, og trods The Economist stædige insisteren på, at Hollande er en farlig mand, er det usandsynligt, at de vil få problemer med den pragmatiske og ganske politisk smidige nye franske præsident. Det store dyr i åbenbaringen er selvfølgelig stabilitetspagten, som Merkel stod bag, og som Sarkozy agerede tæskehold for. Det er uoverskueligt at åbne forhandlingerne igen, hvilket Merkel utvetydigt gjorde opmærksom på allerede dagen efter sit lykønskningstelegram. Hollande på sin side har gjort en genforhandling til en mærkesag. Den første konflikt synes altså allerede at nærme sig i horisonten. Det sandsynlige udkomme er en tillægsprotokol. En såkaldt vækstpagt, der ifølge den rituelle formulering vil stimulere økonomien med fremrykning af offentlige investeringer. Markederne holder Europa under skarp observation, og det er begrænset manøvrerum både for Hollande og de andre europæiske ledere. Men i Europa er der en voksende forståelse for, at man ikke kan spare sig til vækst – slet ikke når alle de markeder, som man gerne vil sælge til, forsøger sig med samme politik. Det franske synspunkt er, at den nuværende politik dybest set kun er gunstig for Tyskland, der har flest oversøiske markeder, og som dermed er mindst afhængig af de europæiske naboer. Men tilfredsheden er heller ikke overvældende blandt vælgerne i Tyskland. Det har givetvis ikke forbigået Merkels opmærksomhed, at alle de regeringer, der har prøvet at styre Europa gennem finanskrisen, er faldet med et enormt brag, hver eneste gang de har været på valg. Snart er hun selv på valg, så måske får Hollande alligevel en samarbejdspartner, der er til at tale med.

Jørn Boisen er lektor ved institut for Engelske, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet. Han forsker blandt andet i fransk idéhistorie, historie og samfund. Desuden ph.d. i fransk litteratur fra Syddansk Universitet og docteur d’université i moderne litteratur fra Université de Bordeaux III-Michel de Montaigne. ILLUSTRATION: Hollande (Foto: Hollande via flickr)