Fodboldboykot:EU ofrer Ukraine på Putins alter

Fodboldboykot:EU ofrer Ukraine på Putins alter

06.06.2012


Europæisk boykot af europamesterskabet i fodbold kaster Ukraine i hænderne på Putin. Og meget kunne tyde på, at det er en ganske bevidst strategi fra EU’s side.

KOMMENTAR af Ota Tiefenböck, Ræsons Østeuroparedaktør

LÆS OGSÅ:
Ukraine: Hvad nu Janukovitj?
Eurokrisen: Den øger Ruslands indflydelse

Europæisk politisk boykot af det kommende EURO 2012 kan få alvorlige konsekvenser for Ukraines fremtidige forhold til EU. Og i værste fald kan det kaste landet i hænderne på Rusland. Mens EU-landenes udenrigsministre er uenige om, hvorvidt unionen samlet skal boykotte EURO 2012 politisk, har en lang række europæiske politiske ledere meldt ud, at de agter at blive væk under slutrunden. Heriblandt EU-præsident Herman Van Rompuy, Europakommissionens formand Jose Baroso, den tyske kansler Angela Merkel og præsident Joachim Gauck, den franske præsident Francois Hollande og den tjekkiske præsident Vaclav Klaus. I maj meldte hovedparten af de europæiske statsledere ligeledes afbud til det europæiske topmøde på Jalta, som var arrangeret af den ukrainske præsident Viktor Janukovitj. Grunden til politikernes postyr er den fængslede oppositionsleder og tidligere premierminister Julija Timosjenko, som har siddet bag tremmer siden oktober sidste år, dømt for magtmisbrug, mens hun var premierminister. De europæiske ledere betragter fængslingen af Timosjenko for politisk motiveret – som den formentlig også er – og vil tvinge Ukraines nuværende præsident, Viktor Janukovitj, til at løslade hende ved at boykotte fodboldmesterskabet. Udover en boykot truer EU med at sætte integrationsprocessen og ratificeringen af associeringsaftalen mellem EU og Ukraine i stå. Præsident Janukovitj nægter at løslade Timosjenko, og chancerne for at han ændrer holdning før eller efter fodboldmesterskabet er formentlig ikke særligt store.

Boykot fører til isolation
De politiske ledere, som har erklæret, at de holder sig væk fra mesterskabet i Ukraine, er ikke politiske novicer. De er godt klar over, at det er yderst tvivlsomt, at en boykot af Ukraine kan bringe det ønskede resultat til dørs, eller ændre præsident Janukovitjs attitude. Det er ligeledes svært at forestille sig, at så erfarne politiske ledere ikke er klar over, hvilke konsekvenser deres boykot af Ukraine kan få. Et ganske naturligt spørgsmål presser sig derfor på: Er EU klar til at opgive Ukraine, fordi unionen har erkendt, at landet er en del af Ruslands interessesfære? Flere faktorer peger i den retning. For det første er tiden, hvor EU optrådte som den almægtige og magtfulde union med store ambitioner for Europas fremtid for længst forbi. EU har i øjeblikket rigeligt at beskæftige sig med. Den økonomiske krise, problemerne i Grækenland og faren for, at krisen spreder sig til andre svage led af den europæiske økonomi. Det har alt sammen ganske naturligt begrænset de udenrigspolitiske ambitioner og de ressourcer, der er nødvendige til for gennemføre dem. En anden vigtig grund er, at EU har brug for et godt forhold til Rusland og har indset, at Rusland aldrig vil acceptere, at Ukraine optager vesteuropæiske værdier. Men der kan også være egoistiske interesser på spil. Tyskland er eksempelvis interesseret i et godt forhold til Rusland, som landet bliver afhængig af, når Tysklands nye energiplan bliver ført ud i livet. Tyskland vil droppe atomenergi og bliver derfor afhængig af større leverancer af russisk gas via den nyetablerede naturgasrørledning Nord Stream, som skal levere russisk gas til Tyskland.

Et sammenrend af interesser
De eneste EU-lande, som ikke vil ofre Ukraine på Ruslands alter, er naturligvis de lande, der grænser op til Ukraine. De ønsker at rykke EU’s grænser længere mod øst. Dels af sikkerhedshensyn, dels for at indlemme nye handelsmarkeder. Den polske præsident Bronislaw Komorowski har været aktiv i at overbevise sine europæiske kollegaer om, at dialogen med Ukraine er den eneste måde, unionen kan bevare indflydelsen i landet. De polske opfordringer har dog ikke påvirket de europæiske ledere, som enten mener, at man skal boykotte europamesterskabet, eller, som også den danske udenrigsminister Villy Søvndal mener, at man skal se tiden an. I

EU’s tilbage holdenhed er samtidigt et signal til Rusland om at handle. Derfor ville det ikke være overraskende, hvis Rusland i den kommende tid finder en særpris for russisk gas til Ukraine. Betingelsen vil formentlig være Ukraines medlemskab af Eurasian unionen (toldunion med Hviderusland og Kasakhstan, red) og måske – overraskende nok – løsladelsen af Julija Timosjenko. Det vil nemlig kunne tegne det billede af Rusland, som Putin ønsker: Et land som er klar til at hjælpe broderfolket i Ukraine, men også et land som værner om demokratiske værdier. Ukraine kan jo dømme Timosjenko igen på et senere tidspunkt. Og hvor er EU på det tidspunkt? Bevidst eller ubevidst ud af spillet.

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Ota er tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Han skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad og enkelte norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, samt fra Rytmisk Musikkonservatorium i Prag. ILLUSTRATION: Putin og Merkel (Foto: EU / flickr)