Damien Degeorges: Danmark skal indse, at Grønland er stormagtspolitik

Damien Degeorges: Danmark skal indse, at Grønland er stormagtspolitik

02.10.2012


”Grønland er centrum for international politik på højeste niveau. Det er så småt ved at gå op for det officielle Danmark, men der er brug for at sende et stærkere signal udadtil.” Sådan siger Damien Degeorges, der sidste år færdiggjorde sin Ph.D. om Grønlands rolle i Arktis.

INTERVIEW af Nikolaj Højberg

LÆS OGSÅ:
Ny arktisk ambassadør: tættere samarbejde med Kina
Arktis: Frygt ikke krig – frygt miljøkatastrofe

RÆSON: Har Grønland den politiske ballast til at være centrum for den massive internationale opmærksomhed, landet har fået, efter der er blevet opdaget råstoffer i undergrunden?
Damien Degeorges: I Grønland er debatniveauet om international politik til tider meget lavt. Der er brug for at diskutere, hvordan man håndterer råstofferne som globalpolitik – ikke lokalpolitik. Desværre bliver det oftest diskuteret som lokalpolitik i Grønland. Hvis ikke man ændrer fokus, vil man have svært ved at forstå og håndtere de mange globalpolitiske interesser. Grønland bliver et nyt mødepunkt for verdens to største magter, Kina og USA. Det er en svær balancegang: på den ene side har Rigsfællesskabet et gammelt bånd til USA, der mere eller mindre også er Grønlands nabo. På den anden side har Rigsfællesskabet store interesser i at skabe et tættere samarbejde med Kina; både økonomisk og udenrigspolitisk. Det kræver rygrad, og holdbarheden er afhængig af danske diplomatiske og politiske ressourcer.
RÆSON: Er det din opfattelse, at den danske regering prioriterer sin diplomatiske og politiske relation til Grønland højt nok?
Damien Degeorges: Der eksisterer en frygt for paternalisme i Danmark: Man er bange for at blande sig for meget. Men på trods af at råstofområdet er Grønlands ansvar, bør Danmark af hensyn til troværdighed og signal om viljestyrke markere sig stærkere på Grønland. Prioriteringen af Grønland og Arktis har varieret fra regering til regering, fra minister til minister. Vi så eksempelvis en stor interesseforskel mellem Per Stig Møller og Lene Espersen, da de var udenrigsministre. Det er så småt ved at gå op for det officielle Danmark, at Grønland er centrum i international politik på højeste niveau. Men der er brug for at sende et stærkere signal udadtil. Rigsfællesskabet har været længere om at reagere på både muligheder og risici i Arktis end sine arktiske nabolande.


Fra lokalpolitik til globalpolitik

RÆSON: Hvad indebærer det at behandle den internationale interesse for Grønland som global politik og ikke som lokalpolitik?
Damien Degeorges: Hvis ikke man opretholder et vist abstraktionsniveau, risikerer man ikke kun, at de økonomiske gevinster forsvinder ud af den grønlandske befolknings hænder, men også at den førte politik uintenderet kan bidrage til at ændre på den globale magtbalance. I Grønland er man ikke særlig opmærksomme på de potentielle globalpolitiske konsekvenser af, hvem man giver adgang til sine råstoffer. Det falder helt uden for grønlændernes interesse, der i bund og grund består i at tjene penge. Kort og godt. Debatten om uran i Grønland har været særdeles bemærkelsesværdig. Bortset fra at være diskuteret som et miljøpolitisk spørgsmål, mindes jeg ikke, at uran er blevet diskuteret i et globalt perspektiv. Hvilke lande sælger man uran til, og hvilke konsekvenser kan det have? I Australien diskuterer man, om man skal sælge uran videre til Indien. For hvis man sælger uran til Indien, skal man så også sælge det til Pakistan, der er et betydeligt mere ustabilt land?


Investeringskrav er nødvendige for en grønlandsk succeshistorie

RÆSON: Arktis ambassadør Klavs A. Holm, sagde tidligere i år til RÆSON, at den danske regering “ønsker et tættere samarbejde med Kina på en lang række områder, og den kinesiske interesse i Arktis derfor er interessant”. Hvordan ser Kina på mulighederne i Grønland?
Damien Degeorges: Grønlandske medier kører i øjeblikket en historie om, at to kinesiske banker gerne vil finansiere et mineprojekt på Grønland; den ene af de to banker hedder China-African Development Bank. Sidst jeg tjekkede, var Grønland ikke en del af Afrika. Det illustrerer meget godt, hvordan man griber Grønland an fra kinesisk side: økonomisk og ideologisk langt hen ad vejen på samme måde, som man har håndteret de afrikanske udviklingsprojekter. Der er dog én fundamental forskel: Grønland er ikke bare et råstoflager. Grønland er en del af Arktis, og Arktis som arena for global stormagtspolitik er ny for verden for Kina og for USA. Forskellen er en plausibel forklaring på, hvorfor den grønlandske industri- og råstofminister sidste år blev modtaget af den kinesiske vicepremierminister, Li Keqiang. Besøget er også bemærkelsesværdigt, fordi Grønland ikke er en stat, og Kina handler normalt kun bilateralt med stater. Grønland udgør en vigtig brik i stormagtsspillet om Arktis, og har derfor betydeligt stærkere kort på hånden end udviklingslande, der har forhandlet med Kina.
RÆSON: Men bekymrer Grønland sig ikke om, hvorvidt man kan sikre sig imod, at Kina negligerer arbejds- og miljøforhold?
Damien Degeorges: Jo, de er bekymrede. Kina har næsten monopol på verdensmarkedet for de sjældne jordarter, der også findes i den grønlandske undergrund. Kineserne presser på for at få lov til at investere i miner, der skal udvinde de sjældne jordarter. I Australien sagde regeringen nej til et kinesisk tilbud om at overtage den største del af det førende australske selskab inden for de sjældne jordarter, Lynas Corp. Australien vil ikke miste sin attraktivitet. Sjældne jordarter er et godt eksempel på de unikke muligheder, der befinder sig i den grønlandske undergrund. At begrænse kinesernes adgang til sjældne jordarter handler om, at den grønlandske regering skal sikre, at man beholder kontrollen med landets udvikling. Det sender samtidigt et signal til verden om, at Grønland er herre i eget hus. Og det sender et signal til Vesten om, at man ikke uden videre vil sælge sig selv til kinesiske købmænd. Grønland har alt, der skal til for at tiltrække verdens stormagter. Så længe man har det, har man også rigtigt gode kort på hånden til at styre udenlandske investeringer i en retning, der er bedst for Grønland selv. Men det kræver, at man spiller kortene rigtigt.
RÆSON: Hvilke krav bør man stille til udenlandske investorer?
Damien Degeorges: Det behøver ikke være store krav, men som minimum miljøkrav. Det kan også være, at selvstyret sætter krav til, hvor i den grønlandske uddannelsessektor pengene fra olieinvesteringerne skal bruges. Samtidig er der selvfølgelig de overordnede krav til, hvem der overhovedet skal have adgang til den grønlandske undergrund. Der er røster i Grønland, der mener, at man ikke skal stille for mange krav, fordi man risikerer at skræmme investeringerne væk. Jeg tror tværtimod, at man sikrer en fortsat økonomisk interesse ved at stille krav. Grønland har også en værdi i at sælge sig selv på sin uberørte natur og på sin renhed; det gør landet ekstra interessant for mulige investorer i grøn energi. Men hvis der sker et olieudslip, bare et lille et, som bringer Grønland på forsiden af verdens aviser, vil det have fatale konsekvenser for risikovilligheden til at investere i Grønland. Man vil højst sandsynligt se det meste af oliebranchen trække sig tilbage. Det er derfor essentielt for Grønland, at de stiller skarpe og hårde krav til oliebranchen. Det gør man allerede, men det betyder ikke, at de bliver overholdt. Den grønlandske regering skal være oppe på dupperne – man skal ikke løbe nogen risici. På andre råstofområder, fx i forhold til jernmalm, er det noget mere overskueligt at håndtere risikoen for miljøkatastrofer. Jernmalm er heller ikke specielt attraktivt politisk set. Derfor er jernmalmindustrien en sektor, man relativt nemt kan tillade udenlandske investeringer i, og som hurtigt kan blive en økonomisk gevinst for det grønlandske samfund. Men man skal altså både tage højde for internationale politiske forhold, miljøet og den grønlandske lokalbefolkning, når man beslutter, hvilke industrier udenlandske investorer må komme ind i.


Forsvarssamarbejde med Danmark skal sikre status quo

RÆSON: Hvis alt går som både Grønland og Danmark håber; at råstofeventyret vil gøre Grønland økonomisk uafhængige, hvad skal Danmark så bruges til?
Damien Degeorges: Danmarks rolle i et eventuelt selvstændigt Grønland vil først og fremmest bestå i et forsvarssamarbejde. Forsvarsmæssigt har Grønland tre muligheder: forsvarssamarbejde med Danmark, forsvarssamarbejde med USA eller forsvarssamarbejde med NATO. Forsvarssamarbejdet med Danmark vil være den bedste løsning. Det vil fastholde en slags status quo, hvor man ikke forstyrrer magtbalancen i Arktis. Hvis man i stedet lægger sig op ad USA, vil det øge USA’s militære repræsentation i Arktis, hvilket kan fremprovokere reaktioner, både militære og diplomatiske, fra de andre arktiske lande. Grønland skal også holde status quo i Arktis, fordi man derved fremstår relativt neutral over for stormagterne. Det vil gøre det nemmere for Grønland at tiltrække investeringer fra alle sider. At lægge sig op ad Danmark vil selvfølgelig også være en fordel for Danmark selv, da det vil sikre Danmark repræsentation i området.


Nikolaj Højberg (f. 1991) studerer Statskundskab ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Villy Søvndal med Kinas udenrigsminister Yang Jiechi (Foto: udenrigsministeriet)