Bosnien-Hercegovina: Unge fanget i etnisk opdeling

Bosnien-Hercegovina: Unge fanget i etnisk opdeling

28.03.2012


De unge i Sarajevo ønsker forsoning efter krigen i 1990’erne, men medier, politikere og skoler holder stædigt fast i de etniske skillelinjer. Det risikerer at skabe en tredelt generation, som let kan manipuleres til en ny konflikt.

Af Vibeke Krag Skov Petersen

I Bosnien-Hercegovina er den etniske splittelse efter borgerkrigen, der varede fra 1992 til 1995, stadig markant. Dayton-aftalen satte et foreløbigt punktum, men delte samtidig landet i to: Republika Srpska, der primært er beboet af serbere og Føderationen Bosnien-Hercegovina, hvor flertallet er bosniske muslimer og kroatere. Indtil for nylig, og i sammenlagt 14 måneder, var landet uden regering, fordi de tre etniske grupper ikke kunne enes om en fordeling af magten. Også landets unge er under voldsomt pres fra medier, politikere og et politisk system, der fastholder de etniske opdelinger. Derfor er det svært at komme videre, selv om mange unge ønsker det.

Naida Kucukalic arrangerer seminarer i teambuilding for 14-19-årige for at skabe kontakt mellem unge fra de tre grupper. De unge kommer med hver deres fordomme i bagagen. Fordomme som de har fået fra religiøse ledere, skoler og familier. På trods af at de blot snakker med forskellig accent, skal de først lære at tale med hinanden. Når de har lært det, spiser de sammen, sover de sammen, og de bliver venner. Nogle forelsker sig. Og de græder, når de skal hjem.

Naida Kucukalics seminarer for den tyske udviklingsorganisation GIZ har fungeret sådan i årevis i de fire store byer Sarajevo, Banja Luka, Mostar og Bihac. De unge spiller teater om alt fra sikker sex til kønsroller, og tager rundt i lokalsamfundene for at udbrede budskaberne til deres jævnaldrende.

Men i maj 2011 skete der noget. Ratko Mladic, der var øverstkommanderende for de bosnisk-serbiske hærstyrker fra 1992 til 1995, blev anholdt. Han står blandt andet tiltalt for massakren i Srebrenica, hvor 8.100 muslimske mænd og drenge blev henrettet. Nationalismen blandt de unge, Naida Kucukalic arbejder med, blev antændt, og deres verdensbilleder kolliderede. De unge serbere gik på gaderne for at hylde Mladic som en krigshelt. Også selvom de ikke kan huske krigen, fordi de blev født efter den sluttede i 1995.

Etnisk opdeling fra barnsben
Indpiskningen af de unges etniske identitet begynder tidligt, fortæller Mustafa Cero fra Nansen Dialogue Center i Sarajevo, der arbejder for at skabe dialog.

“Uddannelsessystemet har negativ indflydelse, fordi der ikke findes en objektiv historiefortælling. De etniske grupper har forskellige læreplaner med hver sin sandhed. Serberne og kroaterne lærer sågar, at hovedstaden ikke er Sarajevo, men Beograd eller Zagreb,” siger han. “På den måde vokser de unge op uden viden om hinanden. Hvis de ved noget, er det primært negativt. Det er meget farligt for fremtiden – man skaber forskellige ungdomsgenerationer, der let kan manipuleres og skabe konflikt.”

I Sarajevo er krigen stadig tydelig. På skråningerne, der leder fra byens centrum op mod de omkringliggende bjerge, er byens mange døde stedt til hvile, og hele kirkegårde er fyldt til bristepunktet. Konflikten er i dag kendt som den værste i Europa siden Anden Verdenskrig på grund af de voldsomme overgreb som voldtægt, massakrer og koncentrationslejre.

Men det er ikke kun i hovedstaden, at krigen er en konstant faktor. Naida Kucukalic har oplevet, hvordan religiøse symboler dominerer klasseværelserne uden for hovedstaden.


“Nogen har kors, andre citater fra koranen. Det er ikke hadefulde ting, men smukke ting fra den hellige bog,” siger hun. “Man tænker ikke over det, men symbolerne sender indirekte beskeder. Citaterne er kun fra én hellig bog. Et andet sted i landet er der en anden hellig bog.”

Hver sin sandhed
Også mediebilledet er opdelt efter nationalistiske interesser, fortæller Denis Dzidic, redaktionssekretær i BIRN, der arbejder for at fremme en neutral dækning af retsforfølgelserne. BIRN udsprang i 2005 af Instituttet for Krigs- og Fredsjournalistik, IWPR.

“Etniske grupper læser hver deres avis. Vi sender information ud om alle sagerne, men de muslimske bosniere tager kun information om sager, hvor de er blevet udsat for overgreb og omvendt med serberne,” siger han og understreger: “Vi kan ikke stoppe det. Det er ikke direkte manipulation, men viser hvilke betingelser, der er for medierne i Bosnien-Hercegovina.”

Naida Kucukalic, der kommer fra en muslimsk familie, har oplevet, hvordan medierne manipulerer.
“Hvis jeg kun ser nyheder fra muslimske udbydere, bliver jeg nemt påvirket. Eller hvis man tager til Republika Srpska, bliver man nemt påvirket. Det er de samme historier, der bliver fortalt med vidt forskellige vinkler. Derfor prøver jeg at se nyheder fra alle sider og internationale nyheder. Men det har mange unge på landet ikke mulighed for.”

Domstolen løser ikke alt
Netop medierne har været en barriere for domstolens evne til at informere om, hvad der er hoved og hale i retssagerne, fortæller amerikanske Patricia Whalen, som er én af fire internationale dommere, der arbejder for den nationale domstol.

“Befolkningen ser kun, hvem der dømmes og frifindes og ikke, hvad der ligger bag. Domstolen har et ansvar for at uddanne offentligheden, og det har vi ikke formået at gøre,” siger hun og konstaterer, at “vi har brug for journalisterne til at nå ud til befolkningen.”

Whalen betragter et retsopgør som nødvendigt, men understreger samtidig, at det er langt fra alle, der har behov for at se krigsforbryderne dømt.

Opdeling skaber konflikt
I december 2011, efter 14 måneder uden en regering, blev landets etniske fraktioner omsider enige om at vælge Vjekoslav Bevanda til premierminister. Samtidig har Bosnien-Hercegovina intet mindre end tre præsidenter – én for hver etniske gruppe. Posten rokerer mellem grupperne hver ottende måned. Men den etniske deling af magten virker ikke, siger Gorana Mlinarevic, der skriver ph.d. på Sarajevo Universitet om retsforfølgelserne. Hun ser kun én måde at komme ud af den nuværende situation:

“Vi skal ignorere etnicitet fuldstændig. Den etniske identitet krystalliserede sig i krigen. Den eksisterede også før, men der var det ikke den primære identitet. Der skete et skift, og nu kan man ikke ændre det.”
I Rwanda forbød regeringspartiet RPF al tale om etnisk identitet efter folkedrabet i 1994, hvor tutsier og moderate hutuer blev slagtet. I praksis har det dog vist sig vanskeligt at glemme de etniske opdelinger. Det oplever Naida Kucukalic også.

“Når man hører navne, inddeler man automatisk i etnisk gruppe, ligesom man ville inddele i mand og kvinde. Før krigen gjorde man aldrig den slags.”

Dialog er vejen til fred
Desværre kan de etniske identiteter ifølge Mlinarevic ikke uden videre ignoreres: “Det internationale samfund definerede krigen som etnisk, og derfor har vi nu en forfatning, der har låst os fast,” siger hun. “Hvis man kradser i overfladen, er der problemer alle vegne. 80 procent af de unge er opdraget i delte byer, og har ikke kontakt med andre etniske grupper. Børnene lærer, at de er forskellige. Den etniske opdeling trækkes ned over alting.”

Men måske er der alligevel håb. Mustafa Cero fra Nansen Dialogue Center arbejder for, at børn møder hinanden for at rydde op i skolegården, mens forældrene i fællesskab renoverer klasselokalet. Han tror, at dialog er den eneste vej til varig fred. For som han siger:

“Vi prøvede krigen. Den løste ikke noget, så lad os prøve dialog.”

Vibeke Krag Skov Petersen (f. 1985) er cand.scient.pol med tillægsuddannelse i journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Har studeret på Freie Universität i Berlin og været praktikant på DR2 Udland. Særlig interesse for udlandsjournalistik, Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen med speciale i Georgien. Har tidligere skrevet til Ræson om konflikten i Nagorno-Karabakh, og klimakamp i Kina og Danmark. ILLUSTRATION: Krigen har sat sit tydelige præg på Sarajevo (Foto: Vibeke Krag Skov Petersen)