Analyse: Syrisk regimes fald vil koste Rusland dyrt

Analyse: Syrisk regimes fald vil koste Rusland dyrt

16.02.2012


I foråret 2011 greb verdenssamfundet ind over for Muammar Gaddafis undertrykkelser i Libyen. Rusland undlod at stemme til FNs resolution, der senere førte til intervention. I Syrien ser situationen dog ganske anderledes ud. Rusland har gentagne gange nedlagt veto imod FN-indgriben over for Syriens præsident Bashar al-Assad. Rusland har ganske enkelt ikke råd til et syrisk forår.

Af Anne Troldtoft Hjorth

Læs også:
Ekspert fra Moskva: Demonstrationer ikke nok til at vælte Putin
Analyse: Derfor udebliver det syriske forår
100.000 demonstranters nytårsforsæt: Rusland uden Putin

Den 6. oktober 2011, syv måneder efter Rusland måtte se deres mangeårige allierede Muammar Gaddafi gå ned med flaget, nedlagde landet sammen med Kina veto mod FNs Sikkerhedsråds resolution, der fordømte Syrien. Rusland hævdede i den forbindelse, at en FN-resolution mod Syrien kunne bruges til at retfærdiggøre en militæraktion mod det syriske regime. Resolutionen mod Libyen i marts 2011 stod i frisk russisk erindring. Dengang anså Ruslands præsident Medvedev de officielle intentioner om at beskytte civilbefolkningen som et påskud for at fjerne Gaddafis regering.

Angsten for libysk gentagelse
Situationen i Syrien har på den måde understreget de dybe splittelser, der eksisterer blandt de 15 medlemmer af FNs sikkerhedsråd. Resolutionen var ellers blevet ændret tre gange for at imødekomme Rusland og Kinas indvendinger forud for afstemningen. Alligevel nedlagde de veto. Den officielle forklaring lød, at resolutionen lagde op til konfrontation. Det sagde Ruslands FN-ambassadør Vitaly Churkin samme dag. Samtidig modsatte den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov sig indblanding i interne syriske anliggende på en pressekonference i Kasakhstan. Her udtrykte han bekymring over, at en resolution kunne føre til militær intervention i Syrien, som var tilfældet i Libyen: “Det er en skam, at den libyske situation har skabt en stor fristelse hos mange medlemmer af oppositionen for at skabe en lignende situation. De forventer, at Vesten ikke vil træde til side, men vil blande sig i konflikten til fordel for en af siderne,“ sagde han.

Libyens skygge hviler tungt på Ruslands politik i forhold til Syrien: “Rusland vil gøre alt, hvad det kan for at forhindre, at et libysk scenario sker i Syrien,“ sagde Sergei Lavrov i august 2011 i en tale til sine landsmænd. Samtidigt har Ruslands præsident Medvedev erklæret, at Moskva ikke vil støtte FN-sanktioner mod det syriske styre, og den russiske udenrigsminister har flere gange understreget, at Rusland ikke vil hjælpe et syrisk regimeskifte på vej. USA og Rusland står langt fra hinanden i spørgsmålet om Syrien, og det kan komme til at forværre det allerede rystede forhold mellem landene.

Syrien: Gæld, våben og forretningsaftaler
Splittelsen skyldes hovedsageligt modsatrettede interesser. Som det var tilfældet i Libyen, er Syrien et vigtigt marked for den russiske våbenindustri. Det gode forhold mellem de to lande har været en indbringende forretning for Rusland. En gæld og en forretning, som Syrien har svært ved at krybe udenom.

Siden Bashar al-Assad mødtes med den russiske præsident Vladimir Putin i Moskva i januar 2005, er det russisk-syriske bånd kun blevet stærkere. Kort efter mødet blev det annonceret, at Moskva havde accepteret at afskrive 73 procent af Syriens gæld på dengang 13.4 milliarder dollars, som hovedsageligt var opbygget af våbenindkøb. Til gengæld for afskrivningen skrev Syrien kontrakt på at fortsætte importen af russiske våben, og lovede at begunstige russiske virksomheder på det syriske marked. Blandt andet har flere russiske virksomheder underskrevet kontrakter med Syrien om olie- og gasudvinding. Dermed er Syrien blevet en ualmindelig pålidelig kunde for Rusland. Hvis Syrien vinker farvel til Bashar al-Assad, må Rusland sandsynligvis give afkald på aftalerne. Rusland har dog forsøgt at gardere sig mod skrækscenariet. I november 2011 mødtes lederen af det syriske oppositionsparti Det Syriske Nationale Råd (SNC), Burhan Ghalioun, og den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, i Moskva. I den forbindelse garanterede Ghalioun, at han vil sikre russiske interesser, hvis al-Assad falder.

Rusland kan tabe milliarder
Men Rusland kan ikke stole blindt på Ghaliouns garanti. Det kan altså komme til at koste Rusland dyrt, hvis oprørerne får medvind i Syrien. Tabte indtægter fra uopfyldte våbenkontrakter med Libyen i 2011 udgjorde alene et tab på fire milliarder dollars. Det samlede tab i regionen kan løbe op i 10 milliarder dollars, hvis andre regimer skulle falde. Det svarer til den samlede værdi af Ruslands militæreksport i 2010. Syrien tegnede sig for syv procent af russernes våbenleverancer til udlandet i 2010.

Foruden forretningsinteresser har udviklingen i Syrien også haft negativ indvirkning på Ruslands evne til at benytte sin eneste flådebase i regionen. Den ligger nær den syriske middelhavsby Tartus. Den 28. november sendte Rusland en flåde krigsskibe i retning af Tartus med forventet ankomst i foråret 2012. Magtdemonstrationen skulle antyde, at Moskva er villig til at forsvare sine interesser i det stridsplagede land. Basen bliver ellers sjældent benyttet af russiske fartøjer og huser i øjeblikket ingen russiske skibe. Handlingen skal derfor ses som et russisk ønske om opmærksomhed og om ikke igen at blive ignoreret. Medvedev agter at forsvare sine interesser og samtidigt ønsker han at vise, at amerikansk dominans i regionen ikke er givet.

Et russisk forår spirer
Men Syrien er ikke kun vigtig for det russiske styre af forretningsmæssige årsager. Magthaverne frygter også, at en syrisk revolution kan blive brænde på regeringskritiske røsters bål. I takt med at parlamentsvalget i december 2011 nærmede sig, steg bekymringen i Kreml. Der var flere tegn på, at den arabiske forårsbrise var begyndt at blæse ind over Rusland. Den russiske regering har ellers nydt bred opbakning i den russiske befolkning, men flere faktorer har bidraget til øget skepsis. Især Putin har givet anledning til en voksende modstand. Det er derfor fristende at sammenligne det arabiske forår i Tunesien, Egypten og Libyen med et lignende fremtidigt eksempel i Rusland. Et russisk forår. Som følge af parlamentsvalget opstod utallige demonstrationer. Putins organiserede moddemonstrationer for at understrege, at det russiske folk stadig støttede hans parti – en reaktion som også kunne ses i de mellemøstlige regimer i foråret 2011. Derudover vakte det udbredt vrede, da Putin kort efter parlamentsvalget meddelte, at han til marts 2012 vil erstatte Dmitri Medvedev som præsident.

De unge anti-Putin-demonstranter er dog stadig en minoritet, men en stadig mere indflydelsesrig en af slagsen. De befinder sig som oftest i de større byer, hvor realpolitikken udfolder sig i Rusland. Opstanden i den arabiske verden i 2011 blev hovedsageligt mobiliseret af kritiske stemmer i online-fællesskaber. I Rusland tegner sig et tilsvarende mønster. Det russiske folk støtter måske ikke fuldt ud sin regerings handlinger. Derfor er internettet også blevet udråbt som den femte største sikkerhedstrussel i Rusland efter separatisme, terrorisme, ekstremisme og narkohandel.

Russisk ønske om dominans
Men vil den russiske regering miste kontrol på samme måde, som visse arabiske regimer gjorde? Det er svært at forestille sig. Rusland bekymrer sig derfor mere over amerikansk udenrigspolitik i Mellemøsten, sin egen status som supermagt og økonomiske samarbejder og aftaler. På den anden side var det for blot et år siden svært at forestille sig de nordafrikanske regimers fald. Så det kan ikke udelukkes, at det arabiske forår får sin pendant i Rusland. Medvedev og Putin har indtil videre kunne håndtere udbruddene fra oppositionen, men ingen ved, om de kan fortætte sådan.

Derfor bruger Moskva sin tilbageværende indflydelse i Mellemøsten til at modarbejde USA diplomatisk. Det kommer ikke som nogen overraskelse, når man ser på den udenrigspolitik, nationen har praktiseret siden den kolde krig. Syrien og Rusland har i mange år arbejdet imod amerikansk dominans i regionen. Det har de to lande bevist ved flere lejligheder. For eksempel da Rusland solgte et luftforsvarsmissilsystem til Syrien i 2005. Der er en konstant og tydelig uenighed mellem Rusland og Vesten – og et ønske fra Rusland om at bevise sit værd.


Anne Troldtoft Hjorth (f.1982) studerer journalistisk på Roskilde Universitet og Mellemøststudier på Københavns Universitet. Hun har rejst i Mellemøsten af flere omgange. Det seneste halve år har hun boet i Beirut og Libanon ILLUSTRATION: Foto af Bohan Shen via Flickr