Analyse: Giv demokrati i Nordafrika og Mellemøsten en chance

Analyse: Giv demokrati i Nordafrika og Mellemøsten en chance

13.02.2012


Det arabiske forår fejrer et års jubilæum, mens pessimismen spreder sig i vesten. Mange frygter, at islamisterne er ved at kuppe revolutionerne, men der er grund til at bevare optimismen. Her er fire grunde til at holde hovedet højt.


Af Georges Fahmi, Peter Marcus Kristensen, Mads Dagnis Jensen og Somdeep Sen

Efter et helt år med arabisk forår er det på tide at gøre status. Hvad er opnået, og hvor er vi på vej hen? Diktatorerne er faldet i flere lande. Der er blevet afholdt demokratiske valg i Tunesien og Egypten. Alligevel er forventningen om, at det arabiske forår vil bringe demokrati i vestlig forstand til regionen nu afløst af stigende pessimisme. Vælgerne har valgt de religiøse partier frem for de verdslige liberale partier. De religiøse partier har ligefrem vundet med et betydeligt flertal. Det Muslimske Broderskabs Friheds og Retfærdighedspartiet fik sammen med salafisternes Lysets Parti (Al-Nour) tilsammen omkring 70 procent af mandaterne ved det netop afsluttede valg i Egypten. I Libyen tyder meget også på, at religion kommer til at spille en stor rolle. Lederne af overgangsrådet ønsker, at landets nye forfatning skal bygge på Sharialov.

Fire grunde til at bevare optimismen
Nu frygter flere i Vesten, at de islamiske partier vil dræbe forårets demokratiske spire, når de kommer til magten. Vestlige medier hyldede den unge, urbane, Facebook- og Twitter-brugende demonstrant som symbolet på det arabiske forår. Derfor ligner det nu, at islamisterne har kuppet revolutionerne. Inden længe vil et sæt diktaturer blive erstattet af et nyt sæt diktaturer. Hvor de tidligere diktaturer overvejende var sekulære og pro-vestlige, vil de nye bygge på islam og anti-vestlige følelser. Der hersker ingen tvivl om, at det arabiske forår også er et islamisk forår. Alligevel er der flere grunde til at holde igen med pessimismen. Her er de fire væsentligste:

#1: Demokrati tager tid
For det første er det vigtigt at holde for øje, at velfungerende demokratier ikke skabes med et trylleslag. Historien fortæller os, at udviklingen af demokrati er en lang og sej kamp. I vesten kan vi granske vores egen historie og se, hvor lang tid det tog, fra det demokratiske frø blev sået, til demokratiet blomstrede op. I mange tilfælde taler vi århundreder med både borgerkrige og undertrykkelse af store befolkningsgrupper. Selv i Danmark, der sammenlignet med andre vestlige lande har haft en mere stilfærdig overgang til demokrati, varede det mere ned 50 år, fra vi fik grundloven, til vi gik over til parlamentarisme i 1901. Desuden er der ingen garanti for, at demokratier med tiden bliver verdslige. De seneste valgresultater tyder på, at en mere demokratisk arabisk verden også vil være mere islamisk. Sekulært demokrati behøver ikke være endemålet. Ikke engang i vesten. Religion har spillet—og spiller stadig—en betydelig rolle selv i vestlige demokratier. Den amerikanske valgkamp er et glimrende eksempel.

#2: Støtte til islamiske partier er naturlig
For det andet burde støtten til islamiske partier ikke være overraskende set i lyset af religionens rolle i disse lande. Undersøgelser fra Gallup viser, at hele 90 procent af befolkningerne i Egypten og Tunesien anser religion som en vigtig del af deres hverdag. Islamiske grupperinger har i mange lande en historie som protestbevægelser i forhold til de væltede diktatorer. Nogle af dem har endda været politisk aktive i mange årtier. Det gælder for eksempel Det Muslimske Broderskab, der blev etableret i 1928. Mens de liberale og sekulære partier hovedsagligt nyder støtte i storbyerne, har de islamiske partier en bredere appel. Læg dertil, at de allerede er velorganiserede og dermed har et godt mobiliseringsgrundlag. I mange af de arabiske lande har islamiske bevægelser stået for sociale projekter. De har et bredt netværk. Mange anser bevægelserne for redelige i forhold til de korrupte regimer. De unge, liberalt orienterede kræfter, der organiserede sig via sociale netværk, spillede en vigtig rolle i de gamle regimers fald. Men de har været mindre dygtige til at organisere sig politisk og tilbyde et stabilt alternativ. Det er dog stadig muligt at sekulære liberale partier vil få større opbakning i takt med, at de får etableret en mere solid organisation.

#3: Langt de fleste partier ønsker balance mellem religion og demokrati
For det tredje er det vigtigt at påpege, at der er betydelig forskel på islamiske partier. Fælles for langt de fleste er dog, at de har interesse i en stabil udvikling. De arabiske befolkninger har valgt islamiske partier i troen på, at de repræsenterer et stabilt alternativ, der kan gøre op med korruption og skabe økonomisk fremgang. Derfor kan de også hurtigt miste deres støtte, hvis ikke de leverer. I Irak så vi, hvordan yderligtgående kræfter blev valgt ved det første valg. Men derefter sivede opbakningen. Det folkelige mandat til at skabe stabilitet og vækst kan også vise sig at blive en modererende faktor i forholdet til vesten. Samhandel med EU og USA – og ikke mindst turisme – vil spille en afgørende rolle for at få økonomien tilbage på rette spor. I Egypten tyder det på, at de fleste nyvalgte parlamentsmedlemmer med – undtagelse af salafisterne – vil arbejde over midten og holde forbindelsen til vesten. Frygten for, at islamiske partier vil drive de pågældende lande i retning af det iranske præstestyre, er altså overdrevet. For mange er idealet et andet. Nemlig en balance mellem religion og demokrati som i Tyrkiet. Det er endnu for tidligt at spå om udfaldet af de politiske magtkampe både mellem sekulære og religiøse partier og internt imellem de religiøse partier. Men så længe magtkampene foregår på demokratiske præmisser, burde den stadige uvished være grund til at bevare optimismen. Ikke det modsatte.

#4: Revolutionen ulmer i de islamiske partier
For det fjerde ser vi tendenser til bevægelser og magtkampe inden for de islamiske organisationer. Islamiske unge, der gik på gaden sammen med sekulært orienterede unge i Egypten og bragte Mubarak til fald, forsøger nu at bringe revolutionen ind i deres egne organisationer. I Egypten lægger unge i det Muslimske Broderskab pres på ledelsen med krav om en mere åben og demokratisk organisation. En gruppe af dem har for nylig lanceret en hjemmeside kaldet Ikhwanoffline, der gør grin med den officielle hjemmeside Ikhwanonline. Den nye hjemmeside bliver brugt til at kommunikere ideer om, hvordan det Muslimske Broderskab kan reformeres indefra.

Selvforskyldt mangel på troværdighed
Hvor står Vesten i efterspillet om det arabiske forår? Retfærdigt eller ej har den amerikanske og de europæiske regeringer ikke megen troværdighed i arabiske lande. Det skyldes kun delvist den rolle, USA og europæiske allierede har spillet i krigene i Afghanistan og Irak. Vi glemmer ofte, at Mubarak, Gaddafi, Ben Ali og Saleh var allierede i krigen mod terror. De gamle regimer fandt fælles fodslag med vesten, fordi deres største modstandere i flere tilfælde var de selv samme islamiske bevægelser, som USA siden 2001 havde ført krig imod. For eksempel skiftede Gaddafi i 2003 udenrigspolitisk linje, da han stod overfor truslen fra islamistisk fundamentalisme og presset fra et USA, der netop havde væltet Saddam Hussein. Han afrustede Libyens atomprogram og blev partner i krigen mod terror. Lidt polemisk sat op, har krigen mod terror forlænget despoternes levetid. Og den tid de arabiske befolkninger har skulle leve under totalitære regimer. Oven i det har de nu væltede totalitære regimer udbredt anti-vestlige budskaber for at holde ro på de indre linjer. Vestens troværdighedsproblem vil tage år, hvis ikke årtier, at ryste af.

Vestens dilemma
Alt tyder nu på, at når arabiske befolkninger får større politisk frihed, vælger de islamiske oppositionspartier. Vestlige stormagter står derfor overfor et dilemma. Hvis man ikke længere holder hånden over arabiske diktatorer, der til gengæld holder islamiske bevægelser nede, er man så parat til i stedet at prioritere arabiske befolkningers politiske frihed og dermed acceptere, at religion kommer til at spille en større rolle i det officielle politiske apparat? Hvis Vesten ønsker at undgå religiøs radikalisering i de nye demokratier, er det afgørende at samarbejde og etablere nye kontakter med de arabiske lande, fremfor at afskære kontakten i skuffelsen over at islamiske organisationer får indflydelse.

Det er tid til at lægge strategien om
Trods mistilliden til vestlige stater kan europæiske og amerikanske organisationer med rødder i civilsamfundet spille en vigtig rolle som brobyggere til den arabiske verden. Vestlige NGO’er har i mange år arbejdet sammen med ligesindede arabiske NGO’er. I fremtiden bør samarbejdet udvides. Man bør forsøge at favne alle farver i de arabiske civilsamfund. Det kan ændre de negative stereotyper om vesten i de arabiske samfund og omvendt. Tiden er kommet til at ændre strategi i forhold til mange lande i Mellemøsten og Nordafrika. Tidligere har vesten anvendt militærmagt, alliancer eller sanktioner til at sikre vestlige interesser i den arabiske verden. Nu er tiden kommet til public diplomacy. Kun igennem dialog og samarbejde med befolkningerne i de arabiske lande kan vi gøre vores til at give demokratiet i Nordafrika og Mellemøsten en chance.

Georges Fahmi er ph.d. studerende ved det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze. Peter Marcus Kristensen er ph.d. studerende ved Institut for Statskundskab Københavns Universitet, Mads Dagnis Jensen er adjunkt ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet og Somdeep Sen er ph.d. studerende ved Institut for Statskundskab Københavns Universitet. Illustration: Georges Fahmi, Tahirpladsen den 25. januar 2012. Banneret siger: Brød, frihed og social retfærdighed