Analyse: Demokrati “Made in Taiwan”

Analyse: Demokrati “Made in Taiwan”

21.02.2012

.

Præsidentvalgkampen i Taiwan var et opgør mellem ønsket om økonomisk vækst og kravet om landets suverænitet. Selvom Taiwan formelt er et demokrati, var kampen dog langt fra lige.

Af Mads Dagnis Jensen

Nåh, den er nok ”Made in Taiwan”, plejede man at sige, da jeg var barn i 1980erne. Det betød, at det var noget billigt bras, der ikke fungerede. Med barndommens billede på nethinden tog jeg til Taipei, Taiwans hovedstad, for at fejre nytår. Jeg blev ikke mødt af millioner forarmede arbejdere, der producerer billigt krimskrams på samlebånd. Jeg blev derimod mødt af en højteknologisk markedsøkonomi. Fabrikationen af tingeltangel var sågar outsourcet til Kina. København virker på flere områder som et frilandsmuseum sammenlignet med Taipei. Taiwan har i de seneste fem årtier undergået et økonomisk mirakel. Udviklingen har forvandlet Taiwan fra et forarmet land med et BNP per indbygger lig de fattigste afrikanske landes til i dag at være på niveau med mange vestlige landes.

Præsidentvalgkampen skudt i gang: økonomi versus uafhængighed
Under mit ophold i Taiwan blev der afholdt præsidentvalgkamp. Den var domineret af to temaer: økonomi og uafhængighed. Den siddende præsident Ma Ying-Jeou fra Nationalistpartiet slog på de økonomiske resultater, han havde opnået i sin regeringstid. Med vækstrater på over 10 procent, en inflation på under 1,5 procent og en arbejdsløshed på under 5 procent i 2010, ligner Taiwan en hver regeringschefs drøm. Men de økonomiske resultater er tæt forbundet med spørgsmålet om selvstændighed. Ma Ying-Jeou har stået for en politisk linje, som søger at reducere spændingerne mellem landet og den tidligere ærkerival Kina. I hans tid som præsident er der etableret direkte fly-, post- og handelsforbindelser til Kina, ligesom tolden er blevet reduceret på en lang række produkter. Resultatet er, ifølge ham, ikke til at tage fejl af.

Opposition: Taiwan har mistet selvstændighed
Præsidentens hovedmodstander, Tsai Ing-wen, fra det Demokratiske Fremskridtspartiet mente dog godt, hun kunne finde huller i Ma Ying-Jeous glansbillede. Hun påpegede i sin valgkamp, at de imponerende økonomiske nøgletal var opskruede. Kigger man på 2009 og 2011 er den økonomiske vækst lavere, og i 2010 gik man inspireret af USA over til en ny favorable måde at opgøre arbejdsløshedstallene på. Derudover lancerede Ma Ying-Jeou en jobpakke i november 2010, som forlængede en række midlertidige ansættelser. Kritikere spekulerede i, om det var for at forskønne arbejdsløshedstallene op til præsidentvalget.

Tsai Ing-wen fremførte desuden, at fordelene ved det økonomiske opsving ikke er ligeligt fordelt: Udviklingen har primært været til gavn for toppen i samfundet og er gået de lavere klassers næser forbi. Tilmed har mange, der ikke tilhører de øverste samfundslag, oplevet stigende leveomkostninger, som ikke modsvares af stingende indkomst. Det er svært at efterprøve påstanden, da den nødvendige statistik ikke findes. Endelige slog Tsai Ing-wen i sin valgkamp mere på spørgsmålet om uafhængighed. Under valgkampen påpegede hun gang på gang, at præsident Ma Ying-Jeou’s Kina-venlige linje havde ledt til et tab af selvstændighed. Et tab af suverænitet, der på længere sigt kan betyde, at Taiwan opsluges af den kolossale kinesiske drage.

Ma Ying-Jeou affejede påstandene som grundløse og bad Tsai Ing-wen foreligge dokumentation. Meget af diskussionen mellem de to præsidentkandidater gik på, hvilke målestok man skal anvende. Tsai Ing-wen slog på, at Ma Ying-Jeou ikke havde levet op til sine valgløfter om at reducere arbejdsløsheden til under 3 procent og øge BNPet per indbygger væsentligt. Ma Ying-Jeou forsvarede sig mod angrebene ved påpege de, i hans øjne, flotte resultater, der trods alt var opnået og ved at skyde skylden på den internationale krise.

Den ulige valgkamp
Kigger man på selve valget var det godt nok frit, men ikke særligt fair. Frem til 1990erne havde Taiwan et etpartisystem. Nationalistpartiet, Kuomintang, sad enerådigt på magten. Selvom Taiwan nu er et demokrati, nyder Nationalistpartiet stadig mange privileger. Partiet har enorme økonomiske ressourcer til rådighed. Partiets årlige indtjening var i 2010 117 millioner US dollar, mens det største oppositionspartiet det år havde en indkomst på 20,8 millioner US dollar. Nationalistpartiet havde altså betydeligt flere penge at føre valgkamp for end de to øvrige partier. Det behøvedes man bare bevæge sig ud af døren for at opdage. Landet var til plastret med partiets valgannoncer, der tilskyndede befolkningen til at stemme på kandidat nummer to: Ma Ying-Jeou.

Tilmed brugte Nationalistpartiet dele af statsapparatet i valgkampen. For eksempel ved at lade ministerier betale for indirekte reklamer for regeringens politik i medierne. Og ikke nok med det forsøgte også Kina at fremme Ma Ying-Jeou chancer for at genvinde magten. De kinesiske myndigheder sørgede for, at de cirka 1 million Taiwanere, der bor i Kina kunne følge med i valget, og tilskyndede dem til at tage hjem for at stemme på Ma Ying-Jeou. Præsidentvalget viser, at demokratiet i Taiwan er skrøbeligt og ikke helt velfungerende – lidt ligesom de ting de producerede i 1980erne.

Sejr trods faldende opbakning
Men indtil demokratiet får lige ben at gå på, lader den skæve valgkamp til at holde Nationalistpartiet ved magten. Da stemmerne var talt, stod Ma Ying-Jeou tilbage som valgets vinder med 51 procent af stemmerne. Tsai Ing-wen fra det Demokratiske Fremskridtspartiet fik 46,3 procent,og James Soong fra Folket Først partiet opnåede kun 2,7 procent af stemmerne.

Genvalget af Ma Ying-Jeou kan umiddelbart tolkes som et mandat til at fortsætte den hidtidige økonomiske og politiske kurs. En kurs, som både Kina og USA foretrækker. Kigger man nærmere på tallene, er der dog ikke tale om en storsejr til Ma Ying-Jeou. Faktisk er støtten til ham faldet. Tsai Ing-wen fra det Demokratiske Fremskridtspartiet gik 4 procent frem i forhold til valget i 2008. Hendes støtter kommer især fra lavindkomstgrupper. De er utilfredse med den stigende ulighed i samfundet, at deres jobs forsvinder til Kina, og de frygter for Taiwans selvstændighed. Selvom uligheden i Taiwan er lille i Asiatisk målestok, er den stadig ganske markant. I bybilledet sælger fattige gadehandlerne i tusindtal fortsat ristede majskolber og andre snacks for håndøre til de forbipasserende i dyrt italiensk designertøj.

Mads Dagnis Jensen er adjunkt ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Illustration: Nicky Loh via flickr