Vincent Hendricks: Arnfeldt undergraver demokratiet

Vincent Hendricks: Arnfeldt undergraver demokratiet

09.12.2011


Det alvorligste ved tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens spinddoktor Peter Arnfeldts lækning af fortrolige oplysninger om Thornings skatteforhold er, at ”det er med til at undergrave demokratiet og gøre os ufrie, fordi vi først er frie individer i det øjeblik, vi kan træffe et oplyst, og ikke manipuleret, valg”. Det siger filosofiprofessor Vincent F. Hendricks til RÆSON. Hendricks er medforfatter til den nyligt udkomne bog ”Oplysningens blinde vinkler” og er taler ved RÆSONs Vidensfestival 21/1 2012.

INTERVIEW af Lasse Marker

RÆSON: Ekstra Bladet opgav princippet om kildebeskyttelse og afslørede, at det var daværende skatteminister Troels Lund Poulsens spinddoktor, Peter Arnfeldt, der lækkede fortrolige oplysninger om Thornings skatteforhold til avisen. Gjorde Ekstra Bladet det rigtige?
Hendricks: Ja. Et af de goder, man har i et demokrati, er kildebeskyttelse, der sikrer, at pressen kan agere rimelig frit. Det sikrer befolkningens adgang til information og tjener demokratiets funktionsdygtighed. Men princippet om kildebeskyttelse ligger under et princip om, at der ikke må foregå magtmisbrug i statsapparatet, for det giver direkte anledning til mistillid til statsorganisationer blandt borgere. Og det er præcis det, der er tilfældet her. Nemlig, at der er nogle, der har misbrugt deres magt til at tvinge dagsordenen i en bestemt retning. Pointen er, at hvis man ikke har et demokrati, der fungerer ordentligt, uden at magtmisbrug kan florere, så har man heller ikke kildebeskyttelse. Kildebeskyttelse hviler på de fundamentale demokratiske krumtapper tillid, ærlighed og oprigtighed. Uden disse krumtapper intet demokrati, og uden demokrati, ingen kildebeskyttelse. Så først må man sikre, at magtmisbrug ikke florerer, der undergraver demokratiets natur, og derefter kan man tage hensyn til kildebeskyttelse.

RÆSON: I jeres bog “Oplysningens blinde vinkler” siger du, at misinformation undergraver demokratiet. Hvordan gør det dét?
Hendricks: Et demokrati er ikke alene karakteriseret ved, at alle har en stemme. Et oplyst og robust demokrati er karakteriseret ved, at alle også har en oplyst stemme. Dvs., at vi har adgang til information på en sådan måde, at vi kan foretage, overveje, reflektere og udveksle erfaringer med henblik på at foretage et kvalificeret valg. Men det betyder også omvendt, at man kan manipulere med vælgernes valg ved at manipulere med den information, der ligger til grund for deres beslutning. Så et demokrati er meget skrøbeligt over for, hvilke informationskanaler, der er åbne og lukkede, og over for, hvilken information, der ryger ud i de kanaler.

RÆSON: Så det alvorlige ved Arnfeldts lækning af fortrolige oplysninger er derfor ikke blot, at det er magtmisbrug og i strid med loven, men måske mere, at det undergraver demokratiet?
Hendricks: Ja. I demokratiet afgiver vi alle sammen den samme mængde suverænitet for, at vi kan blive beskyttet af et statsapparat, som vi kan have tillid til. Når, der er nogle, der forbryder sig mod det, og så oven i købet dem, der er sat til at varetage reglerne og sikre, at andre spiller efter reglerne – så undergraver det simpelthen demokratiet. Det er det, der er den store katastrofe i den her sag.

RÆSON: I bogen “Oplysningens blinde vinkler” taler du om, at vi først er frie individer i det øjeblik, vi forholder os til det samfund, vi lever i, og i det øjeblik vi kan træffe et oplyst valg.
Hendricks: Det er fuldstændig korrekt.

RÆSON: Så Arnfeldts misinformation undergraver både demokratiet og gør os ufrie, fordi misinformationen gør, at vi ikke kan træffe et oplyst valg.
Hendricks: Ja, lige præcis. Det er konklusionen. Grundtanken er, at for at tage et oplyst valg, skal vi have information. Information kan bruges til meget godt og til meget skidt. Og når information bruges til noget skidt, kan det bruges til at manipulere med folks demokratiske stemme. Det er dét, der er farligt. Og det er dét, der er sagens kerne her.

RÆSON: Den politiske debat er uigennemskuelig for mange, og mange sætter derfor deres kryds med begrænset viden. Konsekvensen er, at mange sikkert ikke stemmer på det parti, de ville stemme på, hvis de handlede ud fra fuld information. Hvilke konsekvenser har det for demokratiet?
Hendricks: I bogen ”Oplysningen blinde vinkler” taler vi om begrebet rammeeffekter, der handler om, at man kan stille folk over for to ens valg, men at man afhængig af, hvordan man formulerer valgene, kan få folk til at tage inkonsekvente og hinanden modstridende valg. For eksempel kan man fremhæve det negative ved at kalde det en betalingsring, mens man kan fremhæve det positive ved at kalde det en miljøring. Det er to vidt forskellige måder at sige det samme på. Afhængig af rammen, altså den formulering, man præsenteres for, vil man have en tendens til at synes, at det henholdsvis er en dårlig og en god ting. Politikerne har gjort det til en dyd at argumentere sådan her. Det er indpakningen mere end indholdet, der bliver diskuteret. Og det har udemokratiske konsekvenser, fordi det i høj grad bliver rammeeffekterne, der kommer til at påvirke vælgerenes beslutning.

RÆSON: Misinformerer medierne så ikke vælgerne hver eneste dag, ved ikke at gøre den politiske debat mere gennemskuelig?
Hendricks: ”Oplysningens blinde vinkler” argumenterer for, at vi skal ud af informationssamfundet og ind i vidensregimentet. Kvalificeret beslutningsdygtighed er ikke givet ved information alene, fordi information kan være falsk og kan anvendes til fordrejning, folkeforførelse og manipulation. Derfor har vi brug for noget mere: viden. Viden er lig med sand information og proces. Det betyder, at vi ikke alene skal have sand information, men vi skal også kunne redegøre for, hvorfor informationen er sand. Det er viden.

Problemet er, at det tager enormt lang tid og er tankemæssigt energikrævende, hvis man skal processere information for at det bliver til viden. Eksempelvis skal man i hverdagen konsultere en lang række forskellige medier for at få et sandfærdigt billede af en given sag af interesse. Derfor læser folk i stedet typisk de aviser, som de i forvejen er enige med. Og folk diskuterer typisk med dem, som de i forvejen er enige med. Problemet med det er, at det kan skabe, hvad vi i ”Oplysningens blinde vinkler” kalder polarisering. Hvis man sætter folk, der i forvejen er enige, til at diskutere et emne, så er tendensen den, at de bliver endnu mere ekstreme i deres fælles holdning. Det giver anledning til et mærkværdigt paradoks. I den vestlige verden efterstræber vi det, vi kalder det drøftende demokrati, som er ideen om, at det er bedre for dig og mig at udveksle erfaringer og meninger, inden vi gå ned og sætter vores kryds. Men det, at vi drøfter, kan gøre os mere ekstreme i vores holdninger, hvis vi kun diskuterer med ligesindede. Og de sidste 10-20 år har demokratiet netop vist sig meget skrøbeligt over for ekstremisme. Voila! Paradokset.

RÆSON: Så hvordan kan medierne blive dygtigere til at hjælpe vælgerne med at gennemskue debatten?
Hendricks: Hvis der er nogen, der har et stort ansvar i slige demokratisikrende anliggender, så er det medierne og journalisterne. Ethvert medie, der har adgang til offentligheden, og enhver journalist, der har adgang til at tale igennem de kanaler, har et kæmpe ansvar for at oplyse borgerne med sandfærdig eller tilnærmelsesvis sand information. En for stor del af de danske journalister tager ikke det ansvar på sig, men tror, at de kan sige hvad som helst. Medierne bør færdes på sandhedens rigtig smalle sti. Det betyder meget nuanceret og meget researchtungt arbejde, inden man kan gå på mediemarkedet med en historie. Problemet med det er, at det tager tid. Og informationskanalerne står åbne, og der er mange af dem som aldrig før. Pressen er i en vis forstand blevet forført af, at nyhedsstrømmen går så hurtigt. Og for at være med på noderen skal de derfor ud med historierne, hver gang, der er sket noget, uden i øvrigt at lave den nødvendige research først. Det så vi med Jyllands Posten for et par dage siden, der henviste til en undersøgelse, der skulle vise, at en tredjedel af kontanthjælpsmodtagerne ikke gad arbejde. Det måtte de trække tilbage, da det viste sig, at undersøgelsen ikke var til at stole på. Det undergraver demokratiet, fordi det misinformerer vælgerne, der herefter træffer deres beslutning på et forkert grundlag. Og det gør vælgerne ufrie, fordi vi først er frie individer i det øjeblik, at vi kan træffe et oplyst valg.

RÆSON: Du siger, at nyhedsstrømmen går i den fuldstændig modsatte retning af tung researchbaseret journalistik. Så der er ingen udsigt til, at det bliver bedre?
Hendricks: Ikke med mindre, at medierne selv skruer ned for de hurtige nyheder. I stedet for de hurtige historier, bør medierne tage sig den tid, det tager at lave en grundig researchet historie. Det er der heldigvis også danske medier og journalister, der gør. Så må medierne vente med deres breakingnews, indtil de har et ordentligt grundlag at basere deres breakingnews på. Hellere bedst på sandfærdighed, end ”bedst på breaking”. Medierne har lov til vente, undersøge, sammenligne, analysere og til at lægge en redaktionel linje. De behøver ikke at lave knæfald for at komme først ud med historierne. Mediernes vigtige rolle som demokrativogtere ville være større, hvis de skruede ned for de hurtige nyheder og lavede undersøgelse, sammenligning og analyse i overensstemmelse med deres respektive anlagte redaktionelle linjer, inden de bragte deres historier.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Lasse Marker er desuden ansat på Politiken.