Uroen i Mellemøsten: Israel frygter mere demokrati i Mellemøsten

Uroen i Mellemøsten: Israel frygter mere demokrati i Mellemøsten

02.02.2011


Den ideologiske smeltekedel i Mellemøsten er ved at koge over, og Israel er med rette bekymret. Hvis den demokratiske revolution i Egypten for alvor breder sig til Jordan, Syrien, Yemen og Libanon kan det få vidtrækkende konsekvenser for både Israel og regionens stabilitet og den vestlige verden.

Af Casper Karim Forsström

Israel har en stor interesse i at beholde den egyptiske præsident Hosni Mubarak ved posten og appellerer til USA og Europa om at nedtone deres entusiasme over for et regeringsskifte i Egypten. Grunden til dette er selve essensen i det egyptiske oprør. Folket demonstrerer nemlig ikke kun imod et antidemokratisk regime, men i høj grad også imod en Mubarak, der føjer USA og Israel i udenrigs- og indenrigspolitiske spørgsmål. Mere specifikt handler det om grænsen mellem Gaza-striben og Egypten, som under Mubarak har været hermetisk lukket som følge af en aftale indgået mellem Egypten og Israel i 1979. Det ønsker Israel, at den bliver ved at være.

Oppositionen i Egypten består af Nobel-prisvinderen Mohamed ElBaradei (Søren Espersen ”ikke tror et klap på ElBaradei”) og Det Muslimske Broderskab, der har grene langt inde i det Hamas-styrede Gaza samt Jordan og Syrien (og ifølge Khader kan blive som de kristendemokratiske partier i Europa). Denne opposition har formået at samle demonstranterne og er kendt for ikke at have meget til overs for Israel og den amerikanske indflydelse i regionen. Hvis denne koalition formår at vælte Mubarak af pinden, kan det få fatale konsekvenser for forholdet mellem Egypten og Israel samt for stabiliteten i hele regionen.

Israel frygter dominoeffekt
Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu udtrykker da også bekymring for udviklingen i Egypten. Søndag meddelte han, at Israel ”overvåger det, der sker i Egypten og vores region med bekymring”. Faktum er, at Netanyahu har grund til at være bekymret. En åbning af grænsen mellem den israelsk kontrollerede Gaza-stribe og Egypten kan tvinge Israel til en væbnet konflikt med dets naboland og sende chokbølger ud over resten af Mellemøsten og tvinge det internationale samfund til at vælge side. Eli Shaked, tidligere israelsk ambassadør i Egypten, udtrykte sin bekymring søndag gennem det israelske dagsmedie Yedioth Ahronoth: ”Hvis Det Muslimske Broderskab vinder magten i Egypten, er det kun et spørgsmål om tid, før freden mellem Egypten og Israel betaler prisen.” Han påpeger ligeledes USA’s naivitet i sin støtte af oppositionen i Egypten og spår en definitiv ende på demokratiet i Egypten, hvis Det Muslimske Broderskab vinder et eventuelt valg.

En anden af Israels naboer, Jordan, oplever også massedemonstrationer i disse dage. Her er folket på gaden for at udtrykke utilfredshed med kongedømmets behandling af folket og kræve økonomiske reformer. Også her er Det Muslimske Broderskab blandt de fremmeste fortalere for reformer, hvilket, afhængig af hvordan situationen ender i Egypten, kan blive en realitet. Et Jordan, der tør konfrontere Israel, er bestemt heller ikke i Netanyahus interesse og vil være ekstra salt i såret for den israelske ekspansionspolitik.
En af Israels naboer mod nord, Syrien, føler også forandringens vinde blæse. Manden på gaden har indset, at han har fået mere magt og på trods af, at det syriske folk ikke er direkte utilfredse med regeringens udenrigspolitik, kan den ekstremt fattige population i Syrien nu se en mulighed for at rejse sig gennem folkelige demonstrationer i Egyptens eksempel.

Libanon afventer køligt
Også Libanon gennemgår store ideologiske forandringer. Den nye libanesiske premierminister Najib Mikati er udvalgt af Hizbollah og er derfor per definition ikke en god ven af Israel. Den tidligere premierminister Saad Hariri var ellers fortaler for gode relationer med USA og Israel, men vi mangler stadig at se den nye regeringsleders udenrigspolitiske formåen i forholdet mellem Libanon og sine naboer.
Libanon har dog nok at gøre med interne stridigheder, og en Hizbollah-støttet Najib Mikati vil derfor afvente situationens resultat. Libanon vil forholde sig rolig og konsolidere den nye regering, før der kan blive plads til udenrigspolitiske ambitioner. Derudover har Libanon en interesse i at afveje sine interesser med de omkringliggende lande, heriblandt især Syrien.

Terningerne er kastet
Fremtiden synes usikker for Mellemøsten, og meget afhænger af, hvad resultatet af Egyptens demokratiseringsproces bliver. Det er dog sikkert, at der i disse tider bliver skrevet historie i regionen. Det er ikke til at sige, hvor mange lande der vil vælte som følge af den af Israel frygtede dominoeffekt. Det er heller ikke sikkert, at USA vil bakke op om fremtidige demokratiseringsprocesser i Jordan og Syrien. Hele puslespillet afhænger i høj grad af, hvor stærke de revolutionære kræfter i Mellemøsten er, og hvor lang snor Israel er villig til at give de nye eventuelle koalitionsregeringer.

Israel har til alle tider påstået, at de er omgivet af naboer, der vil dem ondt. Dette kan nu i sandhed blive en realitet. En udbredelse af demokrati i Mellemøsten er lig med frihed til at vælge side, og størstedelen af befolkningen har valgt side mod Israel. Forskellen er, at regeringsmagterne måske snart vil være på folkets side.

Casper Karim Forsström (f. 1983) er specialestuderende ved CBS.