10.09.2011

Fattigdom før sikkerhed, bæredygtige landbrug og bedre udviklingspolitisk forskning. RÆSON har spurgt en håndfuld danske udviklingsorganisationer om deres højeste udviklingspolitiske ønsker. Ønskerne har vi præsenteret for Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti og De Radikale for at bedømme afstanden mellem de private organisationer og politikerne.

Interviews af Robin Juel Johansen

Folkekirkens Nødhjælp: Sæt de fattigstes interesser før danske sikkerhedspolitiske interesser. Vi ser i stigende grad – og senest i den afgående regerings finanslovsforslag – en tendens til, at ulandsbistanden bruges på danske sikkerhedspolitiske interesser, for eksempel i Irak, Afghanistan, Libyen og Pakistan, i stedet for at blive sendt derhen, hvor den kommer de mest udsatte til gode. Dermed underminerer man fattigdomsbekæmpelsen og FNs 2015-mål, som vi selv har skrevet under på. En ny regering bør sikre, at ulandsbistanden først og fremmest kommer de fattigste til gode.
Jeppe Kofod, udviklingsordfører, Socialdemokratiet: I Fair Løsning annullerer vi regeringens besparelse på ulandsbistanden. For at sortere det sikkerhedspolitiske fra laver vi en ny pulje, som bliver finansieret af besparelser på Forsvaret, og den nye pulje bliver på 1,5 milliarder kroner. Vi sætter hegn om ulandsbistanden ved at øge den og ved at lave en større fattigdomsfokusering af den klassiske ulandsbistand. Man kan ikke skille tingene helt ad, men det afgørende for os er, at dansk udviklingsbistand er fattigdomsorienteret, så den er møntet på at skabe sikkerhed for de børn, som ellers ville dø af sult, og for de kvinder som ikke har noget arbejde.
Karsten Lauritsen, udviklingsordfører, Venstre: Jeg køber ikke præmissen om, at der ikke er en sammenhæng mellem tingene. Det skal jo ikke være sådan, at vi giver udviklingsbistand udelukkende for vores egne politiske interesser skyld. Vi kan samtidig godt hjælpe nogle mennesker. Når vi eksempelvis vælger at gå ind i Somalia, så er det af sikkerhedspolitiske hensyn, men det er selvfølgelig også fordi, der er rigtig mange fattige mennesker, som er ved at dø af sult. Det ene udelukker ikke det andet, og jeg mener, at der er masser af områder, hvor vi tjener danske sikkerhedspolitiske interesser, og hvor vi samtidig hjælper fattige.
Tina Petersen, udviklingsordfører, Dansk Folkeparti: Udviklingsbistanden følger de ting, der sker ude i verden. Hvis man tager Afghanistan, er der bare sidste år blevet givet penge til, at man kan åbne skoler og sundhedscentre, så jeg synes, de to ting hænger sammen. Man kan ikke gå i krig uden at hjælpe med at bygge op igen. Jeg vil overlade til de folk vi har udsendt, at bestemme hvad der er behov for og ikke er behov for. Det skal vi politikere ikke gøre os kloge på.
Morten Østergaard, næstformand, Radikale Venstre: Vi har foreslået, at man skiller tingene ad. Vi ønsker at forhøje udviklingsbistanden til 1 procent af BNP og samtidig sikre, at pengene kun går til at bekæmpe fattigdom. Derudover ønsker vi at lave en global pulje reserveret til miljø og klimaudfordringer og sikkerhedspolitiske udfordringer. Den nuværende regering har ikke haft et ønske om at skille tingene ad, tværtimod har de udhulet bistanden ikke bare ved at reducere den, men også ved at kanalisere den over på ting, som ikke havde noget direkte med fattigdomsbekæmpelse at gøre.

Red Barnet: Mere end halvdelen af dem, Danmark støtter med udviklingsbistand, er børn og unge. Børn og unge er den vigtigste ressource, et land råder over til at skabe bæredygtig udvikling på længere sigt. Derfor skal de sikres en central rolle i udviklingsarbejdet. Det er derfor stærkt problematisk, at uddannelsesprogrammerne efter den vedtagne udviklingsstrategi ”Frihed fra Fattigdom – Frihed til Forandring” helt overlades til Verdensbanken. Det betyder, at mange uddannelsessektorprogrammer, som Danmark har bidraget til med stor ekspertise, nu bliver skrottet.
Kofod: Verdensbankens program er ret effektivt, og det er fornuftigt, at donorer går sammen om en fælles indsats, så hvert land ikke har sit eget bureaukrati. Det er vigtigt, at de danske kompetencer og erfaringer er med og bliver brugt i den fælles indsats. Vi må vænne os til at forstå, at vi i stigende grad skal væk fra dansk bistand, som står alene, så vi kan slå pjalterne sammen med andre store donorer, som for eksempel Verdensbanken, EU og FN. Derigennem sikrer vi den mest effektive bistand til de allerfattigste i verden.
Lauritzen: Vi kommer til at bruge mindst lige så mange penge på uddannelse, som vi tidligere har gjort, vi vælger bare at bruge dem der, hvor de benyttes mest effektivt; gennem Verdensbankens Fast Track-program. Det er ikke penge, der går fra ngo’erne, men fra de bilaterale landbrugsprogrammer. Hvis vi skal lave effektiv udviklingsbistand, så bliver vi nødt til at fokusere på nogle områder, som vi bliver rigtig gode til, og så må de andre områder, vi gerne vil støtte, overlades til andre, som er effektive til dem. Det må handle om, hvor mange mennesker vi kan hjælpe, og ikke hvor mange projekter man kan skrive Red Barnet på.
Petersen: Verdensbanken har altid været en del af udviklingsbistanden. Samarbejdet internationalt er blevet større, og der er jo ingen, som forhindrer Red Barnet i at foretage sig nogle ting selv. Organisationerne kan jo hver især gå ud og lave nogle ting, hvis de har lyst til det.
Østergaard: Jeg synes, det lyder vigtigt, at danske spidskompetencer på udviklingsområdet ikke går tabt, så det vil jeg interessere mig mere for. Jeg kender desværre ikke baggrunden for beslutningen i detaljer.

Mellemfolkeligt Samvirke: Danmark skal investere massivt i små, bæredygtige landbrug – særligt de kvindelige – for at sikre adgang til jord, vand, kredit og marked. Det er katastrofalt, at bistanden til landbrugssektoren er faldet markant, når 75 procent af verdens fattige er direkte afhængige af smålandbrug. Vi bør støtte den internationale landbrugsfond GAFSP, som støtter ulandenes egne planer for at bekæmpe sult og skabe økonomisk vækst fra bunden og op. Videnskabsfolk er enige om, at bæredygtige landbrugsmetoder er et sandt ’kinderæg’, der kan bekæmpe sult, skabe vækst og begrænse klimaforandringerne.
Kofod: Vi er enige i, at landsbrugsudviklingen hos småbønder og at skabe udvikling på landet, hvor nøden er allerstørst, er en høj prioritet. Man kunne også tilbyde mikrofinansiering til småbønder. Vi vil gerne dreje bistanden derover, hvor vi får mest bistand for pengene, og der er nogle redskaber, som ikke er i brug endnu. Vi har ikke taget konkret stilling til, om vi skal støtte den nævnte landbrugsfond endnu.
Lauritsen: Fødevarer kommer højere og højere op på dagsordenen, og noget af det, vi har højt i vores strategi, er projekter målrettet kvinder. Det lyder ganske positivt, og det ønske tror jeg gerne, vi vil imødekomme.
Petersen: Det er lidt sjovt, for alle de her ting foregår allerede. Danmark har allerede lavet kæmpe enorme projekter i Afrika, og har man været der, så kan man tydelig se, at Danmark er stærkt repræsenteret. Danmark står for de største vandindsamlinger. Vi står for dæmninger, og vi står for landbrug, men at tro, at vi skulle kunne skabe landbrug i hele Afrika, det er naivt, for det er der simpelthen ikke vand nok til i Afrika.
Østergaard: Ideen om at støtte, at man bliver selvforsøgende og selvopretholdende, og at man tager udgangspunkt i lokale programmer, lyder både rigtig og fornuftig. Det vil vi godt kigge nærmere på.

IBIS: Vi ønsker, at udviklingspolitikken bidrager til at sikre fattige landes og fattige menneskers sikkerhed. Udviklingspolitikken skal baseres på en analyse af årsagerne til manglende sikkerhed i perspektiv af fattigdommen og uligheden i ulandene. Hvad betyder det, at fattige ikke har råd til at købe brød eller tage bussen til arbejde? Hvad betyder klimaforandringerne for fødevaresikkerhed? Hvad betyder manglen på beskyttelse af minoriteter? Hvordan kan bistanden sikre fattige menneskers basale økonomiske, sociale og borgerlige rettigheder?
Kofod: Vores udviklingsbistand skal drejes over til der, hvor forskningen fortæller os, at det giver mest fattigdomsbekæmpelse for pengene. Det er det, vi vil sætte højt på programmet, når vi kommer til. Man er nødt til at øge forskningsmidlerne på det her område. Det er vigtigt, at den måde vi bruger pengene, er den mest effektive, og at den skaber mest mulig sikkerhed for de allerfattigste mennesker.
Lauritsen: Det er en god ide at få et større grundlag at træffe beslutninger ud fra. Mange af de studier, der ligger på udviklingsområdet, er baseret på socialistiske og kommunistiske udviklingsteorier, og jeg vil hjertens gerne se nærmere på nogle liberale frihandelstankegange. En større akademisk diskussion om grundlaget for udviklings- og bistandspolitikken er det svært, som seriøs politiker, at sige nej til.
Petersen: Jeg ved næsten ikke, om man kan få flere videnskabelige vurderinger af tingene, end dem vi får i forvejen. Vi får hele tiden rapporter og opsummeringer på, hvad der foregår rundt omkring. Hvis nogen skulle noget, så skulle de uvildigt dokumentere om projekterne virker, så vi kan få at vide, om tingene virkelig er, som vi tror, de er.
Østergaard: Det lyder som et meget sagligt og fornuftigt ønske, som i virkeligheden demonstrerer en stor ansvarlighed, da alle organisationerne og os politikere må bestræbe os på at gøre det, der hjælper mest. Der er rigtig god fornuft i at forske mere i, hvad der giver den højeste effekt. Det virker som om, og ikke mindst med den seneste udviklingsminister (Søren Pind (V), red.), at bistanden er baseret på luftige programerklæringer. Det er afgørende, at vi baserer vores beslutninger på viden og ikke på politiske skåltaler.

Robin Juel Johansen (f. 1988) studerer historie på Københavns Universitet. Har tidligere læst til journalist på Journalisthøjskolen. Arbejder som freelancejournalist med fokus på Afrika, udviklingsforhold og iværksætteri.