19.05.2011

Ole Sohn (SF), Mette Frederiksen (S) og Margrethe Vestager vil meget nødig svare på, hvad der sker, hvis en ny S-SF-regering efter valget har et flertal imod sig på efterlønnen. Det sker tit med de hypotetiske hvad-nu-hvis-spørgsmål. RÆSON afslører tricket: Politikerne taler om bisætningen i spørgsmålet (hvis-sætningen), ikke hovedsætningen (hvad-gør-I-så?-sætningen). De burde overveje, om ikke de ville få større troværdighed ved at svare ordentligt straks.

Af Christian Kock

“Hvis og hvis min røv var spids … !” Sådan kunne man i min barndom svare, hvis nogen spurgte om, hvad man ville gøre, hvis et eller andet bestemt skulle ske. Det er en måde at afvise at svare på et såkaldt hypotetisk spørgsmål.

Den slags spørgsmål kan også være urimelige og umulige at svare på. Men det er de ikke altid. Journalister, der interviewer politikere, synes ofte, at det er vigtigt at presse på med et hypotetisk spørgsmål. De interviewede politikere vil derimod ofte helst være fri for at svare. Så snakker de udenom. Så gentager journalisten spørgsmålet. Så snakker politikeren mere udenom. Denne sekvens kan gentages ad libitum, indtil al tiden er gået. Og så får vi hverken et svar eller belysning af andre vigtige emner.

Frederiksen, Sohn og Vestagers trick: Snak om bisætningen
Torsdag 12. maj var Mette Frederiksen (S) i Deadline 2. sektion. Vært Nikolaj Sommer (NS) ville vide, hvad en eventuel S-ledet regering efter valget vil gøre, hvis der straks er flertal imod den vedrørende efterløn.

Frederiksen (MF) vil ikke gerne ind på det, så hendes første trick er at kun at svare på bisætningen ved at sige, at vi ikke véd, hvad valgresultatet bliver. Hun svarer derimod ikke på hovedsætningen (som udgøres af spørgsmålet: Hvad vil I så gøre?). NS presser på: “Vil S gå ind i en forhandling efter valget?” Igen tager MF kun stilling til bisætningen: “Spørg vælgerne,” siger hun – og skifter dermed emne, hen til det, der skal ske for at hvis-situationen kan undgås.

NS prøver igen: “Men vil du afvise -“, men MF afbryder for at køre videre med emnet valg: “Løkke skal spørge danskerne!” Nu mundhugges de: NS: “Men vil du afvise -” MF (afbryder): “Men jeg bliver nødt til – ” NS (afbryder): “Men det burde være let -” MF (afbryder): “Vi går til valg på -” NS (afbryder): “Men grunden til, jeg afbryder -” MF (afbryder): “Vi har kun den muskelkraft, som vælgerne giver -” NS (afbryder): “Men kan I sidde som regering -” Og nu begynder MF at give efter: “Jamen det er klart, hvis vi ikke har 90 mandater … ” – ja, så vil man da nok indlede en forhandling…

Hvorfor mon MF ikke siger det med det samme – eller også holder fast i udenomssnakken og helt undlader at sige det? Måske fordi hun så får mere tid til sit fortrukne tema, som S går til valg på, og mindre tid til den pinagtige, hypotetiske situation. Men måske det kunne have givet troværdighedspoints at sige det straks og med åben pande?

SF’s gruppeformand Ole Sohn får i Jyllands-Posten 13. maj et lignende hypotetisk spørgsmål og bruger samme teknikker: Han tager stilling til bisætningen og taler om, hvad han går ind for, i stedet for det ubehagelige emne, som bisætningen handler om: “Hvad hvis der er flertal for at forringe efterlønnen efter et valg?” bliver han spurgt. Sohn: “Min spidskompetence er ikke hvis og hvis-spørgsmål. Vi går efter at få et flertal, som ikke vil forringe efterlønnen. Så er det vælgerne, som må afgøre det.”

Også Radikale fik svære hypotetiske spørgsmål i sidste uges politiske situation. Margrethe Vestager blev 14. maj spurgt i Politiken: “Har det været det hele værd, hvis udgangen af de her forhandlinger bliver, at Lars Løkke Rasmussen ( V) vinder valget?” Svar: “Hvis jeg troede, at Løkke vandt valget, var jeg ikke gået ind til det forhandlingsbord. Jeg arbejder efter to ting: at Helle Thorning bliver statsminister, og at vi får en ansvarlig økonomisk politik. Og reformen af efterlønnen er et meget, meget væsentligt bidrag.” – ikke til at Thorning bliver statsminister, kunne man indskyde.

Teknikken her er en variation af dem, vi så før. Vestager tror ikke på at bisætningen bliver til noget. De andre ved ikke om den gør det, de ønsker og arbejder for at den ikke gør det, og de siger noget om, hvad det afhænger af, om den gør det.

Journalistens modtrick: Præcisér præmissen for spørgsmålet
Det giver næsten sig selv, hvor journalisten skal sætte ind: Sæt fingeren på hovedsætningen: Jamen hvad vil I gøre … Vil I gøre det og det … ? Præcisér, at du ikke ønsker svar på om politikeren tror på bisætningen, eller nogen af de andre ting, man kan mene om den. Så siger politikeren måske: Jamen det er en tåbelig antagelse, der ligger i den bisætning. (Det kan jo godt være, som f.eks. hvis du har spurgt: Hvad nu hvis min røv er spids?) I så fald: Bed om begrundelse for at bisætningen er tåbelig. Så er tiden ikke helt spildt, men alle kan måske blive lidt klogere.

Christian Kock (f. 1946) er professor i retorik ved Københavns Universitet og har bl.a. forsket i politisk debat, argumentation og troværdighed. Han optræder ofte som kommentator i medierne og har senest udgivet De svarer ikke: Fordummende uskikke i den politiske debat. (Gyldendal, 2011).

UDENOMSSNAK: SÅDAN GØR POLITIKERNE. Hver torsdag udpeger RÆSON sammen med landets førende eksperter i udenomssnak en politiker, der taler udenom, afslører politikerens trick og anviser journalisten et modtrick. Ekspertpanelet består af Christian Kock (retorikprofessor og forfatter til “De svarer ikke: Fordummende uskikke i den politiske debat”), Jonas Gabrielsen (lektor i retorik med speciale i spin og forskydningsstrategier), Heidi Jønch-Clausen (ph.d. stipendiat i journalistik med speciale i politisk journalistik og retorik), Rasmus Jønsson (lektor i politisk kommunikation og journalistik) og Magnus Boding Hansen (chefredaktør på RÆSON, kandidatstuderende i retorik).