Udenomssnak: Sådan gør Morten Messerschmidt

Udenomssnak:
Sådan gør Morten Messerschmidt

27.12.2011


I en debat i Deadline 22.30 på DR2 tørner Morten Messerschmidt (EP, DF) sammen med SF’s EU-ordfører Lisbeth Bech Poulsen. Ved brug af generelle svar og glidebaneargumenter fjernede Messerschmidt fokus fra, hvorfor DF mener, at en folkeafstemning om EU’s finanspagt er nødvendig. RÆSON afslører hans tricks, og anviser journalisten et konkret modtrick.

Af Cecilie Valentin, RÆSONs medieredaktør


RÆSON afslører hver uge en politikers udenomssnak og anviser journalisten konkrete modtricks. Hver anden gang skriver RÆSONs chefredaktør og opfinder af konceptet Magnus Boding Hansen til ræson.dk og MetroXpress. Og hver anden gang – som her – skriver en af RÆSONs øvrige faste eksperter i udenomssnak til ræson.dk.

ARTIKELOVERBLIK
Udenomssnak: Sådan gør politikerne


Dansk Folkeparti foreslår en folkeafstemning om den europæiske finanspagt – uanset om Danmark skal afgive suverænitet eller ej. I Deadline 22.30 17. december er Morten Messerschmidt (DF) inviteret på besøg for at debattere dét forslag med EU-ordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF). Vært er Nikolaj Sommer. I stedet for at svare på, hvorfor vi skal have en folkestemning, overtager Messerschmidt overtager rollen som ordstyrer og vil i stedet gerne vide, hvorfor Bech Poulsen ikke vil tage stilling til en folkeafstemning.

Trick #1: Fjern fokus
Messerschmidt fjerner fokus fra, hvorfor DF gerne vil have en folkeafstemning ved at svare i generelle vendinger og så stille skarpt ind på modparten. Indledningsvist bliver Messerschmidt spurgt: ”Ligegyldigt om vi skal afgive suverænitet eller ej, så skal vi have en folkeafstemning. Hvorfor det?”. I stedet for at svare på det konkrete spørgsmål, svarer Messerschmidt på, hvorfor folkeafstemninger generelt er en god idé – og altså ikke hvorfor en folkeafstemning om den konkrete sag om finanspagten er at foretrække. Fokus bliver altså fjernet fra det konkrete til det generelle.

Derudover fjerner Messerschmidt fokus fra, hvad sit eget partis grund til at foreslå en folkeafstemning er. I stedet for selv at svare på som spurgt med sine og sit partis bevæggrunde for en folkeafstemning i den konkrete situation, spekulerer Messerschmidt på, hvorfor Bech Poulsen mon ikke vil tage stilling: ” Hvorfor er det, at man er så bange for at holde folkeafstemning?” og ”Burde det ikke være sådan, at jo vigtigere en sag er, jo større er argumentet for, at man spørger befolkningen?” Uden indblanding fra journalisten er det nu Messerschmidt, der stiller de kritiske spørgsmål som en slags selvbestaltet ordstyrer. Dermed er fokus fjernet fra Messerschmidts egen uvilje til at svare konkret på, hvorfor en folkeafstemning for finanspagten er bydende nødvendig.

Trick #2: Glidebaneargumenter
Glidebaneargumenter er en argumentationsform, som forsøger at skabe en årsagssammenhæng mellem flere tilstande, selvom der ikke er nok beviser for, at tilstandene følger hinanden. Det trick anvender Messerschmidt også: ”Hvis Danmark begynder at læne sig for meget op ad euroen, vil vi opleve præcis de samme konsekvenser, som også de nordeuropæiske eurolande har oplevet. Det er jo sådan, at selv de veldrevne økonomier som Finland, Holland og Tyskland oplever stigende obligationsrenter og vanskeligheder på det økonomiske marked, fordi de er i valutaunion med Grækenland, Italien, osv.”

Messerschmidt siger her, at hvis andre sammenlignelige eurolande har det hårdt økonomisk, så vil Danmark opleve det på ”præcis” samme måde ved at tilslutte sig finanspagten – selvom Danmark som bekendt ikke er et euroland; og selvom finanspagten som bekendt ikke handler om, at Danmark skal indlemmes i euroen, men om at eurolandene skal stilles til ansvar for deres økonomi. Den påståede sammenhæng giver Messerschmidt ikke konkrete belæg for. Det kan være relevant at advare mod en potentiel glidebaneeffekt. I denne debat bruger Messerschmidt det som én af flere måder at snakke uden om sine positive belæg for at ønske en folkeafstemning.

Modtrick #1: Spørg begge debattører
Udsendelsen udvikler sig til at være et krydsforhør snarere end en debat. Nikolaj Sommer stiller otte spørgsmål til Bech Poulsen, mens Messerschmidt ’slipper’ med to. Hvis det var et forhør, havde Bech Poulsen klart tabt. Men det er en debat. Og her har seerne tabt. For uden vægtige argumenter fra begge parter, er det svært at tage stilling. Det kunne ordstyrer have forhindret ved at sikre, at begge parter argumenterer for deres holdning. Hvis det ikke er tilfældet, er det ordstyrerens pligt at få debatten tilbage på rette spor igen ved fx selv at stille en af parterne – oplagt den mindst udfordrede – et kritisk spørgsmål og holde fast på at få et svar på det. Når Messerschmidt drejer fokus over på spørgsmål til Bech Poulsen, bør ordstyreren afbryde og sige: ’Nu vil vi jo også gerne høre dine argumenter for dét, du mener.’ Nikolaj Sommer gør øjensynligt et forsøg ved at afbryde talestrømmen med ”Men Morten, men Morten.” Men sætningen når aldrig at blive fuldendt, fordi Messerschmidt ignorer det. Her må ordstyreren stå fast. For hvis ordstyreren ikke moderer debatten, er det for nemt for politikerne at snakke udenom – og for svært for seerne at blive kloge på de vigtige spørgsmål.

Cecilie Valentin (f. 1987) er RÆSONs medieredaktør. Hun er kandidatstuderende i retorik med tilvalg fra Washington College i Maryland. Cecilie er kommunikationsassistent for musikselskabernes brancheorganisation IFPI og har været redaktør for RetorikMagasinet og fagredaktør for amerikansk retorik og religion på Kristeligt Dagblad. ILLUSTRATION: Morten Messerschmidt (DF).

UDENOMSSNAK: SÅDAN GØR POLITIKERNE. I denne serie har RÆSON og landets førende eksperter i udenomssnak siden april udpeget politikere, der snakker udenom, afsløret deres tricks og anvist journalisten konkrete modtricks. Ekspertpanelet består af Christian Kock (retorikprofessor og forfatter til “De svarer ikke”), Jonas Gabrielsen (lektor i retorik med speciale i spin og forskydningsstrategier), Heidi Jønch-Clausen (ph.d. stipendiat i journalistik med speciale i politisk journalistik og retorik), Rasmus Jønsson (lektor i politisk kommunikation og journalistik), Cecilie Valentin (RÆSONs medieredaktør), Christiane Hector (ekstern lektor med speciale i rammer for politisk debat) og Magnus Boding Hansen (RÆSONs chefredaktør).