Torreblanca efter Rajoys sejr i Spanien: Europa er i færd med at spare sig selv i knæ

Torreblanca efter Rajoys sejr i Spanien: Europa er i færd med at spare sig selv i knæ

24.11.2011


Mariano Rajoy og det konservative Partido Popular vandt søndag en overvældende sejr i det spanske valg og gør nu klar til at indføre yderligere finanspolitiske stramninger i den kriseramte økonomi. Ifølge den anerkendte politiske kommentator og leder af tænketanken ECFR’s Madrid-afdeling José Ignacio Torreblanca har krisen i Sydeuropa spredt sig mod nord, hvor løsningerne også bør komme fra. EU’s manglende vilje til at gribe ind og gøre finansiering billigere gør, ”at hele Europa er i færd med spare sig selv i knæ.”

RÆSON: Angela Merkel har i et åbent brev til Rajoy understreget, at han med sit stærke mandat har en enestående mulighed for hurtigt at gennemføre effektive reformer for at forbedre den spanske økonomi. Tror du, at dette stærke mandat vil gøre det muligt for Rajoy at føre en mere konsekvent politik end hans europæiske kollegaer?
José Ignacio Torreblanca: Rajoy har et stærkt mandat, han har absolut flertal i parlamentet og i senatet og hans parti sidder på magten i stort set alle spanske regioner. Regionerne skal foretage store besparelser i deres offentlige budgetter, men her har han fuld opbakning fra EU. Rajoy har således al den støtte, han skal bruge til at gennemføre finanspolitiske stramninger. Derudover ligger kravene om stramninger i de offentlige budgetter på linje med hans eget ideologiske ståsted. Det er således logisk at forvente at Partido Popular’s økonomiske politik vil komme til at ligge længere mod højre end under den socialistiske regering, der grundet krav fra EU også førte en traditionel konservativ finanspolitik. Man må dog have for øje, at den internationale og europæiske side af krisen spiller en endnu større rolle. På det indenrigspolitiske plan har Spanien allerede foretaget et stort antal reformer efter krav fra Kommissionen og det Europæiske Råd. I juni var den spanske risikopræmie faldende, hvilket betød at de internationale markeder stadig tilførte kredit til opbakning af Zapateros reformpakker, modsat hvad der var tilfældet i Italien og Grækenland. Det spanske system fungerede både politisk og økonomisk og store reformer blev gennemført. I løbet af sommeren steg den italienske risikopræmie voldsomt og i begyndelsen lød det fra spansk side, at der var tale om en tydelig reaktion på den politisk ustabile situation i Italien samt mangel på reformer. Kort efter begyndte den spanske risikopræmie også at stige, hvilket gjorde det tydeligt, at det ikke kun var et spørgsmål om indenrigspolitiske reformer, men snarere et behov for løsninger på europæisk plan. Det er således blevet tydeligt i løbet af de sidste par måneder, at indenrigspolitiske reformer er nødvendige for at komme ud af krisen, men det er også blevet tydeligt, at de ikke er tilstrækkelige. Rajoy har et meget stærkt mandat, men det har ikke bragt den høje spanske risikopræmie ned, snarere tværtimod. Den nye spanske regering vil uden tvivl komme til at indføre reformer med finanspolitiske stramninger, som det kræves fra Bruxelles, men opmærksomheden fra de internationale markeder er rykket mod Berlin og Tysklands vilje til at bakke op om Euroen og om den europæiske økonomi. Det spanske regeringsskift er det fjerde regeringsskift i de sydeuropæiske lande. Med indsættelsen af teknokrater i Grækenland og Italien og nye konservative regeringer i Portugal og Spanien mener jeg, at det er blevet tydeligt, at det ikke er her løsningerne på krisen findes. Man kan ikke længere sige, at Sydeuropa trækker hele EU i afgrunden. Jeg tror krisen er rykket nordpå mod Berlin, ECB og Paris, og det er her, der må findes løsninger.

RÆSON: Rajoy udtalte kort efter sin valgsejr, at ”Spaniens stemme skal respekteres i Bruxelles under de kommende EU-forhandlinger om krisen.” Tror du, Rajoy vil kunne tillade sig at være mindre lødig over for EU end Zapatero har været?
Torreblanca: Fokus i den spanske valgkamp har næsten kun været indenrigspolitisk, som om EU som aktør ikke spillede nogen reel rolle, men i løbet af valgkampens sidste dage begyndte begge partier at bringe EU ind i deres valgkamp. Grunden til, at det hidtil ikke har været et emne, er, at der generelt er bred konsensus om opbakning til EU. Denne konsensus har dog skiftet til at være en konsensus om, at reformer må foretages på EU-niveau. Når Rajoy således taler om, at Spanien bør respekteres i EU, skal det nok i højere grad forstås som et udtryk for en fælles politisk holdning om, at man fra EU’s side må gribe ind for at få gang i den europæiske økonomi. Spanien kan ikke indføre stramninger, nedskæringer og sparereformer med finansieringsafgifter, der er højere end dem vi havde inden vi fik euroen. Hele pointen med at være en del af euroen er jo at have lavere afgifter, end vi havde inden, vi blev en del af den monetære union. Det er således meget svært at foretage strukturelle reformer, når regeringen må betale omkring 7 % for at kunne låne. Med denne udvikling vil de internationale markeder få ret i deres selvopfyldende profeti, når de regner med, at manglende likviditet i dag bliver til insolvens i morgen. Dette vil ske, hvis man ikke fra EU handler for at gøre finansieringen billigere. Det er en forudsætning for at komme ud af krisen. Både Rajoy, Zapatero og Rubalcaba er udmærket klar over, at løsningerne ligger i Berlin og ECB samt i muligheden for realiseringen af de europæiske obligationer foreslået af kommissionen.

RÆSON: Rajoy har fremsat et mål om at reducere det årlige underskud med 4,4 % af GDP i 2012, men med en total arbejdsløshed på 22 % ville man så ikke kunne argumentere for, at der eksisterer en reel risiko for at spare spansk økonomi i knæ, som briterne? Hvad forventer man, at Rajoy vil gøre?
Torreblanca: Rajoy forventes at føre en meget traditionel konservativ politik i stor overensstemmelse med Partido Popular’s politiske linje. Dette vil ses ved beskæringer i de offentlige budgetter, heriblandt pensioner og uddannelse samt ved hans plan om at reducere det årlige underskud til 4,4 % af BNP, hvilket svarer til 30 millioner euro. Partiet har ikke nævnt noget om at hæve skatterne, så det må antages, at finansieringen primært skal komme fra besparelser i den offentlige sektor. Forskellen mellem den spanske og den britiske situation er, at de finanspolitiske stramninger i Storbritannien foretages med hensyntagen til inflationen og i overensstemmelse med den britiske centralbank, der leverer likviditet til det økonomiske system. Problemet er således, at vi i Spanien ikke har den fornødne likviditet. Den spanske gæld er lavere end både den britiske og den tyske gæld, så det er ikke vores gæld, der gør, at tiltroen til det spanske marked er skadet. Spanien har endvidere et godt ry, når det handler om finanspolitiske stramninger, og det er således i højere grad et spørgsmål om, hvorvidt de retningslinier udstukket fra EU om stramninger i finanspolitikken i sidste ende kommer til at tage livet af patienten. Problemet er, at man ligesom i de sydeuropæiske lande også kvæler efterspørgslen med kontraktiv finanspolitik i norden, hvorved hele Europa er i færd med at spare sig selv i knæ.

Line Nissen (f. 1986) er kandidatstuderende på statskundskab ved Københavns Universitet. Studerer på nuværende tidspunkt i Madrid og var sidste semester politisk praktikant på den Danske Ambassade i Madrid. Ekspertiser: Spansk politik, europæisk politik og EU, samt international politik og kritisk teori. ILLUSTRATION: Mariano Rajoy (pressefoto).