11.10.2011

Cameron kunne efter Gaddafis fald nyde øjeblikkets triumf. Men en presset britisk økonomi gør, at briterne må vænne sig til at være en andenrangsmilitærmagt, og det er tvivlsomt, hvor mange flere af dens slags øjeblikke en britisk premierminister vil komme til at opleve. For kløften mellem den, briterne gerne vil være, og den, de kan blive, kan meget vel vise sig at være uoverkommelig.

ANALYSE af Jakob Sinding Skött

Det var en triumferende britisk premierminister, som torsdag i forrige uge trådte op på podiet for at tale til FN’s Generalforsamling i New York. David Cameron havde ugen forinden besøgt Libyen sammen med den franske præsident, Nicolas Sarkozy, og de to statsledere kunne ved selvsyn konstatere, at deres bestræbelser på at beskytte den libyske befolkning mod overgreb fra diktatoren Muammar Gaddafi havde båret frugt.

For Cameron var det en entydig succeshistorie: Storbritannien og Frankrig havde fra begyndelsen af den libyske borgerkrig i februar måned befundet sig i spidsen for det internationale samfunds politiske pres på Gaddafi, og den langstrakte militære indsats, der blev indledt sidst i marts, havde nu resulteret i diktatorens fald. Det var med den bevidsthed, at den konservative premierminister for første gang i sin karriere talte til Generalforsamlingen, og hans budskab var klart: ”I kan underskrive alle verdens menneskerettighedserklæringer, men hvis I ser til, alt imens mennesker bliver slagtet i deres eget land, hvad er de underskrifter så reelt værd? FN bliver nødt til at vise, at vi kan være forenede ikke blot i fordømmelse, men også i handling.”

Cameron ligner Blair
Budskabet om international handling er kernen i den udenrigspolitiske filosofi, som Cameron skitserede i sin tale til Generalforsamlingen. Filosofien var ikke opfundet til lejligheden. Den konservative leder fremlagde allerede før valgsejren i maj 2010 sin vision for britisk udenrigspolitik, og selv om han formodentlig ville frabede sig enhver sammenligning, er det en vision, som bringer ham på bølgelængde med sin forgænger på posten som premierminister: Labour-lederen Tony Blair.

Camerons ”liberale konservatisme” er formet af de bitre erfaringer fra Blair-doktrinens nemesis, krigen i Irak. Men lighederne med Blair er ikke desto mindre større end forskellene: Der er snarere tale om en post-irakisk evolution end om en revolution i britisk udenrigspolitisk tænkning. Interventionen i Libyen var den ”liberalt konservative” filosofi om international handling ført ud i livet. Problemet for Cameron er imidlertid, at international handling har økonomiske omkostninger – og Storbritannien gennemlever lige nu ligesom det meste af Europa den værste økonomiske krise siden 1930erne, hvor den britiske regering som en del af den økonomiske genopretningsplan forsøger at spare på Forsvaret.

I sin tale til den konservative partikongres sidste tirsdag forsøgte premierministeren at overbevise tilhørerne om, at Storbritannien – selvfølgelig under hans lederskab – kan ride den økonomiske storm af og blive ”stort” igen: ”Storbritannien har aldrig haft den største befolkning, den største landmasse eller de rigeste ressourcer, men vi har haft gejsten. Husk på, at det ikke drejer sig om størrelsen på hunden i kampen, men derimod om størrelsen på kampen i hunden. At overvinde udfordringer, modbevise skeptikere, genopfinde os selv; det er, hvad vi gør. Det kaldes lederskab.”

De afgørende spørgsmål er dog, om der er et misforhold mellem Camerons politiske visioner og de økonomiske realiteter, og om Storbritannien set på den baggrund også i fremtiden kan stå i spidsen, når det internationale samfund gør antræk til at handle? Hvis svarene, som meget tyder på, er henholdsvis ”ja” og ”nej”, vil det ramme lige i hjertet af den britiske selvforståelse som en stormagt, der handler på det internationale samfunds vegne. Vejen til den erkendelse kan blive lang og hård.

Camerons liberale konservatisme
Labour-lederen Tony Blair flyttede i 1997 ind i Downing Street 10 efter næsten 20 år med konservative premierministre. Han medbragte en altoverskyggende udenrigspolitisk vision: At genetablere ”Storbritanniens stolthed og indflydelse som en spydspids for det gode i verden.” For Blair var militærintervention nogle gange nødvendigt både af moralske årsager, og fordi ”vi alle er internationalister nu, om vi så bryder os om det eller ej.” Ræsonnementet var simpelt: I en global verden, hvor alting på en eller anden måde hænger sammen, er der en snæver forbindelse mellem konflikter i andre lande, det internationale samfunds interesser og den nationale sikkerhed. Det var derfor, mente man, i Storbritanniens ”oplyste egeninteresse” at blande sig i andre menneskers konflikter. Som en følge heraf fokuserede det strategiske eftersyn, som forsvarsminister George Robertson foretog i 1998 på at skabe sikkerhed gennem militære interventioner, og krigene i Kosovo (1999) og Irak (2003) var logiske konsekvenser af Blairs doktrin. Det var Storbritanniens ansvar på vegne af det internationale samfund at irettesætte ”ballademagerne” Slobodan Milosevic og Saddam Hussein.

David Camerons lederskab i forbindelse med interventionen i Libyen er skåret over samme læst – dog med visse forbehold, som først og fremmest er en følge af den hårde medfart, som Irak-krigen gav Tony Blair. Under valgkampen i 2006 erklærede Cameron, at den filosofi, som skulle være den røde tråd gennem en fremtidig konservativ regerings udenrigs- og sikkerhedspolitik, ville fastholde styrkerne ved Blair-doktrinen, men samtidig lære af dens fejltagelser, som primært var, at politikken efter 9/11 manglede ydmyghed og tålmodighed.

”Liberal konservatisme”, som Cameron valgte at kalde sin udenrigspolitiske filosofi, blev derfor præsenteret som Blairs projekt tilsat en ”sund” dosis realisme.

Interventionen i Libyen, som begyndte med franske luftangreb 19. marts, var liberal konservatisme ”in action”. Storbritannien, Frankrig og det internationale samfund havde sagt ”A” med den første sikkerhedsrådsresolution (1970) i slutningen af februar, og eftersom Gadaffi på trods af det internationale samfunds sanktioner ikke stoppede den voldelige fremfærd mod oprørere og civile, var det nu nødvendigt at sige ”B”. Cameron argumenterede for, at ”enhver anden handling fuldstændig ville have undermineret FN,” som dermed risikerede at blive et handlingslammet Folkeforbund [Folkeforbundet, forløberen for FN, blev etableret efter 1. Verdenskrig men fik, bl.a. fordi USA ikke var medlem, aldrig den tiltænkte betydning i mellemkrigstidens verdensorden, red.]. Det var derfor – erklærede den britiske premierminister – afgørende, at Storbritannien og det internationale samfund handlede.

Der var dog – og det er på dette punkt, at Cameron hævder at adskille sig fra Blair – to afgørende forudsætninger for handling: (1) at der var et FN-mandat, og (2) at staterne i regionen støttede beslutningen. Med opbakningen fra den Arabiske Liga og en sikkerhedsrådsresolution, som legitimerede anvendelsen af militær magt for at beskytte civile, var begge forudsætninger opfyldt. Så vejen var ryddet for, at det internationale samfund med Frankrig og Storbritannien i spidsen kunne intervenere i den libyske borgerkrig. Libyen blev dermed centrum for det hidtil mest dramatiske kapitel i Det Arabiske Forår. Efter en langvarig luftkrig er Gadaffi omsider flygtet fra Tripoli og gemmer sig efter sigende i grænselandet mellem Libyen og Algeriet. Oprørernes politiske overbygning Det Nationale Overgangsråd har indtaget regeringsbygningerne i hovedstaden, og libyerne afventer de første frie, demokratiske valg i mere end tre årtier.

For Cameron var der derfor god grund til at nyde øjeblikkets triumf i New York, men på længere sigt er spørgsmålet, hvor mange flere af dens slags øjeblikke en britisk premierminister vil komme til at opleve. Det handler i sidste ende om de økonomiske forudsætninger.

Færdig som førsterangs militærmagt
For nylig kom den tidligere øverstbefalende for den britiske flåde, admiral Lord West, for skade at udbryde til en forsamling af journalister, at Storbritannien var en ”førsterangs” militærmagt – ikke ligesom ”forbandede Belgien eller Danmark”. Ud over, at admiralens udbrud var en fornærmelse mod de britiske alliancepartnere i NATO, var det også en sandhed med modifikationer. Selv om briterne uden tvivl har langt større militær slagkraft end Belgien og Danmark til sammen, er det mere tvivlsomt, om de fortsat er en militærmagt af første rang.

I juni måned, mens krigen i Libyen fortsat rasede, advarede den daværende amerikanske forsvarsminister Robert Gates endnu en gang USA’s europæiske allierede i NATO om, at de risikerede at blive ”militært irrelevante”, hvis ikke de forøgede deres investeringer i militære styrker og isenkram. Gates’ advarsel var ikke mindst rettet mod Storbritannien, som i efteråret 2010 havde vedtaget besparelser på forsvarsbudgettet i omegnen af otte procent. De planlagte besparelser omfattede rationaliseringer inden for hæren, søværnet og flyvevåbnet samt afhændelse af bl.a. hangarskibet ”Ark Royal” og flåden af ”Harrier”-kampfly. I Libyen var franskmændene og briterne afhængige af USA, og der er ingen tvivl om, at krigen ville have været udkæmpet anderledes og mindre effektivt uden amerikansk støtte.

Det er dog ikke ensbetydende med, at interventionen ikke var en bekostelig affære for de britiske skatteydere. Redaktøren for Defence Analysis, Francis Tusa, har ved at anvende to forskellige metoder foretaget detaljerede beregninger af de britiske omkostninger de første seks måneder (fra marts til september) af krigen i Libyen. Ved at bruge én metode vurderer Tusa, at omkostningerne ved den militære operation løber op i mellem 1,38 mia. pund og 1,58 mia. pund, og ved hjælp af en anden metode anslår han omkostningerne til at være potentielt endnu højere: Mellem 850 mio. pund og 1,75 mia. pund. Det er værd at bemærke, at begge Tusas beregninger ender med et facit, som er højere end regeringens egen foreløbige vurdering, der lyder på 260 mio. pund. Og Tusa har endda hverken indregnet omkostningerne ved de seneste, optrappede bombetogter eller medtaget de logistiske omkostninger, som briterne havde ved begyndelsen af operationen i marts måned. På den baggrund bliver Cameron nødt til at stille sig selv et grundlæggende spørgsmål: Hvis det var så svært at bekæmpe Gadaffis ”afdankede” hær, hvilke omkostninger vil det så have at kæmpe mod en ”rigtig” fjende?

En spritny rapport (med den sigende titel ”At se ned i det sorte hul”) af Malcolm Chalmers fra den velansete militære tænketank RUSI konkluderer, at Storbritannien ”aldrig igen vil blive blandt de globale militære supermagter,” men dog vil være i stand til at ”assistere” i militære operationer, som det var tilfældet i Libyen. Det barberede forsvarsbudget burde ifølge rapporten være tilstrækkeligt til at fastholde Storbritanniens position som en af verdens fem ”andenrangs” militære magter (med USA som den eneste ”førsterangs” militærmagt).

Problemet for den britiske regering er imidlertid, at det i fremtiden kan blive vanskeligt at kontrollere forsvarsudgifterne. Chalmers udpeger tre specifikke projekter, hvor udgifterne potentielt kan løbe løbsk: (1) fornyelsen af det nuværende ”Trident” ubådsbaserede, interkontinentale, strategiske ballistiske missilsystem (ISBM), som er grundlaget for Storbritanniens status som atommagt; (2) indkøbet af nye kampfly, de såkaldte ”Joint Strike Fighters” (JSF); og (3) udskiftningen af de 13 eksisterende ”Type-23” fregatter med nye ”Type-26” fregatter. Rapporten konstaterer lakonisk, at hvis det skulle lykkes forsvarsministeriet at fastholde udgifterne til de tre projekter på det planlagte niveau, vil det kræve en gennemgribende revision af den fremherskende videnskabelige opfattelse, at prisen for at anskaffe større militært isenkram stiger med mellem tre og seks procent om året. Det er med andre ord forventeligt, at udgifterne ikke mindst til afløseren for ”Trident” vil stige, og det vil alt andet lige betyde, at der bliver færre midler til rådighed for international handling.

Efter triumfen
Det betyder dog ikke, at Storbritannien er på vej til at blive ”militært irrelevant”. Selv efter de planlagte nedskæringer – og selv om forsvarsudgifterne stiger mere end planlagt – vil briterne have ganske betydelige militære kapabiliteter, som kan gøre en forskel i Libyen-lignende interventioner.

Men hvis udgifterne til de militære operationer i Libyen viser sig at blive mange gange højere, end regeringen har forudsagt, vil sporene skræmme. Det kan betyde, at Storbritannien må tage plads på sidelinjen i fremtidige militære interventioner. Når triumfens øjeblik er overstået, kan kløften mellem den, briterne gerne vil være, og den, de kan blive, derfor vise sig at være uoverkommelig.

Jakob Sinding Skött (f. 1977) er forsker ved Institut for statskundskab, Syddansk Universitet, og forsvarer den 28. oktober sin ph.d.-afhandling om britisk imperialisme og udenrigspolitik. Han har tidligere skrevet flere artikler til Ræson om britisk og amerikansk udenrigspolitik. ILLUSTRATION: David Cameron (foto af Andrew Moores).