Søren K. Villemoes: Nej, man kan ikke bebrejde debatmiljøet og højrefløjen generelt. Hvis vi bevæger os ind på den kollektive skyld, så har vi tabt.

Søren K. Villemoes: Nej, man kan ikke bebrejde debatmiljøet og højrefløjen generelt. Hvis vi bevæger os ind på den kollektive skyld, så har vi tabt.

25.07.2011


RÆSON spørger en række danske iagttagere om begivenhederne i Norge: Christopher Arzrouni, debatredaktør på dagbladet Børsen, Lars Trier Mogensen, redaktør for lederkollegiet på dagbladet Politiken, Trine Pertou Mach, folketingskandidat for SF, Kasper Støvring, forfatter og kommentator og Søren K. Villemoes, kommentator:

Interview af RÆSONs chefredaktion

1. Har den offentlige debat om islamisme mm bidraget til den forbrydelse, vi har set i Norge?
SØREN K. VILLEMOES: Jeg synes, at man skal passe meget på med at levere bagvedliggende forklaringer per instinkt. Den engelske journalist Nick Cohen har lidenskabelige og efter min mening meget overbevisende advaret mod det, han kalder ‘root causery’, hvor man automatisk læser sine egne politiske mærkesager ind i terroristens gerninger. Da al Qaeda sprængte bomber på Bali, var flere debattører i England ude og tale om, at det også skyldtes vestens uansvarlige turisme i fjernøsten – som om at al Qaeda kæmpede for bæredygtig turisme. Da bomberne sprang i Madrid i 2004, var mange ude og give Spaniens deltagelse i Irak-krigen skylden – som om al Qaeda var en slags antikrigsaktivister. Da Westergaard blev overfaldet i sit hjem, bebrejdede flere hans tegning – som om terroristen kæmpede for den gode tone i debatten. Forklaringerne har det med at minde mistænkeligt meget om folks egne politiske holdninger.
     Man har ofte en tendens til at læse egne aversioner, idiosynkrasier og politiske holdninger ind i terrorismen. Men det er en fælde – det siger altid mere om den, der fremkommer med analysen end om terroren og terroristen.
     Hvis hele debatmiljøet på højrefløjen er ansvarlig for det, der er sket i Norge, som Trine Mach mere end antyder, så skal vi også give hele det muslimske miljø og dens debatmiljø ansvaret for islamisk terrorisme. Det, er jeg sikker på, at Trine Mach af gode grunde ikke er klar på. Det er dybt hyklerisk. Siden 9/11 har centrum-venstre med rette anklaget den nationalkonservative højrefløj for at deres generaliserende anklager mod alle muslimer som spirende jihadister. Vi må være konsekvente og afvise denne form for kollektiv beskyldning og belejlig opportunisme, når det kommer til noget så modbydeligt og forfærdeligt som terror. Nej, vi kan ikke bebrejde debatmiljøet og højrefløjen generelt.
     Det, vi derimod må rette vores skyts mod, er anti-demokratiske, hyperkollektivistiske ideologier, der drømmer om tusindårsriger, politisk vold som emanciperende, og dyrker stærke førerskikkelser. Det er efter min mening helt forkert at klassificere islamistisk terror i en kategori for sig. Breivik og hans degenerede politiske feberdrømme minder slående om folk som Muhammed Boyeri, der dræbte Theo van Gogh. Militant islamisme ER en form for højrerekstremisme. Det er to sider af samme sag – og ingen af delene er produkter af ydre omstændigheder. De har deres egen modbydelige interne og totalitære logik, som man må forstå.
     Hvis vi begynder at bebrejde ellers fredelige og prodemokratiske debattører det, der er sket i Norge, så skyder vi os selv i foden. Vi forfalder til det niveau, som vi ellers har bebrejdet selvsamme debattører for at befinde sig på. Vi må være bedre end det. Derudover så fjerner vi med den slags beskyldninger hele motivationen for at lade kontroversielle og uvelkomne holdninger repræsentere i det demokratiske. Hvis man alligevel bliver smidt i hartkorn med terrorister, selvom man er prodemokratisk, hvad skal det så nytte?
     Vi bliver naturligvis nødt til at forvente, at folk tager klart afstand og bekæmper de bevægelser i deres egne miljøer, der legitimerer terror og politisk vold. Akkurat som det er på sin plads at forvente, at de muslimske miljøer gør hvad de kan for at bekæmpe radikal islamisme. Vi må afvise enhver form for terrorapologi, uanset hvem der fremsætter den. Men hvis vi bevæger os ind på den kollektive skyld, så har vi tabt.
Til sidste må det understreges, at vi under ingen omstændigheder må opgive troen på den frie og åbne debat. Det, der skete i Norge, var et angreb på ytrings- og forsamlingsfriheden, samt de demokratiske institutioner og den fri meningsdannelse. Hvis vi begynder at begrænse disse eller tvivle på de værdier, der ligger til grund for vores demokratiske samfund, så har terroren allerede vundet.
     Nej, vi må ikke give debatten skylden for terror. Det er terroristen og den totalitære forførelse, der skal have skylden.

2. Zenia Stampe skriver på Politikens site (24/7): “Vi har i 10 år hørt moderate muslimer lavmælt bede os om at se den ekstremistiske terror som gale menneskers værk og ikke som en del af den muslimske tankeverden. Måske skulle vi have lyttet bedre efter. Fuldkommen på samme vis bør vi ikke forfalde til at acceptere dette som en politisk handling fra den kristne nationalistiske højrefløj mod det norske demokrati.” Har hun ret?
SØREN K. VILLEMOES: Nej, Zenia har ikke ret. Det er en typisk fejl at klassificere terrorister som ‘gale’. Det er dejligt belejligt, da man så ikke behøver at lytte til det, de siger, eller tage dem alvorligt. Men hvis vi gør terrorismen til noget ‘ydre’, noget der er fremmed for os selv, så forstår vi ikke, at politisk ekstremisme er en del af os selv, en indre fjende, vi skal bekæmpe inde i os selv. Det er ikke noget ydre, noget vanvittigt, der kan diagnosticeres og sendes væk.
     Den radikale islamisme er også i høj grad et produkt af moderne vestlig tankegods, akkurat som tankerne i Breiviks modbydelige manifest. Hverken al Qaedas programmer eller Breiviks frygtelige manifest er skabt af gale mennesker, men af intelligente og kalkulerende politiske aktører. Vi må forstå, at terror kan være en rationel og gennemtænkt politisk strategi, uanset hvor afskyeligt det kan forekomme. Vi må aldrig undervurdere terroren ved at patologisere den.
     Men Zenia Stampe skal alligevel have ros for, at hun afviser enhver kollektiv beskyldning mod højrefløjen. Det skal hun have. Dermed har hun løftet sig over Lars Trier Mogensen, der bebrejder den ‘tavse accept’ fra den ‘borgerlige mainstream’, som han mener bærer et ansvar, og Anita Bay Bundegaard fra Politiken, der i dagens leder indirekte anklager Dansk Folkeparti for at være del af det samme ‘kontinuum’ som Breivik. Det minder slående om lignende anklager mod imamer og ganske uskyldige muslimer, der har været aktive i debatten, som vi har set ved tidligere lejligheder. Den slags er for lavt.
     Da Politiken blev reddet fra et islamistisk terrorangreb i 11. time sidste år, kunne Bundegaard ikke finde nogen anden forklaring, end at det var ‘meningsløst’. Idag, hvor det er en højreorienteret norsk mand, der er gået amok, så kan Bundegaard finde alt for meget mening. Nu er det pludselig alt det, Politiken har kæmpet imod i 10 år, der skal have skylden. Dansk Folkeparti, ‘tonen’, populismen osv. Det virker ret belejligt.
Men det virker også hyklerisk. Vi må være konsekvente. Hvis Bundegaard finder islamistisk terror ‘meningsløst’, så må hun også finde dette meningsløst. Eller hvis dette har mening, så må islamistisk terror også have en mening. Vi kan ikke operere med dobbeltstandarder og lade vores egne politiske idiosynkrasier lede os i forståelsen af terroren og dens væsen.
     Trier og Bundegaard begår samme fejl som højrefløjen har begået siden 9/11. De formår ikke konsekvent at skelne mellem de demokratiske og totalitære elementer i de miljøer, de kritiserer. Det er vores pligt at skelne mellem disse – uanset om de er islamiske eller kristne.

3. Har vi i Europa undervurderet truslen fra det højre-ekstremistiske miljø?
SØREN K. VILLEMOES: Noget kunne tyde på, at Norge har undervurderet denne trussel. Men det er et efterretningsarbejde, der har fejlet. Jeg vil ikke spille klog på, om der er en generel efterretningsbrist i Europa på dette punkt. Hvor modbydelig, tragisk og forfærdelig massakren i Norge end har været, så må vi ikke spilde lejligheden, vi må lære af den. Totalitarismen kommer i mange afskygninger, og den nationalkonservative ideologi har også sin degenererede og totalitære variant, der tydeligvis stadig er en trussel. Den skal vi tage alvorligt – vi skal finde måder at modargumentere på og bekæmpe den inden for vores demokratiske institutioner.

4. Vil begivenhederne i Norge generelt føre til mere overvågning, mere sikkerhed ved offentlige arrangementer m.v.?
SØREN K. VILLEMOES: Det håber jeg ikke. Vi må ikke være så naive at tro, at man kan sikre sig 100% mod menneskefjendske voldsorgier som disse. Hvis man virkelig gerne vil slå en masse mennesker ihjel, så vil man altid kunne gøre det, uanset hvor meget sikkerhed, overvågning og kontrol vi implementerer. Det er vigtigt at holde hovedet koldt og ikke springe til hurtige og lette løsninger, der giver falsk tryghed. Nu kender jeg ikke lovgivningen i Norge. Men i Danmark har vi i hvert fald ikke brug for yderligere stramninger.
     Jeg håber heller ikke, at dette vil føre til mere sikkerhed ved offentlige arrangementer. Vi skal være stolte af den korte afstand og afslappede atmosfære, der er mellem politikere og vælgere her i norden. Den er værd at kæmpe for.